Når der bliver talt om sneboldteorien, hentydes der til en teori om, at Jorden engang var en stor snebold. Den canadiske geolog Paul Hoffman er hjernen bag teorien, som går ud på, at Jorden i perioden 730-580 millioner år siden gennemgik i alt fire perioder, hvor den var fuldstændig dækket af is. Han mener, at hver periode varede op til ti millioner år og at isen var flere hundrede meter tyk, eller måske endda op til flere kilometer tyk. Hoffman påpeger, at ved periodens afslutning for ca. 600 millioner år siden begyndte udviklingen af flercellede organismer for alvor at tage fat.
Paul Hoffman er ikke den eneste geolog, der mener, at Jorden har været dækket af is. Allerede i 1964 fastholdt Geologen Brian Harland fra Cambridge University, at Jorden var helt dækket af is under den neoproterozoiske tid. Dog er Hoffmans teori mere fremtrædende i dag. At Jorden kunne ende som en stor snebold skyldes ifølge Hoffman, at jordoverfladens
albedo løb løbsk. Det scenarie skete højest sandsynligt på grund af landmassernes fordeling på Jorden. Dengang så verden meget anderledes ud end i dag og man mener, at landmasserne var samlet i et såkaldt superkontinent. Dermed lå størstedelen af landmassen langt fra havet og derfor var klimaet i det område meget tørt. Da landmasserne sidenhen brød op, betød det, at en væsentlig større del af kontinentet blev udsat for regnvand og dermed også
forvitring af jordoverfladen. I sidste ende resulterede det i, at temperaturen faldt og at isen ved polerne begyndte at vokse. Ifølge Hoffman skete den totale nedkøling i løbet af nogle få år eller årtier og han mener, at gennemsnitstemperaturen på jorden var minus 50 grader celsius i denne periode.
Eksterne links/kilder:Aktuel Naturvidenskab
Harvard University, Department of Earth & Planetary Sciences
Kilde: Berlingske Research. Udarbejdet år 2009, hvorfor oplysninger kan være forældede, og evt. rettelser kan mangle. Få aktuel viden om klima på Berlingske Viden.