Artiklen er en del af Klimaproblematikken og kulstofkredsløbet, en onlineudgave af tidsskriftet Geoviden nr. 2, 2006.
CO2-regnskabet
De globale kuldioxid-strømme er et forskningsområde,
der i skyggen af den voksende bekymring
for klimaforandring har fået stigende opmærksomhed.
Beskrivelsen af disse ligger i
grove træk temmelig fast, men der er flere betydningsfulde
mangler i regnskabet, som er udgangspunkt
for store forskningsudfordringer.
De største CO2-strømme er koblede til naturlige
processer over kontinenterne. De hænger især
sammen med CO2-optag ved fotosyntese og
CO2-udslip ved ånding og nedbrydning af organisk
kulstof. Disse to store naturlige strømme er
næsten lige store og resulterer i et lille netto-optag,
som er langt mindre end det udslip, der
skyldes
det menneskeskabte CO2-udslip fra
forbrænding af fossilt kulstof. Dette andrager
omkring 22 gigaton (Gigaton) (109 t) CO2 per år,
mens nettooptaget for landområder er 2,5 Gigaton
per år.
Eftersom CO2 er fuldstændig opblandet i
den nedre del af atmosfæren, er det relativt let
at beregne hvor meget CO2, der ophobes i atmosfæren.
Den årlige ophobning er omkring 11
Gt. For at kende CO2-regnskabet for Jorden som
helhed, står der tilbage at vurdere oceanernes
rolle. Gennem fotosyntese i alger sker der et
CO2-optag, ligesom CO2 udveksles rent kemisk,
men måleteknisk er det ikke muligt at få
fuldt overblik over dette led. Dette medfører, at
oceanernes CO2-optag bestemmes ud fra en
idé om balance mellem de øvrige led, således
at oceanernes optag bliver 22–11–2,5 = 8,5 Gigaton
CO2 per år. At det skulle være så stor en
mængde, der bindes i oceanerne er imidlertid
tvivlsomt, idet oceanernes CO2-optag er langt
mindre end landjordens. Man plejer derfor at
tale om 'the missing carbon sink' som de
ukendte størrelser i dette regnskab. Det er
yderst tænkeligt, at det ikke er én, men flere
små poster, der mangler i regnskabet. Blandt
de hyppigst nævnte er CO2-fiksering i skovene i kolde klimaer, hvor temperaturen er begrænsende
for skovenes produktion. En
global opvarmning vil her betyde, at vækstsæsonen
bliver længere, og CO2-optaget forøges. Med
henblik på at bestemme ændringerne i skovenes
kulstof-opmagasinering investeres der således
mange kræfter i detaljerede målinger i Europa
og Nordamerika. Et andet eksempel på en
manglende post er CO2-strømme i forbindelse
med cement, hvor udslippet fra cementproduktionen
er kendt, mens det tilsvarende optag, når
cementen ældes, er mindre kendt og ikke ordentligt
inkluderet. Dette forhold blevman først
opmærksom på i forbindelse med det såkaldte
biome-forsøg i Arizona, hvor det viste sig, at
CO2-optaget i cement udfyldte rollen som 'missing
carbon sink'.
Kvinder samler brænde i regnskoven. Ved afbrændingen frigives CO2,
svarende til den mængde CO2, som bindes i planten ved fotosyntese. Foto: Kjeld Rasmussen, Geografisk Institut.
© Stefan Anderberg, Bo Elberling, Lars Krogh, Kjeld Rasmussen, Henrik Søgaard, Torben Birch-Thomsen og GEUS Grafisk, Geocenter København.
Tidligere udgaver af Geoviden kan findes på Geocenter Københavns hjemmeside www.geocenter.dk. Her findes også andre informationer om naturen og menneskers udnyttelse af jorden.