En intern rapport fra Bush-administrationen afslører, at USA regner med, at deres udslip af CO2 i 2020 vil være steget med 20% i forhold til år 2000.
Rapporten skulle have været afleveret til FN for et år siden, men den blev udskudt, og det er således først nu, at vi kan se, hvad amerikanerne selv forventer af fremtiden - selvom det altså er mere end et år siden, at beregningerne blev foretaget.
Hvis prognosen holder stik, vil stigningen for de næste 10 år stort set være uændret i forhold til de sidste 10 år, og intet ser altså ud til, at USA vil ophøre med at være verdens ubetinget største udleder af drivhusgasser (landet står for omkring en fjerdedel af
det samlede udslip).
Alligevel har meldingen fra Det Hvide Hus været, at rapporten viser, at landets
klimapolitik fungerer: målet har nemlig siden 2002 været, at stigningen i CO2-udslippet skulle være mindre end den generelle økonomiske vækst, og dette ser altså ud til at blive tilfældet. En ændring af dette mål vil først komme på tale, hvis klimaforskningen bliver mere velbegrundet, lyder det fra rapporten.
Kilder:
The GuardianClimate Ark