Den globale opvarmning forventes at føre til flere voldsomme storme, men den generelle vindhastighed ser ud til at være faldende. I hvert fald ifølge en ny amerikansk undersøgelse. For vindkraftanlæg er dette en dyster spådom.
Et forskerhold fra Indiana University har undersøgt vindforholdene på hundreder af lokaliteter i hele USA. Og hen over en periode på 30 år er vindhastigheden faldet – nogle steder med mere end 1 procent om året.
Hvis vindhastigheden falder med 15 procent, vil en vindturbine producere 50 procent mindre energi. Den stærkeste reduktion af vindhastigheden blev observeret i et bælte fra Texas og op til de store amerikanske søer, et område, som huser 60 procent af landets installerede vindkraft, skriver Scientific American.
Forskerne er dog skeptiske over for deres egne resultater, fordi meteorologiske data fra samme periode af trykforskelle i atmosfæren ikke viser nogen markant forandring. De peger selv på, at de lavere vindhastigheder kan skyldes øget bebyggelse omkring målestationerne. Den meteorologiske teori om en varmere atmosfære er, at lavtryksbælterne på den nordlige halvkugle vil rykke nordpå, og at det vil give øgende vindhastigheder i det nordlige
USA og store dele af
Canada. Så endnu tør forskerne ikke konkludere noget håndfast på de overraskende måleresultater.
Kilde: Scientific America