Tre synspunkter

Af Ditte Vesterager Christensen, Generation K

Vi skal betale vores klimagæld – og ikke kun for de andres skyld

Vi i den rige del af verden er ansvarlige for ¾ af de globale CO2-udledninger historisk set. Og vi er stadig ansvarlige for langt størstedelen af de aktuelle CO2-udledninger. Men det er de fattigste lande med de mindste CO2-udledninger, der bliver ramt først og hårdest af klimaforandringerne.

Derfor står vi i den rige og udviklede del af verden i gæld til de lande, der rammes af klimaforandringerne allerede nu. Ud over at vi skal reducere vores egen CO2-udledning radikalt for at forebygge yderligere skade i fremtiden, skal vi derfor afbetale vores gæld. Det skal vi gøre ved at bidrage substantielt til finansieringen af omstillingen til bæredygtige teknologier samt tilpasningen til klimaforandringerne i de fattigere lande.

Når vi skal tilbagebetale gælden, er det ikke bare for at råde bod på den skade vi har gjort, og for at hjælpe de skadelidte til en lidt lysere fremtid. Det er også for at kunne frigøre os selv fra vores egen kroniske dårlige samvittighed. Vi skal kræve af vores politikere, at de påtager sig at afbetale klimagælden, fordi det er den eneste løsning, der kan gøre os rigtig fri.


Klimapolitik hører hverken til på højre- eller venstrefløjen

Hvis vi skal kunne håndtere det 21. århundredes største udfordring – klimaudfordringen – må vi tænke ud over den traditionelle politiske højre-venstre-skala. Håndteringen af klimaudfordringen er hverken et liberalt eller et socialistisk projekt – eller i virkeligheden er det måske begge dele.

For hvilken liberal sjæl kan være uenig i, at grænsen for den personlige frihed går lige dér hvor den individuelle udfoldelse sker på bekostning af andres personlige frihed? (hvilket rent faktisk sker lige nu, idet vi med vores levevis i den udviklede del af verden er godt i gang med at begrænse mulighederne – ja måske ligefrem ødelægge levevilkårene – for millioner af mennesker i andre dele af verden) Og hvilken socialistisk sjæl kan være uenig i, at solidaritet, fællesskab og lige muligheder også må gælde på tværs af landegrænser?


Til Thor Pedersen – og alle andre, der af uransagelige årsager har formået at overse/overhøre et af de allermest væsentlige elementer i den aktuelle formidling af klima-udfordringen:

FN's klimapanel (der af stort set alle nationale og internationale myndigheder er anerkendt som den gældende autoritet på klimaområdet) skriver i deres Fourth Assessment Report – Summary for Policy Makers fra 2007 følgende om årsagerne til den globale opvarmning:


Så skulle den potte vist være ude af verden. Lad os nu komme i gang med den egentlige udfordring: At gøre noget ved det!