Vækst og velfærd

Artiklen er en del af bogen I drivhuset - Fortællinger om naturens energi og samfundets energikrise, skrevet af Klaus Illum og udgivet af 3F i 2006.

< Indledning

Indholdsfortegnelse

Energi i politisk og økonomisk tænkning >

DEL 1: NÅR VI TÆNKER OVER DET

1. VÆKST OG VELFÆRD

Siden bøndernes frigivelse med stavnsbåndets ophævelse i 1788 - 1800 og indførelsen af den almindelige skolegang (undervisningspligt) i 1814 har borgere, arbejdere og bønder gennem målrettede politiske kampe, men uden revolution, udviklet det danske samfund, så det i rigdom nåede så vidt, at der ved udgangen af 1980erne endnu var forholdsvis få, der havde for meget, og færre, der havde for lidt. Der var skabt et sammenhængende civilsamfund, et velfærdssamfund der havde rødder i Juni-grundloven af 1849, højskolerne, andelsbevægelsen og ikke mindst i arbejdernes faglige og politiske indflydelse gennem fagbevægelsen og Socialdemokratiet. Det var lykkedes at skabe velstand og at fordele velstanden nogenlunde rimeligt. Men den rigtigt store velstandsstigning, der begyndte i 1950erne, kom ikke alene ved håndens og åndens arbejde. Uden nye hestekræfter var vi ikke nået så vidt.

1.1 DE NYE HESTEKRÆFTER
Det er svært at forestille sig, hvordan en økonomisk vækst af den art, vi har oplevet siden 1950erne, kunne være blevet til noget, hvis der ikke i 1950erne og 1960erne var blevet fundet store oliefelter i USA, Mellemøsten og Sydamerika. Det er en geologisk tilfældighed i Jordens historie, at de overhovedet fandtes.
I dag bor vi i et samfund, der kun kan fungere i kraft af ubegrænsede tilførsler af billig olie.

I 1945 var der 600 000 arbejdsheste i Danmark. De trak de dengang 450 000 bønders plove, harver og selvbindere og mælkevognene fra staldene til de mange små andelsmejerierer. I løbet af 1950erne blev de naturlige hestekræfter afløst af benzin- og dieselmotorernes: i traktorer, mejetærskere og lastbiler. Mange bønder blev arbejdere i den hurtigt opvoksende industri. Den første motorvej, Helsingørmotorvejen, blev anlagt.

Udviklingen af velfærdssamfundet var begyndt. Den ældre generation husker, hvordan mange industriarbejdere, landarbejdere og små husmænd levede i årene efter krigen. Tove Ditlevsen har beskrevet livet i arbejderboligerne i forhuse og baghuse på Vesterbro og Nørrebro med lokummer i gårdene, hvor tuberkulosen lurede. I Matador så vi nogle glimt af arbejdernes liv som baggrund for borgerskabets. Hvis vi havde set ind i skolegården, havde vi blandt de mere velståendes børn set nogle forhutlede unger, der kom barfodede i skole. Privatbilen var forbeholdt direktøren, apotekeren, lægen og andre i det bedre borgerskab. Arbejdere og bønder blev, hvor de var, år for år. Men allerede i 1950erne begyndte VW-boblen, den lille Fiat 500 og andre små biler at fylde op i gadebilledet blandt ældre biler, der havde overlevet krigen. Søndagsture på landet blev flere til del. Saneringen af byernes slumkvarterer kom i gang og tuberkulosen blev udryddet. Flere og flere fik råd til de udlandsrejser Eilif Krogagers Tjæreborgrejser og andre nyopdukkede rejsebureauer arrangerede.

I 1960erne tog udviklingen fart. Der kom der for alvor gang i parcelhusbyggeriet rundt om hovedstaden og provinsbyerne. Det kunne lade sig gøre, fordi husene kunne varmes op med billig olie; kul ville jo være alt for besværligt og forurenende. Og fordi der hørte en bil til de fleste nye parcelhuse, så man(den) let kunne komme på arbejde langt væk. I 1960 var der 90 personbiler for hver 1000 indbyggere. I 1970 var der 225.

I dag har vi mere end 100 millioner olie-hestekræfter under motorhjelmene i vores to millioner biler. Og vi har flere hestekræfter i motoriserede plæneklippere, havefræsere og lystbådsmotorer end de 600 000 arbejdsheste kunne præstere i 1945. Dertil kommer mere end hundrede olie-hestekræfter i hver bus, lastbil og traktor og i hver af de tunge entreprenørmaskiner, der bruges til vejbyggerier og alle andre bygge- og anlægsarbejder.

Uden billig olie i rigelige mængder fra de store oliefelter, der i 1950erne og 1960erne blev fundet i USA, Mellemøsten og Sydamerika, var denne udvikling ikke sket. Den begrænsede mængde olie, der ville have været til rådighed, ville have været forbeholdt de virksomheder, hvor den virkeligt lettede en produktion, som ikke så let kunne elektrificeres: først og fremmest landbrug og tungt entreprenørarbejde, og selvfølgeligt krigsmaskinerne i første række. Ingen ville have haft råd til at misbruge et så dyrebart brændstof som olie ved at brænde det af i primitive bål i oliefyr.

Vores verden i dag ville have set anderledes ud. Byudviklingen ville have taget en anden form. Sporvognene ville ikke være blevet nedlagt, men nok være blevet udviklede til komfortable transportmidler. Og vi ville nok have haft et tæt, elektrificeret jernbanenet med komfortable, hyppige persontog, og en effektiv, hurtig godstransport mellem byerne. Men hvor var elektriciteten kommet fra? Fra mange flere kulfyrede kraftværker? Fra atomkraftværker? Vindmølleindustrien havde nok ikke fået tid til at få fodfæste.

Den nye danske energiplanlægning under oliekriserne 1973 - 1980 beroede på tilfældigheder. Nemlig den tilfældighed, at livet i en fjern fortid tilfældigvis efterlod nogle dybe aflejringer, som blev til olie og gas. Og den tilfældighed, at en del af den olie og gas, der blev dannet under nutidens Nordsø, blev gemt til os under tætte bjergarter, der forhindrede olien og gassen i at undslippe til jordoverfladen. Men tilfældigvis er denne lækkerbisken ikke større, end at vi har kunnet spise toppen af den på 30 år. Olieproduktionen i Nordsøen er nu faldende⁴.


1.2 DET NÆSTE KAPITEL I HISTORIEN
Vores velfærdssamfund er en del af en global økonomi, der er i rivende udvikling på et uholdbart ressourcegrundlag.

Dette korte kapitel i historien er ved at være forbi. Den hastige økonomiske vækst i Kina og Indien og formodentlig også snart i Rusland og Sydamerika kræver olie til millioner flere biler og lastbiler på tusinder af kilometer nye motorveje og til flere og flere flyvemaskiner og skibe. Og væksten i USA og Europa fortsætter omend i et langsommere tempo end i de nye store industrisamfund. Samtidigt stiger naturgasforbruget, så det i hurtigt voksende omfang må dækkes af oversøiske forsyninger, især fra Mellemøsten, transporteret som flydende gas i tankskibe. Og naturgasprisen stiger i takt med olieprisen.

Kinas og Indiens befolkninger udgør tilsammen en trediedel af Jordens befolkning. I Kina er olieforsyningen allerede et problem. Kina er derfor meget aktiv med at sikre sig olieforsyningskontrakter og deltage i olieefterforsknings- og udvindingsprojekter i Mellemøsten, Afrika, Sydamerika, Sibirien og Centralasien. Også i Indien tager industrialiseringen med tilhørende motorvejsbyggerier fart.

Hele verdensøkonomien bliver på den måde mere og mere afhængig af olie, og som beskrevet i kapitel 5 nærmer vi os hurtigt det punkt, hvor produktionen ikke længere kan følge med efterspørgslen. Og skulle det lykkes at forøge produktionen i takt med forbrugsstigningen i endnu 10 eller 20 år, vil situationen til den tid være endnu værre. For i en verdensøkonomi, hvor antallet af biler er vokset fra de nuværende omkring 700 millioner til 1000 eller 1500 millioner, og antallet af lastbiler og fly er vokset tilsvarende, vil en nedgang i olieproduktionen have endnu voldsommere virkninger. Og jo længere det lykkes at presse olieproduktionen i vejret, jo stejlere bliver nedturen, når det ikke længere kan lade sig gøre.

Dertil kommer, at det globale CO2-udslip fra afbrænding af olie, naturgas og kul skal nedbringes. De lande, der har ratificeret Kyoto-aftalerne har forpligtet sig til at bremse stigningen i CO2-udslippet. I EU er der opnået enighed om nedtrapninger eller begrænsninger, der skal resultere i, at udslippet af drivhusgasser fra EU-området i 2012 bliver 8% mindre, end det var i 1990. Men de formindskelser, Kyotoaftalerne forpligter landene til at gennemføre, er langt fra tilstrækkelige til at bremse klimaændringer. Der skal meget mere til.

Vores velfærdssamfund er en del af en global økonomi, der således er i rivende udvikling på et uholdbart ressourcegrundlag. Vi kan ikke løse alle verdens problemer. Men hvis vi ikke her i landet med den rigdom og teknologiske kunnen, vi endnu råder over, og de demokratiske beslutningsgange, vi har tradition for, kan skabe et holdbart grundlag for vores velfærdssamfund, så kan det nok heller ikke lade sig gøre i andre lande. Vi må tage bestik af realiteterne i verdenssituationen og finde ud af, hvad der i praksis skal til for at skabe et holdbart velfærdsgrundlag her i landet. I håbet om, at vi finder løsninger, der også kan bruges i andre lande. Tiden er knap, for vækstproblemerne trænger sig på dag for dag. Spørgsmålet er, om vi magter det, eller om det næste kapitel i historien skriver sig selv med mennesker som ufrivillige aktører i en udvikling, der går sin egen gang.

1.3 VÆKSTENS MATEMATIK
Det vi kan lære af vækstens matematik er, at vækstens grænser synes langt væk, selvom de er tæt på. I en verden, hvor plads og ressourcer er begrænsede, kan det gå fremad og opad uden problemer, lige indtil det går helt galt.

Vandhyacinter formerer sig hurtigt. Lad os sige, at én plante bliver til 3 på 5 dage. Vi sætter én plante ud i en sø. Efter 5 dage er den blevet til 3. Efter 10 dage er hver af disse 3 blevet til 3, og så er der 3*3 = 9. Efter 15 dage er der 3*3*3 = 27. Antallet efter 50 dage (5*10) finder vi ved at gange med 3 ti gange. Det bliver 59049.
Lad os forestille os, at det er en meget stor sø, så der går 10 år, før 1/10 af dens overflade er dækket med vandhyancinter (figur 1.2). Hvor lang tid går der så, før hele søen er vokset til ?
Efter 5 dage skal vi gange med 3, dvs. at så er 3/10 blevet dækket. Efter endnu 5 dage skal vi igen gange med 3. Så er 9/10 eller 90% blevet dækket. Så svaret er, at det kun tager ca. 11 dage.
Et sådant vækstforløb kaldes eksponentiel vækst. Det går langsomt i starten, men så tager væksten fart.

Lad os nu se på en udvikling, der forløber i en langsommere takt. Omtrent i samme takt som den økonomiske vækst, der har stået på i de sidste årtier. Lad os tænke os, at vi har en naturressource. En skov med gavntræ, se figur 1.3. Hvis der er 10 000 træer i skoven, og der fældes 100 hvert år, og der ikke plantes nye, så vil der gå 100 år, før der ikke er flere træer tilbage. Men hvis træforbruget vokser år for år, f.eks. med 3% om året, så fældningen sker hurtigere og hurtigere, så får vi et andet forløb⁵:
Det første år fældes 100 træer, næste år 103, næste igen 106, så 109, 113, 116 om året. Efter 20 år bliver det til 180 træer om året. Efter 31 år er der halvdelen af skoven tilbage. Derefter går der kun 16 år, før træfældningen er oppe på 400 træer om året, og det sidste træ fældes.
Eller sagt på en anden måde: Hvis træfældningen begyndte i 1980, ville 3/4 af træerne stå tilbage i år 2000. Men allerede i 2020 ville næsten hele skoven være væk.

Sådan forsvandt store skove i Europa i 1600-tallet, hvor der var en kraftig vækst i træforbruget til udsmeltning af jern til artilleri og skibskanoner, bygning af store krigsskibs- og handelsflåder, brænding af mursten til slotte og herregårde og meget mere, og hvor skove blev ryddet for at få mere landbrugsjord. Den ressourcekrise, der opstod, da træ blev en mangelvare, blev løst med ny teknologi: Dampmaskinen blev opfundet. Med dampmaskiner kunne man skaffe kul til dampmaskiner, og med kul og dampmaskiner kom der med industrialiseringen gang i en ny eksponentiel vækst.

Med olie til benzin- og dieselmotorer og til kraftværker og oliefyr kom det til at gå endnu hurtigere. Som vist i figur 1.4 kunne væksten i olieforbruget i tiden fra 1930 til 1980 dækkes af nye store oliefund. Endnu er der mere end halvdelen tilbage af den samlede mængde olie det forventes, at der kan udvindes af alle verdens olieforekomster. Men med den nuværende vækst i olieforbruget på omkring 2% om året går der højst 10 - 15 år, før halvdelen er brugt. På det tidspunkt vil forbruget være steget med yderligere 30 - 45%, afhængigt af hvor lang tid, der går. Derefter vil produktionen ikke længere kunne forøges, men snart begynde at falde, fordi olien flyder langsommere, efterhånden som felterne bliver tømt, se figur 1.5. Mere herom i kapitel 5.

Med olieforbruget forholder det sig således anderledes end med træforbruget i eksemplet ovenfor. Forbruget af træ fra en skov kan vokse eksponentielt, indtil det sidste træ er fældet. Men olieforbruget kan kun vokse eksponentielt indtil cirka halvdelen af den mængde, der kan udvindes, er forbrugt. Derefter topper produktionen og dermed forbruget.

Det vi kan lære af vækstens matematik er således, at vækstens grænser synes langt væk, selvom de er tæt på. I en verden, hvor plads og ressourcer er begrænsede, kan det gå fremad og opad uden problemer, lige indtil det går helt galt.

Nogle tror, at global økonomisk vækst baseret på et stadigt voksende olieforbrug kan fortsætte langt ud i fremtiden. Men når man sammenholder befolkningstilvæksten med fordelingen på befolkningerne af den vækst i olieforbruget, der skal til (se figur 1.6 og 1.7), kan man se, at det ser ud til at gå helt galt.





1.4 VÆKSTENS GLOBALISERING
Det minder om tiden før stavnsbåndets ophævelse i 1788 - 1800. Dengang sørgede fattige bønder og håndværkere for, at det rige mindretal af grever, baroner og herremænd blev rigeligt forsynet med fine klæder, god mad og fornemme møbler, som de kunne nyde i deres slotte og herregårde. Nu er det bare os - eller de fleste af os - der er grever, baroner og herremænd. De fattige bønder, arbejdere og håndværkere befinder sig langt væk.

For 50 år siden var det meste af det, der blev produceret her i landet, fødevarer, klæder, huse og meget andet til dagligt brug. Alt det der var nødvendigt for enhver familie for at klare dagen og vejen og have lidt ekstra til pænt brug og fornøjelser. Eksport af smør og bacon - mest til England - og en voksende eksport af industrivarer indbragte fremmed valuta, så der efterhånden også blev råd til biler, benzin og olie til de mange oliefyr i villaer og nye parcelhuse. Nye veje skulle der også til i takt med byggemodningen af parcelhusgrunde rundt om byerne og den voksende landevejstransport mellem byer og landsdele. Der blev arbejdet for velfærd og velstand i familierne. Og med rigelig billig olie til entreprenørmaskiner og landbrugsmaskiner gik det hurtigt fremad, og det var allerede dengang billigt at tage bilen i stedet for bussen, toget eller cyklen. De fleste familier fik hurtigt bedre råd til det, der lå ud over de daglige fornødenheder. Hvad de ikke fik mere af, var tid. Og det skal huskes, at det hele ikke var gået så stærkt, hvis ikke kvinderne havde forladt de huslige arbejdspladser og fået beskæftigelse i industien og den hurtigt voksende offentlige sektor. Det var en væsentlig del af teknologiudviklingen: Uden køleskabe, frysere, vaskemaskiner, el-komfurer, oliefyr, biler m.m. kunne kvinderne ikke have forladt de ulønnede hjemlige arbejdspladser i de hurtigt opvoksende parcelhuskvarterer; og hvis kvinderne ikke havde tjent en månedsløn hjem, var der ikke så hurtigt blevet råd til parcelhuse og alle disse ting.

Nu er tiderne skiftet. Der er varer i overflod overalt. Flere og flere bliver produceret af lavtlønnede andre steder på kloden. Der skal gøres en stor indsats for at få det hele solgt. Når vi køber en vare, betaler vi også løn til alle dem, der arbejder i reklamebranchen, og til alle medarbejderne på de reklamefinansierede TV- og radiostationer, gratisaviser, annonceblade og til dels til dagbladenes og ugebladenes medarbejdere. Og selvfølgelig også til funktionærer og arbejdere i landevejs-, søvejs- og flytransportvirksomheder og i grossistvirksomheder og detailhandel. Bondegårde og fabrikker er blevet afløst af indkøbscentre og kontorbygninger, hvor der med mus og tastatur arbejdes med køb og salg af varer og goder. Bankerne har meget arbejde ved computerskærmene med at holde styr på de tal - pengene - der viser, hvor stor en del af kagen, vi hver især på den ene eller den anden måde har opnået ret til. Den offentlige sektor er suverænt den største arbejdsplads i fordelingssystemet.

Der produceres stadigt varer her i landet, men det er stort set ligegyldigt, hvad der produceres, bare det kan afsættes på verdensmarkedet, inklusive hjemmemarkedet, til en pris, der ligger passende over udviklings-, produktions-, transport- og reklameudgifterne. Det er den såkaldt højteknologiske produktion med et stort vidensindhold, der satses på.

I denne tid består økonomisk vækst således af

• en kraftigt voksende vareproduktion i lande, hvor bønder og industriarbejdere endnu ikke selv har penge til at købe de varer, de producerer.
• en stadigt hurtigere pengeomsætning i de utallige kontor- og varehuse i de rige lande.

Velforsynede med billige varer kan de fleste af os i vores del af verden bruge vores tid på kontorarbejdspladser og i butikker - og en hel del af den i biler, busser, tog og fly. Nye huse, køkkener og badeværelser kan vi også bruge arbejdstid på at bygge og installere.

Det minder om tiden før stavnsbåndets ophævelse i 1788 - 1800. Dengang sørgede fattige bønder og håndværkere for, at det rige mindretal af grever, baroner og herremænd blev rigeligt forsynet med fine klæder, god mad og fornemme møbler, som de kunne nyde i deres slotte og herregårde. Nu er det bare os - eller de fleste af os - der er grever, baroner og herremænd. De fattige bønder, arbejdere og håndværkere befinder sig langt væk.

Som økonomiske vismænd siger: Vi bliver rigere her i landet, når arbejdspladserne flyttes ud i lavtlønslandene. Helt klart. Men vi har det problem, at fordelingen af goderne i princippet sker i forhold til de lønindkomster, de enkelte borgere kan skaffe sig⁶. Hvis ikke alle kan få en arbejdsplads, er der nogle - eller mange - der ikke bliver herremænd. Umiddelbart skulle man tro, at der kunne skaffes arbejdsplads til alle ved at nedsætte arbejdstiden. Men det lader sig af flere grunde ikke gøre uden en revolution i den globale økonomiske kultur.



Det kan være, at arbejderne i Kina, Bangladesh og Indien i mange år endnu vil være stavnsbundet til samlebånd og systuer, hvor de for en tier eller mindre om dagen knokler med at producere varer til vores butikker. Men vi kan se, at der i disse lande og i mange andre tredie-verdenslande og i de tidligere sovjet-republikker er en hurtigt voksende middelstand, der tilegner sig den samme velstand, som vi har tilegnet os.

Globaliseringen betyder således, at forskellen mellem rige og fattige ikke tegner sig mellem lande, men mellem befolkningsgrupper i de forskellige lande⁷. Man kunne forestille sig en udvikling i de næste årtier, hvor der i stedet for - som nu - 1 milliard rige og 5,5 milliarder fattige bliver 2 milliarder rige og 6 milliarder fattige. Med de rige og de fattige befolkninger nogenlunde ligeligt fordelt på alle verdens lande. Forhåbentlig dog med en noget mindre forskel mellem de riges og de fattiges levestandard end i dag.

1.5 ET NYT RESSOURCEGRUNDLAG FOR VELFÆRDSSAMFUNDET
Vores velfærdssamfund er nu så afhængigt af en meget skæv global produktions- og forbrugsfordeling og tilsvarende voldsomme skævfordelinger af forbruget af begrænsede ressourcer, at dets grundlag er spinkelt og hurtigt kan blive undermineret.
Vi skal huske på, at økonomisk vækst ikke behøver at være mere og mere af det samme. Væksten kan også bestå i forbedring, konsolidering og fremtidssikring af det, vi allerede har opnået.

Hvordan det end måtte gå, må vi regne med, at mindst én milliard mennesker i Kina, Sydøstasien, Indien, Mellemøsten, Tyrkiet, Sydamerika, Latinamerika, Mexiko og de tidligere sovjet-republikker er godt på vej til at få indkomster, der kunne tillade dem at leve, sådan som vi gør. Men der er ikke ressourcer til, at to milliarder mennesker kan leve på den måde, én milliard rige lever i dag. Det ville kræve noget i retning af en fordobling af olie- og naturgasproduktionen, og det kan ikke lade sig gøre. Og det ville betyde, at risikoen for livstruende klimaændringer ville blive voldsomt forøget.

Det er realiteter, som vi må forholde os til. Vores velfærdssamfund er nu så afhængigt af en meget skæv global produktions- og forbrugsfordeling og tilsvarende voldsomme skævfordelinger af forbruget af begrænsede ressourcer, at dets grundlag er spinkelt og hurtigt kan blive undermineret. Det er urealistisk at tro, at velfærdssamfundets fremtid kun er bestemt af hvilken fordelingspolitik, der føres, hvad angår offentligt finansieret uddannelse, efterløn, folkepension, offentligt finansieret pleje af ældre, osv. Hvis vi ikke i tide tager vores forholdsregler, kan den kage, der er at fordele, blive kraftigt beskåret.

Vi skal huske på, at økonomisk vækst ikke behøver at være mere og mere af det samme. Væksten kan også bestå i forbedring, konsolidering og fremtidssikring af det, vi allerede har opnået. Pensionsopsparinger, efterlønsordninger og folkepensionstilsagn er tal i en computer, der viser, hvor stor en del af den fremtidige kage vi hver især har sikret os ret til. Men, lidt patetisk sagt: Tallene siger intet om størrelsen, smagen og livskvaliteten af den kage, der bliver til fordeling. Det, der i virkeligheden tæller, er, om vi kan finde den rette kageopskrift. Kagen skal ikke være for fed og sukret, men sund, velsmagende og holdbar. Og dens ingredienser skal kunne frembringes uden et ressourceforbrug, der er så stort, at kagen kun kan bages én gang.

Først og fremmest skal vi sikre vores energiforsyning og nedtrappe CO2-udslippet ved at finde en “opskrift” på nedtrapning af vores andel af en faldende global olie- og naturgasproduktion og af det “CO2-tunge” kulforbrug. Vi skal finde en økonomisk og miljømæssigt fornuftig måde at indrette vores energisystem på, sådan at det kan komme til at udgøre et holdbart grundlag for et fremtidigt velfærdssamfund for børn, unge, voksne, ældre og gamle. Det er et frugtbart projekt, der vil sætte mange i nyttigt arbejde inden for og uden for kontorbygninger og butikker. Et projekt, der kun kan gennemføres, hvis der hersker en udbredt folkelig forståelse af, hvad det går ud på.

< Indledning

Indholdsfortegnelse

Energi i politisk og økonomisk tænkning >