Offentlig støtte til vedvarende energi giver mening

Peter Birch Sørensen, professor, Økonomisk Institut, Københavns Universitet. Formand, Klimarådet.

Af Peter Birch Sørensen

I juni 2014 vedtog et flertal i Folketinget klimaloven. I lovens paragraf 1 hedder det: ”Loven har til formål at etablere en overordnet strategisk ramme for Danmarks klimapolitik med henblik på at overgå til et lavemissionssamfund i 2050, dvs. et ressourceeffektivt samfund med en energiforsyning baseret på vedvarende energi og markant lavere udledninger af drivhusgasser fra øvrige sektorer, som samtidig understøtter vækst og udvikling. Loven skal derudover fremme gennemsigtighed og offentlighed om status, retning og fremdrift for Danmarks klimapolitik.”

Klimaloven skal bl.a. ses på baggrund af, at EU's stats- og regeringschefer har givet hinanden håndslag på, at medlemslandene bør reducere deres udledninger af drivhusgasser med mellem 80 og 95 procent frem mod 2050. Klimalovens paragraf 1 afspejler således Danmarks vilje til at leve op til EU-landenes fælles mål.

Som følge af klimaloven er der fra starten af 2015 oprettet et uafhængigt Klimaråd, der skal bidrage med rådgivning og anbefalinger om virkemidler i omstillingen til et lavemissionssamfund og overvåge, om Danmarks internationale klimapolitiske forpligtelser og nationale klimamål nås. Rådet skal også bidrage til den offentlige klimadebat og inddrage relevante eksterne parter i arbejdet med at fremskaffe viden om, hvordan de klimapolitiske mål bedst kan realiseres.

Klimarådet skal ifølge klimaloven rådgive om, hvordan 2050-målet kan nås på en omkostningseffektiv måde, dvs. med de lavest mulige samfundsøkonomiske omkostninger. Hvis Danmark kan gennemføre den grønne omstilling uden mærkbare tab af velstand, vil det naturligvis dels være til gavn for os selv, og dels kan det måske gennem eksemplets magt tilskynde andre lande til at føre en lignende ambitiøs klimapolitik.

I de seneste år har den danske klimadebat bl.a. handlet om, hvor vi skal lægge hovedkræfterne i den nationale klimaindsats, og hvor hurtigt vi skal gå frem. Nogle mener, at det ikke giver mening at give offentlig støtte til vindmøller og andre vedvarende energikilder i vores forsyningssektor (el- og varmesektoren), da sektorens udledning af CO2 i forvejen er reguleret af EU's system for omsættelige CO2-kvoter. Argumentet er, at øget brug af vedvarende energi i den danske forsyningssektor blot betyder, at virksomhederne i sektoren kan sælge flere CO2-kvoter til energivirksomheder i andre EU-lande, der så kan øge deres CO2-udslip tilsvarende. Der er også nogle, der advarer om, at den grønne omstilling i Danmark bliver unødigt dyr, hvis vi fastholder det nuværende tempo i omstillingen. Lad mig kort diskutere disse spørgsmål.

Ca. 1/3 af de danske drivhusgasudledninger stammer fra vores forsyningssektor, mens resten stammer fra de øvrige sektorer, heraf knap 1/5 fra landbruget. En reduktion af udslippene fra landbruget, transportsektoren og bygningsmassen bliver en vigtig del af den grønne omstilling. Men en drastisk reduktion af landbrugets udledninger kan i praksis være vanskelig, bl.a. fordi en del af dem består af metanudslip fra dyrenes fordøjelsessystem. Forsyningssektoren må derfor stå for en stor del af den samlede reduktion af de danske drivhusgasudledninger.

Ideelt set burde reduktionen af forsyningssektorens udslip være drevet af EU's kvotesystem, der burde overflødiggøre store offentlige tilskud til vedvarende energikilder. Den sørgelige kendsgerning er imidlertid, at det samlede udbud af kvoter i øjeblikket er væsentligt større end de faktiske udslip af CO2 fra den kvoteomfattede sektor i EU. I øjeblikket begrænser kvotesystemet altså ikke udslippene. Alligevel er kvoteprisen positiv. Det skyldes, at kvoterne kan gemmes til senere brug, og at markedet forventer, at kvoteoverskuddet på et tidspunkt forsvinder. Kvoteprisen er dog så lav, at den slet ikke kan drive den omstilling til vedvarende energi i forsyningssektoren, som EU-landenes klimapolitiske mål for 2050 kræver.

Men skulle Danmark alligevel ikke droppe støtten til vindmøller mv. i kvotesektoren og vente, til der forhåbentlig kommer en reform af EU's kvotesystem, der kan sikre en højere og mere stabil kvotepris, så vindmøllerne kan klare sig uden offentlig støtte?

Mit svar er, at det ville være en meget risikabel strategi, givet at Danmark har forpligtet sig på 2050-målsætningen. Den meget lave aktuelle kvotepris indikerer en forventning i markedet om, at kvoteprisen også i lang tid fremover vil være ret lav. Markedet tror altså ikke på, at der i EU vil være politisk vilje til at sænke kvoteloftet så meget, at CO2-prisen drives kraftigt i vejret inden for en kort årrække. Man kan håbe, at aktørerne i markedet tager fejl, men hvis de får ret, så kan vi næppe nå at realisere målet om et lavemissionssamfund i 2050 uden at fortsætte med at give en vis støtte til vedvarende energi i forsyningssektoren i nogle år frem. Og hvis CO2-prisen mod forventning skulle nå et langt højere og mere stabilt niveau inden for få år, vil vi blot være i den heldige situation, at vi kan afvikle støtten til vindmøller o.l. hurtigere end ventet.

Hermed er vi også inde på det andet spørgsmål, jeg rejste ovenfor: Går Danmark for hurtigt frem med den grønne omstilling?

Her kan det være nyttigt at inddrage nogle tal. Energistyrelsen har i et centralt scenarie beregnet, at vindkraftkapaciteten fra og med i dag i gennemsnit skal øges med ca. 350 MW årligt, hvis 2050-målet om en forsyningssektor baseret på vedvarende energi skal nås. I 2008-2014 steg vindkraftkapaciteten i snit med 247 MW årligt. Lad os nu sige, at vi fx venter 10 år med at opstille nye vindmøller i forventning om, at CO2-kvoteprisen til den tid er kommet højt nok op til, at møllerne kan klare sig helt uden offentlig støtte. Så skal vi til den tid årligt øge vindkraftkapaciteten med 490 MW for at nå 2050-målet, dvs. en årlig kapacitetsforøgelse på næsten det dobbelte af det, vi har realiseret i de senere år.

Der er en åbenlys risiko for, at en så voldsom stigning i vindkraftkapaciteten inden for en kort årrække ville medføre store tilpasningsomkostninger. Hvis vindkraften skal udnyttes optimalt, er der behov for en udbygning af kabelforbindelserne mellem Danmark og udlandet, så vi kan eksportere el, når vinden blæser kraftigt, og importere el i vindstille perioder. Der er også behov for at opbygge bedre muligheder for at lagre el-energien via fx varmepumper og batterier til elbiler. En balanceret omstilling af de forskellige dele af energi- og transportsystemet kan kraftigt mindske omkostningerne ved realiseringen af de klimapolitiske mål. En balanceret udbygning kan lettere gennemføres, hvis omstillingen af de forskellige dele af energi- og transportsystemet kan foregå mere gradvis og koordineret.

En af Klimarådets opgaver bliver at analysere, hvordan man bedst kan sikre en sådan balanceret omlægning af energi- og transportsystemet. Det er ikke nogen nem opgave, fordi den optimale omstillingshastighed og den optimale sammensætning af energi- og transportsystemerne bl.a. afhænger af den fremtidige udvikling i teknologi og priser på de forskellige energikilder, som er svære at forudsige. Hvis man forventer, at alternative energikilder om nogle år vil blive langt billigere end i dag, kan det være et argument for en midlertidig sænkning af hastigheden i den grønne omstilling, indtil de nye billigere teknologier er til rådighed. Omvendt må man også tage højde for, at teknologiudviklingen og omkostningsreduktionen inden for produktion af vedvarende energi kan blive fremmet gennem de læringseffekter (”learning-by-doing”), der opstår ved, at vi opretholder en forholdsvis høj og stabil udbygning med vedvarende energi.

Der er altså nok af analyseopgaver for Klimarådet at tage fat på. Vi vil løbende søge at holde offentligheden orienteret om vort arbejde, bl.a. via vores kommende hjemmeside, og vi håber på en god og konstruktiv dialog med omverdenen, så vi kan give vores politikere de bedst mulige råd angående den grønne omstilling, der bliver en af de absolut største samfundsudfordringer i mange år frem.