Talehandlingsteori
Af Catharina Magdalena Merle Toft
Artiklen er en del af et universitetsspeciale fra 2011.
2.4.4. Talehandlingsteori
Som tidligere beskrevet, vil opgavens analyseapparat også trække på talehandlingsanalyser, hvilket er i overensstemmelse med sikkerhedsliggørelsesteorien, eftersom sikkerhedsliggørende talehandlinger er et centralt begreb i Københavnerskolens teori.
Som Wæver opsummerer det:
En diskurs opstår primært som følge af talehandlinger. Talehandlinger kan i modsætning til diskurser skabes af individer, hvorfor en diskurs også giver et bredere billede, end den talehandlinger kan bidrage med. En talehandling kan enten være heldig eller uheldig80, men heldige talehandlinger kan ikke sidestilles med en vellykket sikkerhedsliggørelse. En vellykket sikkerhedsliggørelse er resultatet af flere elementer.81
Afgørende for sikkerhedsliggørende talehandlinger er deres retoriske struktur, der lægger vægt på referenceobjektets overlevelse og en prioritering af en eksistentiel trussel.
Talehandlingsteori blev sat på dagsordenen af professor i moralfilosofi John Langshaw Austin i 1946, hvor han påviste, at man ved forskellige former for sproglige ytringer kan ændre diskurser.82
Talehandlingen kan indeholde forskellige intentioner og medføre forskellige effekter, hvorfor talehandlinger kan bruges til sikkerhedsliggørelse og dermed som et politisk redskab.
Ytringens terminologi er trefoldig.
1. Lokutionært indhold: Udførelsen af en ytring.
2. Illokutionær kraft: Aktørens intention/hensigt i udførelsen af en ytring udtrykkes.83
3. Perlokutionær effekt: En ytring medfører psykologiske konsekvenser/en konkret virkning hos modtageren.
I nærværende opgave er det primært ytringens andet element, den illokutionære kraft, der vil blive undersøgt, idet opgavens problemformulering vil undersøge forsøget på sikkerhedsliggørelse.84
Talehandlingers effekt afhænger af, om de opfylder følgende tre kriterier:
1. En talehandling skal følge den lingvistisk-grammatiske logik.
2. En talehandling skal stemme overens med den sikkerhedsliggørende aktørs position/autoritet, svarende til den sociale kapital, og den sociale kontekst, svarende til den eksisterende forhåndsopfattelse. Sætninger som ”Du er glad.” kan enten være sande eller falske, men sætningen ”Du er fyret!” kan ikke vurderes uden at tage højde for afsenderens position overfor modtageren, da effekten beror på publikums accept af talehandlingen. Hvis der er bemyndigelse til at anvende et bestemt udsagnsord, og intentionerne er oprigtige, vil en ytring være heldig. Hvis ikke der er bemyndigelse til at anvende udsagnsordet, vil ytringen være uheldig.
3. Referenceobjektet, der fremstilles som truet, skal høre til en kategori, som kan sikkerhedsliggøres – det skal med andre ord have kendetegn, som det er muligt at fremstille som truede. Det peger tilbage til, at der skal eksistere en diskurs omkring referenceobjektet, som gør det muligt at tale i sikkerhedstermer.
Austins elever John Searle og Daniel Vanderveken har videreudviklet teorien om talehandlinger til at basere sig på fem elementære typer ud fra deres forskellige illokutionære pointer:
Figur 15: De fem elementære talehandlinger
Eftersom denne optælling af forskellige talehandlinger ikke til fulde dækker over de forskellige talehandlinger, der eksisterer, har Stephen C. Levinson argumenteret for, at flere sætninger sammenlagt kan være en enkelt talehandling, hvorimod en enkelt ytring samtidig kan rumme flere forskellige talehandlinger.
På trods af kritikken af de mere elementære talehandlinger, kan kategoriseringen af disse udnyttes i forbindelse med analysen af mere komplekse talehandlinger, da disse kan bestå af komponenter af elementære talehandlinger. Normalt består den komplekse talehandling af:
Figur 16: En normal kompleks talehandling
På den måde kan Københavnerskolens sikkerhedsliggørelse ses som en kompleks talehandling med tre komponenter af elementære talehandlinger, der vil strukturere talehandlingsanalyserne senere i nærværende opgave:
Figur 17: En sikkerhedsliggørende kompleks talehandling
Juha A. Vuori kalder Københavnerskolens sikkerhedsliggørelse for legitimeringen af fremtidige tiltag. Selv ser han også andre former for sikkerhedsliggørelse, som kan forekomme, hvis ikke debatten legitimerer fremtidige ekstraordinære tiltag.
1. Sikkerhedsliggørelse for at bringe et emne på dagsordenen.
2. Sikkerhedsliggørelse for at afskrække.
3. Sikkerhedsliggørelse for at legitimere tidligere handlinger eller for at reproducere en sikkerhedsstatus af et emne.
4. Sikkerhedsliggørelse for at skabe kontrol.
Man kan tale sikkerhed med det formål at opnå forskellige politiske mål. Hver del af en sikkerhedsliggørende talehandling består af en sekvens af separate elementære sproghandlinger, som f.eks. kan være påstand, advarsel eller anmodning.
Figur 18: En sikkerhedsliggørelse med formålet at legitimere fremtidige ekstraordinære tiltag
Et formål kan være at bringe et emne på beslutningstagernes dagsorden. I den sammenhæng er målet/den perlokutionære effekt at overbevise beslutningstagerne om nødvendigheden for at stoppe truslen, så disse kan vedtage de foreslåede foranstaltninger. Denne intentionelle pointe/illokutionære pointe er direktiv, idet man forsøger at få andre mennesker til at gøre noget – at få tilhøreren til at udføre den fremgangsmåde repræsenteret ved det propositionelle indhold; ergo gøre X for at opnå Y (forhindre/minimere truslen).
De sikkerhedsliggørende talehandlinger kan ifølge Vuori udformes på forskellige måder, som vil blive gennemgået i det følgende. Vuori opsætter i Searles (1969) fodspor nogle bokse, der indeholder tre forskellige talehandlinger. Den samme analysetilgang af talehandlingerne vil blive anvendt senere i analysedelen af nærværende opgave.
Den første talehandling er det propositionelle indhold.
Herpå følger talehandlingen, som Vuori kalder forberedende vilkår. Den forberedende talehandling redegør for visse typer af tilstande. Hver intentionel handling kan være heldig, hvis de forberedende vilkår anvendes.
1. Påstand:
”Noget er en eksistentiel trussel for referentobjektet, som burde fortsætte med at eksistere.”
Ved at påstå noget, påtager den sikkerhedsliggørende aktør sig et standpunkt. I en påstand skal den sikkerhedsliggørende aktør have bevis for sandheden. Det burde ifølge Vuori ikke være åbenlyst for både den sikkerhedsliggørende aktør og publikum, at publikum allerede kender sandheden omkring påstanden. Der må dog i nærværende opgave formodes, at publikum eller dele af publikum er bevidst om klimadebattens indhold og de videnskabelige informationer, da delegerede fra verdens lande (publikum) har været tilstede ved konferencerne, der danner grundlag for rapporterne. Derfor vil der i nærværende opgave i talehandlingsanalysen af påstande blive set bort fra dette element.
Figur 19: Den elementære talehandling "Påstand"
2. Advarsel:
”Truslen realiseres, hvis ikke noget blir gjort.”
En advarsel kan enten være direktiv eller selvhævdende omkring tingenes tilstand. Man kan advare om, at sådan er tilstanden eller advare nogen til at gøre noget.
Figur 20: Den elementære talehandling "Advarsel"
3. Anmodning:
Den tredje form for talehandling indenfor sikkerhedsliggørelsen kan variere afhængigt af opfyldelsen af dens intentionelle pointe, pointens styrkegrad og dens propositionelle indholdsvilkår. En sikkerhedsliggørende aktør kan eksempelvis anmode om, at beslutningstagerne tager hånd om truslen. Formålet med denne direktive elementære talehandling er at få nogen til at gøre noget. De forberedende vilkår afhænger af hvilket direktiv der bliver anvendt, men de har det tilfælles, at publikum er istand til at udføre den forventede handling, samt at det ikke er åbenlyst, at publikum vil udføre den forventede handling af sig selv.
Artiklen er en del af et universitetsspeciale fra 2011.
| < Diskursteori | Indholdsfortegnelse | Metode og analysestrategi > |
2.4.4. Talehandlingsteori
Som tidligere beskrevet, vil opgavens analyseapparat også trække på talehandlingsanalyser, hvilket er i overensstemmelse med sikkerhedsliggørelsesteorien, eftersom sikkerhedsliggørende talehandlinger er et centralt begreb i Københavnerskolens teori.
Som Wæver opsummerer det:
”What then is security? With the help of language theory, we can regard ”security” as a speech act. In this usage, security is not of interest as a sign that refers to something more real; the utterance itself is the act. By saying it, something is done (as in betting, giving a promise, naming a ship). By uttering “security” a state-representative moves a particular development into a specific area, and thereby claims a special right to use whatever means are necessary to block it.”79
En diskurs opstår primært som følge af talehandlinger. Talehandlinger kan i modsætning til diskurser skabes af individer, hvorfor en diskurs også giver et bredere billede, end den talehandlinger kan bidrage med. En talehandling kan enten være heldig eller uheldig80, men heldige talehandlinger kan ikke sidestilles med en vellykket sikkerhedsliggørelse. En vellykket sikkerhedsliggørelse er resultatet af flere elementer.81
Afgørende for sikkerhedsliggørende talehandlinger er deres retoriske struktur, der lægger vægt på referenceobjektets overlevelse og en prioritering af en eksistentiel trussel.
Talehandlingsteori blev sat på dagsordenen af professor i moralfilosofi John Langshaw Austin i 1946, hvor han påviste, at man ved forskellige former for sproglige ytringer kan ændre diskurser.82
Talehandlingen kan indeholde forskellige intentioner og medføre forskellige effekter, hvorfor talehandlinger kan bruges til sikkerhedsliggørelse og dermed som et politisk redskab.
Ytringens terminologi er trefoldig.
1. Lokutionært indhold: Udførelsen af en ytring.
2. Illokutionær kraft: Aktørens intention/hensigt i udførelsen af en ytring udtrykkes.83
3. Perlokutionær effekt: En ytring medfører psykologiske konsekvenser/en konkret virkning hos modtageren.
I nærværende opgave er det primært ytringens andet element, den illokutionære kraft, der vil blive undersøgt, idet opgavens problemformulering vil undersøge forsøget på sikkerhedsliggørelse.84
Talehandlingers effekt afhænger af, om de opfylder følgende tre kriterier:
1. En talehandling skal følge den lingvistisk-grammatiske logik.
2. En talehandling skal stemme overens med den sikkerhedsliggørende aktørs position/autoritet, svarende til den sociale kapital, og den sociale kontekst, svarende til den eksisterende forhåndsopfattelse. Sætninger som ”Du er glad.” kan enten være sande eller falske, men sætningen ”Du er fyret!” kan ikke vurderes uden at tage højde for afsenderens position overfor modtageren, da effekten beror på publikums accept af talehandlingen. Hvis der er bemyndigelse til at anvende et bestemt udsagnsord, og intentionerne er oprigtige, vil en ytring være heldig. Hvis ikke der er bemyndigelse til at anvende udsagnsordet, vil ytringen være uheldig.
3. Referenceobjektet, der fremstilles som truet, skal høre til en kategori, som kan sikkerhedsliggøres – det skal med andre ord have kendetegn, som det er muligt at fremstille som truede. Det peger tilbage til, at der skal eksistere en diskurs omkring referenceobjektet, som gør det muligt at tale i sikkerhedstermer.
Austins elever John Searle og Daniel Vanderveken har videreudviklet teorien om talehandlinger til at basere sig på fem elementære typer ud fra deres forskellige illokutionære pointer:
Figur 15: De fem elementære talehandlinger
Eftersom denne optælling af forskellige talehandlinger ikke til fulde dækker over de forskellige talehandlinger, der eksisterer, har Stephen C. Levinson argumenteret for, at flere sætninger sammenlagt kan være en enkelt talehandling, hvorimod en enkelt ytring samtidig kan rumme flere forskellige talehandlinger.
På trods af kritikken af de mere elementære talehandlinger, kan kategoriseringen af disse udnyttes i forbindelse med analysen af mere komplekse talehandlinger, da disse kan bestå af komponenter af elementære talehandlinger. Normalt består den komplekse talehandling af:
Figur 16: En normal kompleks talehandling
På den måde kan Københavnerskolens sikkerhedsliggørelse ses som en kompleks talehandling med tre komponenter af elementære talehandlinger, der vil strukturere talehandlingsanalyserne senere i nærværende opgave:
Figur 17: En sikkerhedsliggørende kompleks talehandling
Juha A. Vuori kalder Københavnerskolens sikkerhedsliggørelse for legitimeringen af fremtidige tiltag. Selv ser han også andre former for sikkerhedsliggørelse, som kan forekomme, hvis ikke debatten legitimerer fremtidige ekstraordinære tiltag.
1. Sikkerhedsliggørelse for at bringe et emne på dagsordenen.
2. Sikkerhedsliggørelse for at afskrække.
3. Sikkerhedsliggørelse for at legitimere tidligere handlinger eller for at reproducere en sikkerhedsstatus af et emne.
4. Sikkerhedsliggørelse for at skabe kontrol.
Man kan tale sikkerhed med det formål at opnå forskellige politiske mål. Hver del af en sikkerhedsliggørende talehandling består af en sekvens af separate elementære sproghandlinger, som f.eks. kan være påstand, advarsel eller anmodning.
Figur 18: En sikkerhedsliggørelse med formålet at legitimere fremtidige ekstraordinære tiltag
Et formål kan være at bringe et emne på beslutningstagernes dagsorden. I den sammenhæng er målet/den perlokutionære effekt at overbevise beslutningstagerne om nødvendigheden for at stoppe truslen, så disse kan vedtage de foreslåede foranstaltninger. Denne intentionelle pointe/illokutionære pointe er direktiv, idet man forsøger at få andre mennesker til at gøre noget – at få tilhøreren til at udføre den fremgangsmåde repræsenteret ved det propositionelle indhold; ergo gøre X for at opnå Y (forhindre/minimere truslen).
De sikkerhedsliggørende talehandlinger kan ifølge Vuori udformes på forskellige måder, som vil blive gennemgået i det følgende. Vuori opsætter i Searles (1969) fodspor nogle bokse, der indeholder tre forskellige talehandlinger. Den samme analysetilgang af talehandlingerne vil blive anvendt senere i analysedelen af nærværende opgave.
Den første talehandling er det propositionelle indhold.
Herpå følger talehandlingen, som Vuori kalder forberedende vilkår. Den forberedende talehandling redegør for visse typer af tilstande. Hver intentionel handling kan være heldig, hvis de forberedende vilkår anvendes.
1. Påstand:
”Noget er en eksistentiel trussel for referentobjektet, som burde fortsætte med at eksistere.”
Ved at påstå noget, påtager den sikkerhedsliggørende aktør sig et standpunkt. I en påstand skal den sikkerhedsliggørende aktør have bevis for sandheden. Det burde ifølge Vuori ikke være åbenlyst for både den sikkerhedsliggørende aktør og publikum, at publikum allerede kender sandheden omkring påstanden. Der må dog i nærværende opgave formodes, at publikum eller dele af publikum er bevidst om klimadebattens indhold og de videnskabelige informationer, da delegerede fra verdens lande (publikum) har været tilstede ved konferencerne, der danner grundlag for rapporterne. Derfor vil der i nærværende opgave i talehandlingsanalysen af påstande blive set bort fra dette element.
Figur 19: Den elementære talehandling "Påstand"
2. Advarsel:
”Truslen realiseres, hvis ikke noget blir gjort.”
En advarsel kan enten være direktiv eller selvhævdende omkring tingenes tilstand. Man kan advare om, at sådan er tilstanden eller advare nogen til at gøre noget.
Figur 20: Den elementære talehandling "Advarsel"
3. Anmodning:
Den tredje form for talehandling indenfor sikkerhedsliggørelsen kan variere afhængigt af opfyldelsen af dens intentionelle pointe, pointens styrkegrad og dens propositionelle indholdsvilkår. En sikkerhedsliggørende aktør kan eksempelvis anmode om, at beslutningstagerne tager hånd om truslen. Formålet med denne direktive elementære talehandling er at få nogen til at gøre noget. De forberedende vilkår afhænger af hvilket direktiv der bliver anvendt, men de har det tilfælles, at publikum er istand til at udføre den forventede handling, samt at det ikke er åbenlyst, at publikum vil udføre den forventede handling af sig selv.
| < Diskursteori | Indholdsfortegnelse | Metode og analysestrategi > |
0 kommentar(er) · 10308 fremvisninger
Kommentarer
Der er ikke skrevet kommentarer til denne artikel.
Deltag aktivt i debatten om artiklen Talehandlingsteori: