Husk mig
▼ Indhold

Hvad kan vi lære af historien og af hinanden?

Af Rasmus Vincentz

Når vi i dag står over for store udfordringer med klimaforandringer, og hvad dertil hører af behov for at omstille vores energisystemer, genopfinde fødevareproduktionen og gentænke uddannelsessystemet, så er der mange gode spørgsmål, det er vigtigt at stille. To af de gode spørgsmål havde jeg den glæde at holde oplæg om forrige måned, da 20 personer fra en række udviklingslande var på kursus i Danmark.

Spørgsmålene er helt enkle: Hvad kan vi lære af historien, og hvad kan vi lære af hinanden?

På kurset, der var arrangeret af Danida, var en samling af folk fra så forskellige dele af verden som Burkina Faso, Zambia, Ghana, Cambodja, Bangladesh og Indonesien m.v.
Jeg var blevet inviteret til intet mindre end tre timers undervisning om status for Danmark i dag, i lyset af de sidste par århundredes historie, med vægt på landbrugets og demokratiets udvikling, samt dannelsen af vores skolevæsen og andelsbevægelsen. Sandelig noget af en mundfuld for mig, og for kursets deltagere.
Jeg syntes dog, det var en fantastisk mulighed at få, både til at få læst op på Danmarkshistorien, og til at kunne tage ved lære af denne i samspil med dygtige folk, med helt andre perspektiver på tingene.
Jeg valgte at fokusere på to af de helt store ressourcer, vi har i Danmark, nemlig jorden og viden. Dertil kommer vores historiske erfaringer med at organisere os, så vi kan udnytte begge dele.

Undervejs i arbejdet med at udfolde Danmarkshistorien for de udenlandske kursister, opdagede jeg flere ting af stor interesse.

Frihedsstøtten i København
Frihedsstøtten, der blev rejst i 1792 for at markere de danske landboreformer, herunder ophævelsen af stavnsbåndet i 1788. Måske det
er på tide med nye reformer af dagens landbrug?
Det første, jeg opdagede, var, at der faktisk både var en teknologisk og en økologisk grund til, at de så kendte landboreformer fra slutningen af 1700-tallet kom i stand. De reformer, hvor ophævelsen af stavnsbåndet i 1788 er det mest kendte. Det viste sig nemlig, at der forud for reformerne var en situation, hvor store dele af Danmarks natur var blevet udpint og gjort ubrugelig, som følge af overudnyttelse og mangel på forståelse for korrekt brug af jorden. Det medførte de naturmæssigt sparsomme heder, især i Jylland, men også sandstorme og udvaskninger, særligt i Nordsjælland. Dertil kom, at ny teknologi, i form af nye former for plove, ændrede behovet for trækdyr, og samtidig gjorde det oplagt med færre men større marker.
Begge dele sætter nutidens udfordringer med udpining af jorden og tab af biodiversitet i perspektiv, for når det dengang kunne give anledning til reformer, kan det vel også lade sig gøre i dag ... Eller hvordan?

Det andet, jeg blev klar over undervejs, var, hvor tæt uddannelse og landbrug tidligere har hørt sammen, og at disse ligeledes er koblet til styreformen lokalt og nationalt. Særligt inspirerende var det at lære, hvordan højskolernes opståen, sideløbende med nogle stærke nationale spørgsmål, hele tiden har arbejdet med at koble det landbrugspraktiske med den mere åndelige dannelse som sang, myter og åndshistorie. Det førte til nogle gode udvekslinger på kurset omkring, hvem af os, fra hele verden, der egentlig er uddannet til både at kunne dyrke, administrere og reflektere dybere over sammenhænge. Det overraskende svar var, at ingen af os, fra noget kontinent, er skolet til at kunne alle tre ting! Kursisterne fra de forskellige udviklingslande meldte klart ud, at hos dem blev landbruget set som det fag, man er nødt til at påtage sig, hvis man ikke er blandt de heldige, der får en uddannelse.
Det er tankevækkende i lyset af historien om de danske højskoler, som netop handler om at uddanne folk til både at dyrke, og være gode samfundsborgere. Jeg er godt klar over, at der findes en række landbrugsuddannelser i Danmark, men af alle de folk, jeg kender, som har læst på universitetet, er der aldrig nogen, der har lært at dyrke så meget som en gulerod.

En tredje ting, jeg stødte på undervejs i forberedelsen af mit oplæg, var, hvilke enorme omstillinger dansk landbrug gennemgik i løbet af ganske få år. For det første medførte de store mængder korn fra Nordamerika, som med indførelsen af jernbane og dampskib billigt kunne nå det europæiske marked, at man i Danmark blev presset til at omstille. Radikalt og hurtigt. Det lykkedes ved at begynde at fodre dyr med kornet, og så eksportere dem, hvilket desuden havde den fordel, at dyrene kunne gå selv.
Toldbarriere, indført af især Tyskland, satte imidlertid en prop i hullet for den eksport, og endnu en gang var danske landmænd tvunget til at omstille sig, i en fart. Det lagde grundstenen til udnyttelse af dyrenes mælk, som med opfindelse af centrifugen kunne behandles på nye måder. Til at administrere de store og dyre centrifuger udviklede der sig en formidabel andelsstruktur, hvor man hver især kunne være medejer, stemme om beslutninger og dele overskuddet. En bevægelse, der hurtigt gjorde sig gældende inden for både mejerier, slagterier, dagligvarehandel og bankvirksomhed m.m.

Efter at jeg på kurset havde taget en tour de force gennem denne del af Danmarkshistorien, tog jeg så fat på at gøre status over, hvor vi står i dag. Selvom jeg tænker, at vi har meget at være stolte af, når det kommer til velfærdsmodel, flexicurity-ordninger, gratis uddannelser m.v. så gik der et sus gennem hele forsamlingen, da jeg fremhævede bagsiden af den danske succes. Jeg fortalte om tallene for antal truede dyre- og plantearter i den danske natur, for selvmordsraten, forbruget af antidepressiver, og den gennemsnitlige gæld hos landmændene. Det fandt samtlige kursister ubegribeligt.

Det store spørgsmål herfra er, hvilke elementer fra udviklingen af det Danmark, vi kender i dag, vi kan bruge i den videre proces. Og hvad kan kursisterne fra udviklingslandene lære af vores historie, på godt og ondt, og hvad kan vi lære af deres?

Mit afslutningsvise budskab var i hvert fald helt klart; I må meget gerne lære af os og vores historie, men lad være med at gøre som os, for så ender I bare samme sted, og der ønsker ingen af os at være. Det vil være både en national og global katastrofe, hvis bare de tilstedeværende ulande overgik til en landbrugsmodel som i Danmark, med hvad dertil hører af intensivt dyrehold, opdyrkning og brug af fossile brændstoffer. Den betydning, det vil have for klima og biodiversitet, er ubærlig. Vi talte derfor på kurset om, hvordan vi hellere sammen skulle udvikle former for landbrug, der opbygger økosystemerne og giver os varig adgang til fødevarer, udvikle skolesystemer, som er i stand til at samle og formidle den viden, der skal bruges til det, og endelig facilitere den organisering, som skal til for at få begge dele til at spille sammen.

I tillæg til kurset og de diskussioner, dette afstedkom, kan jeg desuden nævne, at jeg netop har været med til at opstarte Lejre Økologiske Fødevarefællesskab (LØFF). Det er en ny slags andelsselskab, der måske rummer netop det, vi står og mangler for at komme videre. Jeg kan derfor roligt love at fortsættelse følger, forhåbentlig med input fra både det globale nord og syd.





1. juli 2012, 20:30 0 kommentar(er) · 3704 fremvisninger

Kommentarer
Der er ikke skrevet kommentarer til denne artikel.

Deltag aktivt i debatten om artiklen Hvad kan vi lære af historien og af hinanden?:

Husk mig

▲ Til toppen
Afstemning
Bør der indføres en klimaafgift på oksekød, som foreslået af Etisk Råd?

Ja

Nej

Ved ikke


Tak for støtten til driften af Klimadebat.dk.
Copyright © 2007-2016 Klimadebat.dk | Kontakt | Privatlivspolitik