The Copenhagen Accord lever!

Af Martin Lidegaard, Formand, CONCITO - Danmarks grønne tænketank

Med god grund er aftalen fra COP15 blevet stærkt kritiseret af både ulande, NGO'er og medier. Men her efter deadline for landenes tilmelding den 31. januar, er der alligevel grund til optimisme. Vel leverer aftalen ikke de nødvendige tilsagn om reduktioner. Vel er der tale om håndører til ulandene i forhold til behovet. Og vel er der ikke tale om en juridisk aftale.

Men hvis man tager et kig på UNFCCC's hjemmeside over de 55 lande, der nu har meldt deres reduktioner ind, giver det alligevel håb. Landene dækker tilsammen næsten 80% af verdens udledninger, og det er forventningen, at alle andre lande hurtigt vil følge efter. Lad mig give et par eksempler på tilsagn: Kina går efter 15% vedvarende energi i 2020. Brasilien igangsætter et omfattende skovprogram. USA vil reducere med 17% i forhold til 2005 (hvis Obama får lov), Canada det samme, Japan 25% i forhold til 1990 osv. osv. For første gang nogensinde er alle lande i hele verden med. For første gang er der nedskrevet en officiel målsætning på max to grader global opvarmning, og for første gang er der lovet nye additionelle midler til ulandene, 30 mia. dollars de første tre år.

Tilsammen er der tilsagn om reduktioner på 39,8 Gt CO2-e i 2020 i forhold til 1990, mens de videnskabelige anbefalinger indikerer et behov for 44 Gt, hvis man skal nå det kritiske mål på max to grader. Der er altså et hul, og det er stort (EU's samlede udledning er cirka 5 Gt). Men det er slet, slet ikke umuligt at fylde det.

Vi får næppe en juridisk bindende aftale i Mexico til december. Under COP15 lærte vi, at det desværre bliver uendeligt vanskeligt, grænsende til det umulige, at få en forpligtende international ramme om den nødvendige klimaindsats, selvom det ville være både det mest effektive og det billigste. I søndags lærte vi omvendt, at klimaindsatsen er kommet for at blive, og at den vil fortsætte med nationalstaterne som de primære aktører. Nu er det op til de enkelte lande - inklusive Danmark både som nation og som EU-medlem - at levere resultaterne, for klimaet kan hverken vente på Bonn, Mexico eller Sydafrika.
Vi fik ikke lagt nye skinner til et superhurtigt klimatog i København. I stedet vil bumletoget fortsætte i uskøn stil mange år endnu, blandt andet fordi vi betræder helt nyt land i det internationale samarbejde.

Men det kører.