Husk mig
▼ Indhold

Konklusion

Af Catharina Magdalena Merle Toft
Artiklen er en del af et universitetsspeciale fra 2011.


< MetodekritikIndholdsfortegnelseLitteraturliste >


8. Konklusion
Specialets formål var empirisk at undersøge, hvorvidt klimadebatten er blevet forsøgt sikkerhedsliggjort i UNFCCC-regi, og i givet fald, hvordan. Derudover blev der indledningsvist gjort opmærksom på, at det i tilfælde af et forsøg på sikkerhedsliggørelse ville være relevant at diskutere, hvilke politiske konsekvenser en sådan sikkerhedsliggørelse kunne medføre for forhandlingerne på klimaområdet.

Overordnet set fandt analysen frem til, at der ud fra klimadebatten og aktørernes faciliterende omstændigheder må siges at være et højt potentiale for en troværdig sikkerhedsliggørelse. Der blev jf. analysen ikke sat spørgsmålstegn ved, om klimaforandringer eksisterer. Samtidig blev der etableret en tydelig diskurs om, at klimaforandringer er menneskeskabte og skyldes energiforbruget. Denne diskurs ligger til grund for de andre ting, der kan siges i klimadebatten. Diskursen tydeliggjorde, at klimaforandringer er af afgørende betydning for menneskeheden og truer deres eksistens, hvorfor problemformuleringen kan besvares med: Ja, klimadebatten forsøges sikkerhedsliggjort.

Forsøgene på sikkerhedsliggørelse er udformet således, at de indeholder refereceobjekter, trusler og absolutte prioriteringer eller påstande, advarsler og anmodninger. Jf. diskurs- og talehandlingsanalyserne kan det argumenteres for, at der sker flere forsøg på sikkerhedsliggørelse, dog med en stagnerende tendens, således at der primært sker sikkerhedsliggørelsesforsøg efter store begivenheder. Det er ensbetydende med, at sikkerhedsliggørelsesniveauet og –omdrejningspunktet varierer i løbet af årene.

Sikkerhedsliggørelsesforsøget i klimakonventionen er således svagt, da klimaforandringer blot er til bekymring. Analysen af COP1 og COP2 har derimod vist at der sker en sikkerhedsliggørelse inden COP3 i Kyoto, der ellers har haft status som den konference, hvor det internationale samfund bliver enige om at tage nogle beskedne men vigtige skridt for at adressere klimaforandringerne.

Under COP1 er sikkerhedsliggørelsesforsøget stærkt, og klimaforandringer bliver ækvivaleret med en trussel mod verdensfreden og økonomien – en sammenhæng hvor Nord-Syd-debatten kommer til at spille en rolle. Der sker dog under COP1 en meget bred sikkerhedsliggørelse, som bl.a. overfiskning er en del af, et område, som naturligt hører hjemme under biodiversitetskonventionen.

Under COP2 bliver en vigtig diskurs, at en mislykket implementering vil true konventionen. Herudover bliver klimadebatten indsnævret til det, som diskursen vil komme til at handle om i de følgende år, eksempelvis temperaturstigninger, ekstreme vejrforhold og ørkendannelse.

Selvom der sker sikkerhedsliggørende talehandlinger, anmodes der ikke om ekstraordinære midler – hvilket resulterer i meget vage politiske aftaler.

COP3 i Kyoto bliver hovedsageligt et praktisk møde, hvor Kyoto-Protokollen skal vedtages. Men pga. Kyoto-Protokollen er deltagerantallet højt. De gennemgående diskurser på konferencen er, at klimaforandringer udgør en trussel for økonomien, og at energieffektivitet kan modvirke truslen. Sikkerhedsliggørelsesniveauet er dog forholdsvis lavt, og det faktum, at der i Kyoto-Protokollen ikke forefindes en høj grad af sikkerhedsliggørelse sætter diskursen for de næste 15 år, hvor Kyoto-Protokollen skal gælde.

COP4 er hovedsageligt er et praktisk møde og kan ikke tiltrække deltagere på samme niveau som COP3. Istedet bliver COP4 mere konkret, og der kommer flere fagudtryk ind i debatten. Fokus i rapporterne er på ratificeringen af Kyoto-Protokollen, og i den forbindelse opfordres der for første gang til at nedtone debatten om, hvem der er ansvarlig for klimaforandringerne.

COP5 er et teknisk møde op til COP6, men formår alligevel at tiltrække flere deltagere. Diskursen har udviklet sig siden klimakonventionen, hvor klimaforandringer blevet fremstillet som en bekymring, til at være det største miljøproblem, menneskeheden står overfor. Visionerne fra Rio Earth Summit er ikke blevet opfyldt, og derfor skal Kyoto-Protokollen ratificeres.

Anden del af COP6 formår at tiltrække en del deltagere. Diskursen er præget af, at det ikke har været muligt at nå en aftale under første del, og der bliver henvist til, at klimaforandringer hurtigere skifter karakter, hvorfor Kyoto-Protokollen skal implementeres. Derudover anmodes om at bygge bro mellem i- og ulandene.

Under COP7 kommer diskursen hovedsageligt til at handle om terrorisme, og hvorledes klimaforandringer kan medføre denne form for ekstremisme. Derfor skal Kyoto-Protokollen ratificeres og træde ikraft, og der skal gives støtte til de udsatte lande i Afrika.

COP8 italesætter klimaforandringer som en trussel for økonomi og velstand og henviser atter til, at Kyoto-Protokollen skal implementeres. Nord-Syd-debatten er igen et emne.

Fra i klimakonventionen at være en bekymring og under COP5 det største miljøproblem, bliver klimaforandringer under COP9 den vigtigste globale udfordring for menneskeheden med en øget frekvens og intensitet af ekstreme vejrforhold, hvilket især går hårdt udover ulandene. Og fra COP7 til COP9 sker der hvert år et forsøg på sikkerhedsliggørelse af klimaforandringerne. Under COP10 oplever verden dog et antiklimaks. Ulandene, under COP10 repræsenteret ved den argentinske præsident, miljøminister og guvenør i Buenos Aires, begynder at kritisere og pege fingre af ilandene, der har været fodslæbende og ikke ratificeret Kyoto-Protokollen, og diskursen bliver etableret, om UNFCCC overhovedet har en effekt, når ilandene ikke ratificerer Kyoto-Protokollen. Den argentinske miljøminister ækvivalerer klimaforandringer med en helbredstrussel og henviser til, at Argentina allerede lider under klimapåvirkningerne. 2004 er også det år, hvor diskursen skifter fra hovedsageligt at have advaret om følgevirkningerne, som klimaforandringer på sigt kan/vil medføre, til at klimaforandringernes effekter allerede ses. Som følge heraf bliver det nye presserende emne, hvad der skal ske, når Kyoto-Protokollen udløber i 2012. Kofi Annan forsøger at afhjælpe denne diskurs ved at påpege, at UNFCCC er en god institution, der har opnået mange resultater, hvorfor det er vigtigt at vedligeholde processen.

Som følge af det antiklimaks, som COP10 udgør, sker der under COP11 et meget svagt forsøg på sikkerhedsliggørelse, og niveauet heraf går tilbage til COP5. Men denne tendens skifter året derpå, og med udgivelsen af Stern-Rapporten tidligere på året, er der lagt op til et højt niveau af sikkerhedsliggørelsesforsøg, og diskursen under COP12 kommer til at handle om, at klimaforandringerne er en altoverskyggende trussel for økonomien og verdens fattigste. Den schweiziske præsident, Mortiz Leuenberger anmoder parterne om at se bort fra deres nationale og økonomiske interesser og istedet ratificere Kyoto-Protokollen.

I 2007 inden COP13 på Bali, udkommer IPCCs fjerde rapport, hvilket medfører den højeste grad af sikkerhedsliggørelse hidtil i UNFCCC-regi. Det bliver pointeret, at medlemslandene har fejlet, og at klimaforandringer derfor er blevet en realitet, hvorfor klimaets fremtid afhænger af COP13.

I rapporterne fra COP14 er det ikke muligt af finde sikkerhedsliggørende talehandlinger, og under COP15 neddegraderer Connie Hedegaard klimaforandringer til at være en af vor tids største udfordringer, hvilket svarer til diskursen under COP5. COP16 medfører heller ikke nye sikkerhedsliggørelsesforsøg, men påpeger blot, at klimaforandringer en en trussel, og at de har direkte implikationer for nydelsen af menneskerettigheder.

De forsøg på sikkerhedsliggørelse, der fremgår af det empiriske materiale, foregår, som det også blev beskrevet i afsnittet om de faciliterende omstændigheder, meget højt oppe i FN/UNFCCC-regi og af grupperinger af lande, og det er således ikke de enkelte små lande, der forsøger at etablere deres egen diskurs, hvilket delvist skyldes en prioritering af kun at nævne de relevante aktører i rapporterne.

Det kan således, uden at vove et svar på, om klimadebatten er sikkerhedsliggjort, konkluderes, at klimadebattens kriterier for at blive sikkerhedsliggjort er opfyldt, og specialets formål med analysen af forsøget på sikkerhedsliggørelse af klimadebatten i UNFCCC-regi anses dermed som opfyldt.

I den efterfølgende diskussion af sikkerhedsliggørelsens konsekvenser for de politiske forhandlinger bliver der fremhævet fem problematikker, som sikkerhedsliggørelse af klimadebatten kan resultere i: den brede vs. den smalle debat, hvorledes sikkerhedsliggørelse af klimadebatten skaber fronter, free rider mentaliteten, marginaliseringen af andre miljøproblemer og sikkerhedsbegrebets udvaskelse.

Specialets induktive hensigt om at bidrage til studiet af sikkerhedsliggørelse vurderes således også som opfyldt, da diskussionen har demonstreret, hvorfor det ikke nødvendigvis er hensigtsmæssigt at sikkerhedsliggøre klimadebatten eller at sikkerhedsliggøre klimadebatten på en sådan måde, som det er sket.

Specialets teoretiske og metodiske tilgang, og herunder især talehandlingsteorien, har i høj grad vist sig anvendelig til at opfange forsøgene på sikkerhedsliggørelse under COPerne, og at vise, hvorledes disse forsøg har været udformet ift. teoriens krav om konstruktionen af den eksistentielle trussel for et referentobjekt, hvilket kræver en absolut prioritering.

De eneste manglende kriterier for at kunne dokumentere en fuld sikkerhedsliggørelse er publikums accept af truslen og en heraf følgende legitimering af ekstraordinære tiltag. Disse to aspekter har det ikke været muligt at undersøge, primært fordi publikum er hele verden, fordelt på forskellige grupper, og fordi ekstraordinære tiltag på et så bredt område, som klimadebatten, kan være mange ting. Analyseredskaberne i dette speciale har fokuseret på aktørens argumentation, hvorved man udelukkende fokuserer på den illokutionære del af talehandlingen. Hvis hensigten havde været at sige noget konkret om talehandlingernes effekt og dermed publikums accept, havde specialet skullet se nærmere på den perlokutionære del. I den sammenhæng mangler teorien nogle lige så grundige værktøjer til at undersøge, hvornår det vurderes, at publikum har accepteret den intersubjektive forståelse af truslen, som der eksisterer for undersøgelsen af selveste sikkerhedsliggørelsesforsøget. Især, fordi det er en ting at vurdere, om diskursen er blevet etableret og accepteret i UNFCCC-regi, men har de andre grupper indenfor publikum accepteret sikkerhedsliggørelsen, når det bliver kritiseret, at medlemslandene ikke får implementeret de tiltag nationalt, som de har forpligtet sig til?

Et forsøg på at undersøge dette element af sikkerhedsliggørelsen kunne tænkes at være via meningsmålinger og dermed publikums holdningsdannelser eller analyser af mediedækningen på området, da medier må ses som meningsdannere, der optager de emner, der interesserer modtagerne eller bestemmer, hvad der skal interessere modtagerne.

På baggrund af de overvejelser, der er blevet gjort, og på baggrund af de resultater, specialet er nået frem til, er der således afsæt til yderligere undersøgelser af sikkerhedsliggørelsen af klimadebatten – herunder bl.a. de funktionelle aktørers indflydelse på diskurserne, en vurdering af ekstraordinære midler og undersøgelsen af mediernes og publikums accept af klimaforandringernes status som eksistentiel trussel.

< MetodekritikIndholdsfortegnelseLitteraturliste >






 0 kommentar(er) · 1192 fremvisninger

Kommentarer
Der er ikke skrevet kommentarer til denne artikel.

Deltag aktivt i debatten om artiklen Konklusion:

Husk mig

▲ Til toppen
Afstemning
Bør der indføres en klimaafgift på oksekød, som foreslået af Etisk Råd?

Ja

Nej

Ved ikke


Tak for støtten til driften af Klimadebat.dk.
Copyright © 2007-2016 Klimadebat.dk | Kontakt | Privatlivspolitik