Husk mig
▼ Indhold

Verdens største gruppearbejde om klimaformidling i København

Når en række af busser torsdag 26. juni ankommer til Copenhagen Business School på Frederiksberg, er det startskuddet til en helt usædvanlig begivenhed, hvor kommunikationseksperter fra hele kloden mødes til verdens nok største seance med professionelt gruppearbejde om klimaformidling.

500 førende formidlere fra blandt andet universiteter, forskningsinstitutioner og medier kommer til Danmark fra PCST -10 konferencen i Malmø for at deltage i "Copenhagen Challenge", som arrangøren Dansk Naturvidenskabsformidling malende har valgt at kalde det opsigtsvækkende møde.

For der er virkelig tale om en udfordring. De 500 eksperter fra hele verden deles op i 73 grupper, hver bestående af mindst fire nationaliteter. Og efter indledende ord fra klima- og energiminister Connie Hedegaard får hver gruppe tildelt en opgave, hvor de i løbet af eftermiddagen skal komme med et bud på, hvordan den globale klimaudfordring bedst muligt formidles over for jordens befolkninger og politikere.

En gruppe skal levere ideer til, hvordan de globale klimaforandringer kommunikeres uden om de moderne massemedier, en anden debatterer, hvordan kommunikation forandrer folks daglige energivaner, og en tredje tager fat på klimaformidling over for børn - for blot at nævne få eksempler. Hver gruppe kan give tre prioriterede anbefalinger, så i princippet kan Copenhagen Challenge afføde mere end 200 formidlingsideer. Alle buddene lægges ind i en søgbar database på PCST-konferencens hjemmeside, som der er fri adgang til allerede fra fredag morgen.

"Vi synes, at det er en oplagt mulighed at udnytte, at vi har så mange professionelle kommunikationsfolk samlet på et sted. Det vil være fantastisk, hvis konferencen kan bidrage med konkrete løsningsforslag til en aktuel problemstilling, og vi valgte det topaktuelle klimaproblem. Samtidig mener vi, at den typiske konferencesituation, hvor man passivt følger foredrag og oplægsholdere, med fordel kan brydes. I grupperne skal deltagerne arbejde sammen for at løse en udfordring. På den måde får de skabt et langt stærkere netværk mellem hinanden end normalt ved konferencer, og de kommer til at tale med mennesker, de måske ikke ville få kontakt til. Det er en moderne måde at netværke på," forklarer direktør Mikkel Bohm fra Dansk Naturvidenskabsformidling, der står bag arrangementet.

Copenhagen Challenge kan snart vise sig at række ud over selve begivenheden. Arrangementet har allerede vakt opmærksomhed i FN's klimapanel, hvor chefen for kommunikation, John Hay, i en henvendelse til arrangøren roser initiativet og slår fast, at han ser frem til at modtage de anbefalinger, der kommer ud af gruppernes debatter.


Kilde: Publikum Kommunikation




25. juni 2008, 08:05 0 Kommentarer · 2106 Fremvisninger ·

Kommentarer
Der er ikke skrevet kommentarer til denne nyhed.

Deltag aktivt i debatten om nyheden Verdens største gruppearbejde om klimaformidling i København:

Husk mig

▲ Til toppen
Afstemning
Hvordan vil Coronakrisen påvirke klimadebatten?

Mindre opmærksomhed om klima

Ingen større påvirkning

Øget opmærksomhed om klima

Andet/Ved ikke


Tak for støtten til driften af Klimadebat.dk.
Copyright © 2007-2020 Klimadebat.dk | Kontakt | Privatlivspolitik