Af Benjamin Bro-Jørgensen, Rikke Fog-Møller, Jais Hammerlund, Lisbeth Lotz Hald, Thøger Lund-Sørensen, Thomas Meinert Larsen, Rasmus Vincentz, Jørn Andersen og Niels Rasmussen. Alle medlemmer af Landsudvalget i Klimabevægelsen i Danmark.Klimaudfordringen er så enorm og kompleks at vi som enkelt-borgere risikerer at forfalde til afmægtighed. Løsningen er imidlertid netop det omvendte, nemlig at vi også som borgere enkeltvis og kollektivt tager aktivt ansvar for at løse klima-problemet.Vi ved det godt. Klimaet forandrer sig, isen forsvinder fra polarhavet og den grønlandske indlandsis smelter med stor hast. Isbjørnen bliver nu en truet dyreart, og måske stiger havene så visse lande bliver oversvømmet. Vidnesbyrderne om en klode under meget drastisk forandring fremstår nu meget tydelige. Vi har vænnet os til at medierne stadig oftere fortæller os at nye forskningsresultater viser at tilstanden er kritisk, og at det måske endda står værre til end vi hidtil har troet. Senest har det Internationale Energiagentur vurderet at den globale middel temperatur kan stige med hele 6 grader hvis den nuværende udvikling fortsætter (1). Katastroferne opstår dog oftest langt væk fra Danmark, og endnu påvirker det kun i mindre grad vores hverdag.
Måske oversvømmelserne i Greve opstod på grund af klimaforandringerne. Måske orkanen Katrinas ødelæggelser af New Orleans skyldtes klimaforandringer, og måske er klimaforandringer medvirkende til at Kilimanjaro-bjerget er snefri om ganske få år. Forskerne fortæller os dog at man ikke kan være sikker på sammenhængen mellem global opvarmning og hver enkelt tilfælde af vejrmæssig ustabilitet. De samme forskere fortæller os at vi kommer til at se hyppigere og kraftigere orkaner og tornadoer, kraftigere regnvejr, men også mere udbredt tørke og skovbrande, og at katastroferne kommer til at ramme især fattige lande, som sjældent har mulighed for at beskytte sig imod det. Eftersom det CO2 som allerede er udledt vil forblive i atmosfæren i adskillige årtier, så ved vi at yderligere klimaforandringer er uomgængelige, spørgsmålet er blot hvor slemt det bliver.
Vi ved godt at den er gal, og når vi bliver spurgt, så svarer vi også at vi er meget bekymrede, og at politikerne skal gøre noget (2-4). Vi tror at politikerne ved hvor slemt det er. Og de skal nok løse det. Politikerne fortæller os at løsningerne allerede drøftes og besluttes på EU-plan, hvor et fælles kvotesystem vil sikre at EU effektivt vil reducere sit udslip af drivhusgasser. Regeringerne skal sikre at industrien øger forskning og udvikling af CO2 neutral energi-forsyning og teknologi. Hvad de fleste danskere desværre endnu ikke helt forstår eller erkender, det er HVOR slemt det står til, HVOR meget det haster, og hvor lidt handling der reelt sker! Danmark har forlængst forpligtet sig til at reducere sit CO2 udslip, men det modsatte sker, og det oven i købet på trods af, at en stigende del af vores forbrugsvarer bliver produceret i fx Kina, og dermed ikke bidrager til CO2 udslippet i Danmark (5). I udpræget grad, så lader vi udlandet om at producere de virkeligt energikrævende ting som biler, skibe, jern, stål, aluminium og nikkel. Vi er samtidig så heldigt stillede at vores skibsfarts CO2 udledning ikke tæller med i den danske CO2 udledning. Som lille land bliver de fleste af vores ferierejser registreret som internationale flyrejser og de tælles heller ikke med. Så Danmark er ansvarlig for en langt højere CO2 udledning end det, som de officielle statistikker viser.
Koncentrationen af ren CO2 i atmosfæren er i dag nu omkring 385 ppm (6), og den stiger cirka 2-3 ppm årligt. FNs klimapanel anbefaler at vi sigter mod et maksimalt niveau på 450 ppm CO2-ækvivalenter (betegnelsen hvori effekten af alle drivhusgasser er indregnet) for at undgå mere end 2 graders temperatur-stigning. Den meget velansete klimaforsker James Hansen, chef for NASA Goddard Institute for Space Studies, anbefaler det samme, nemlig at vi skal fastholde 445 ppm CO2-ækvivalenter som stabiliseringskoncentration for at undgå at vores børn og børnebørn imødegår en trist fremtid med en planet i stærkt forfald. Han tilføjer, at for reelt at kunne nå dette mål, så er det helt nødvendig at den stærkt CO2 forurenende afbrænding af kul skal stoppe allerede nu, med mindre at CO2 udslippet fra forbrændingen rent faktisk kan opsamles. James Hansen har kommunikeret denne besked til den japanske premierminister, forud for det seneste G8 møde i Japan (7). Imidlertid peger meget på, at FNs forudsigelser for vores fremtidige udledninger er en del lavere end den faktiske udledning, og at klimapåvirkningen for det udledte CO2 er større end forventet.
Vi har en forventning om, at politikerne lytter til forskerne og handler ansvarligt herpå. Vi forventer at politikerne – om nødvendigt – fortæller os hvilke ændringer det kan medføre for vores hverdag og vores handlefrihed. Hvis politikerne imidlertid lader os tro at "1 ton mindre" er tilstrækkeligt til at løse krisen, vel vidende at det reelt er nødvendigt at nå ned på "1-2 tons per person", så er det at holde befolkningen for nar. Hvis politikernes ambitionsniveau enten ikke er tilstrækkeligt, eller hvis verdens politikerne ikke kan opnå politisk flertal for de nødvendige beslutninger, så bør de i det mindste – som troværdige og ansvarlige politikere - redegøre for hvad konsekvensen for klimaet og jorden bliver; nemlig at vi efterlader en verden til vores børn som de er ude af stand til at kontrollere, en fattigere verden med konstant voksende klimakatastrofer.
Vi tænker imidlertid sjældent på hvor stort et ansvar vi selv har, dels for selv at agere klimavenligt i hverdagen, men ikke mindst for aktivt at gøre politikerne opmærksomme på vores bekymring for klimaet og vores forventning om at politikerne påtager sig ansvaret. Vi tænker næppe over at vores manglende handlinger nødvendigvis må opfattes af politikerne som et "stiltiende samtykke til, at det nok kan vente lidt med at gribe ind". Hvis det er tilfældet, hvordan kan vi da forvente at politikerne og samfundet reelt vil tage de nødvendige beslutninger? Hvis problemet ligger i at vores nuværende politikere måske slet ikke er tilstrækkeligt forandringsparate til at tage de nødvendige beslutninger, så ligger der et meget stort ansvar hos de politiske ungdomsorganisationer for at tage sagen i egen hånd for at presse på for at få løftet klima-problematikken op på den politiske dagsorden. Vi i Danmark lever i et af de rigeste samfund som vores forfædre har udviklet, og som vi nu skal varetage på ansvarlig vis, dels på en måde så vi ikke skader levevilkårene for mennesker på den anden side af jorden, og dels for at kunne levere et trygt og godt samfund videre til vores børn, børnebørn og kommende generationer. Vores forfædre havde næppe forestillet sig, at vi i et så oplyst samfund som Danmark kunne sidde med en så sikker viden om hvilken katastrofekurs vi er på vej mod, og uden endda reelt at forsøge at forhindre miljøkatastrofen! Vores efterkommere vil i hvert fald slet ikke kunne forstå det. Hvad så nu? Er det allerede for sent? Måske.....det er der nogen der siger. Andre siger vi skal være optimistiske, og at afmagt og mangel på handling er det sidste vi må forfalde til. Verden både skal og kan gå imod en CO2 neutral fremtid. Der skal store omlægninger til, og hvis det gøres rigtigt, kan der skabes masser af arbejdspladser for de samfund, som først udvikler de nødvendige løsninger indenfor vedvarende energi og energibesparelser, som bliver en forudsætning for, at vi kan undlade brugen af fossile brændsler. Hvis vi gør noget nu er omkostningerne overskuelige men hvis vi venter, så kan man kun gisne om hvor galt det kan gå. Som enkelt borger kan mulighederne for handling synes begrænsede, men hvis alle gør et aktivt bidrag, hvad enten man tager kontakt til politikerne, skriver kronikker eller læserbreve, melder sig ind i organisationer som kæmper for klimaet, deltager i mere aktionspræget aktivisme på gaden, eller måske ligefrem selv bliver politisk aktiv, ja men så er det bestemt muligt virkelig at gøre en forskel. Men om vi som borgere vælger at gøre noget og kræver af politikerne at de skaber rammerne for en CO2 fri fremtid NU, er imidlertid i sidste ende vores eget valg. Opfordringen er dog hermed givet videre.
1) IEAs rapport "World Energy Outlook 2008" udgivet 12 November 2008.
http://www.worldenergyoutlook.org/docs/weo2008/WEO2008_es_english.pdf
2) Forsideartikel i Søndagsavisen 8-9 december 2007 fortæller at 60% af den danske befolkning ikke synes at regeringen gør nok på klimaområdet. http://digital.sondagsavisen.dk/getMagPdf.php?mid=pqqtd&zip=1
3) En Eurobarometer undersøgelse i foråret 2007 fortæller at 86 procent af den danske befolkning mener at den globale opvarmning er en sag, som EU 'meget akut' eller 'forholdsvis akut' bør behandle. http://ec.europa.eu/public_opinion/archives/eb/eb67/eb67_dk_nat.pdf
4) Vattenfalls kampagne "Forbrugere mod klimaforandringer" har i efteråret 2008 på kort tid formået at få mere end 90.000 personer til at underskrive Vattenfalls klimamanifest. http://klimaunderskrift.vattenfall.dk/
5) WWF rapport fra efteråret 2008 godtgør at en stor del af Danskernes klimabelastning reelt ligger i Kina. http://www.berlingske.dk/article/20080624/klima/80624007
6) Statistik for CO2 koncentrationen i atmosfæren:
http://www.klimadebat.dk/grafer_co2.php7) Brev fra James Hansen til den japanske premier minister Yasuo Fukuda i anledning af G8 mødet i Juli 2008. http://www.columbia.edu/~jeh1/mailings/20080703_DearPrimeMinisterFukuda.pdf