Worst-case-klimaforandringer er en realitet

Af Sebastian H. Mernild, klima- og polarforsker (Ph.D.) ved International Arctic Research Center, University of Alaska Fairbanks, USA.

København har i marts måned tiltrukket sig verdenspressens opmærksomhed med den tre dage lange videnskabelige klimakonference 'Climate Change: Global Risks, Challenges and Decisions'. Konferencen, der blev afholdt i Bella Centeret 10.-12. marts, var arrangeret af Københavns Universitet samt førende universiteter kloden rundt med den ambition at opdatere verdens viden om effekten af de menneskeskabte klimaændringer. Kort fortalt var det en dyster opdatering, vi klimaforskere dels formidlede og dels var vidne til fra de forskellige klimarelaterede videnskaber. Klimaet har udviklet sig efter de mest dystre fremskrivninger. Billedet af klimatruslen er alvorligere end tidligere tegnet: Kloden er på vej mod de værste scenarier i IPCC's (FN's klimapanels) forudsigelser – og endog værre endnu inden for nogle fagdiscipliner.
Gennemsnitlige temperaturstigninger på 5 grader med udgangen af år 2100 er ikke urealistisk, hvilket vil betyde, at temperaturerne i særligt udsatte områder, eksempelvis Østgrønland og det Tibetanske Plateau, forventes at stige med op til henholdsvis 18 og 12 grader i vinterperioden ifølge klimamodellerne. En stigning, der vil forstærke den allerede igangvarende afsmeltning af gletscheris. Desuden indikerede reviderede modeller for beregning af havniveauet, at havene vil stige med op mod 1,9 meter inden år 2100. Selv med lave CO2-udledninger til atmosfæren kan kloden forvente stigninger på omkring 1 meter, hvilket er betydeligt mere end IPCC's konservative bud på mellem 18 til 59 cm for samme periode. Men stigningerne forventes ikke at stoppe allerede ved år 2100. Modelstudier af Indlandsisen viser, at massetabet alene derfra vil forøge havniveauet med op til 2,5 meter frem mod år 2350.
Tendensen i klimaforandringerne synes entydig – og for det arktiske område synes følgende citat fra klima- og polarforsker, Ph.D., Mark Serreze (University of Colorado at Boulder), at udtrykke tendensen meget godt: 'We have long known that the Arctic would be the first place to see the fingerprint of greenhouse warming. This was projected in even our earliest climate models. What has caught us by surprise is the pace of change. In many ways, the projected future of the Arctic is today.'
Med konferencen i København har vi forskere fremlagt den seneste udvikling og de seneste fremskrivninger for klodens tilstand. Sidst det blev gjort i et tilsvarende omfang, var gennem den fjerde IPCC-rapport, som udkom tilbage i februar 2007. En rapport, der byggede på forskningsresultater, som til dato er fire-fem år gamle. Umiddelbart synes fire-fem år ikke som nogen lang periode, men når perioden dækker over ekstreme afsmeltningsrekorder og markante arktiske ændringer såvel på land som i oceanet – ændringer som ikke tidligere er observeret i tilsvarende omfang – synes tidsperioden af vigtig karakter, hvis man vil opnå en holistisk viden om den igangværende klimaudvikling og de afledte effekter.

I en tid med få positive klimanyheder og dystre fremtidsperspektiver synes der dog alligevel at være lys forude. Et skridt i den rigtige retning er, at den seneste videnskabelige viden nu forhåbentlig vil komme til at danne grundlag – tjene som inspiration – for forhandlingerne på FN's klimatopmøde i København til december, når klimaforhandlere og statsmænd forsøger at opnå enighed vedrørende en ny global klimaaftale med bindende CO2-reduktionsmål. En klimaaftale, som gerne skulle afløse den igangværende Kyoto-aftale og gerne række meget langt ud over næste politiske valgperiode og langt ind i næste generation. Ja, faktisk bør beslutningstagerne træffe en politisk bindende handlingsplan, som de i det lange perspektiv aldrig selv vil komme til at se resultaterne af. Men lige nu synes der langt fra de dystre forskningsresultater og til politisk handling. Dette specielt i en tid, hvor dagsordnen i Indien og Kina ikke synes at ligge til forpligtende CO2-reduktionsaftaler.
USA har derimod med præsident Obamas administration i spidsen planlagt et skridt i den klimavenlige retning vedrørende begrænsninger af CO2-udledningen til atmosfæren. En budgetplan for 2010 blev fremlagt 26. februar (http://www.whitehouse.gov/omb/) – en plan, som bl.a.: 1) vægter og forbedrer landets energiforsyningsprogram i forbindelse med at reducere udledningen af drivhusgasser til atmosfæren, og dermed forhindre den globale opvarmning; 2) forbedrer lånegarantien til vedvarende energi- og carbon-reducerende-projekter; og 3) fremmer udviklingen af 'low-carbon coal technologies'. Senest har Obama yderligere erkendt, at en ny klimaaftale skal give svaret på den klimaudfordring, videnskaben har kortlagt, og at USA er glade for at være tilbage i forhandlingerne.

For klimavidenskaben har den seneste tid her i USA derimod været præget af et kraftigt tilbageslag. NASA's Orbiting Carbor Observatory-satellit skvattede d. 24. februar i havet nær Antarktis efter opsendelsen, da den ikke kunne løsrives fra moderraketten. Formålet med satellitten (pris: $273 millioner, ca. 1,5 milliarder danske kroner) var at indsamle informationer vedrørende atmosfærens CO2-koncentration, tydeliggøre eventuelle forudsigelser om udviklingen af denne samt undersøge, hvor kloden henholdsvis absorberer og opmagasinerer CO2. Satellitinformationer som disse lader logisk nok vente på sig nogen tid endnu – informationer, videnskaben sagtens ville kunne drage nytte af i forbindelse med en bedre forståelse af de fysiske processer vedrørende absorption og opmagasinering af CO2 i kulstofkredsløbet.