Mens klimaforhandlingerne finder sted ...

Af Rasmus Vincentz

COP17 i Durban, Sydafrika er netop løbet af stablen. Den selv samme årlige klimakonference i FN-regi, som for kun to år siden blev dækket heftigt, intenst og konstant, og hvor mange mennesker fra nær og fjern deltog i arrangementer af alle mulige og umulige slags.
Lad os se lidt på, hvad der denne gang foregik i Danmark under årets COP, og hvad forskellige aktører egentlig foretog sig.
Desværre er et overblik skuffende nemt at give, for de færreste foretog sig noget som helst. Endnu værre er det, at dem, der så rent faktisk gjorde en indsats, greb det an på måder, som jeg ikke synes, er særlig gode eller formålstjenestelige.
Lad os starte med at tage et hurtigt blik ud over det politiske landskab og se på, hvad de fremmeste repræsentanter for demokratiet har bedrevet i forbindelse med COP17. Svaret er desværre, at jeg med en bred daglig gennemtrawling af diverse aviser, hjemmesider, sociale medier og radio ikke er faldet over en eneste dansk politiker, som har udtalt sig om de igangværende klimaforhandlinger, eller foretaget bredere politiske udmeldinger i den forbindelse.
Under COP’ens sidste krampetrækninger var både klimakommissær Connie Hedegaard og klimaminister Martin Lidegaard hver et par gange i medier som P1 og Politiken for at fortælle om forhandlingernes forløb og om de opnåede resultater. MEP Dan Jørgensen (S) blev brugt som kommentator et par gange. Og det var så det.
Ikke et eneste parti tog sig sammen og brugte COP’en som anledning til en dækning af de enorme udfordringer, klimaforandringerne udgør. Ikke et eneste parti ønskede at profilere sin klimapolitik eller i det mindste bare at sende politiske prøveballoner af sted som test af, hvor langt vælgere og virksomheder er klar til at gå i klimaets tjeneste. Over en bred kam kan jeg ikke andet end se den larmende tavshed som udtryk for, at det nuværende Folketing er en samling format- og visionsløse lurepassere, der ikke tør gå foran og skabe politik, hvor der virkelig er behov for det.

Hvis vi derefter breder perspektivet lidt ud og ser generelt på mediernes dækning af klimaområdet i forbindelse med COP’en, har der faktisk været en lille smule aktivitet. De fleste aviser har haft en eller flere historier. Det er ufatteligt lidt, sammenlignet med mediestormen under COP15 i Danmark, men alligevel noget, jeg synes, vi skal glæde os over.
MetroXpress har haft nogle case-historier, Urban lidt om klimaet generelt, og især Information har udmærket sig ved at sende deres reporter til Afrikas Horn for at fortælle om konsekvenserne af klimaforandringer.
Berlingske behandlede slet ikke COP’en på hjemmesiden og har generelt artikler om klimaet gemt under Videnskabssektionen (man fristes til at spørge, hvordan redaktørerne hver gang modstår fristelsen til at anlægge en politisk eller erhvervsmæssig vinkel på stoffet).
En enkelt historie gik sin sejrsgang på flere medier; nemlig den om, at julekalenderen med Nissebanden på Grønland er optaget i områder, som i dag er smeltet. 24timer lancerede historien, som hurtigt blev overtaget af både TV2 Nyhederne, DR Nyheder og Ekstra Bladet. I EB havde man endda udvidet historien med et interview med en børnepsykolog, der udtalte sig om, hvordan man pædagogisk fortæller børn om klimaproblemerne.
Radioavisen dækkede trofast COP’ens slutforløb og formåede faktisk at bringe lidt af spændingen hjem i de danske stuer.
Men hvor var den kritiske, engagerende og opsøgende journalistik? Hvor blev olielobbyens spin gransket og udstillet, hvor blev opfølgningerne på COP15-løfterne af, og hvor blev de mange beslutningstagere i virksomheder, offentlige institutioner og organisationer udfordret og afkrævet svar?

Den tredje gruppe, som vi så rigtig meget til i forbindelse med COP’en i Danmark, er de civile organisationer og NGO’erne. Hvad mon de har foretaget sig i år?
Jeg har, på trods af mit store netværk inden for netop denne gruppe og en ivrig og aktiv søgning, kun formået at finde to (sic!) begivenheder med relation til COP17. Den ene er Bispebjerg Lokaludvalgs foredrags- og arrangementsrække på biblioteket på Rentemestervej i København, som trods sin lidenhed fortjener alt muligt ros.
Det andet arrangement er den årlige og efterhånden traditionsrige klimademonstration, der finder sted halvvejs gennem COP’en, og som i år løb af stablen lørdag d. 3. december.
Og hvad skal man så mene om det?
Hvis vi tager fat på demonstrationen, skal den med sine omkring 150 deltagere have ros for at trodse kulden og for stædigt at insistere på, at noget skal ske på dagen. Men så er det også slut med ros herfra. Jeg ved, der er gode og velmenende folk, der lægger et stort stykke arbejde i at stable demonstrationen på benene, men jeg tillader mig alligevel at være uenig i dens målsætning, dens ambition og dens virkemidler. For mig at se er en demonstration ikke noget godt skridt på vejen, og ikke noget særlig effektivt værktøj for at skabe momentum omkring klimapolitikken. Desværre.
Jeg har længe ment, at netop demonstrationer, selv om de i nogle tilfælde er gode til at samle folk og skabe en folkelig stemning, er fuldstændig ude af stand til at flytte noget og gøre nogen forskel.
Det er ikke en form for politik, som tiltrækker andre end de allerede interesserede, den formår ikke at overraske og skabe overskrifter, og ved sin traditionelle tilgang og sine klassiske talere trækkes klimasagen kraftigt imod alene at blive et anliggende for de venstreorienterede. Alt sammen dybt beklageligt.

Samlet set for både politikere, journalister og aktivister synes jeg, at kræfterne, der rent faktisk er mobiliseret, kunne være anvendt bedre. Hvad nu, hvis vi for en gangs skyld insisterede på at være nyskabende og kreative, i stedet for at reproducere den samme vinkel og de samme virkemidler?
Kunne en så vigtig sag ikke fortjene, at vi for alvor gjorde os umage?
Hvad nu, hvis vi f.eks. startede ud med at slå fast, at vi ikke behøves at være mange, store eller magtfulde for at gøre en forskel, men at vi ved kreativ nytænkning og ambitioner insisterede på at ville gøre klimasagen vedkommende?
Ja, så tror jeg faktisk, at vi kunne komme ud over situationen i dag, hvor klimaet bliver en skamplet for politikerne, en byrde for journalisterne og et surt slid for aktivisterne.
Med kreativ mener jeg f.eks. den fantastiske aktion, som Greenpeace gennemførte i november, hvor de lokkede folk fra olieindustrien til et fupmøde, kun en etage under det rigtige møde om oliekoncessioner på Grønland, og fortalte dem om faren ved arktisk olieudvinding. En meget overraskende og veludført aktion, der i al sin enkelhed viste os, at kreativitet kan lægge selv kæmpe koncerner ned, hvis modet og ambitionerne er til stede. Man kan også kreativt gøre arrangementerne mere sprælske og farvestrålende, som f.eks. performancekunstneren Ingimarssons ’Fools of the World Unite’-aktioner eller den globale ’350’-kampagne.
Et andet eksempel kan være at hente inspiration fra ’wistle blower’-portaler som Wikileaks, hvor ganske få folk, igen i kraft af kreativitet, mod og ambitioner, har skabt overskrifter og krisemøder helt op i toppen af NATO. Jeg slår ikke til lyd for, at man skal gøre noget ulovligt, men hvorfor ikke se, hvordan man kan skabe en virtuel platform for alle de folk, der sidder inde med viden om, hvor der bevidst vildledes, snydes eller tilbageholdes oplysninger om miljø og klima? En sag for både sandhedssøgende journalister og aktivister?
Da klimaspørgsmålet i disse år er inde i en helt afgørende fase, vil jeg derfor foreslå, at vi, både politikeren, journalisten, klimaaktivisten og alle os andre, allerede nu går i gang med at bruge alle vores kompetencer og kreative evner til at udvikle en hjemlig dækning og aktivitet i anledning af internationale begivenheder som COP-forhandlingerne eller det kommende Rio+20-møde.
En dækning, som både kvantitativt og kvalitativt adskiller sig markant fra hvad, vi har set i år.
Jeg er overbevist om, at hvis vi virkelig tør tænke nyt – hvis vi lægger os i selen for at finde ud af, hvad der virkelig kan skabe en bred folkelig mobilisering og gøre det attraktivt at beskæftige sig med klimaproblemer – samtidig med at vi henvender os bredt, så kan fremtidige COP-forhandlinger ligefrem tænkes at blive de uger på året, hvor vi lærer at samarbejde på tværs af fagligheder, sociale skel og politisk overbevisning. De uger, hvor vi husker hinanden på, at klimaspørgsmålene er vores generations ubetinget vigtigste nationale og internationale politiske og moralske spørgsmål.
Tænk, hvis COP’en eller Rio+20 ligefrem var noget, man glædede sig til, fordi man vidste, at i de uger skulle man udfordres, engageres, mobiliseres og inddrages i noget, som både er hamrende vigtigt og kan være lærerigt at beskæftige sig med. Tænk, hvis spørgsmålet om, hvordan vi skaber en verden, som vi kan være bekendt over for nutidige og fremtidige generationer, blev noget, der samler den generation, der ikke må fejle. Det synes jeg er rimelige mål at sætte sig, og noget, som jeg er sikker på vil kunne få mig og mange andre op af sofaen.
Lad os så komme i gang!