Frygten er IPCC's våben

Ole Humlum, professor, Oslo Universitet samt UNIS (Svalbard)

Af Ole Humlum

At det siden 1850 er blevet varmere, er der ingen tvivl om; at mennesket kan påvirke klimaet, er der ingen tvivl om; at der er naturlige klimavariationer, er der ingen tvivl om. Det, der imidlertid er tvivl om, er, hvor stor den menneskeskabte komponent af nutidens klimaændringer er i forhold til den naturlige komponent.

Mange mener, at den menneskeskabte komponent er størst, men en gruppe forskere – flere end det almindeligvis antages – mener, at det fortsat er den naturlige komponent, som er den vigtigste. Til denne videnskabelige skole hører forfatteren af denne tekst. Dette uafklarede spørgsmål om komponenternes størrelse er aldeles uegnet til besvarelse ved demokratisk flertal, og vil alene kunne besvares ved fortsat forskning, ganske som tilfældet er for alle andre uafklarede naturvidenskabelige spørgsmål.

For nylig udkom IPCC’s seneste delrapport under AR5 om virkninger, tilpasninger og sårbarhed over for klimaændringer. Den bygger på hovedrapporten fra september 2013, som sammenlignet med AR4 fra 2007 er langt mere moderat. Blandt andet menes temperaturstigningen frem til år 2100 nu ikke at ville overstige 2 grader, mens man i AR4 opererede med højere tal. Det bemærkes også, at IPCC nu kun føler sig sikker på, at mere end halvdelen af opvarmningen i nyere tid er menneskeskabt, hvilket indirekte betyder, at næsten halvdelen af opvarmningen godt kan være helt naturlig – ifølge IPCC.

Der har været mange gode effekter af den observerede opvarmning frem til år 2000, ligesom en eventuel fremtidig opvarmning (om den overhovedet kommer) sandsynligvis også vil have mange positive effekter. Dette aspekt af klimaændringer kommer imidlertid sjældent frem. Ifølge FN-organet FAO har landbruget øget sin produktivitet i takt med temperatur- og CO2-stigningen, blandt andet fordi planter generelt vokser bedre med mere CO2 i atmosfæren, og samtidig øges deres modstandsdygtighed mod tørke. FAO oplyser, at den globale fødevareproduktion på denne baggrund forventes at stige med omkring 55-60 % frem til 2050 med de af IPCC varslede klimaændringer. Skulle temperaturen ikke stige, eller måske endda synke, vil det desværre næppe gå lige så godt. Det antyder fortidens klimahistorie med vægt.

Fra IPCC – godt sekunderet af forskellige nyhedsmedier – har vi derimod hørt en endeløs strøm af mulige klimatrusler, selv om der langt fra altid har været dækning for disse i rapportens videnskabelige afsnit. På mig virker det, som om IPCC har besluttet, at frygten for fremtiden for tiden er deres stærkeste våben i kampen om folkeopinionen.

Summary for Policymakers (SPM) er den del af IPCC’s rapporter, som læses mest flittigt af politikere og journalister. I Technical Summary og de enkelte kapitler i hovedrapporten findes mange gode oversigter over nyere videnskabelige publikationer, men SPM vil altid afspejle det, som til enhver tid er politisk korrekt og acceptabelt.

Denne latente konflikt mellem forskning og politik synes i øjeblikket at tilspidses i IPCC. Det er i hvert fald det, man må konkludere efter læsning af Is the IPCC Government Approval Process Broken?, skrevet af Robert N. Stavins. Robert Stavins er bestemt ikke hvem som helst; han er Albert Pratt Professor of Business and Government ved Havard University og Co-Coordinating Lead Author (CLA) på kapitel 13, International Cooperation: Agreements and Instruments, under Working Group III (Mitigation) i IPCC’s AR5. Den dom, han nu fælder over IPCC-systemet og tilblivelsen af SPM, kan vanskeligt beskrives som andet end hård; muligvis tilintetgørende. Men læs og døm selv.

Der er mange flere mærkværdigheder knyttet til AR5. I denne nye rapport ignorerer IPCC eksempelvis næsten helt de sidste 16-17 års udeblevne temperaturstigning. Objektivt set er dette meget besynderligt, da det jo siden IPCC’s oprettelse i 1988 angiveligt har været frygten for fortsat temperaturstigning, som har været hovedargumentet for det store apparat, som i mange lande er sat i værk for at imødegå en fortsat temperaturstigning. Specielt har dette apparat været rettet mod atmosfærisk CO2, som af IPCC anses som hovedårsag til den globale temperaturstigning efter 1975.

Den udeblevne temperaturstigning burde derfor logisk set resultere i stor glæde hos IPCC. Men det har bestemt ikke været tilfældet. Det er derimod min personlige erfaring, at påpegning af dette glædelige forhold ofte udløser irritation og vrede, eller i det mindste en sværm af forklaringer om, hvor den ’manglende’ varme måske gemmer sig. At klimamodellerne muligvis skulle være på galt spor, ønsker man ikke at diskutere, selv om det vel egentlig var det første spørgsmål, som burde melde sig, når naturen gør noget andet end det, modellerne forudsagde? Samtidig står det fast, at klimamodellerne generelt ikke evner at eftergøre vigtige naturlige klimavariationer, som ifølge IPCC selv kan være ansvarlig for indtil næsten halvdelen af den tidligere – men nu ophørte – temperaturstigning.

Dette besynderlige handlingsmønster sætter naturligvis spørgsmål ved, hvad det egentlig er, som er den grundlæggende drivkraft hos IPCC og deres støtter? Det kan åbenbart alligevel ikke være frygten for opvarmning, men må være noget helt andet. Det ville imidlertid være godt at vide, hvad dette andet er? Ikke mindst da det nu iværksatte apparat til CO2-begrænsning mildt sagt har udviklet sig til et dyrt bekendtskab for os alle (se eksempelvis på din seneste elregning), og de der investerede midler muligvis kunne være bedre benyttet til helt andre formål?

Det er imidlertid ikke kun IPCC og deres videnskabelige støtter, som man bør rette dette vigtige spørgsmål til. I et demokrati bør vælgerne klart informeres om, hvorfor og på hvilket grundlag man politisk påtænker initiativer i denne målestok, så vælgeren personligt har mulighed for at tage stilling til fornuften i initiativet. Mange politikere og journalister har dermed pådraget sig et betydeligt ansvar for den nuværende situation, hvor vi baseret på en stemning af frygt og åbenlyst fejlagtige klimamodeller investerer store midler til forebyggelse af et ikke-eksisterende problem (opvarmning).

Politikere og journalister har – med få undtagelser – næsten demonstrativt ignoreret det alternative videnskabelige synspunkt om klima; nemlig at det hovedsagelig er en naturlig klimaudvikling, vi er vidne til. Ikke sjældent har man i den forbindelse tilladt sig at gøre brug af negative personkarakteristikker, for derved lettere at kunne affeje det alternative synspunkt som ikke værd at bruge tid på. I fravær af saglige argumenter benyttes samtidig i stigende omfang frygten for fremtiden som officiel påvirkningsfaktor.

Det positive ved udviklingen er, at planetens klima i øjeblikket selv er i færd med at demonstrere, hvem der har mest ret af de to videnskabelige skoler. Vi har set en vis opvarmning indtil årtusindeskiftet, men på ingen måde enestående eller bekymrende. Derefter har vi set en årrække uden opvarmning. Ikke desto mindre har vi alligevel set udtalelser om accelererende temperaturstigning samt overdrevne forestillinger om tænkelige ubehagelige konsekvenser heraf. Der er som bekendt ingen grænser for, hvad man kan tænke sig til af mulige katastrofer.

Også enkelte forskere har været på banen i dette lidet tiltalende spil. Senest er nogle endda begyndt at knytte forhåbning til det naturlige oceanografiske fænomen El Niño om snarlig afbrydelse af den stærkt generende periode uden temperaturstigning. Det vil være forfriskende, om der snart kom lidt mere sund fornuft ind i debatten om klimaændringer og deres mulige årsager, i stedet for den utiltalende, massive indgydelse af frygt for fremtiden hos folk, der naturligvis ikke alle kan forventes at besidde specialviden om klima.

Forskning og politik er i kraft af deres natur to forskellige størrelser, som bør holdes adskilte. Det er det, som er gået helt galt for IPCC, og som på grund af denne utidige sammenblanding grundlæggende er en unaturlig konstruktion. Hensyntagen til forskningsresultater kan ofte være en god hjælp for frie politikere, men hensyntagen til politiske holdninger er sjældent en god hjælp for frie forskere.

Jeg formoder, at løbet på nuværende tidspunkt er ved at være kørt for IPCC. Kun hensynet til de mange iværksatte politiske og forskningsmæssige projekter – og ikke mindst det enorme bureaukrati, som er opbygget i forbindelse hermed – vil betyde, at forskellige grupperinger vil gøre deres bedste for at holde IPCC og klimaspøgelset kunstigt i live længst muligt.