Temperaturen i
Arktis har i dette efterår ligget 5 grader over det normale, oplyser den amerikanske vejr- og havtjeneste NOAA. Det er ny varmerekord for årstiden. Årsagen er, at havisen har langt mindre udbredelse end tidligere.
I områder uden is opvarmes vandet om sommeren, og det åbne havvand afkøles betydelig langsommere om efteråret end isdækkede havområder. Det er den væsentligste forklaring på den meget dramatiske temperaturstigning, lyder det fra NOAA, og den danske seniorforsker Rasmus Tonboe fra DMI's Center for Ocean og Is er enig.
"Vi vidste godt, at det ville komme. Kigger vi på situationen i Arktis i 2007 og 2008, så har det været på vej i et stykke tid, men det gør jo ikke situationen mindre bekymrende," siger Rasmus Tonboe til DMI's hjemmeside.
"Tidligere i år viste amerikanske forskere, at med den hastigt vigende arktiske havisudbredelse om sommeren, stiger den regionale temperatur langt hurtigere end tidligere forudset. Det er specielt temperaturen om efteråret de seneste år, der har ligget over normalen, og det hænger sammen med at relativt store havområder i Polhavet bliver blotlagt og opvarmede i løbet af sommeren. Om efteråret tager det derfor lidt længere, før Polhavet igen er isdækket, og det holder temperaturen over normalen," tilføjer han.
Siden 1960'erne har temperaturen i Arktis haft en stigende tendens, og 2007 var den hidtil varmeste sommer med 2008 på andenpladsen.
Kilde: NOAA, DMI m.fl.