Husk mig
▼ Indhold

Grundtvig køber vindmølleandele

Artiklen er en del af bogen Vedvarende energi i Danmark - En krønike om 25 opvækstår 1975-2000, udgivet på OVEs Forlag i 2000.

< ProjektkoordineringsordningenIndholdsfortegnelseEt udviklingsforløb >

Af Ejvin Beuse

Grundtvig køber vindmølleandele

I begyndelsen - det vil sige lige efter energikrisen i ‘73/’74 – levede højskolerne i lykkelig uvidenhed om den betydning mange af dem skulle få for udviklingen og udbredelsen af vedvarende energi. Kun på enkelte højskoler som eksempelvis Askov, der har historiske rødder inden for vindkraft, kom engagementet ‘indefra’. I de fleste tilfælde må man sige, at energien kom udefra på den måde, at engagerede og aktive personer her fandt et fristed og et åbent miljø, der gav plads til alle de nye tanker, der var forbundet med ‘alternativ energi’, som det blev kaldt i starten.

Men det skulle snart blive anderledes. I omkring 10 år fra midten af 70’erne til midten af 80’erne var en stribe højskoler valfartssteder for både unge og lidt ældre, der godt ville være med i den nye udvikling ved at arbejde med tingene i praksis. Det foregik på kurser, hvor der blev bygget solfangere og vindmøller; enhver højskole med respekt for sig selv måtte have sin egen vindmølle. Men også mere teoretiske kurser med emner om energipolitik og planlægning havde tiltrækningskraft; atomkraftmodstanden havde en klar andel i den almindelige bevidstgørelse omkring energi, lige som gennemførelsen af varmeplanlægningen i slutningen af 70’erne affødte et ofte lokalt baseret engagement i energisagen.

Hvad skal ind

Ja, det kunne der ikke være tvivl om - det skulle sol og vind, som også var temaet i den allerførste håndbog på området som udkom i 1976: ‘Solenergi Vindkraft – en håndbog’, forfattet af arkitekterne Carl Herforth og Claus Nybroe og udgivet på Informations Forlag. Bogen beskrev detaljeret, hvordan man beregnede og byggede solvarmeanlæg og vindmøller til individuel forsyning med henholdsvis varmt vand/opvarmning og med strøm. ‘standalone’ systemer efter amerikansk forbillede.

Forfatterne blev hurtigt efterspurgte gæstelærere og inspiratorer og desuden projekterende af om- og nybyggeri på en stribe højskoler: Kolding Højskole, Den Lille Højskole ved Hobro, Snoghøj Folkehøjskole ved Fredericia og Skælskør Folkehøjskole havde f.eks. alle i 1978 byggeopgaver i gang med store solvarmeanlæg designet af Carl Herforth og med Max Kjellerup, der var ingeniør, som tekniker. Kolding Højskole gik desuden i gang med at opføre en nettilsluttet 25 kW vindmølle - Holger Danske-møllen - med bl.a. Claus Nybroe i producentgruppen (som i parentes bemærket havde til huse i et nedlagt mejeri i Rask Mølle mellem Kolding og Vejle).

En række personer indskrev sig allerede dengang som ‘soldater’ i den vedvarende energis tjeneste; nogen vil måske sige Tordenskjolds soldater, og det vil nok heller ikke være helt forkert. En person-panorering ud over det alternative højskole-energilandskab anno 1978: Aage Johnsen, Den Lille Højskole, Kåre Rasmussen, Skælskør Folkehøjskole, Poul Lodberg, Snoghøj Folkehøjskole, H. C. Hansen, Askov Højskole, Westy Esbensen, Brandbjerg Højskole (hvor også Jens Bilgrav Nielsen, som en halv snes år senere skulle blive energiminister, var lærer), René Karottki, Danebod Højskole, Leif Henriksen, Båring Højskole, Jens Hadrup, Rødding Højskole (Danmarks ældste højskole), Hans Pedersen, Uffe Geertsen og Ejvin Beuse på Kolding Højskole. Aktiviterne spændte lige fra ny-designede integrerede sol & vind huse (Den lille Højskole og Kolding Højskole) til nogle af de første gårdbiogasanlæg (Rødding Højskole og ved Brandbjerg Højskole) og den såkaldte PTG-mølle på Tvind.

Men det var ikke selvbyggeri det hele. Både hel og halvfabrikata blev hjemtaget fra den underskov af nye, mindre virksomheder, der begyndte at dukke op: ‘Nøglefærdige’ vindmøller fra SJ-Windpower i Frederikshavn eller Riisager-Møllen fra Skærbæk ved Herning, Styringer til varmeproducerende vindmøller udviklet af Ulrik Krabbe på DtH (nuværende DTU) eller rollband absorbere til solfangere fra SolTeknik i Hørsholm. Men også fra en del mere veletablerede firmaer, som her så muligheden for en ny niche for allerede eksisterende eller tilpassede produkter fra deres sortiment. Som eksempler kan nævnes Danfoss med styringer til solfangere og Krüger med pumper til biogasanlæg. På den måde kom højskolerne faktisk med deres teknologiske ‘risikovillighed’ til at udfylde en vigtig rolle, som den nye VE industris udviklings- og forsøgsbase. Dette forhold varede til et stykke ind i 80’erne, hvor højskolerne udgjorde en vigtig kundegruppe for den da så småt etablerede vindmølleindustri.

En aktiv informationsstrategi

Men højskole-platformen kunne bruges til andet og mere end at være tumleplads for energi-freaks. Helt i tråd med Grundtvigs tanker om at ‘oplive’ som forudsætning for at kunne oplyse blev de forskellige projekter mere eller mindre integrerede i egentlige kursusforløb, og tjente derved gennem eksemplets magt til at begejstre ‘folket’ for de mange nyopdagede muligheder, der tegnede sig for en energiforskning, der var overskuelig, og som man selv kunne have indflydelse på udviklingen af. Den indhøstede viden kunne derefter tilbydes kvit og frit til alle interesserede.

Det første sted denne idé blev ført ud i livet var i årene ‘75 til ‘78 på Tvind ved Ulfborg i Nordvestjylland, hvor bl.a. Den Rejsende Højskole havde til huse. Her var man gået i gang med opførelsen af verdens største vindmølle på maks. 2000 kW og med et vingefang på 55 meter. Til sammenligning havde Riisagermøllen 22 kW generator og 10 meter vingefang. Mølleholdet modtog i tusindvis af besøgende og fik mange skriftlige og telefoniske henvendelser fra ind- og udland. For at kunne håndtere alle disse kontakter oprettede man et informationskontor, som man for tydelighedens skyld kaldte for et Energikontor – det første af sin slags i landet. Kontoret var bemandet af Søren Kahlke og Jens Gjerding. Sidstnævnte har beskæftiget sig med vindmøllerådgivning lige siden.

Samtidig udviklede lærere og elever også mindre vindmøller som PTG-møllen (fordi den blev udviklet på Tvinds Praktisk Teoretiske Grundkursus!), solvarme og biogasanlæg (Bustrup Efterskole).

I 1977 tog en kreds af højskoler - eller snarere en kreds af energiaktive lærere på skolerne - initiativ til dannelsen af Samvirkende Energi Kontorer, SEK. Bag initiativet stod Askov, Kolding og Den Lille Højskole. Men i løbet af ganske kort tid var der otte højskoler, der husede et energikontor, ud fra de samme rationelle overvejelser som havde fået Tvind til at etablere sit - omend besøgs- og kontakttallene var lidt mere beskedne. Kontoret havde begrænset åbningstid og blev bemandet af elever eller kursister på de skiftende kurser og ellers af den ansvarlige lærer. Senere kom flere til - også uden for højskolerne - f.eks. OOA’s Energikontor i Århus, og en lokal energigruppe i Brædstrup med Peter Max Hansen i spidsen dannede Bakkelandets Energikontor.

Efter ca. 10 år syntes højskolernes rolle som fødselshjælpere for de nye energiformer at være udspillet. Man kunne ikke blive ved med at realisere nye projekter, og enkelte højskoler havde da også høstet negative erfaringer med de ikke altid lige professionelt udførte bygge- og anlægsarbejder. Tilvæksten i energikontorer skete i andre miljøer, og det blev sværere at få elever til at melde sig på kurserne. Udviklingen havde taget en ny retning, og efterspørgslen gik nu mere i retning af mere personligt udviklende fag med et traditionelt kreativt indhold. Energispørgsmålet var stadig vigtigt, men kun som en delproblematik på linie med sunde fødevarer, godt arbejdsmiljø og at holde sig i god fysisk form. Det helhedsorienterede livssyn havde holdt sit indtog.

Her knap 25 år efter at det første energikontor slog dørene op, er der 20 kontorer fordelt over hele landet med faste medarbejdere og åbningstider, og fra 1988 med offentligt basistilskud til driften. Hovedopgaven er fortsat at informere om anvendelsen af de vedvarende energikilder, men lidt efter lidt er også energibesparelser kommet på dagsordenen. Derudover deltager kontorerne i de forskellige kampagner, som Energistyrelsen sætter i gang. F.eks. har kontorerne være aktive med afholdelse af hundredvis af lokale udstillinger med mobile solvarmeanlæg i forbindelse med de regionale solvarmekampagner fra 1989 til 1994 i tæt samarbejde med VVS Branchens Uddannelsesnævn og Solfangerfabrikanterne. Senere hed opgaven biomassekampagne og omstilling af elopvarmede huse til mere miljøvenlige energiformer.

Så oven i alle de fortjenester, der normalt tilskrives Grundtvig, må vi fremover også henregne tilstedeværelsen af de Samvirkende Energi- og Miljøkontorer, som de hedder i dag.

Begyndelsen til enden for den fossile parentes

I virkeligheden var det jo ikke alt, der var nyt. Solvarme var relativt ukendt i Danmark, men havde jo været brugt i generationer i bl.a. Californien og Israel, hvor de første kommercielle solfang solfangere da også kom fra i 1974 forhandlet af Batec Solvarme i Herfølge ved Køge. Biogas havde været udnyttet på en række rensningsanlæg rundt om i landet i årtier; oven i købet også til elproduktion til drift af selve anlægget som på Vordingborg Rensningsanlæg, hvor maskinmester Erik Hugo Pedersen regerede. Men navnlig vindmøllerne kunne følges langt tilbage i historien. Ikke kun de hollandske møller til maling af korn, men også vindmøller af mere moderne tilsnit som to-vingede ‘vindmotorer’ og fire-vingede såkaldte klapsejlere til trækkraft af tærskeværker, kværne og ‘gruttere’ på gårdene rundt i det ganske land. Og som den måske mest markante model: Gedser-møllen opført af elværkerne i 50’erne som forsøgsmølle også på grund af en energikrise; dengang handlede det blot om import af kul og koks og ikke olie som i 1973.

På den Lille Højskole blev man så optaget af fortiden, at man som tema for et helt kursusforløb kortlagde, hvad der havde været af vindmøller i omegnen af højskolen (Vindmøller i Skjellerup Sogn 1904 - 1977, den lille Højskoles Forlag 1978). Med fotografier, tegninger og funktionsbeskrivelser dokumenteres det, hvor vigtig en energikilde vindkraften faktisk var langt op i 50’erne, hvor den lidt efter lidt bliver fortrængt af elmotorer og traktorer som trækkraft. Overgangen blev glidende, selv om de nye kraftkilder havde den fordel frem for vindenergi, at de var til rådighed, når man havde brug for dem. Men det var dyr energi, så mange steder bl.a. på Mors og i Thy var klapsejlerne i landbruget i funktion til diverse småopgaver langt ind i 60’erne.

Så på en måde er det der sker efter energikrisen i ‘73 ikke en ny opfindelse, men snarere en genoptagelse af de vedvarende energikilder.

Hvis de vedvarende energikilder inden for de næste 25 - 30 år igen får den dominerende rolle, som tegner sig, må man sige at de sidste hundrede år har været en fossil parentes i historien.

En ikke helt almindelig søndag

Stedet er Kolding Højskole, og tidspunktet er juni måned 1977. Endnu et energihold nærmer sig sin afslutning, og som det var kutyme, skal der planlægges en offentlig formidling af det holdet har beskæftiget sig med, nemlig solvarme. Valget falder på en udstilling af solfangere kombineret med fremvisning af højskolens netop ibrugtagne lavenergihus og diverse informationsmaterialer.

Planlægningen går i gang, og der skrives rundt til omkring 20 leverandører af solfangere, og 12 af dem indvilliger i uden beregning at sende en solfanger til brug for udstillingen med tilhørende brochuremateriale selvfølgelig. Der indrettes en café med videotek (hvis det begreb ellers var opfundet dengang), og der indrykkes en tilpas beskeden og billig annonce i Kolding Folkeblad, hvad der baner vejen for en - ligeledes beskeden – redaktionel omtale.

Dagen oprinder og holdet mødes tidligt for at gøre de sidste ting parat for derefter at spise fælles morgenmad indtil de første besøgende forventes at komme omkring ved ti-tiden i henhold til invitationen.

Fra udstillingspladsen, som var en græsplæne, var der direkte udsyn til skolens parkeringsplads, og da klokken blev ca. halv ni begyndte der at ankomme biler på pladsen. Forberedelserne fortsatte, mens man snakkede om, hvad de ankommende mon skulle på skolen. Spørgsmålet blev dog hurtigt besvaret i takt med, at antallet af parkerede biler steg hastigt. Det var simpelthen solvarmeudstillingen det gjaldt. Det ligefrem væltede ind med besøgende. Interessen oversteg de vildeste forventninger. Da klokken blev 10 - som var det annoncerede åbningstidspunkt - var der 30-40 besøgende og den fælles morgenmad måtte droppes og erstattes af et hurtigt rundstykke og en kop kaffe.

Og sådan gik resten af dagen uden mulighed for pauser for ‘kustoderne’ og med ca. 200 besøgende fordelt på alle kategorier fra private, der overvejede solvarme til VVS-installatører, der gerne ville snuse lidt til, hvad det her med solenergi nu var for noget.

Holger Danske vågner

Det danske vejr er lunefuldt. Vekslende mellem regn, blæst og sol - og i hvert fald de to sidste er der energi i. Det var også filosofien bag Kolding Højskoles 0-energihus, der stod klar til indflytning i september 1977. Forbruget af både el og varme skulle dækkes af en kombination af en stor solfanger og en elproducerende vindmølle. Solfangeren med tilhørende megastort lagersystem var på plads, men vindmøllen var løbet ind i modvind.

Som beskrevet af Preben Maegaard i kapitel 4 var det oprindeligt planen, at der skulle have været opstillet en enkel 8 kW tobladet nettilsluttet mølle udviklet af svenskeren Ivan Troeng. Men den nåede af aldrig helt opklarede årsager ikke frem til realitetsstadet. I mellemtiden var der også kommet mere skred i den danske udvikling af vindmøller. Riisager-møllen var ikke længere det eneste bud. Det af lærergruppen nedsatte mølleudvalg besøgte det første eksemplar af Borre-Darrieus-møllen, der blev opstillet hos elselskabet EFFO i Frederiksværk med henblik på test og overvejede også en Vindrose fra SJ-Windpower i Frederikshavn. Sidstnævnte havde godt nok den ulempe, at den ikke leverede strøm til det almindelige net, men varmt vand via en dypkoger i en akkumuleringstank.

Men så dukkede der pludseligt en helt ny mulighed op. Jørgen Knudsen, der havde været med til at starte Kolding Højskole, men nu sad i bestyrelsen, havde været med til at oprette en fond (oktober 1977), der som sit formål havde ‘at være medvirkende til igangsættelse af kollektive virksomheder med en økologisk forsvarlig produktion.....’. Navnet var ‘Holger Danske Fonden’. Nogle af initiativtagerne bag fonden stod også bag dannelsen af den selvejende institution Dana Vindkraft, som skulle hjælpes i gang af fonden. Den havde til huse i Rask Mølle ikke så langt fra højskolen. Initiativtagerne var Hans Dollerup, der var uddannet bådebygger og derfor skulle stå for produktion af vingerne, Flemming Allerslev, der havde forstand på det mekaniske og Rio Ordell (senere initiativtager til Tellus møllen), der var elektroingeniør og skulle stå for styringen til møllerne. I kulissen stod også Claus Nybroe, der på Endelave havde udviklet en 5,5 kW nettilsluttet mølle med tre vinger af glasfiberarmeret polyester og som var stall-reguleret. Mølletårnet var et 10 meter højt rør afstivet af barduner. Årsproduktionen blev oplyst til at være mellem seks og 10.000 kWh om året ved en middelvindhastighed på tre-fire m/s. Møllen havde hydraulisk dobbeltsikret bremsesystem. Denne mølle havde typebetegnelsen ‘Holger Danske 1’.

Men allerede inden man var kommet i gang med at producere denne udmærkede lille husstandsmølle, der kunne erhverves for bare 22.000 kroner eksklusiv fundament og moms, havde Dana-folkene set hvilken vej vinden blæste: Møllerne skulle være større for at kunne konkurrere på elproduktionsprisen. Så aldrig så snart var prøvekørslerne på Endelave afsluttede i sommeren ‘78, før man gik i gang med at udvikle ‘Holger Danske 2’ - også en trebladet mølle med en 22 kW nettilsluttet generator. Vingediameteren var 11,1 meter og årsproduktionen oplyst til 34.400 kWh ved en middelvindhastighed på 4,5 m/s. Tårnet kunne være en 12 eller 18 meter gittermast. Sikkerhedsmæssigt var møllen forsynet med centrifugaludløste tipspoilere i vingerne. Denne møllestørrelse var klart mere interessant for højskolen, fordi man ud over 0-energihusets forbrug også kunne regne med at dække en del af elforbruget på resten af skolen.

Prisen var på niveau med Riisager-Møllen på det tidspunkt, nemlig 83.000 kroner eksklusiv. fundament, nettilslutning og moms. Men ideen med at støtte en kollektiv virksomhed med økologisk produktion passede perfekt ind i Kolding Højskoles pædagogik og ideologi, og det gjorde udslaget. I foråret ‘79 blev der indgået kontrakt om levering af ét stk. Holger Danske 2 til opstilling i august. Da der jo havde været givet tilladelse til opstilling af en mølle tidligere, gik ansøgningen om byggetilladelse nogenlunde glat igennem kommunen og ligeså tilladelse til tilslutning til elnettet. Med lidt forsinkelse blev møllen opstillet i november 1979 og efter en lidt problematisk indkøringsperiode højtideligt indviet i påsken 1980.

Nogen stor succes blev det aldrig. Omtrent samtidig med afleveringen af møllen besluttede Dana Vindkraft at nedlægge sig selv. Det bedste der kan siges om ‘Holger Danske’, er nok at den leverede undervisningsmateriale til adskillige hold af kursister og holdt den ansvarlige energilærer Lars Yde beskæftiget godt og vel, indtil den endeligt blev opgivet og solgt til nedtagning i 1986. Møllens livshistorie er udførligt berettet af Benny Christensen i Vedvarende Energi nr. 83 fra 1986.

Støttefest for en vindmølle

Det var en lørdag aften i Huset på Vester Allé i Århus. Nærmere bestemt den 6. februar 1980. Uden for hang plakater med overskriften ‘Støtte Fest’. Ikke noget ukendt begreb i de tider hvor bl.a. begivenheder som BT-konflikten og nedlæggelsen af ‘Byggeren’ på Nørrebro i København havde brugt denne måde til at indsamle penge til de aktionerende. Metoden bestod i at få så mange kendte bands som muligt til at optræde gratis, sælge en masse øl til ‘solidaritetspriser’ og så lade overskuddet gå til sagen.

På Vestbirk Højskole havde et lyst hoved fået den idé at bruge opskriften til at få samlet ind til udbetalingen på en vindmølle, der skulle opstilles på højdedraget bag ved skolen og levere strøm direkte ind i skolens eget elnet. Bag initiativet stod Vestbirk Højskoles Elevforening med Jesper Loehr Petersen som den drivende kraft. Men ideen blev bakket op af forstander Jens Grøn og ikke mindst hans kone Annelise, der i vindmøllen så en mulighed for også synligt udadtil at signalere den nye økologiske linie skolen havde lagt an. Blandt dem der forud havde været med til at gøde jorden til vindmøllen var lærere som Flemming Østergård, der siden startede Den Økologiske Højskole og endnu senere vindmøllefirmaet VindSyssel. I 1980 blev Ejvin Beuse så ansat til at føre vindmølleprojektet ud i livet og til at få energi og økologi permanent på skemaet.

Og Vestbirk fik sin vindmølle. En Nordtank på 55 kW, hvad der var det største på markedet i 1981. Støttefesten indbragte 14.000 kroner og ved at spare på trykningen af årsskriftet kunne elevforeningen aflevere 20.000 kroner. Det lyder måske ikke af så meget, men hele projektet kostede dengang den fyrstelige sum af 265.000 kroner!

Højskolen havde året forinden oprettet en fond til alternativ energi (oprindeligt skulle pengene have været brugt til et svømmebad, men tiderne skifter!) og man gik nu aktivt i gang med at samle yderligere ind til denne fond. Sammen med elevbidraget nåede man op på hele 63.000 kroner.

Møllen blev indviet den 1. september 1981. Den blev et almindeligt ‘udflugtsmål’ for eleverne på højskolen, og der blev arrangeret mindst en ‘rundvisning’ til møllehatten på hvert hold. Og der blev sågar skrevet en hyldestsang. Møllen har siden stået som et vartegn for Vestbirk Højskole, hvor den dukker op til højre, lige når man runder bakken fra Østbirk

Sådan startede det på Vestbirk Højskole. Men mange andre steder var man også i gang: Vallekilde Højskole med Thor Vest i spidsen for et projekt, hvor eleverne byggede en del af møllen, Danebod Højskole hvor René Karottki var initiativtager til en 37 kW selvbyggermølle og Askov Højskole, hvor man valgte at installere en delvis fabriksfremstillet mølle på fundamentet fra La Cours gamle mølle. Møllehatten blev leveret af Bonus (55 kW), og et elevhold fremstillede et gittertårn samlet med bolte. Og her var det H. C. Hansen, der var initiativtager, og som senere lavede en doktorafhandling om netop La Cours pionerarbejde på Askov Højskole inden for vindenergiområdet.

< ProjektkoordineringsordningenIndholdsfortegnelseEt udviklingsforløb >






 0 kommentar(er) · 1590 fremvisninger

Kommentarer
Der er ikke skrevet kommentarer til denne artikel.

Deltag aktivt i debatten om artiklen Grundtvig køber vindmølleandele:

Husk mig

▲ Til toppen
Afstemning
Vil Donald Trump trække USA ud af Paris-aftalen?

Ja

Nej

Ved ikke


Tak for støtten til driften af Klimadebat.dk.
Copyright © 2007-2016 Klimadebat.dk | Kontakt | Privatlivspolitik