Artiklen er en del af bogen
Vedvarende energi i Danmark - En krønike om 25 opvækstår 1975-2000, udgivet på OVEs Forlag i 2000.
Af Per Alex SørensenOVE som katalysator for teknologiudviklingenInnovation er en mærkelig størrelse, og det er i hvert fald ikke det samme som at grave huller (Hvis 20 mand kan udvikle en vindmølle på to år, hvor mange kan 100 mand så udvikle på den samme tid?). Innovation kræver, at en række elementer skal være til stede på samme tid: Faglig viden, nysgerrighed, stædighed, tro på egne evner, kreativitet, adgang til at udføre forsøg, erfaringsudveksling…
Energibevægelsen i 70’erne havde det hele. Jeg husker f.eks. et vindtræf på Snoghøj Folkehøjskole. Der var 100 deltagere. Deriblandt adskillige, som selv eksperimenterede med at bygge møller. En af dem var en gymnasieelev fra Herning, som havde bygget en sail-wing på den fædrene gård - men forinden havde han lige ved selvstudier læst sig til formlerne for vingeudformningen. Gymnasieeleven er i dag teknisk direktør hos vindmøllefabrikken Bonus. Andre blev senere vindmøllefabrikanter, vingefabrikanter og ledere af Prøvestationen for Vindmøller.
Der var fuld åbenhed om alle erfaringer og stor entusiasme, og det var den kultur, der fødte vindmøllerne. Der var også stor utålmodighed. F.eks. var der ingen sikkerhedsregler for vindmøller og ingen udsigt til, at myndighederne ville udarbejde et regelsæt. Så gjorde vi det selv. Nedsatte en arbejdsgruppe med græsrødder og videnskabeligt uddannede, som i løbet af et halv års tid barslede med et regelsæt.
Tilsvarende eksperimenteredes der med andre VE-teknologier. Først og fremmest biogas og solvarme.
Københavnsk storkollektivOrganisationen for Vedvarende Energi opstod og udviklede sig i den periode. Ikke som en organisation, som selv skulle stå for teknologiudvikling, men som en organisation, hvor udviklerne af de konstruktive alternativer til atomkraften kunne finde ligesindede. På sekretariatet i en kælder i Willemoesgade i København bugnede det med byggevejledninger om vandbremsemøller, biogasanlæg, solvarmeanlæg og meget andet.
OVE var også først med en organisering af de grupper som lavede lokale VE-planer. F.eks. en arbejdsgruppe i Kerteminde. Vi inviterede til et træf på Kolding Højskole. Der kom 40. Heraf seks fra et eller andet storkollektiv på Gl. Kongevej i København. Det viste sig at være Energistyrelsen. Vi havde en fremragende weekend.
Firsernes strategi var stadig samarbejde med myndigheder og videnskabelige miljøer, men også en skepsis over for etablerede institutioner. Vi ville lave vores egne, og Nordvestjysk Folkecenter for Vedvarende Energi blev dannet til varetagelse af folkelig teknologiudvikling. PlanEnergi er i øvrigt et barn af samme strategi med egne institutioner.
Det er stadig spændende at være med i OVE, og organisationen er stadig på forkant med udviklingen af VE-teknologier, men bærerne er blevet noget ældre, tilpassede og i faste stillinger, som dog for en stor del stadig handler om VE. Men vi må nok erkende, at den entusiasme som omgærdede VE-70’erne i dag tildeles IT-sektoren, og at vi gamle græsrødder set i den sammenhæng ligner en flok bonderøve med halm i træskoene. Det skal imidlertid ikke hindre os i også at dyrke det innovative miljø i OVE og udvikle nye, spændende teknologier i de næste mange år. Og hvem ved om ikke vore børnebørn en dag slutter sig til os.