Artiklen er en del af bogen
Vedvarende energi i Danmark - En krønike om 25 opvækstår 1975-2000, udgivet på OVEs Forlag i 2000.
Af Niels I. MeyerStarten på energiforskningsprogrammerne
I de første år efter oliekrisen begyndte Statens Teknisk-Videnskabelige Forskningsråd (STVF) at støtte forskning vedr. VE, herunder solvarme generelt og specielt Nulenergihuset på DTU (dengang DTH). Det første egentlige program for energiforskning og -udvikling blev dog først iværksat i efteråret 1976. Teknologistyrelsen og Handelsministeriet inviterede forskere og producenter m.fl. til at fremkomme med forslag til et forsknings- og udviklingsprogram for nye energimuligheder på et møde d. 5. oktober 1976. Der var afsat 44 millioner kr. til dette formål, som led i regeringens handlingsplan for øget beskæftigelse.
I løbet af kort tid blev der opstillet programmer for sol- og vindområderne med
Niels O. Gram fra Handelsministeriet som en effektiv sagsbehandler. I midten af december behandlede Finansudvalget programforslagene, og i begyndelsen af januar 1977 kunne man udsende de første bevillingskrivelser. Den hurtige sagsbehandling illustrerer, at oliekrisen blev taget alvorligt. På sol-området blev der bevilget 5,5 millioner kr. til solvarmeforskning og -udvikling i en treårig periode. Teknologisk Institut og DTH varetog udførelsen af solvarmeprogrammets aktiviteter under tilsyn af en lille, men bredt sammensat styregruppe. Der var således tale om en forsknings- og udviklingsaktivitet, der i høj grad blev fastlagt og koordineret af de udførende institutioner.
På tilsvarende måde blev der etableret programmer for lavenergihuse og varmelagring. I det sidstnævnte program blev der arbejdet med de forskellige lagertyper, der var relevante i forbindelse med solvarmeudnyttelse: små varmtvandsbeholdere, store sæsonvarmelagre, bygningsintegrerede varmelagre og kemiske varmelagre. Forskningsprogrammet om solvarme blev efterhånden udvidet til også at omfatte
passiv solvarme – senere betegnet bygningsintegreret solvarme.
Vindkraftprogrammet blev baseret på forarbejder fra DEFU og ATV (se næste afsnit), og der blev bevilget 11 millioner kr. fra staten, medens elselskaberne bidrog med 3 millioner kr. Programmet omfattede fra starten en retablering af Gedser-møllen, opførelse af en eller flere nye møller, samt placeringsundersøgelser med henblik på valg af plads for de nye møller. Som konsekvens af dette program blev i sommeren 1978 det første fundament støbt til elselskabernes 630 kW Nibe møller (se mere om dette i kapitlet om vindkraft).
De statslige F&U-programmer på energiområdet blev opdelt i et forskningsprogram (EFP) og et udviklingsprogram for VE (UVE). Begge programmer er fortsat århundredet ud i skiftende regier og med skiftende prioriteringer og strukturer. De første mange år var Morten Lange formand for det Rådgivende Energiforskningsudvalg (REFU), hvilket ikke gavnede VE-siden, hvor
Vagn Korsgaard og
Niels I. Meyer kun fik beskedne bevillinger igennem til sol og vind. Der har dog været en klar tendens til, at VE har fået en større rolle i EFP-programmet i halvfemserne, selvom et område som solvarme er blevet nedprioriteret i de seneste år.