Vindenergien skal blæse gang i Europas økonomi

Thomas Becker, administrerende direktør i EWEA (European Wind Energy Association)

Af Thomas Becker

Europa fejrer 1. maj med historisk høj arbejdsløshed, en miserabel makroøkonomisk udsigt og en vingeskudt klima- og energipolitik. Udfordringerne for Europas økonomi er mange. Men der er ingen tvivl om, at en gennemgribende modernisering af vores energisystem er en vigtig del af løsningen.

Hver evig eneste dag bruger vi næsten syv milliarder kroner på at importere olie i EU. Ikke ligefrem noget, der styrker hverken konkurrenceevne, offentlige finanser, beskæftigelse eller forsyningssikkerhed. Samtidig betyder forældede og dårligt forbundne elnet unødigt høje energipriser for virksomheder og forbrugere.

I mange medlemslande har krisen medført, at billig energi er blevet et mantra for erhvervsliv og politikere. Jeg kunne ikke være mere enig. Men det er altafgørende, at der ikke bliver snydt på vægten, når vi gør prisen op. Selvfølgelig skal omkostningerne ved at forurene medregnes, ligesom der må tages højde for den skjulte støtte, som både fossile brændsler og atomenergi modtager i enorme mængder. Hvorfor skal skatteyderne betale for, at nogen blindt insisterer på at fyre med kul som er en forældet og stærkt forurenende energiform, som ikke skaber arbejdspladser i Danmark?

Og samtidig skal vi holde os for øje, at hvad der er billigt i dag, ikke nødvendigvis også er det i morgen. Historisk set er det lykkedes os gang på gang at undervurdere olieprisens udvikling. For et kontinent som Europa, som ikke råder over nævneværdige fossile reserver, og allerede i dag importerer over halvdelen af sin energi, vil det derfor både økonomisk og sikkerhedspolitisk være overordentlig risikabelt at basere vores langsigtede energistrategi på, hvad der er billigt lige nu og her.

Energipolitisk står Europa lige nu ved en skillevej. I de sidste fem år har Klima- og energipakken sikret en offensiv udbygning af den vedvarende energi, som har sikret os en unik industriel styrkeposition og hundredtusindvis af arbejdspladser.

Men kombinationen af et kollapset kvotemarked og regeringer, der pludselig afvikler støtteordninger med tilbagevirkende kraft, har sået alvorlig tvivl om industriens rammevilkår og skabt nervøsitet blandt investorerne. I 2012 faldt investeringerne i vedvarende energi med 51 procent i Italien og hele 68 procent i Spanien. Og for nylig viste en rapport fra Kommissionen, at vi skal styrke indsatsen, hvis vi overhovedet skal nå 2020-målene!

Det haster med nye tiltag. Vi skal justere kvotemarkedet og få det til at fungere, fjerne administrative og tekniske barrierer og forbedre elnettet. Og så skal vi frem for alt have en ny ramme for klima- og energipolitikken i 2030.

Kommissionens grønbog skal hurtigst muligt følges op med konkrete politiske udspil. Skrækscenariet er, at bolden bliver sparket videre til den næste Kommission. For det kan i praksis betyde en fundamental usikkerhed omkring rammevilkårene frem til 2017 eller 2018, og det vil være en katastrofe for industrien.

Et ambitiøst CO2-mål er kernen i den nye ramme, fordi det bestemmer det miljømæssige niveau og kvoteprisen. Men hvis den nye ramme for alvor skal bidrage til innovation og beskæftigelse, er det afgørende, at den også indeholder et bindende mål for vedvarende energi.

Dels fordi vi dermed undgår, at en uforholdsmæssigt stor del af investeringerne går til atomkraften, som godt nok er klimavenlig, men også er både dyr, risikabel og skaber et centraliseret og ufleksibelt energisystem. Dels fordi et mål for vedvarende energi forpligter medlemsstaterne til at lave konkrete planer for, hvordan de vil nå målet. Og det giver igen netselskaberne noget konkret at planlægge udbygningen af deres elnet ud fra.

Sidst men ikke mindst vil et VE-mål sikre investeringer i en af Europas absolutte industrielle styrkepositioner. Vindenergi bidrager hvert år med over 200 mia. kr. til den europæiske økonomi og beskæftiger allerede i dag mere end 280.000 mennesker på tværs af kontinentet.

Hvis vi får genskabt tilliden, vil det tal stige til over en halv million i 2020 og overgå stålsektoren i beskæftigelse. Men vi har travlt. Andre har set potentialet, og mens VE-investeringerne i Europa faldt sidste år, så steg de med 20 procent i Kina.

At Europa står stille, er ikke ensbetydende med, at resten af verden også gør det. Men hvis vi tager os sammen og får skabt en stærk ny klima- og energipolitisk ramme for 2030, så vil vindindustrien uden tvivl kunne bidrage til at puste nyt liv i Europas skrantende økonomi.