Husk mig
▼ Indhold

Misforstået klimajubel efter COP21

Niels I. Meyer
Niels I. Meyer, professor emeritus, DTU
Af Niels I. Meyer

Det nyligt afsluttede klimatopmøde i Paris, COP21, sluttede med overvældende jubelscener. Det traditionelle slutdrama ved serien af COP-møder manglede heller ikke denne gang. Medierne havde med betydelig ret lagt op til, at mødet i Paris var sidste chance for at nå en global klimaaftale, der kunne bremse den menneskeskabte globale opvarmning i tide. Det ville være katastrofalt, hvis mødet ikke sluttede med en aftale. Derfor endte det også med en aftale – ikke mindst baseret på dygtig fransk mødeledelse. Og mødedeltagernes lettelsens suk udviklede sig til øredøvende jubel transmitteret i tv og andre medier over hele verden.

De færreste medier og de færreste klimadebattører ønskede at optræde som lyseslukkere og begrænse glæden ved at påpege, at aftalen reelt ikke indeholder nogen af de forpligtelser, som er nødvendige for at ændre udviklingen i tide. Dagbladet Information var en hæderlig dansk undtagelse med sine klare og afbalancerede artikler under hele forløbet forfattet af Danmarks bedste klima- og miljøjournalist, Jørgen Steen Nielsen. Han var også en af de få journalister, som advarede om faren for fremtidige strømme af klimaflygtninge.

Her skal kun nævnes et overordnet eksempel på aftalens grundlæggende mangel. Detaljerne kan man fx studere i ovenfor omtalte artikler i Information. Hele aftalen bygger på frivilligt indmeldte tilbud om emissionsreduktioner af CO2 fra de enkelte nationer. Lægger man disse tilbud sammen, er verden på vej mod en global opvarmning på tre til fire grader i stedet for den kritiske grænse på to grader. For slet ikke at tale om aftalens ønskedrøm om en maksimal stigning på 1,5 grader. Alle tidligere klimaaftaler har demonstreret, at selv de utilstrækkelige løfter om penge og emissionsreduktioner fra de rige industrilande så godt som aldrig bliver opfyldt. Håbet er tilsyneladende, at disse lande og deres befolkninger nu er vågnet op til realiteterne, og at vi er i en helt ny situation. Man har jo altid lov at håbe, indtil realiteterne viser det modsatte.

Den kendte engelske klimajournalist George Monbiot fra the Guardian er lige så pessimistisk som jeg med hensyn til aftalens mangler. Det giver han udtryk for i Information d. 19. december, hvor han også overvejer, hvorfor menneskeheden ikke vil sit eget vel. Hans forklaring er: ”Det er ikke menneskets natur, vi må forandre, men de normer og institutioner, der påvirker den”. Dette citat glæder mig specielt, fordi jeg var med til at konkludere det samme i debatbogen Oprør fra midten allerede i 1978: ”Det er vores yndlingshypotese at det ikke menneskene der er noget i vejen med”.

Lad mig slutte med en mere håbefuld tone. Hvis alle de politikere, erhvervsvirksomheder, fonde, borgmestre for store byer m.fl., som har udtalt deres støtte til en grøn omstilling for en gangs skyld lader handling følge op på de smukke ord, samtidig med at befolkningen i de rige lande omstiller til ”grøn opførsel”, så undgår vi måske de mest skræmmende klimakatastrofer. Måske.





1. januar 2016, 15:29 6 kommentar(er) · 2296 fremvisninger

Kommentarer
John Niclasen 2. januar 2016, 16:22
Lad mig slutte med en mere håbefuld tone. Hvis alle de politikere, erhvervsvirksomheder, fonde, borgmestre for store byer m.fl., som har udtalt deres støtte til en grøn omstilling for en gangs skyld lader handling følge op på de smukke ord, samtidig med at befolkningen i de rige lande omstiller til "grøn opførsel", så undgår vi måske de mest skræmmende klimakatastrofer. Måske.

Vi ved, at rige lande som der findes i Europa (herunder Danmark) og Nordamerika har haft stagneret og dalende udledninger af CO2. Og vi ved, at såkaldte fattige lande som Kina og Indien, og mange andre lande i samme region og verden over har haft kraftigt stigende udledninger af CO2 de seneste år.



Kilde: Trends in global CO2 emissions: 2014 report

Hr. professor emeritus Niels I. Meyer, hvilken logik benytter du eller hvilken viden har du, som vi ikke er i besiddelse af, siden du kan skrive og konkludere, som du gør?
Mikael Obelitz 2. januar 2016, 18:18
Stor tak til professor Niels I Meyer for dette indslag, som klart og tydeligt viser den usikkerhed, som vi alle kommer til at leve med i mange, mange år ud i fremtiden - hvilket klima og deraf hvilke problemer oplever vores børn og børnebørn??? Vi ved det ikke med sikkerhed. Siden jeg læste til ingeniør har jeg læst adskillige af Niels I Meyers debatindlæg, bøger om samfundsudvikling, energisystemer og nu også om det af energisystemer afledede og alvorlige klimaproblem. Det har været uhyre interessant og altid relevant.
Boe Carslund-Sørensen 3. januar 2016, 00:57
http://inhabitat.com/this-japanese-town-will-produce-absolutely-zero-waste-by-2020/


The small Japanese town of Kamikatsu has a mission to become the country's first zero waste city by 2020, and they are already well on their way. Residents meticulously separate their recyclables into 34 different bins, which makes me feel guilty for complaining about the 3 bins at my own city's collection site. So far, only 20 percent of the city's trash makes it to landfills while the other 80 percent is responsibly recycled – a far cry from the old tradition of burning their refuse.


Hvis det blev indført i Danmark, så vil det gå hårdt ud over de fjernvarmeforbrugere, hvis varme kommer fra afbrænding "affald".
Jørgen Petersen 3. januar 2016, 12:17
Spørgsmålet er fortsat, om vi er på vej mod CAGW? Mere og mere tyder dog på, at vi kun er på vej imod AGW. Heri ligger der jo en stor forskel.
Frank Lansner 7. januar 2016, 12:07
@John Niclasen:
Så vidt jeg kan se udleder Kina lige så meget som EU og USA tilsammen?

Og ja, Kinas økonomi kan se ud til at stagnere, men nogle meer at det nu er Indiens tur til at boome...

Så din pointe er helt korrekt.

@Niels I. Meyer
Jeg er helt enig i din pointe med at COP21 ikke rigtigt gav andet end at en masse leder kunne enes om noget tekst på et stykke papir.
Jeg synes det er godt at det skæres ud i pap for alle: Der er ikke sket noget der konkret knækker kurve for menneskets udledninger af CO2 lige foreløbigt.
Amen .
John Niclasen 7. januar 2016, 13:02
Så vidt jeg kan se udleder Kina lige så meget som EU og USA tilsammen?

Iflg. rapporten, jeg henviste til, stod Kina i 2013 for 29% af CO2 udledningen, USA for 15% og Europa (EU28) for 11%. USA og EU tilsammen er så 26%, som rigtig nok er mindre end Kinas 29%.

Kina overhalede for 2-3 år siden Europa m.h.t. udledning af CO2 per indbygger. Kina var i 2013 1,357 milliard mennesker. Vi var i EU estimeret i 2015 til at være 0,508 milliard mennesker.

Amen

Amen??? Er der ikke religiøsitet nok omkring dette emne?
Deltag aktivt i debatten om artiklen Misforstået klimajubel efter COP21:

Husk mig

Lignende indhold
DebatterSvarSeneste indlæg
COP2137314-10-2016 18:14
▲ Til toppen
Afstemning
Vil Donald Trump trække USA ud af Paris-aftalen?

Ja

Nej

Ved ikke


Tak for støtten til driften af Klimadebat.dk.
Copyright © 2007-2016 Klimadebat.dk | Kontakt | Privatlivspolitik