Solen har været ret stille de seneste år – med kun få solpletter. Det samme var tilfældet i forbindelse med den såkaldt ”Lille istid” i 1600-tallet. Men selv en længere solpause vil ikke redde os fra den globale opvarmning, fastslår Georg Feulner fra Potsdam Universitet. Effekten er simpelt hen for lille.
En svækkelse af solens aktivitet, som vi ser det nu, vil allerhøjest skære 0,3 grader af den forventede temperaturstigning i dette århundrede. Det er meget lidt i forhold til den temperaturstigning på mellem 3,7 og 4,5 grader, der forudsiges, hvis mængden af drivhusgasser fortsætter med at vokse i det tempo, som den gør i øjeblikket.
Solens aktivitet bevæger sig i en 11-års cyklus, men også i andre længerevarende forløb, og mange forskere tolker den nuværende situation, hvor solen ikke rigtig synes at ”vågne” igen efter sit minimum, som begyndelsen til en lang periode med svag solaktivitet. En af teorierne om
istiders opståen går netop på, at solen i længere perioder er inaktiv. Men den tyske forsker afviser, at en istid er lige om hjørnet.
Kilde: Dailymirror.lk