Videnskabeligt pres på COP17-forhandlingerne i Durban

Af Sebastian H. Mernild, klima- og polarforsker, Ph.D., Los Alamos National Laboratory, New Mexico, USA

FN’s klimatopmøde COP17 i Durban, Sydafrika er skudt i gang. Det er ligeledes kampen om tv-, spalte- og debatpladserne i diverse medier, hvor argumenter for og imod CO2-teorien ivrigt bliver debatteret, og hvor vi igen og igen bliver mindet om, at der forekommer to muligheder angående hovedårsagen til de igangværende klimaforandringer – om de skal tillægges den menneskeskabte udledning af drivhusgasser eller blot naturens egne variationer.

I denne klumme vil jeg igen rette fokus mod effekten fra igangværende klimaforandringer, da den amerikanske forskningsorganisation NOAA netop (1. december) har publiceret en opsigtsvækkende rapport – The Arctic Card Report – om klodens ændrede forhold, med fokus på Arktis. Rapporten, der er udarbejdet af 121 forskere fra 12 forskellige lande, kan downloades fra NOAA’s hjemmeside og vil i kampen om spalteplads helt sikkert stjæle en del opmærksomhed.

Rapporten tager udgangspunkt i en bred vifte af forskellige observationer i Arktis – fra klimaobservationer til observationer inden for permafrost-, gletscher-, havis- og sneforhold. Fokus er på 2011, med perspektiv tilbage i tiden. Med rapporten har videnskaben nu fremlagt data fra så lang en årrække, at det er tydeligt, at den globale opvarmning siden 2006 eksempelvis har medført et grundlæggende skift i økosystemer i de arktiske havområder. Havisen er blevet mindre om sommeren, såvel i areal som i tykkelse, og havets øverste lag er blevet varmere og mere ferskt (mindre salt) som følge af den smeltende is på land – fra det støt stigende og rekordstore 2010/2011-tab af masse fra indlandsisen på 430 gigatons (bestemt ud fra GRACE-satellitten).

De varmere forhold medfører, at havene er blevet mere biologisk produktive (nederst i fødekæden), for eksempel med hensyn til plankton og smådyr. Fra 1998 til 2009 er produktionen af fytoplankton i Det Arktiske Hav steget med omkring 20 procent, især fordi der er kommet mere åbent vand. Anderledes værre ser det ud for de havpattedyr, som lever på og omkring havisen – hvalrosen og isbjørnen. Disse havpattedyr, som er afhængige af havisen, mister deres levested i takt med, at havisen mindskes i udbredelse. De seneste fem år i træk har vist den laveste udbredelse af havis siden observationerne blev påbegyndt, kombineret med at den gamle og tykke flerårige is fortsat forsvinder. Også i det terreristiske miljø ses markante forandringer: I staten Alaska er der for eksempel målt rekordhøje temperaturer omkring 20 meter nede i permafrosten samtidig med, at den arktiske tundra er blevet grønnere som følge af en stigende densitet i vegetationsdækket samt det mindre isdække.

Kan vi forvente yderligere ændringer i de arktiske forhold i fremtiden? I et studie fra 2009 publiceret i tidsskriftet PNAS (Proceedings of the National Academy of Sciences) af Susan Solomon m.fl., University of Colorado, sammenholdes forskellige CO2-niveauer i atmosfærens koncentration, for eksempel 450 ppm (parts per million), 550 ppm etc., med udviklingen i de globale middeltemperaturer og med den formodede fremtidige CO2-udvikling som følge af et eventuelt politisk indgreb (til sammenligning er det værd at nævne, at den nuværende CO2-koncentration i dag er 391 ppm, og at den stiger med cirka 2 ppm pr. år). I det omtalte PNAS-studie kom Solomon frem til, at såfremt den igangværende udledning af CO2 til atmosfæren stopper, vil 1) koncentrationen af atmosfærens CO2 alligevel forøge klodens middeltemperaturer i de kommende århundreder, og 2) en femtedel af den udledte CO2 vil forblive i atmosfæren i tusinde år og langt over halvdelen i over hundrede år. Det vil betyde, at niveauet også om tusind år vil være langt over niveauet, før industrialiseringen satte gang i hjulene og øgningen af drivhusgasser i atmosfæren. Med det omtalte PNAS-studie og de skitserede igangværende arktiske forandringer in mente fra NOAA-rapporten, er det nødvendigt at håbe på – trods evt. pessimistiske forventninger til COP17 – at klimaministre og embedsmænd kan forhandle en effektiv emissionsplan på plads ved COP17, så det menneskeskabte CO2-aftryk minimeres mest muligt i fremtiden. Med NOAA-rapporten i hånden har ministre og embedsmænd et alletiders argument for netop politisk handling. Det er altafgørende for at holde temperaturudviklingen fra at tage ’dommedagsvejen’, at udslippene meget snart – hellere i morgen end om ti år – begynder at vige. Vigtigheden af en politisk bindende emissionsplan for den menneskeskabte udledning af CO2 er derfor ikke til at tage fejl af.