Hvordan prissætter vi bæredygtighed?

Peter Bjerregaard, klimaredaktør, RÆSON og medlem af Omstilling Nu

Af Peter Bjerregaard

Er økonomien en del af økosystemet, eller er økosystemet en del af økonomien? Det kan lyde som et banalt spørgsmål, men spørgsmålet udstiller et af de centrale brydningspunkter i den økonomiske tænkning, og følgevirkningerne ved at tage den logiske konsekvens af svaret er alt andet end banale.

Hvis vi først anerkender, at vi befinder os på en planet, må vi nødvendigvis også acceptere, at planeten har sine egne økologiske systemer og planetære begrænsninger, som udgør grundlaget for vores økonomi.

Disse grænser er dog under stigende pres. Hvis vi eksempelvis tager et kig på hvad, der står på dagsordenen blandt geologer og biologer, giver det et fingerpeg om, hvilken kurs vi befinder os på.

Lad os starte med geologerne, som har den betroede opgave at inddele Jordens tidsperioder. Som følge af de seneste årtiers klimaforandringer undersøger de netop nu, om vi befinder os i en ny tidsperiode. Argumentet er, at menneskelig aktivitet nu kan aflæses i langt de fleste af Jordens naturlige processer (atmosfæren, oceanerne, etc.), og det i en sådan grad, at mennesket bør anerkendes som en geologisk kraft i sig selv. Diskussionen har i det seneste årti hovedsageligt været begrænset til videnskabelige tidsskrifter, men er så småt begyndt at sive igennem nyhedsmuren. Det foreslåede navn på den nye tidsalder er The Anthropocene – på dansk Antropocæn (menneskets tidsalder).

Biologerne befinder sig i en lignende situation. I løbet af de sidste 540 millioner år har der været fem masseudryddelser af dyrearterne, og pga. de nuværende klimaændringer og det dramatiske tab af biodiversitet er der flere biologer, som nu mener, at vi er midt i den sjette masseudryddelse. Hastigheden hvormed dyrearter uddør i dag estimeres til at være mellem 100-1000 gange hurtigere end normen, og hurtigere end i perioden, da dinosaurerne sagde farvel og tak.

Pointen er her, at det menneskelige pres på det planetære system har nået et omfang, der svækker bæredygtigheden og den biologiske stabilitet. Det gælder især kvælstofmængden i det biologiske kredsløb, tabet af biodiversitet og de mere generelle klimaforandringer. Dertil er grænserne tæt på at blive overskredet, når det gælder det globale ferskvandsforbrug, påvirkningen af den frugtbare jord, forsuring af verdenshavene samt det globale fosforkredsløb.

Af samme årsag har flere større internationale organisationer – IMF, Verdensbanken, OECD, etc. – de seneste par år taget forskellige initiativer, der skal ændre måden, vi tænker økonomi på. Under overskriften ”Beyond GDP” har disse organisationer givet sig i kast med et opgør med BNP-begrebet, der kun indirekte inddrager miljømæssige, klimatiske og sociale aspekter.

Bæredygtighed som fysisk fænomen
Det centrale – og politisk kontroversielle – spørgsmål er her, hvordan man måler bæredygtighed. Den dominerende tænkning i dag kan eksemplificeres af De Økonomiske Råd og deres brug af begrebet ”Ægte opsparing”. Dette begreb bygger på antagelsen om, at markedspriser og prissignal nødvendigvis vil afspejle knaphed, og at vi kan lave beregninger ud fra det såkaldte substitutionsprincip. Dette princip siger, at fysisk og human kapital kan substitueres (udskiftes) og måles i et 1:1-forhold, der alene baserer sig på BNP. Det betyder helt konkret, at 100 kr. investeret i en antropologistuderende eller revisor (human kapital) går lige op med klimaskader på 100 kr. (fysisk kapital).

En anden interessant konsekvens ved denne regnemetode er, at værdien af nordsøolien (fysisk kapital) udgjorde en større andel af BNP i 2010 end i 1990 – på trods af at beholdningen af olie selvsagt var betydeligt mindre i 2010 pga. den løbende udvinding – hvilket betyder, at den fysiske kapital var mere værd i 2010 end i 1990, selvom vi havde langt mere olie og mindre forurening i 1990.

Der er andre interessante aspekter ved måden, vi definerer bæredygtighed på, men det springende punkt er, om man måler bæredygtighed som et fysisk fænomen eller som et socialt og pengemæssigt fænomen.

Selvom fysisk og human kapital til en vis udstrækning kan være komplementære former for kapital, så vil den teknologiske udvikling og en forbedret human kapital kun kunne reducere materialestrømmen fra den fysiske kapital, hvilket umuliggør fuldstændig substitution. Uanset hvor mange kokke eller gode opskrifter (human kapital) bageren har, så skal han bruge mel (fysisk kapital) for at bage sit brød.

Konsekvensen af denne form for substitution – ud over de etiske – er, at eksempelvis biodiversitet kan og bør omsættes i monetære termer, og at biodiversitet dermed bliver ligestillet med alle andre monetære værdier. Biodiversitet skal dermed ikke behandles anderledes end andre services eller produkter, eftersom forbrugere har ret til at prissætte, som de lyster, og fordi der findes, eller vil blive opfundet, substitutter.

Nu kan der stilles spørgsmålstegn ved disse antagelser, men det ændrer ikke på, at de har en selvopfyldende tendens. Hvis substitution er et vilkår, så vil det i højere grad også være legitimt at argumentere, for at substitution er en mulighed – på trods af det åbenlyse problem ved at substituere den afrikanske elefant, fosfor-reserver eller den brasilianske regnskov for antropologer eller revisorer.

Spørgsmålet er derfor, om substitutionsprincippet i virkeligheden vildleder mere end det vejleder. Al den stund, at der er visse ting, der ikke kan substitueres – f.eks. fosfor – så er der god grund til at ændre vores antagelse herom. At en afledt konsekvens af sådan en ændring i tankemønstre givetvis også ville være, at vi fik en større forståelse af økologien omkring os og at nogle ting muligvis har en iboende værdi, som ikke kan gøres op i kroner og ører, ville nok heller ikke være helt usundt.