På vej mod hastige klimaforandringer

Sebastian H. Mernild, klima- og polarforsker (ph.d.), forskningsleder ved Center for Scientific Studies i Chile

Af Sebastian H. Mernild

Sidst på året afholdes klimatopmødet COP21 (Conference of the Parties) i Paris. De pauvre resultater i COP-regi synes endelig at være afløst af en vis optimisme, entusiasme og forventning til, at en målrettet, politisk klimaaftale kan blive en realitet i Paris. Og dog. De seneste politiske udmeldinger peger i retning af, at flere lande, inklusiv Danmark, ikke vil følge FN's klimapanel IPCC's anbefalinger om en bestemt fastsat reduktion af den menneskeskabte CO2-udledning til atmosfæren. Dette til trods for at den amerikanske præsident Barak Obama for nyligt under sit besøg i Alaska argumenterede for vigtigheden af en global klimapolitisk handlingsplan. En plan, som bl.a. har til formål at forhindre, at den globale overflademiddeltemperatur i de kommende årtier stiger mere end to grader i forhold til det præindustrielle niveau.

I 2007 fastslog FN's klimapanel IPCC, at de igangværende klimaforandringer gennem de seneste cirka 50 år med 90 procent sandsynlighed er menneskeskabte – i 2013 fastslog selvsamme klimapanel, at sandsynligheden var 95 procent. Vi ved, at menneskeskabt udledning af drivhusgasser til atmosfæren ændrer klimaet – dette er hævet over enhver tvivl. Vi ved, at den menneskeskabte påvirkning af klimaet og af klimarelaterede forhold er markant, og at den menneskeskabte udledning af drivhusgasser er den højeste i et historisk perspektiv. Vi ved, at udledningen af menneskeskabte drivhusgasser til atmosfæren påvirker energiforholdene i klimasystemet, herunder ophobningen og udvekslingen af varmeenergi mellem atmosfæren, landjorden og oceanerne. Vi ved, at det har fået klodens middeloverfladetemperatur til at stige med 0,6 grader celcius over de seneste cirka 60 år. Til sammenligning ved vi også, at summen af bidrag fra både solen og vulkansk aktivitet gennem de seneste cirka 60 år isoleret set har medført en nedkøling af klodens middeltemperatur.

Menneskeskabte klimaforandringer er ikke et fjernt problem. De sker her og nu, og de fysiske forandringer bliver i gennemsnit mere dramatiske for hvert år, der går. For eksempel ser vi, at elementer af kryosfæren (den del af jordens overflade, hvor vand forekommer i fast form) er under markant forandring – at klodens arktiske sommerhavisdække siden 1979 er mindsket i areal, levetid og tykkelse (forventeligt vil sommerisdækket være væk om 20–30 år), at massetabet fra indlandsisen og det antarktiske isskjold er accelereret siden 1980’erne/90’erne, at gletschere er blevet formindsket i areal og volumen eller helt er forsvundet, at det område, der er dækket af vintersne siden 1979 er mindsket i areal og varighed, og at permafrosten er ved at tø. Permafrosten er den del af kryosfæren, der reagerer sidst på det ændrede klima, og sandsynligvis er den tøende permafrost den del, der vil have den største effekt på atmosfæren. Dette på grund af nedbrydningen af organisk materiale ved optøning og efterfølgende frigivelse af såvel CO2 som metan.

Jordens fysiske økosystemer gennemgår forandringer i det ændrede klima. Det er et faktum, der ikke kan betvivles eller diskuteres. Men hastigheden, hvormed forandringerne sker, er bekymrende – i særdeleshed i Arktis og på Den Antarktiske Halvø, hvor et skift i balancen mellem faste og flydende faser, dvs. mellem is og vand og mellem refleksion og absorption af solenergi, ligeledes har betydning for de ændringer, vi ser i overfladetemperaturen.

Faktum er, at klodens klima forandrer sig hurtigere end vores bestræbelser på at løse problemet. Fra politisk side handles der ikke hurtigt nok, hvis vi skal undgå, at den globale overflademiddeltemperatur i de kommende årtier stiger mere end to grader i forhold til det præindustrielle niveau. Allerede inden vi rammer en stigning på to grader, vil der forventeligt forekomme en øget hyppighed af klimaekstremer med betydelige menneskelige og samfundsøkonomiske konsekvenser til følge.

Vi er den første generation, der mærker effekten af menneskeskabte klimaforandringer, og vi er sandsynligvis den sidste generation, som kan gøre noget ved problemet. Store dele af den menneskeskabte CO2 vil nemlig forblive i atmosfæren i 1.000 år og langt over halvdelen i over 100 år. Vi står med et langsigtet klimaproblem, som kun kan løses globalt og ikke alene af individuelle eller få nationer.

Vi skal som samfund erkende vores andel af den menneskeskabte påvirkning af klimaproblemet – vi skal som samfund tage ansvar for løsningen af selvsamme problem. Og det skal vi, hvis vi på længere sigt vil undgå en fortsat udvikling i f.eks. de kryosfæriske processer som skitseret ovenfor, hvor et vedvarende massetab fra landbaseret is vil medføre en højere global middelhavvandstand end i dag.

Ledende internationale is- og klimaforskere, heriblandt James Hansen, tidligere chef for NASA Goddard Institute for Space Studies i New York, har i juli 2015 publiceret et nyt videnskabeligt studie. Skal man tro deres resultater, er selv en temperaturstigning på to grader alvorlig – og den vil måske allerede blive overskredet i 2040’erne. Det kan betyde, at afsmeltning fra den del af indlandsisen og Antarktis, der er i direkte kontakt med havvand, kan føre til en global stigning i middelvandstanden på op til omkring 5 meter inden for en tidshorisont på cirka 100 år – dette som følge af ”pludselige” afbræk af gletscheris. Disse havniveauvurderinger er betydeligt over IPCC's seneste vurderinger på 0,3-0,9 meter frem mod 2100 og kan umiddelbart synes voldsomme, selv om vi mener, at sandsynligheden er lille for, at det vil ske. Trods den lille sandsynlighed er følgevirkningerne alvorlige, såfremt det måtte ske. IPCC's vurderinger regnes for at være den senest tilgængelige viden i politiske kredse. En viden, som politikerne holder sig til i forberedelserne til klimatopmødet i Paris. Poblemet er blot, at IPCC's vurderinger ikke medregner potentielle afbræk af store områder af gletscheris fra det antarktiske isskjold og indlandsisen. Med de seneste observationer og viden vi har om Antarktis, er dele af Vestantarktis indtrådt i en irreversibel tilbagetrækning med stigende ustabilitet og afbræk til følge.

Vi står i dag over for mange alvorlige kriser i verden omkring os, f.eks. flygtningestrømme fra Mellemøsten og Afrika, men ingen trussel er større for verdens befolkning end klimaforandringerne. Vi ser i dag ændringer og koblinger i klimasystemet, som vi for bare få år siden ikke var bekendt med. Med de observationer, vi har nu, og med de klimaødelæggelser, der allerede er sket – og når vi så tager højde for den forestående temperaturstigning – kan vi forvente nye scenarier på en række områder. Og fælles for disse klimascenarier er, at de bliver mere ekstreme end tidligere scenarier – med hastige forandringer til følge.