Tynd klimaaftale ved COP20 i Peru – Hvad nu?

Troels Dam Christensen, koordinator for 92-gruppen – Forum for Bæredygtig Udvikling

Af Troels Dam Christensen

FN’s klimamøde COP20 i Peru gav ikke det resultat, som vi fra NGO-side havde håbet. Forud for mødet i Lima var ellers sket flere ting, der gav forventning om større fremskridt i de internationale klimaforhandlinger under FN. I september var der FN-klimatopmøde i New York, hvor statslederne, for første gang siden COP15 i København i 2009, var samlet for at tale klima og lovede handling. Under topmødet var over 600.000 mennesker på gaden verden over for at kræve mere klimahandling af deres ledere. I oktober udkom FN’s videnskabelige klimapanel IPCC med deres seneste rapport i København. Rapporten viser klart og tydeligt, at det haster mere end nogensinde med klimahandling. I oktober og november kom EU og USA og Kina med klimamål, der godt nok var for lave, men var gode for den politiske proces. Og der blev lovet op mod 10 mia. dollars til den Grønne Klimafond.

På trods af disse positive udviklinger kunne landene altså ikke komme ret langt i Peru. Det lykkedes efter hårde forhandlinger blot at lande en tynd beslutning. Forud for mødet var håbet, at der kunne besluttes en klar og tydelig proces for, hvordan landene skal melde deres nye mål ind under den nye globale klimaaftale, der skal indgås i Paris ved COP21 næste år. Men den aftalte proces endte med at blive meget uspecifik og frivillig. Det er dermed ikke sikret, at verden får et overblik over, hvad landene tilsammen vil gøre, og dermed hvor meget der mangler, før den endelige aftale i Paris. Det gør det svært at sikre tilstrækkelige mål i den nye aftale.

Heller ikke når det gælder øget handling på den korte bare, før den nye klimaaftale træder i kraft i 2020, kom aftalen fra Peru med tilstrækkelige beslutninger. Det bliver mest til relativt uforpligtende workshops, erfaringsudvekslinger m.m. Men intet der kan garantere den forstærkede indsats, som videnskaben siger, er helt nødvendig de kommende få år.

På Peru-mødet endte i- og ulande med at stå meget stejlt over for hinanden. Ulandene mener berettiget, at de klimamål og den finansiering, de rige lande er kommet med, ikke er tilstrækkelig, og frygter, at de så kommer til at hænge på regningen i den nye Paris-aftale. De rige lande – herunder EU – ville da heller ikke have ulandenes prioriteter, herunder faste mål for klimafinansiering, med i aftalepapiret. Resultatet blev en gentagelse af gamle fastlåste positioner, slet ikke den bevægelse vi har brug for nu, og dermed et meget begrænset ambitionsniveau.

På baggrund af den ellers relativt positive optakt på den internationale klimafront i efteråret, og det meget akutte behov for handling nu, kan man kun undres over, hvorfor landene havde så svært ved at bevæge sig i Peru. Et er dog sikkert, der mangler stadig i høj grad den politiske vilje fra mange af de vigtigste lande. En af grundene til dette er, at forhandlingerne fortsat er ramt af, at de rige lande aldrig har taget det historiske ansvar for klimaændringerne, de er skyld i. Den nye aftale næste år i Paris skal inkludere alle lande inkl. ulandene, men skal først gælde fra 2020. Der var i det oprindelige kompromis, som ulandene gik med til, forudsat at de rige lande så gjorde mere for at leve op til deres historiske ansvar ved øget handling inden 2020. Men siden dette kompromis blev indgået på COP17 i Sydafrika i 2011, har ingen betydende rige lande hævet deres klimamål op til 2020. Og som nævnt, vil de rige lande inkl. EU fortsat heller ikke give faste mål for den klimafinansiering, der skal hjælpe de fattigste ulande med at omstille sig. På den baggrund føler mange ulande, at de kommer til at bære en uretfærdigt stor del af byrden under den nye aftale, og det er uden tvivl en vigtig årsag til fodslæberiet og det dårlige resultat i Peru.

Hvis vi skal have en chance for en fornuftig klimaaftale i Paris i 2015, er det helt afgørende, at landene får løst op for denne fastlåste konflikt, og får forberedt det kompromis, der kan bringe den globale klimaindsats afgørende fremad. Danmark og EU har her en nøglerolle. Det kræver nemlig, at relativt progressive landeblokke som EU går i alliance med de progressive ulande, herunder de fattigste og mest sårbare, for at skabe en fælles front, der kan presse ambitionsniveauet fra USA, Kina og de andre store udlederlande op. Det er den eneste chance, vi har for en rimelig aftale næste år, men det kræver, at EU og Danmark griber den nu og har viljen til at imødekomme de fattige og sårbare landes behov og ønsker, så den nødvendige alliance kan opbygges. Og det haster. Der er kun et år til den nye aftale i Paris. Så Danmark og EU må nu kaste alle kræfter ind i denne indsats.