Sideløbende med World Climate Conference 3 for verdens meteorologer i Geneve i sidste uge afholdt tv-meteorologerne også World Climate Broadcasters Forum. Her lovede de kendte tv-ansigter hinanden at tage ansvar for klimaet ved at lægge vægt på at formidle klimaproblemet.
”Vi vil gerne tage ansvar,” siger DR’s kendte meteorolog Jesper Theilgaard til DMI’s hjemmeside.
”Vi er kendte ansigter, der har en høj troværdighed i offentligheden, og den troværdighed vil vi gerne bruge til at informere om klimaproblematikken.”
”Her på klimakonferencen er der meget snak om, at forskerverdenen skal levere relevant klimaviden til alle dem, der potentielt har brug for den. Det er vi tv-meteorologer i en unik position til at hjælpe til med. Og med dette forum tager vi bolden op og opfordrer forskerne til at huske på os," siger Jesper Theilgaard, der har en fortid til som operationel meteorolog på DMI, Danmarks Meteorologiske Institut.
World Climate Broadcasters Forum havde deltagere fra næsten alle EU-landene og var besøgt af omkring 30 tv-meteorologer fra hele verden, skriver DMI, og World Climate Broadcasters Forum sluttede med at huske alle tv-meteorologer på, at samfundet skal handle nu over for den globale opvarmning, og at mulighederne svinder hastigt ind.
Kilde: DMI. Foto: Vejrforedrag.dk