Artiklen er en del af bogen
Vedvarende energi i Danmark - En krønike om 25 opvækstår 1975-2000, udgivet på OVEs Forlag i 2000.
Af Jens WindeleffSol i forsyningsselskaberne
I 1994 udgav Solenergiudvalget sin anden handlingsplan for 3-års perioden 1995-97.
Der var enighed om, at de tre tidligere indsatsområder teknologiudvikling, information og kvalitetssikring fortsat var vigtige temaer, men et fjerde initiativområde blev tilføjet: samarbejde med forsyningsselskaber om solenergi. Solvarmen trængte til at komme i større selskab. Efter hollandsk forbillede startede i 1994/95 et forsøg på kampagnesamarbejde med
Naturgas Midt-Nord, som efter en international konference om temaet i 1995 i Munkebo ved Vejle hurtigt bredte sig til de øvrige naturgasselskaber, hvilket indbragte dem Informationssekretariatets VE-pris for 1995. Kampagnerne henvendte sig til den restkundegruppe i naturgasområderne, som endnu ikke havde konverteret til naturgas.
Erik Blicher Dahl og
Peter Bøgeholdt fra Midt-Nord havde på baggrund af interviewundersøgelser klare forventninger om, at det kombinerede tilbud naturgas-solvarme også ville udvirke nye naturgaskunder, og at alle parter derfor ville få gavn af samarbejdet. Den økonomiske pointe var solvarme til ca. halv pris, fordi konverteringen i de fleste tilfælde krævede en ny varmtvandsbeholder, som lige så godt kunne være en solvarmebeholder, således at solvarme kunne fås for den merpris, som selve solfangerne på taget kostede. Den simple tilbagebetalingstid faldt derved fra de sædvanlige 10-12 år til 6-8 år, i hvert fald på papiret.
Resultatet blev i 1996 et boom på ca. 4000 installerede anlæg. Installatørerne og tilskudsadministrationen i Energistyrelsen kunne dårligt følge med, og man måtte låne af udviklingsmidlerne for at klare presset. De første trin i en gradvis aftrapning af statstilskuddet blev derfor taget inkl. afskaffelse af tilskuddet i kraftvarmeområderne. Og på anbefaling af bl.a. OVE blev KSO-ordningen gjort obligatorisk for opnåelse af statstilskuddet, hvilket bevirkede at antallet af solvarmeinstallatører voksede til næsten 1100. Hvis solvarme var på vej frem, var det nok bedst at holde sig til. Branchen begyndte at vejre det endelige morgengry: i 1991 havde den anslået ca. 5000 årlige installationer af solvarmeanlæg som det tal, der ville betyde kommerciel selvstændighed og overflødiggørelse af statstilskuddet, og det var nu i sigte.
Desuden havde elselskaber som
NESA, Københavns Belysningsvæsen, VOH (senere
EnCon) og
BHHH (senere
Energi Horsens) forsøgt sig med solvarme
. Sonny Sørensen fra
BHHH havde fortsat sit arbejde fra Teknologirådets styregruppe for Vedvarende Energi i Solenergiudvalget og havde skabt betydelig interesse for solenergien blandt elselskaberne.
Inspireret af naturgasselskabernes succes meldte også olieselskaberne
Shell, Texaco-Hydro, Statoil og
Q8 sig på banen. Der blev gennemført en fælles AIM-undersøgelse, der viste, at miljøhensynet var vigende i forhold til de økonomiske hensyn, og at målgruppen på grund af den gennemførte kvalitetssikring var skiftet fra at være foregangsfolk til at være den almindelige dansker. Desuden overraskende, at en tredjedel af kunderne kun valgte det kombinerede tilbud fra forsyningsselskaberne, fordi solvarmen var en del af pakken. På denne basis gennemførte olieselskaberne kampagner for solvarme i forbindelse med udskiftning af gamle oliekedler sammen med Energistyrelsen, dog med begrænsede ressourcer, og desværre også med begrænset succes, da selskaberne ikke som gasselskaberne kunne tilskrive kunderne med direct mail.
Prøvestationen for Solenergi fik i 1993 ny leder
Erik Scheldon, der havde været én af initiativtagerne til Økologisk Landsbysamfund i Torup og som havde arbejdet nogle år på Informationssekretariatet for Vedvarende Energi. Prøvestationen gennemførte herefter en omlægning af godkendelsesprocedurerne fra systemgodkendelser til typegodkendelser af komponenter, samtidig med at der blev krævet sandsynliggørelse af mindst 15 års levetid kombineret med en håndfast 5 års garanti på både komponenter og installationer. Solvarmeteknologien blev dermed normaliseret som en naturlig del af VVS-markedet - bortset fra at der stadig var statstilskud til anlæggene.
En ny generation af beholderløsninger var dukket op. I 1991 havde
Peter Christensen fra Folkecentret sammen med beholderfabrikanten
Kähler & Breum udviklet en ny type solvarmetilpasset beholder, og i kølvandet på samarbejdet med forsyningsselskaberne blev der udviklet kombinerede sol-gas og sol-olie varmtvandsbeholdere fra bl.a.
Nilan og
HS Tarm. De nye muligheder syntes bl.a. at ligge i nye produkter og mere arkitektonisk indpassede anlæg. På produktsiden stod Batec for udviklingen af kobberabsorber
Custrip inklusiv eget anlæg til selektiv belægning, og for kontakter til Kina vedrørende billige vacuumrørsolfangere. Desuden etablerede Batec licensproduktioner i Uganda og Ægypten. Også Arcon Solvarme udvidede sine eksportaktiviteter, og etablerede bl.a. en licensproduktion af solfangere i Zimbabwe. Og blandt arkitekter gryede interessen for solenergien langsomt. Allerede i 1992 havde Energistyrelsen med assistance fra
Ivar Moltke og Erik Scheldon, som stod bag opførelsen af Villa Vision afholdt en konkurrence med temaet ‘Sol i arkitekturen’. Blandt vinderne var Batec i samarbejde med arkitektfirmaet
Domus, som designede en ny type solfanger. I 1997 udarbejdede Domus i samarbejde med arkitekten
Ulla Falck en brochure for mere harmonisk placering af solvarmeanlæg på eksisterende enfamiliehuse.