Efter en periode, hvor rydningen af
regnskovene i Amazonas-området i
Brasilien viste en nedadgående kurve, forsvinder der igen en stigende mængde skov, viser tal fra den brasilianske rumfartsorganisation INPE.
Fra august 2007 til juli 2008 blev der i Brasilien fjernet 11.968 kvadratkilometer regnskov – det svarer til godt en fjerdedel af Danmarks samlede areal. Det var en stigning på 3,8 procent i forhold til året før, skriver ScienceDaily.com.
I 2003-2004 var rydningen helt oppe på 27.423 kvadratkilometer, så stigningen kommer oven på en periode, hvor det er lykkedes for den brasilianske regering at begrænse reduktionen af den regnskov, der af mange forskere betragtes som en af verdens vigtigste "lunger", når det handler om at forhindre en yderligere stigning i atmosfærens indhold af CO2.
Den aktuelle stigning skyldes først og fremmest illegal hugst. Derfor peger den brasilianske WWF-afdeling også på, at øget patruljering er afgørende for at vende udviklingen. Desuden skal større dele af Amazonas omdannes til naturbeskyttede områder, hvor der ikke må foretages fældning. Endelig arbejder NGO-organisationen på at påvirke politikerne til at etablere fonde, der kan give økonomisk belønning til de skovejere, der ikke driver rovdrift på skoven, skriver ScienceDaily.com.
Kilde: ScienceDaily.com