Værd at vide

Klimaproblemet kort fortalt

Jordens temperatur er steget med 0,74 grader fra 1906 til 2005. Særlig de seneste 25 år har stigningen været markant og accelererende, hele 0,45 grader.

De fleste forskere, som studerer jordens klima, er enige om, at den væsentligste del af denne temperaturstigning er menneskeskabt.

Siden vi mennesker i stor målestok begyndte at bruge fossile brændstoffer som olie, gas og kul til maskiner, el-produktion, transport og opvarmning, er atmosfærens indhold af den såkaldte drivhusgas CO2 steget markant. CO2 kaldes også kuldioxid eller kultveilte. Stigningen har været særlig kraftig i det sidste halve århundrede - fra cirka 315 ppm i 1960 til cirka 380 ppm i 2007 (ppm står for parter pr. million, dvs. CO2-mængdens volumen målt i milliontedele).

Olie, kul og gas rummer store mængder af CO2, som frigøres i atmosfæren i forbindelse med, at vi forbruger disse fossile brændstoffer.

Uden CO2 eller andre af de kendte drivhusgasser ville jordens klima være markant koldere, end tilfældet er. Så CO2 og andre drivhusgasser er ikke i sig selv et onde. Men med den konstant voksende mængde CO2 i atmosfæren, stiger atmosfærens gennemsnitlige temperatur til stadigt højere niveauer årti for årti. Det kan få store, ja, måske uoverskuelige konsekvenser for livet på vores planet.

Konsekvenser af den globale opvarmning

Konsekvenserne af den globale opvarmning ses allerede i dag, hvor gletsjere trækker sig tilbage, Nordpolens is smelter næsten væk om sommeren, og hvor de tropiske storme tager til i intensitet. Men klimaforskere over hele verden er enige om, at konsekvenserne i fremtiden kan blive langt mere voldsomme.

Blandt de hyppigst nævnte, mulige konsekvenser fremdrager forskerne:

• Forøget vandstand i verdenshavene
Højere temperaturer får isen i polaregnene til at smelte, og i værste fald kan vi forvente en havvandstigning på op imod 7 meter, hvilket vil true bebyggelser og mennesker i alle kystområder over hele kloden.

• Voldsommere vejr
Meteorologerne forventer mere ekstremt vejr med hyppigere storme. Tørre områder bliver endnu mere tørre, og områder med rigelig nedbør, får endnu mere nedbør.

• Fødevarekrise
De ændrede temperatur- og nedbørsforhold kan føre til en verdensomspændende fødevarekrise, fordi tørke, voldsom regn og højere temperaturer nedsætter høstudbyttet mange steder på kloden. Især trues egnene omkring ækvator og tørre områder som store dele af Australien og egnene omkring Middelhavet.

• Vandmangel
En sjettedel af jordens befolkning trues af vandmangel, fordi deres vandforsyning afhænger af sne og is, der smelter.

• Økosystemer bryder sammen
En voldsom temperaturstigning vil true en række økosystemer, ikke mindst i polaregnene, hvor blandt andet hvalrosser og isbjørne får fjernet deres livsgrundlag, når isen forsvinder. Men også tropernes koraller, tropiske atoller og den mediterrane natur nævnes som truede af forskere. Ved en temperaturstigning på 1,5-2,5 grader over 1990-niveauet risikerer 20-30 procent af alle dyr- og plantearter at blive udryddet, angiver FN-rapporter og for eksempel den britiske Stern-rapport.

• Trusler mod Danmark
Danmarks lave kystområder trues af oversvømmelser. Store digebyggerier vil formentlig blive igangsat. Landbruget tvinges til at skifte de traditionelle danske afgrøder ud med for eksempel majs, vin og solsikker. Nye dyre- og plantearter indvandrer, mens andre forsvinder.

• Folkevandringer
I tilfælde af voldsomme klimatiske forandringer, vil der ske en folkevandring væk fra de lande, hvor befolkningen i forvejen lever på grænsen af det mulige. Oprindelige kystområder overalt i verden vil blive opgivet. Varmere og tørrere klima vil få befolkningen i ellers stabile lande omkring Middelhavet til at søge nordpå. Risikoen for spændinger mellem befolkninger vil vokse. Flere krige kan blive resultatet.

Politiske initiativer - eller mangelen på samme

Den globale opvarmning har stået på i årtier. Men det er første de seneste 10-15 år, at den er kommet højt op på den politiske dagsorden - i takt med at tegnene på opvarmningen er blevet mere og mere tydelige.

Mange politikere over hele kloden har i dag indset, at en fortsat, global temperaturstigning kan få voldsomme, negative konsekvenser, og de reagerer ved at indføre lovgivning, som reducerer udledningen af CO2.

Der gennemføres i en række udviklede lande kampagner, hvor befolkningerne opfordres til at nedsætte deres energiforbrug, i Danmark for eksempel Klima- og Energiministeriets kampagne "1 Ton Mindre". Mange lande vedtager også hver for sig lovgivning, som tilskynder til brug af CO2-neutrale energikilder som vind, jordvarme og sol. Men klimaet kender ikke grænser. Derfor er det nødvendigt med internationale aftaler om CO2-reduktion, hvis den politiske indsats skal have effekt.

Kyoto-protokollen forpligter lande
En væsentlig del af det internationale samarbejde foregår i FN-regi. Mest kendt er den såkaldte Kyoto-protokol, en rammeaftale fra 1997, som i dag er underskrevet af 181 lande samt EU. Ifølge denne centrale aftale skal 36 lande fra den mest udviklede del af verden nedskære deres CO2-udslip efter nogle nærmere angivne regler. Protokollen er også underskrevet af 137 udviklingslande, herunder Kina og Indien. Men disse lande er ikke forpligtede til reduktioner. USA har ikke underskrevet aftalen.

Kyoto-protokollen er løbende justeret, og meningen er, at den skal erstattes af en ny aftale i forbindelse med det såkaldte COP15-topmøde i København i 2009. Her vil der også blive gjort forsøg på - ikke mindst fra de danske værter - at få USA med ind i en forpligtende aftale og at få udviklingslandende til at acceptere visse CO2-reduktionsmål. Der er nemlig en udbredt politisk opfattelse i blandt andet EU, at det ikke er muligt at få reduceret den globale CO2-udledning tilstrækkeligt til at forhindre en klimakatastrofe, hvis ikke også store lande som USA, Kina, Indien og Brasilien forpligter sig på væsentlige reduktionsmål.

Der tages andre, internationale initiativer på klimaområdet, hvor også store, betydende lande deltager. Blandt andet har G8-landene (verdens otte største økonomier) i 2008 haft et møde, hvor der blev opfordret til 50 procent reduktion i CO2-udslippet inden 2020. Men det er endnu kun aftaler inden for rammerne af Kyoto-protokollen, der har ført til forpligtende reduktionsmål, blandt gennem brug af CO2-kvoter.

Forskerne dokumenterer klimaudviklingen
De internationale forhandlinger og aftaler i FN-regi bygger på klimafakta fra især IPCC, en forkortelse for Intergovernmental Panel on Climate Change, også kaldet FN's klimapanel. Denne videnskabelige enhed blev etableret i 1988 af WMO (World Meteorological Organization) og FN's miljøprogram, UNEP. Klimapanelet sammenfatter meteorologiske data fra hele kloden i rapporter, som dokumenterer klimaudviklingen, og som kommer med forudsigelser om, hvordan klimaet vil udvikle sig.

Den seneste rapport fra IPCC er fra begyndelsen af 2007. I denne rapport fastslås det blandt andet:
• Størstedelen af den observerede temperaturstigning siden midten af 1900-tallet skyldes menneskelig aktivitet.
• Den globale gennemsnitstemperatur vil stige med mellem 1,1 og 6,4 grader i dette århundrede, selv om mængden af CO2 i atmosfæren stabiliseres på nuværende niveau.
• Havniveauet vil stige mellem 18 og 59 cm, selv om mængden af CO2 i atmosfæren stabiliseres på nuværende niveau.
• Der vil blive flere hedebølger, kraftige regnskyl, stærkere tropiske lavtryk og flere perioder med tørke i tørre områder.

Disse konklusioner ligger på linje med de fakta, som fremgår af den i pressen meget omtalte Stern-rapport, som er udgivet af den britiske regering.

Kampen mellem interesser
Klimadebatten styres af en række interesser. Nogle lande ønsker måske at beskytte egen olieindustri, og er derfor ikke så tilbøjelige til at arbejde for CO2-reduktioner. Andre lande, hvor for eksempel lavtliggende områder trues af fremtidens højere havvandstand, har en åbenbar interesse i at arbejde for skrappe klimamål. Med i billedet hører også industrielle lobbyorganisationer, der typisk arbejder på at beskytte snævre erhvervsinteresser, samt de frivillige organisationer med idealistisk sigte.

Disse organisationer, der ofte betegnes NGO'er (Non Governmental Organisation), spiller sammen med markante enkeltpersoner en væsentlig rolle i den politiske klimadebat.

Blandt organisationerne er WWF, som hvert år arrangerer den såkaldte Burning Panda-dag, hvor verden opfordres til at slukke lyset i en time. Eller den britiske Climate Group, som forsøger at påvirke verdens politikere gennem lobbyarbejde og videnskabelige rapporter.

Blandt enkeltpersonerne finder man den tidligere amerikanske vicepræsident Al Gore og australieren Tim Flannery, som var med til at åbne den danske klimakampagne "1 Ton Mindre". Også den danske klima- og energiminister Connie Hedegaard spiller en meget aktiv rolle på internationalt plan. Disse klimaforkæmpere har alle ét til fælles: De forsøger at råbe verdens politikere op, så der bliver en større forståelse af klimaproblemets omfang og de alvorlige konsekvenser. For trods de mange politiske initiativer og aftaler, er der stadig en udbredt mangel på viden om sagen - eller ligefrem modvilje - blandt klodens politikere.

Kilde: Publikum Kommunikation