Efter at
EU's klimapakke er faldet på plads, er regeringen nu på vej med et lovforslag, som vil påbyde, at der blandes biobrændstof i bilernes benzin og diesel.
Ifølge Energistyrelsen bliver der sandsynligvis tale om en minimumsgrænse på 5,75 procent biobrændstof, skriver flere medier.
I dag er det kun Statoil, der tilbyder benzin blandet med biobrændstof, nemlig 5 procent. Ingen benzinselskaber leverer diesel iblandet biobrændstof.
Foruden det politiske spil med at få vedtaget loven i Folketinget venter der også en praktisk udfordring. Flere benzinselskaber tvivler på, at de vil være klar til at levere tilstrækkelig med biobrændstof, før lovens bestemmelser træder i kraft – sandsynligvis inden udgangen af næste år.
Loven forsøges fra regeringens side vedtaget inden sommerferien i år. Den vil sandsynligvis føre til en svag stigning i brændstofprisen for bilisterne, men samtidig ifølge Energistyrelsen give en CO2-besparelse på 580.000 ton årligt.