Husk mig
▼ Indhold

De første kommercielle solfangere

Artiklen er en del af bogen Vedvarende energi i Danmark - En krønike om 25 opvækstår 1975-2000, udgivet på OVEs Forlag i 2000.

< ForskningsindsatsenIndholdsfortegnelseHandelsministeriets program 1977-80 >

Af Jens Windeleff

De første kommercielle solfangere

Per Allings firma KL Solvarme fra 1973 blev landets første solvarmefirma. Han og hans kone Kirsten startede med afsæt i en følelse af forvirring og undergangsstemning forårsaget af den første energikrise, men uden særlig viden om solenergi. De første henvendelser drejede sig om svømmebassiner, læs Per Allings egen beretning: ’Den første tid med solvarme’. Det var karakteristisk for udviklingen, at alt blev bygget op fra grunden. Der blev ikke draget nytte af udenlandske erfaringer fra Israel eller USA, som nok var for langt uden for rækkevidden. Ved årsskiftet 1973/74 var den første solfanger færdigudviklet, og i foråret blev de første anlæg til svømmebassiner installeret. De var rimelig velfungerende, og grunden var dermed lagt til en egentlig produktion de følgende år, hvori indgik flere forskellige absorbertyper. Et stort anlæg til Dansk Kedelforening i Ålborg og til Greve svømmehal samt en eksport af 110 anlæg til Saudi Arabien konsoliderede firmaet, som sluttede sig sammen med ingeniørfirmaet Bach & Egmose.

Succesen havde også sine skyggesider. Interessen for solenergien voksede kolossalt, og antallet af forskellige forespørgsler blev efterhånden så stort, at den nye landskendthed blev svær at imødekomme. Det var derfor ikke uvelkomment for Per Alling, at der kort efter startede to nye solenergiinitiativer, som sammen med statslige tilskud til solvarmeanlæg i høj grad kom til at præge udviklingen i Danmark de næste 25 år.

I pionertiden tog israeleren Banjo og hans kone et glas whisky hver gang en solfanger blev solgt, men alkoholikere blev de ikke. Banjos hår blev med tiden hvidere og hvidere, men også større, og hans fortsatte forbliven i Danmark blev et levende dementi af, at kun Middelhavsområdet har sol nok til solvarmeanlæg.
Emanuel Brender med tilnavnet Banjo var som israeler blevet hjemført til Danmark i 1967 af sin danske hustru, og startede en import af israelske solfangere i 1974. Brender var vokset op med solopvarmet brugsvand i Israel, som på det tidspunkt havde flere hundrede solvarmefabrikanter, så det var for ham naturligt at starte med en import af de bedste israelske produkter. Kvaliteten var dog ikke imponerende målt med den nuværende standard. Det meste var fabrikeret i galvaniseret stål, og levetiden var mellem 5 og 10 år. I parentes bemærket er 2/3 af de 120.000 solvarmeanlæg, der i dag årligt installeres i Israel udskiftninger af gamle anlæg. Brender besøgte en række fabrikker i 1974 og hjemtog til at begynde med 20 anlæg - selvcirkulerende, fordi der ikke fandtes en brugbar styring på markedet. Beholderstørrelsen var ret stor, 350 liter, for at kunne akkumulere varme i perioder uden sol. Året efter importerede han 3 containere med solfangere, 360 i alt, som hver vejede 90 kg. Anlæggene blev solgt til slutbrugerne, og Brender sørgede for en installatør. Dermed var solvarmefirmaet Batec blevet etableret som et importfirma. I de følgende år blev importen af israelske komponenter gradvist afløst af egne produkter, og produktionen blev flyttet fra Søborg til Herfølge med én mand fast ansat foruden Banjo, og én løst ansat. I 1979 havde Batec sin egen solfanger bestående af kobberrør på stålplade, monteret i kasser af eget design og gennemførte sin egen markedsføring med 16-siders brochurer om solvarme.

Batec etablerede desuden et vidtgående samarbejde med solvarmeinstallatører som Poul Børgesen i Slangerup, Arne Skovslund i Hårløv, Eigil Rasmussen i Gjørlev (som installerede en mængde anlæg under sloganet solvarme som en del af en ‘miljøcocktail’) og Knud Sørby ligeledes fra Vestsjælland, som senere i 1997 fik den europæiske solpris for sin indsats. Desuden smeden i Lillearden Ernst Drastrup, der allerede i 1972 havde installeret landets vistnok første solvarmeanlæg, og som også havde lært Per Alling mangt og meget.

Det kontinuerte salg var dog vanskeliggjort af tilskudssystemet, der dengang havde indbygget stop-go risiko. Ét år slap tilskudskassen op i sensommeren, hvorefter fabrikanterne intet kunne sælge i efteråret. For Batec var det nær ved at lukke den nystartede produktion.

Solfangerfirmaet Arcon var fra starten et parløb mellem Svend og Kirsten Andersen. Kirsten passede regnskaber og fik sin ilddåb som passer af en styring, medens Svend passede sit andet arbejde som konstruktør. Alle større beslutninger passerede siden Kirstens bord.
Parallelt hermed var der i Skørping i Jylland foregået en tilsvarende udvikling. Svend H. Andersen havde i 1973 stiftet bekendtskab med solvarmeteknologien, og ville egentlig primært bruge solvarmen til tomatdyrkning. Hans hustru Kirsten Andersen var med fra starten i planerne, men da der netop var sket en familieforøgelse, og olierestriktionerne kastede skygger over fremtidsudsigterne for børnefamilierne, tog udviklingen en anden retning, og en regulær solfanger inkl. elektronisk styring til opvarmning af brugsvand og til rumvarme blev udviklet. Absorberen var som en del amerikanske absorbere på den tid lavet af aluminium, og inspirationen til designet blev hentet fra den gængse form for køleskabsfordampere.

Solfangerfirmaet Arcon blev etableret, men i modsætning til Batec blev de fleste anlæg solgt til selvbyggere i lokalområdet. Ifølge fabrikanterne drejede det sig om ikke så få naboer, landmænd, skolelærere og politifolk. Derimod ikke om så mange venstreorienterede og intellektuelle, som fik det skudsmål, at de mere var interesserede i ideologien end i at bruge penge på et anlæg. Mod slutningen af 70’erne var der som i Batec ansat en mand eller to mere eller mindre fast, og omsætningen nærmede sig den halve million. Modsat Batec havde Arcon på dette tidspunkt ikke et formaliseret samarbejde med installatørerne.

Senere i begyndelsen af 80’erne kom VVS-firmaet Johannes Nielsen imidlertid til at spille en vigtig rolle for afsætningen. Til de lidt større anlæg havde Arcon et samarbejde dels med TIC-centret i Nedregaard, dels med rådgiveren Torben Esbensen fra Sønderborg.

Efter de første 3 år var skridtet taget fra hobby til egentligt erhverv: Arcon havde flyttet sin garageproduktion til et DSB-pakhus i en optimistisk fantasi om, at det ene godstog efter det andet med solfangere snart ville blive sendt af sted fra Skørping.

Karakteristisk for udviklingen i de første år var også initiativer til at udvikle solenergianlæg til ulandene. Således udviklede Aksel Bjørn Aller for Folkekirkens Nødhjælp et solkomfur til Burkina Faso. Inden det i forbindelse med et FN-kvindeprojekt blev givet til 300 husstande i dét, der dengang hed Øvre Volta, stod det sin prøve i Nordjylland, hvor det kunne opvarme 2 liter vand på 20 minutter i august måned. Tilsvarende blev et solenergidrevet køleanlæg udviklet og lanceret af firmaet Sunice i Zimbabwe.

< ForskningsindsatsenIndholdsfortegnelseHandelsministeriets program 1977-80 >






 0 kommentar(er) · 1979 fremvisninger

Kommentarer
Der er ikke skrevet kommentarer til denne artikel.

Deltag aktivt i debatten om artiklen De første kommercielle solfangere:

Husk mig

Lignende indhold
DebatterSvarSeneste indlæg
Solfanger med selvcirkulering3031-03-2010 14:14
▲ Til toppen
Afstemning
Vil Donald Trump trække USA ud af Paris-aftalen?

Ja

Nej

Ved ikke


Tak for støtten til driften af Klimadebat.dk.
Copyright © 2007-2016 Klimadebat.dk | Kontakt | Privatlivspolitik