Danske Hedeselskabet Sp. z o.o. vil nu omdanne den stærke drivhusgas
metan fra polske lossepladser til grøn energi. Og Energistyrelsen støtter klimaprojektet.
De nye anlæg til opsamling af gassen etableres på tre polske lossepladser i byerne Lubna, Sosnowiec og Legajny. Metangassen omdannes til CO2 i særlige gasmotorer og bruges til produktion af grøn energi. På grund af den effektive kraftvarmeproduktion på anlæggene er projektet også med til at reducere brugen af fossile brændsler som kul, olie og naturgas i det polske energisystem.
Hele projektet forventes at reducere udledningen af metan svarende til 620.000 ton CO2. Det kan sammenlignes med den CO2-mængde, som cirka 15.000 danske husstande udleder på et år.
Danmark finansierer projektet ved køb af 100.000 klimakreditter via
Kyoto-protokollens JI-mekanisme. Disse kreditter vil Danmark kunne bruge som supplement til hjemlige klimatiltag for at indfri Danmarks Kyoto-forpligtigelser, forklarer Energistyrelsen.
Metan er en drivhusgas, der er 21 gange stærkere end CO2. Når den frigives fra lossepladser, bidrager den til en øget drivhuseffekt, som påvirker den globale opvarmning.