Nu kan alle danskere med gode sparetips deltage i en konkurrence, hvor hovedpræmien er 25.000 kroner. Konkurrencen om SparEnergiPrisen løber fra 7. januar til 15. marts, og den skal skyde klimaåret 2009 i gang på en underholdende måde.
Bag konkurrencen står Energistyrelsen – herunder 1 ton mindre – Elsparefonden, Dansk Energi, Naturgasselskaberne, Energi- og Olieforum samt Energitjenesten, og skuespilleren Peter Mygind er blikfang.
Målet er at hjælpe endnu flere danskere til at få gjort noget konkret ved energiforbruget derhjemme. Danskerne bruger mere energi end nødvendigt, lyder det fra initiativtagerne, og en stor del af forbruget kan skæres væk ved at effektivisere og gennemføre sparetiltag, uden at vi kommer til at lide afsavn. SparEnergiPrisen skal på en uformel og engagerende måde opfordre til at spare på energien og samtidig udbrede danskernes egne sparetips.
"Jeg er meget spændt på denne konkurrence," siger klima- og energiminister Connie Hedegaard.
"De store aktører på klima- og energiområdet står sammen om at få de mange små og store ideer frem, som findes rundt i landet. Det er så vigtigt med konkret inspiration til, hvordan vi kan handle mere klima- og energirigtigt i hverdagen uden at sætte økonomi, komfort osv. over styr. Det er jo de små valg, der kan være med til at gøre en forskel. Samlet set vil mange små handlinger, der trækker i samme retning, være med til for eksempel at mindske forbruget af el og varme og øge interessen for mere energirigtige produkter. Og dermed på sigt hjælpe klima – og pengepung. Du og jeg gør en forskel. Det er sikkert," fastslår hun.
Sparetipsene indsendes på hjemmesiden www.sparenergi.dk, hvor de gode tips løbende vil blive offentliggjort.
