Husk mig
▼ Indhold

Politisk handling og finansiel krise

Af Sebastian H. Mernild, klima- og polarforsker (Ph.D.) ved International Arctic Research Center, University of Alaska Fairbanks, USA.

Isen smelter og havene stiger. Dette er blandt andet effekten af klimaforandringerne. En effektiv, bindende politisk aftale vedrørende en reduktion af CO2-udslippet behøves. Noget man let kan komme til at glemme i en tid med global, finansiel krise, men ingen, og da slet ikke vores klode, kan være tjent med politiske lappeløsninger og tomme hensigtserklæringer.

Den globale temperatur er i de sidste 100 år steget mellem 0,7 og 0,8 grader celsius, og meget tyder på, at den igangværende opvarmning vil fortsætte i fremtiden. Klimaforandringerne er kraftigst i Arktis, men effekten af det varmere klima forekommer over hele kloden. Gletschere i Spanien, Alaska og Sydamerika – blot for at nævne et par steder – formindskes hurtigere, langt hurtigere end forventet. Selv den grønlandske indlandsis er ingen undtagelse. Indlandsisen mister for tiden omkring 250 kubikkilometer om året. I år 2080 vil det gennemsnitlige nettotab være nået op på omkring 500 kubikkilometer, svarende til 500 isterninger af én kilometer på hver led. Tendensen er klar. Mere og mere af indlandsisen smelter, og mere og mere ferskvand strømmer til havet. Op mod 20 procent af indlandsisens volumen vil smelte bort frem til år 2350. Det vil i sig
selv kunne få havniveauet til at stige med 250 centimeter. Stigningen i verdenshavene er bekymrende, og den forventes at blive langt højere, end hvad FN's klimapanel har vurderet. En sådan stigning er ikke uden konsekvenser. Forskere fra det britiske Tyndall Centre for Climate Change Research vurderer, at 100 millioner mennesker på Jorden, primært i lavtliggende kystområder i Asien, vil blive ramt blot ved en havstigning på én enkelt meter.

Der er ingen tvivl om, at CO2-udslippet og atmosfærens CO2-indhold bør reduceres, da forandringerne i klimaet blandt andet kan føre til konflikter om knappe ressourcer, hungersnød, oversvømmelser og massive folkevandringer. Men at tro, at en reduktion af CO2-udslippet alene er den endegyldige løsning på den globale opvarmning og de potentielle konflikter og katastrofer giver ikke mening. Klimaforandringerne er en kombination af menneskeskabte og naturlige forhold. Den simple klimaløsning eksisterer derfor ikke. Men den bekymrende tendens kan begrænses ved at reducere CO2-udslippet til atmosfæren.

Klima- og energiproblematikken er en af vor tids største politiske udfordring. På globalt niveau forsøger FN og G8-landene (klodens førende industrialiserede nationer) at overskue og begrænse klodens klimaforandringer gennem en langsigtet fremtidig reduktion af CO2-udslippet. På G8-mødet i Heiligendamm, Tyskland, i 2007, blev G8-lederne for første gang enige om at tilstræbe en reduktion af CO2-udslippet med 50 procent i år 2050. Året efter, i 2008 på den japanske ø Hokkido, var udfaldet af G8-mødet en hensigtserklæring om at arbejde for en sådan målsætning. Men G8-ledernes seneste hensigtserklæring har desværre vakt alt andet end entusiasme. Hensigten er, at CO2-udledningen skal halveres i år 2050, men i forhold til hvilket basisår, står stadigt som et åbent spørgsmål. Her er tale om hensigtserklæringer, en klimamålsætning uden substans og bindende aftale i en tid, hvor kloden står over for den største miljøpolitiske udfordring nogensinde. Vil verdenssamfundet have sin indsats vekslet til en hurtigt og målbar effekt, er hensigtserklæringer og ikke-bindende reduktionsmål absolut ikke vejen frem.

I december mødes EU-landene til forhandlinger om en eventuelt vedtagelse af den europæiske energipakke, som inden år 2020 skal nedbringe EU's CO2-udslip med 20 procent i forhold til 1990-niveau, og samtidig sørge for, at 20 procent af energien kommer fra vedvarende energikilder. Polen og Italiens seneste "raslen med sablerne" i form af truslen om brugen af vetoret samt østeuropæernes vilje til at forsinke beslutningen om et fælles EU-standpunkt vedrørende reduktionen af CO2-udslippet fremmer sandsynligvis ikke viljen i hverken Kina eller USA – klodens største CO2-udledere – til at indgå forhandlinger vedrørende bindende CO2-reduktionskrav frem mod eller under FN's klimatopmøde i København næste år. Det vurderes ligefrem som en svær opgave at få andre lande med på en global aftale, hvis EU ikke kommer til fælles enighed i nær fremtid. EU bør derfor gå forrest som et godt eksempel.

Valget af Senator Barack Obama til USA's kommende præsident har i USA skabt en tro og en spiren af forventninger til, at den nye administration med Obama i spidsen vil være mere venligstillet over for dels en reduktion af USA's CO2-udslip, dels at indgå bindende CO2-reduktionskrav, end den nuværende administration er. Hvad kloden har brug for, er en effektiv plan, hvor nøgleordene er: energieffektivisering, energibesparelse, stigende brug af vedvarende energi samt tilpasning til de igangværende klimaforandringer. Nødvendige tiltag for en effektiv global CO2-reduktionsplan, men ligeledes nødvendige for at sikre kloden energi for evt. at løse den igangværende finanskrise. Visepræsident Al Gore fremlagde i november en 5-punkts-plan i avisen New York Times, der på 10 år blandt andet skal gøre USA's samlede strømforbrug CO2-frit. De fem punkter er kort fortalt: 1) Den nye præsident og kongres må for alvor investere i solvarmeproduktion, vindmølleparker og jordtermisk energi; 2) Planlægge et samlet nationalt net til fordeling af vedvarende energi fra de tyndt befolkede egne, hvor energien typisk produceres til byområder med større behov; 3) Hjælpe transportindustrien med at omstille til hybridbiler, der kan køre på vedvarende energi; 4) Energi-effektivisere bygninger, da omkring 40 procent af USA's CO2-udslip stammer fra disse; og 5) USA bør indføre CO2-pris samt gå i front og kræve en mere effektiv aftale i København næste år. Her er tale om en håndgribelig plan og ikke hensigtserklæringer og tomme ord. En plan som klima- og energimæssigt højest sandsynligt vil bringe USA og resten af verden videre ind i det 21. århundrede. EU-landene, USA og verdenssamfundet bør tage et ansvar og se klimaforandringer og energiudfordringerne i øjnene. Vi har brug for politisk handling, også i en tid med finansiel krise.





30. november 2008, 23:44 8 kommentar(er) · 4489 fremvisninger

Kommentarer
kent0311 3. december 2008, 08:32
Sejt
Kosmos 4. december 2008, 12:49
Gletschere i Spanien, Alaska og Sydamerika – blot for at nævne et par steder – formindskes hurtigere, langt hurtigere end forventet.


Vedr. Alaska er det dog værd at tjekke dette - evt. også dette!


Op mod 20 procent af indlandsisens volumen vil smelte bort frem til år 2350


- jovist, men altså under forudætning af, at temperaturerne reelt stiger, som pgl. klimamodel spår!


En plan som klima- og energimæssigt højest sandsynligt vil bringe USA og resten af verden videre ind i det 21. århundrede

- ja, dét må vi da alle håbe!
Mikkel R 4. december 2008, 18:16
"men ingen, og da slet ikke vores klode, kan være tjent med politiske lappeløsninger og tomme hensigtserklæringer."

Mener du som Kyoto


Nej, undskyld bare for at provokere lidt – men samtidigt også lidt oprigtigt ment. Personligt har jeg ingen kontrovers med at følge anbefalinger fra videnskaben generelt og mht. klimaet altså IPCC. Med en undtagelse – hvad man skal gøre. Mener oprigtigt det er et problem i hele klimadebatten at spørgsmålet om "kur" er helt hijacket af "den grønne klub" eller helt skubbet i baggrunden af diskusioner om hvad der korrelerer bedst med temperaturen på divergerende videnskabligt niveau (altså om vi har AGW). Jeg har utallige gange selv oplevet når jeg i samtaler eller på nettet siger Kyoto er spild af indsats nærmest at blive overfaldet (i det mindste verbalt) med sjove påstande om iskerner, afsmeltning, orkaner, oversvømmelse, forrige års varme sommer, det afsvedne græs i sommerhuset, de fattige i Afika – eller i det mindste de korrekte faktuelle data omkring vandstigning, temperaturer og videnskaben om forcing osv. der udgør det reele videnskablige fundament. Fair nok, der er tosser, pop-viden og så de reelt vidende i enhver debat og ethvert spørgsmål. Men det har bare ikke noget med sagen at gøre som ville diskuteres, i.e. effekten af Kyoto. Illustrativt ser jeg klimavidenskaben som givende en diagnose, groft sagt; kloden har feber og der er stor sandsynlighed (udfra hvad vi ved), at menneskelig udledning af GHG's er en primær drivkraft. Derfra er der så et rationelt stykke til, at fastslå kuren udover det simple – at vi skal reducere vores udledning. Med andre ord forskel på at diagnostisere, komme på kuren og udføre den kirugisk. Benytter udtrykkene bevidst da vi kognitivt er helt med på hvordan en læge kan sige; "jo der er noget galt", sende en videre til røngten der bliver analyseret af en anden læge og igen en tredie der udfører en operation. Vi bliver nødt til i klimadebatten at inddrage flere typer af læger og kiruger i langt højere grad end vi gør idag. Ellers ender vi med et politisk makværk baseret på gode hensigter – men med risiko for at indholdet (helt eller delvist) ikke er stort bedre end glansbilleder og varm luft (rammende udtryk mht. konteksten).

Lomborg er et udemærket eksempel på hvor galt det kan gå. Han vover at udtale sig imod Kyoto (bla.) og sjældent i den nyere danmarks historie er en mand udlagt for mere had og personangreb - endda internationalt også. Vi har lokalt i DK skabt et debatniveau med meget lidt loftshøjde og hvor ad hominem er en accepteret standard i debatten fra "begge" fløje. Risikoen er selvsagt en opfattelse af, at det kan være karriereskadende, at udtale sig imod den etablerede sandhed hvad enten vi snakker om fag-eksperter eller politikere. Selvcensur har aldrig været produktivit i noget samfund – vi bliver simpelthen nødt til at tage diskusionen om kur med mere åben indstilling end spørgsmålet om hvorvidt AGW er "korrekt" der i langt højere grad er et fakutelt videnskabligt spørgsmål. Argumenterne for Kyoto fra politisk side: Vi bliver jo nødt til at gøre noget og flyver til Grønland og holder pressemøde foran en gletcher (groft karrikeret). Men igen har det intet med Kyoto at gøre. Endnu en analogi, vi ved fra forskning og anekdotisk emperi at uddannelse er en god ting – for samfund som for individer. Ikke nødvendigvist lineært med længden af uddannelse, men sådan lidt firkantet set som koncept er det vist ikke til diskusion. Betyder denne enighed at vi derefter holder op med debatten og siger – jamen nu har vi skoler, gymnasier, tekniske skoler og universiteter – så må det jo være fint? Nej, vi har lange undersøgelser, forskning og debatter omkring mange forskellige forhold – med andre ord vi diskuterer metoden (-erne) og ikke bare målet/nødvendigheden. Metode her svarer selvsagt til kur / operation i den forrige analogi.

Ikke før "klimaklubben" – og her tænker jeg på alt fra NGO'er til klimafolk på diverse blogs og fora, journalister og helt almindelige mennesker tillader (er åbne for), at man kan stille spørgsmål til metoderne så de kan forædles kan vi øge sandsynligheden for, at vi undgår politisk overflade og billige hensigtserklæringer. En nogenlunde kritisk og vidende presse ville hjælpe – nu det er jul kan man jo håbe?


Der er flere forhold vi bliver nødt til at overveje sagligt. F.eks. bliver vi nødt til at gøre op med hvad der efterhånden har udviklet sig til ignorering af teknologi og udvikling af denne i den brede folkelige – og derved politiske - debat. Et lille tankeeksperiment udtrykt lidt karrikeret/firkantet: Vi skruer tiden tilbage til Kyoto ratificringen og indtager et Lomborgsk agtigt synspunkt om massiv invistering i teknologi, forskning og udvikling for de midler vi istedet ligger i Kyoto. Problemet er at vi selvsagt ikke kan garantere at udviklingen af teknologi rent faktisk udmønter sig i noget konkret, men mere om det senere. Derfor gør vi det ikke, men forholder os til nogle mål omkring udledning og en (vist nok gennemsnittet af 5 modeller?) klimamodel for effekten af udledning de næste 100 år. Lad os så opbygge tre scenarier. A modellens forudsigelser passer, B modellen undervurderer og C modellen overvurderer. Der er vel ingen der vil påstå modellen er perfekt og vi helt kan forudsige forcings, afsmeltning (albedo effekt), skydække eller hvor mange GHG´s der egentligt udledes fra afsmeltet permafrost eller andre "dynamiske" effekter, osv. Med andre ord er det ikke urimeligt at antage at A ikke holder men at såvel B som C i forskellig grad er ganske sandsynligt.

Lad os starte med C – at modellen overvurderer og der er mindre "slemt" end forventet. Kyoto's effekt (den der trods alt er) bliver relativt forbedret – får relativt større betydning end forventet. Scenarie B –det bliver varmere end forventet. Kyoto vil her få formindsket effekt relativt til den tilsigtede – evt. til det punkt at den er ligegyldig hvilket kun kan oversættes til total spild af begge de to resourcer, tid og penge. Scenarie B – Kyoto holder sit løfte. Her er det så lidt for forsimplet at sige at Kyoto blot udskyder den opvarmning vi oplever i 2094 til 2100 (de berømte 6 år fra Lomborg) – da der er strukturelle langtidseffekter af opfyldelse af Kyoto mål. Vindmøllerne bliver f.eks. stående efter 2012 og der er da også sket noget mht. udvikling af teknologi. En ofte henvist til kritik af Lomborgs argumenter kan ses her med flere gode pointer men desværre også lignende overfladiske fejlslutninger som Lomborgs argument. Et eksempel ligger i, at størstedelen af den innovation vi fremelsker med Kyoto er optimering af eksisterende teknologi fremfor reelt ny teknologi. Vi får biler der kan køre lidt længere på literen men får ikke rigtigt udviklet alternativet til forbrændingsmotoren hvad enten vi så snakker el, brint, mikrober, ethanol eller teknologi X. Vi invisterer i bedre netværk (mindsket tab ) og optimerer driften af varme og energiproduktion og et par vindmølleparker – men invisterer ikke lignende sum penge i udvikling af ny teknologi. Som invisteringsobjekt er udvikling (R&D) en risikabel invistering og ganske simple finansielle principper vil altid tiltrække flest midler og fokus til de projekter der er mere sandsynlige, i.e. har et forventet positiv afkast udfra sandsynlighedsberegninger og forholden sig til upside potential og downside risk. Bil producenten ligger flest penge i, at optimere det han allerede har relativ vidensfordel i fremfor, at satse R&D butikken på et enkelt projekt som involverer teknologi som hans eksisterende ansatte ikke har som spidskompetence eller er de ledende eksperter i. For den enkelte generelle fabrik er det heller ikke værd at invistere i ny teknologi med mindre de har noget nær markedsdominans. De vil først og fremmest optimere produktionsprocesser endnu mere end tidligere og med fokus på energiforbruget. Lidt indførsel af teknologi er der – som f.eks. udskiftning af en gammel maskine med en ny mere effektiv osv. Men overordnet set er incitamentstrukturen til optimering af eksisterende processer – ikke til massiv satsning på "eksotisk"/"usikker" R&D der kun er finansielt interessant for en evt. markedsleder – der så af andre årsager vil have modsat rettede incitamenter til at gøre det.

Et andet problem er spørgsmålet om projekter i invistering i ikke Kyoto-lande som (firkantet sagt)"aflad" for egen udledning. Det kan ikke tage lang tid at regne ud at incitamenterne til at benytte penge til, at invistere i allerede eksisterende teknologi i "U-lande" der, groft sagt, er så hamrende energi-ineffektive at man tror det er løgn er stærkere end incitamentet til at invistere i udvikling af ny teknologi. Den ene giver et garanteret "afkast" – den anden et relativt mere usikkert. Fint nok at eksportere viden og teknologi til u-lande, men det giver ingen ny teknologi. Det er da igen værd at bemærke, at det i vid grad er det "moralske argument" der er hjørnestenen i tanken. Her vil jeg opponere og konstatere, at jeg er normativt helt enig – men strengt rationelt dybt uenig. Derudover er der et problem med dokumentation for udledningsreduktionen – hvilket udover at kræve unødvendig, ikke produktiv, administration og kontrolorganer, ikke ligefrem støtter princippet og skaber tillid til mekanismen.

Endeligt dukker problemet med kvoter op. Systemet bliver først fuldt ud implementeret nu men det har mange "fald-gruber" indbygget. På den rent økonomiske fløj er der uden tvivl noget om snakken om plan-økonomi. En virksomhed i vækst, i.e. en der gør det bedre end konkurrenterne, bliver helt automatisk straffet fordi den ikke kvoter nok. Dvs. den skal betale en mer-pris for væksten hvilket firkantet set betyder man dæmper væksten og gør det lettere for de mindre effektive konkurrenter at overleve i længere tid. Mindre effektivt er altid skidt – økonomisk men også mht. energi-effektivitet. Handelsmønstre baseret på andet end markedskræfter har altid historisk vist sig ikke at være holdbare i længden og lede til sub-optimale situatioiner. Nu skal vi ikke overdrive og skrige "Sovjet" men noget er der om snakken og vi bliver nødt til at forholde os til problemstillingen om hvordan kvoterne tildeles. Afkobling af vækst og energiforbrug på nationalt plan som vi kan lide at sige vi gør det i DK (kun devlist korrekt) kan ikke bare ekstrapoleres nedad til alle industrier og forhold i samfundet. Specielt i de industrier hvor der ikke først og fremmest konkurreres på Economy of Scale (stordrift, EOS) men primært på kvalitet, design, service, garantier, og diverse andre parametre vil afkoblingen fra vækst og energi-forbrug være relativt mindre udtalt. Deres konkurrence-evne, vækst og udvikling af produkter (til evt. EOS-forhold) vil blive ramt relativt hårdere. Med andre ord rammer vi de dele af industrien (små og middel-store) relativt hårdere end de helt store – på trods af at de historisk set har stået for de revolutionære introduktioner af ny teknologi og produkter. Det er naivt at tro man kan "skade" konkurrencen i en industri uden også at sænke niveauet for udvikling af industrien – specielt hvis det gøres assymetrisk hvor de mindre rammes relativt hårdere end de store.

Det næste perspektiv med kvoter er handel med dem. For det første skabes en indtægt til udbyderen som er staten. Her har England allerede sagt indtægterne indgår i det almene stats-budget og der vil i alle lande være et politisk/populistisk pres på at benytte nogle af midlerne til hvad vi løst sagt kan kalde "velfærd" eller andre invisteringer der isoleret set kan være fine men ikke nødvendigvist har noget med klima og miljø at gøre. Lad os ikke glemme hvor lang (læs kort) tid siden det er vi havde storstrejke i Danmark for højere offentlige lønninger og før det generalstrejke for ekstra ferie, osv. Overvej her de sociale problemer i specielt Øst- men også Syd-europa med høj(ere) arbejdsløshed, dårligere "velfærd" og mere slidt infrastruktur. Man kan ikke ignorere at en del af pengene med høj sandsynlighed vil blive benyttet til fjollede projekter der kun marginalt kan tilskrives "klima-kamp" hvis overhovedet. Vi vil opleve en tid hvor kunsten i spin bliver at koble initiativer sammen med "energi-besparende", "godt for miljøet" osv. – uden at det reelt har noget med sagen at gøre – eller endnu vigtigere at der er andre mere "klima"-optimale projekter der ikke bliver iværksat fordi der ikke er den store politiske appel i dem. At overlade beslutningerne om brug af penge primært til staten har historisk set aldrig været optimalt (relativt set) – og i det mindste aldrig betinget udelukkende af logik og viden. Der er vel ingen der vil benægte rollen af populisme i politik.

Det andet problem med kvotehandel er at det bliver et helt "nyt" marked – dvs. vi ved ikke helt hvordan det kommer til at fungere i praksis. Vil firmaer opkøbe kvoter som invisteringsobjekt? – ikke urimeligt at tro i og med de kan forsvare det med "forventet vækst" (hvilket kan være reelt nok). Dog vil de samtidigt vide, at de med overvejende sandsynlighed kan sælge dem igen et halvt år senere med fortjeneste – eller i det mindste til noget nær samme pris (dvs. med bregrænset risiko men med positiv forventning) hvilket kun øger attraktiviteten for at opkøbe flere end strengt nødvendigt. Udover at komme med de mindre lødige kommentarer om hvordan Enron angiveligt var med til, at designe kvotesystemet er det værd, at overveje hvor uoverskueligt et marked per definition er – og specielt hvordan det vil opføre sig, hvilke muligheder der er for arbitrage osv. Specielt i disse tider hvor ordet "finans" ikke ligefrem er noget der skaber tillid. Læs hvad Jeffrey Sachs – en af verdens ledende økonomer har at sige om bla. dette.
Having a lot of people engineer financial instruments for carbon when there are much more direct ways to do this strikes me as not really a great investment," Sachs said.
"I'm also not so keen on sending our best and brightest off to do more financial engineering," he said. "I think the kind of (financial) meltdown we have right is a little bit of an example of how we've taken a generation of young people and put them in tasks that don't really solve social problems."

Hele artiklen

Bliver "spændende" at se hvor smertefrit handlen med kvoter kommer til at udvikle sig. Personligt er jeg ikke optimistisk.

Med andre ord er det da sandt der skabes et øget incitament til udvikling af teknologi med Kyoto. Det forgrener sig dog udi udvikling af ny teknologi og i viderudvikling af eksisterende teknologi. Her vil størstedelen af pengene helt automatisk ende i den sidstnævnte kategori grundet simple markedskræfter da incitamenterne er relativt stærkest. Her skal man huske opportunity-cost princippet, midler (penge, tid, udstyr, ansatte, forskere) kan kun bruges til én ting ad gangen. Dvs. samlet set; fordi vi har skabt incitamenter til udvikling af teknologi er det ikke ensbetydende med udvikling af ny teknologi – og er det ikke det vil det betyde vi ikke bruger pengene optimalt hvis ny teknologi er målet.

Her kan vi 10 år efter se et klart dillemma og vi bliver nødt til at gøre op med det. Lomborgs kritik blev af mange affærdiget med at det ene ikke udelukker det andet – at vi kan have Kyoto og samtidigt invistere i ny teknologi. Tiden siden da har så bare vist vi ikke gør det. Staten (-erne) har ikke invisteret massivt i teknologi-udvikling hvad enten det så er i form af direkte forskning, støttepuljer eller diverse samarbedjskonstruktioner med industrierne. Ej heller har staten (-erne) øget incitamenterne til forskning massivt ved f.eks. brug af skattefradrag eller andre incitamentværktøjer der har kunnet booste invisteringer i ny teknologi udvikling fra den private sektor. Desværre har Lomborg generelt fået ret i den del af hans kritik. Kyoto ligger først og fremmest op til gradvis reduktion udfra eksisterende teknologi og proces-optimeringer i alle led af produktions- og forsyningskæderne. Men ingen tror vel på vi kan "spare" os ud af problemet?


Et andet forhold vi bliver nødt til at diskutere er den regionale afgrænsning med Kyoto og herunder bl.a. igen, at gøre op med det "moralske argument". Det at vi har en formodning om, at vi "den rige verden (Annex 1) landene skal gå forrest. Jo, fint nok – men at oversætte forrest til "alene" er decideret dumt i den forstand, at det totalt ignorerer mekanismerne i international handel. Det der kaldes Carbon Leakage – at vi flytter udledning af GHG's til et land uden for Kyoto. Annex 1 landene kan sagtens gå forrest uden at vi oversætter det til alene. Dvs. vi skal betale mere af "gildet" og levere viden og teknologi men regionale aftaler for max. udledning er spild af tid. Vi bliver nødt til at fokusere på resourcerne vi har til rådighed og her er de to primære altså tid og penge – uanset om vi så normativt bryder os om at snakke om penge eller ej. En vigtig ting at huske er at handelsmønstre udvikler sig i sammenhæng med komparative produktionsfordele – ikke absolutte. Det der "jages" i handel er marginalerne – dvs. det er ikke et spørgsmål om hvorvidt produktion bliver decideret urentabelt i f.eks. Danmark men et spørgsmål om hvorvidt det (risiko-justeret) bliver marginalt (nok) mere rentabelt at producere i et andet land. Vi snakker ikke i absolutter men i relative begreber. Dvs. hvis man accpeterer at Kyoto forøger omkostningerne relativt ved produktion har man også accepteret sandsynligheden for at produktionen helt eller delvist outsources (til generelt mindre energi-effektive lande og med øget transportbehov). Ikke kun et spørgsmål om nuværende produktion men også vækst, dvs. udvidelse af produktionen. Flytning af den første slags har flere omkostninger og risici end ved etablering af "ny" produktionskapacitet. Der er mange forhold der spiller ind i dette og man skal ikke male fanden på væggen og hævde at al produktion flytter uden for Kyoto-lande eller noget så plat. Til gengæld er det lige så naivt (og plat) at hævde der ingen Carbon Leakage er overhovedet. Dertil er spørgsmålet om Carbon Leakage vigtigt udfra den assymetriske energieffektivitet der nu engang er imellem Annex 1 lande og andre lande. Produktion i Kina af stål sviner nu engang mere end produktion i Belgien, Tyskland eller Danmark. Dertil kommer ekstra udledning fra transport over hav og land til kunden i forhold til den tidligere situation. Dvs. potentialet i Carbon Leakage er en netto forværing af den globale GHG udledning mht. de enkelte industrier og evt. samlet set.

En anden dimension ved det regionale er det sub-regionale – at det i vid grad er overladt til de enkelte lande inden for f.eks. EU hvad der skal gøres for at nå de opstillede mål. Det betyder at der opstår konkurrence for nationalt at fremstå som "aktive" ved brug af de samme mekanismer med nationalt fokus. F.eks. er et godt eksempel den priskrig der har udviklet sig på at etablere vindfarme. Regeringer konkurrerer om, at garantere en højere og højere pris for aftagelse af vind-produktion af energi – hvor det ellers burde være forhold som effektivitet der skulle være udslagsgivende. Problemet opstår når en pris kommer over hvad en lokation egentligt berettiger til. Her ville et energiselskab så afstå fra invisteringen – men ikke en regering der bliver nødt til at vise handlekraft og "politisk vilje". Det der sker er med andre ord en skævvridning hvor det ikke per se er de mest effektive lokationer der først udbygges med vindmølleparker. Der er ikke nogen mekanisme der lige så effektivt som markedet siger fra når prisen presses op over hvad der er rentablet/effektivt. Et andet eksempel: F.eks. har Tyskland via direkte invistering, lovgivning og fradragsmekanismer kraftigt udbygget med private sol-paneler. Problemet er at Tyskland ikke ligefrem er solrigt og placeringen af sol-paneler vil have været langt bedre i Spanien, Italien, Portugal, Grækenland (bare inden for EU). Den massive udbygning i Tyskland (med anslået 50% af verdens produktion af sol-energi) har samtidigt presset prisen op på Silicium og ikke mindst de færdige produkter og har hermed fordyret installationen andre steder – og derved reelt sænket den. Her er det vigtigt at indse at Tyskland er rigere end f.eks. Italien, Spanien, Grækenland, Portugal og derved "altid" vil "vinde" priskrigen. Fint for Tyskland de kan nå deres designerede mål – skidt for det samlede billede hvor effektiviteten kunne være højere. Og når vi snakker GLOBAL opvarmning er det udelukkende det samlede billede der tæller. Deruodver er nuværende sol-teknologi (varme som el-produktion) stadig kraftig under udvikling. 2. generation og 3. generation er under vejs – men vi (Tyskland) har til gengæld udbygget massivt med 1. generation. Det er indiskutabelt at de midler Tyskland har benyttet (inkl. "mistet" skat) ville have været mere optimalt hvis de var benyttet til sol-paneler i Syd-europa og have bidraget mere kraftigt til EU's samlede mål. Dette besværliggøres af de nationale mål og indflydelse af ganske almen nærhedsprincip og populisme i ethvert nationalt politisk parlament. Vi bliver nødt til at konfrontere denne problemstilling og de mekanismer (politiske) der gør at landene konkurrerer på tilskudsordninger således at vi får en sub-optimal udnyttelse af teknologi.

Den fragmenterede struktur Kyoto ligger op til er heller ikke optimal mht. andre forhold. Tag benzin hvor vi i årevis har haft høje afgifter i Danmark. Dels med henvisning til at vi skal optimere kørslen – dvs. reducere spild og unødvendig trafik ved at fordyre den. Det andet argument er, at vi forstærker incitamenterne til udvikling af mere effektive biler. Vi lader den bare stå uden at gide overveje hvor interessant et marked Danmark er i en global industri og dermed hvor lille dette incitament reelt er for dem der producerer og udvikler biler. Sådanne afgifter har kun effekt såfremt de omfatter betydelige markeder så de mere sandsynligt kan dække udviklingsomkostninger for nye som etablerede producenter, samt opstartsomkostninger for nye – det der er del af det man kalder "entry barriers" for nye producenter. Den slags tilgang har ikke engang vi i DK kæmpet for på EU-plan og det er ikke noget Kyoto ligger op til. Ville ellers være en mulighed for hvor Annex 1 landene samlet kunne gå i forvejen og have en reel effekt på incitamentstrukturen for storindustrien der altså ikke har meget til overs for enkelte landes ønsker - specielt ikke de små.

På nationalt plan er der lignende principper forårsaget af fragmenteringen. Fremfor på EU plan at fordyre olie og kul via en fælles afgift/skat så dem der benytter produkterne til energiproduktion havde incitamenterne direkte i deres regnskaber – og derved bundlinie – har vi indført afgifter i forskellig grad på slutproduktet, dvs. varme og elekticitet. Dette er fint mht. forbrug hos den enkelte borger der slukker for standby strøm og udskifter glødepærer med elspare-pærer, nyere køleskabe osv.. Der er bare ingen direkte incitament til massiv invistering af "grønnere" produktion – det er jo ikke producenterne der betaler afgiften. Det kan forsimplet beskrives som skævvridning af incitamenterne via værdikæden for et produkt. Vil vi gerne have energiproducenter til at mærke afgiften primært er det hos dem i værdikæden afgiften skal ligge. Slut produktet vil stadig være dyrere og bibeholde besparelses-inictamentet hos forbrugeren, tilgengæld vil der pludseligt være konkurrence i at producere energi (el og varme) med mindre CO2 udledning eftersom det kan mærkes i regnskabet hos producenten – og derved afkastet for invistorer eller midler til vækst. Den direkte mekanisme har vi ikke idag. Dvs. selv på nationalt plan er incitament-strukturerne ikke optimale – og slet ikke mht. udvikling af ny teknologi. DONG kigger f.eks. lidt på geotermisk varme – men kun lidt. De vil jo ikke selv direkte høste fordelen ved rent faktisk at få det til at virke. Derfor kan man ikke reelt forvente de bruger alt for mange midler på det.

Den fragmenterede indsats Kyoto ligger op til er per definition ikke optimal hvad enten vi så ser på den globalt (annex1) eller regionalt (EU) eller nationalt (værdikæde transfer/forskubbelse af incitamenterne). Dette gælder både implementering af eksisterende teknologi men ikke mindst udvikling af ny teknologi.

Ser vi på hvad der sker teknologisk er der ting der rykker. Siden 1998 har vi set en udvikling i hybridbiler men ikke den store forfordeling af dem blandt Kyoto-lande. Vi har el-biler under udvikling men det er op til de enkelte lande om de skal afgiftsfratages eller forfordeles på anden vis. Igen et eksempel på hvordan EU (Kyoto-landene) som helhed kunne love 100% afgiftsfratagelse frem til et fastsat år, f.eks. 2012 når Kyoto udløber (eller længere). Det ville have givet massive incitamenter til udvikling af den da de på markedet ville være garanteret en kraftig konkurrencefordel. Men ak, en Lost opportunity. Ganske rammende er det relativt mindre firmaer (THINK, Karma, Tesla) der er længst fremme med at kunne levere færdige produkter lige nu – omend der er forlydende om at GM og BMW også snart er klar med en model (ikke test, men produktion). Portugal og Skotland rykker på udviklingen af bølgeenergi med støtte fra EU – med mere massiv støtte ville denne udvikling have gået hurtigere og de ville være fuldt operationelle og mere udbygget idag. Solceller og paneler (el/varme) rykker i udvikling – dels med hvordan energi lagres hvor forskellige muligheder med smeltet kalk og andre stoffer skal kunne holde på den termiske energi til når solen ikke skinner. Igen er det små firmaer i primært Spanien og USA der er ledere. De får da støtte til udbygning af diverse opstillinger og udvikling – men den helt store massive statsforskning direkte eller i samarbejde med industri ? – nope, nul, nix. Flere store gennembrud er på vej via henholdsvis en solo-forsker i DK og et par kloge hoveder hos MIT i USA samt andre mindre innovatører og entreprenører mht. effektivitet af solceller. Staterne? – glem dem de spiller ingen rolle her - der er jo ingen Kyoto-mål effekt af at give massiv støtte. Dertil er der udvikling inden for så mange andre teknologier – men nu må pointen snart være tydeliggjort. Hvor meget hurtigere kunne denne teknologi-udvikling have været frembragt hvis vi havde turdet satse på den? – hvis vi havde turdet satse på at betale kloge hoveder for at gøre det de gør bedst – tænke og hitte på? – bare i nogenlunde samme seriøse omfang som vi er villige til at smide penge efter en aftale som Kyoto?


Slutteligt mht. USA er der ingen tvivl om Bush ikke ligefrem var en ven af AGW-synspunktet. Det er dog ikke ensbetydene med at de (USA) ikke overhovedet gør noget ved klimaet som den brede offentlige debat ofte giver indtryk af (og lidt dig her i klummen). USA var imod Kyoto af flere årsager – bl.a. nogen af dem jeg har nævnt ovenfor. Derudover har de en indstilling om ikke at kunne lide faste mål – på den ene side er de en commitment men samtidigt er de også en bremse idet der ikke er en årsag til at nå længere end målet. Tværtimod da det blot vil gøre det mere besværligt (dyrt), at opfylde den efterfølgende aftales mål. Dette var et kardinal punkt for USA. Udover at faste mål ikke ligger op til massiv invistering i ny teknologi for de enkelte lande men istedet har stærkere incitamenter til "bare" at spare lidt og implementere mere af eksisterende teknologi. Derudover var der selve målet. EU skulle reducere til 8% under 1990 niveau samlet – og USA til 7%. Et par simple forskelle; USA har kraftig befolkningsvækst hvor EU's er relativt flad. 1990 havde 250 millioner amerikanere, 1998 havde 276 millioner og idag har de over 305. USA er mere end dobbelt så stort som Europa – dvs. mht. transport og tilknyttet udledning er der assymetri. Amerikanerne vil helt automatisk have et større transportbehov end Europæere i gennemsnit – præcist som vi ser folk i Jylland kører over gennemsnittet for personkørsel og folk i København under. Læs; betydning af befolkningstæthed. Sådanne forhold ignoreres ofte om hvorfor USA ikke "hoppede med på vognen". En forhandling der munder ud i et dårligt resultat har to parter til at bære skylden – ikke kun en og det er svært at sige at Connie eller Svend – eller andre i Europa – har gjort noget for at fortælle om hvad USA egentligt ville. Det er firkantet blevet udlagt som at USA vil ikke noget overhovedet da de tror ikke på AGW – hvilket dog ikke korrelerer helt med at der trods alt er sket en del i USA siden 1998 – hvilket kan læses her hvor jeg har forsøgt at kigge på forskellige tal og udvikling i USA . Ikke at USA er rosenrødt mht. klimakampen – men det er heller ikke sort som kul. Som i videnskab bør det i politik være fakta der bør danne fundament for holdninger.

For at runde af med de tre scenarier. Havde vi invisteret kraftigt i udvikling af ny teknologi ville vi hurtigere være kommet igennem den udviklingskurve vi har haft siden 1998 – og evt. videre - inden for forskellige teknologier. Det betyder at vi ville kunne optimere bedre idag med udbygning end hvad vi har set – og endnu mere vigtigt ville vi kunne tilbyde flere teknologier end vindmøller til U-landene (ikke OECD lande) der står for 97% af stigningen i CO2-eq udledning. (EIA 2008 Energy Outlook). Munder COP15 i DK ud i en Kyoto-lignende aftale spilder vi blot mere tid og penge ved at skrue på et par knapper når det vi reelt har brug for er nye knapper. I det mindste fordi vi ikke kan overse at 80% af klodens befolkning ikke er del i Annex1 landene og ikke rigtigt har et reelt alternativ til at svine....... Det er op til os at udvikle alternativer til dem. Ved scenarie C (mindre effekt end forudsagt) er diskussionen mindre væsentlig – men for såvel A (som forudsagt) som B (større effekt) er diskussionen mere relevant. Specielt hvis vi indopererer forsigtighedsprincippet. Des hurtigere vi får udviklet den nye teknologi des hurtigere ville vi kunne imødekomme den mulighed, at modellerne (IPCC 97) på langt sigt undervurderer effekterne af AGW. Med andre ord har vi med Kyoto i 1998 valgt den mulighed der har et relativt større downside-potential og et minimeret/fastlagt upside potential. Massiv invistering i forskning og udvikling har såmænd også et stort downside potential (ingen fremskridt, f.eks. fusionsenergi) men det imødekommes til en hvis grad af, at udvikling historisk aldrig har stået stille samt, at der er flere forksellige teknologier (vind, bring, sol, bølge, ethanol, a-kraft, xyz) der reducerer sandsynligheden for at der slet ikke er signifikante udviklingspotentialer. Tilgengæld har tilgangen også et kæmpe upside-potential der er specielt relevant i scenarie B. Derfor har "Lomborg-logikken" overordnet ret i deres kritik af Kyoto og dens effekter og afledte incitamenter. Selvsagt dette kun er induktiv logik uden nogen sandsynligheds beregninger for fremtiden og modellernes nøjagtighed. Pointen er dog valid nok med mindre det kan afvises at der er unøjagtigheder i at spå om fremtiden og den eksakte effekt af stigende atmosfærisk indhold af GHG´s på langt sigt. Tror jeg trods alt ikke der er tvivl om. Det er fint at lave modeller for at kunne producere sandsynlige fremtidsscenarier - men det er dumt at basere politik på dem da det ignorerer usikkerhederne.

Mernild nu har jeg lagt mærke til du en gang imellem skriver på realclimate.org og formoder du har et "netværk" blandt klimaforskere i et vist omfang – og evt. hos "de grønne" "almindelige" folk. Derfor jeg ligger indlægget her. Håber du kan blive inspireret af noget af det skrevne – om ikke nødvendigvist være fuldt ud enig. Men i det mindste det, at du selv som "klimaforsker" vil overveje foskellen på at være vidende om diagnosticering og om anbefaling af kur. Samt at du evt. vil sprede snakken. Når du her beskriver Al Gore's forslag beror det jo ikke på en faglig evaluering af tiltagene og deres effekt eller omkostning – kontra når du udtaler der om de videnskablige forhold hvor du har reel spidskompetence. Det er bydende nødvendigt vi begynder seriøst, at diskutere forskellige fremgangsmetoder – netop for at undgå de tomme floskler og lappeløsningerne. At vi åbner op for at kunne kritisere tiltag uden det ender i floskler. Her er "klimaklubben", de reelt vidende, en primær drivkraft – og til dels en stopklods lige nu pga. dårligt debatklima, en (som altid) overfladisk presse og for mange "tosser" der reelt har en effekt af "nyttige idioter" for "gør ikke noget" fløjen. Vi skal lytte til videnskaben – det må alt andet lige også betyde vi skal lytte til de kloge hoveder udi handelsmønstre o.lign. når vi diskuterer Carbon Leakage og andre eksperter mht. fornuften i finansielle CO2-kvoter som "eksperiment". Ikke bare politikere eller (groft sagt) grønne NGO'er der først og fremmest har gode intentioner men ikke per se faglig spidskompetence inden for Økonomi, Innovation, Teknik, osv. Nu har jeg (endnu) ikke selv gennemlæst Al Gore's forslag men forestiller vi os, at jeg (eller en anden) er hypotetisk uenig i dele af dem er det altså svært at diskutere det sagligt/fagligt i dagens debatklima – og det er skidt – for klimaet vel at mærke.

Enough said. Hyg dig i USA
– forbandet dejligt land på mange måder og slet ikke så slemme som de tit gøres til.

Mere Kyoto-kritik har jeg skrevet om her for interesserede.
Kosmos 4. december 2008, 20:56
@MR:
Særdeles grundig og oplysende kommentar, hvis substans jeg kan erkære mig helt meget enig i - i dét omfang, jeg forstår den!

Der er dog en bitte detalje i dine skriverier, der undrer mig: Du ser ud til at have ganske omfattende økonomisk viden - ikke des mindre skriver du konsekvent "invistering(er)"! Kunne vi dog ikke enes om, at det altså på dansk hedder "investering(er)"??
Kosmos 4. december 2008, 20:59
'...erkære mig helt meget enig i' - måske lidt voldsomt?: '...erklære mig meget enig i' ville nok have passet bedre!
mernild 9. december 2008, 12:38
@Mikkel R,

Interessante tanker du har sat paa skrift! Jeg taenkte nu mere paa de igangvaerende/fremtidige forhandlinger i Polen/fremmod COP 15 i Kbh, samt paa det som G8-landene meldte ud efter moederne i Tyskland og Japan.
Hensigten med klimaklummerne her paa klimadenbat er bl.a. at skabe en debat blandt brugerne, og mellem jer og mig.

Bedste hilsner
Sebastian H. Mernild
miljoegrisen 9. december 2008, 15:41
En rigtigt god Klumme som alle burde læse!
miljoegrisen 22. december 2008, 16:51
Mere fra mernild:
http://sermitsiaq.gl/klima/article64849.ece
Deltag aktivt i debatten om artiklen Politisk handling og finansiel krise:

Husk mig

Lignende indhold
NyhederDato
Krise får USA's CO2-udledning til at falde med 5 procent14-08-2009 10:10
Ingen krise for solenergi11-05-2009 11:43
Prins Charles: Klimaet er den egentlige krise29-10-2008 20:07
Finanskrise truer tyske vindmølleparker på havet27-10-2008 14:35
Barroso: Klimaaftale skal i hus uanset finanskrise14-10-2008 21:36
DebatterSvarSeneste indlæg
Den økonomiske krise323-01-2012 20:17
Connie Hedegaard og klimapolitisk handling4012-06-2008 13:11
Vores handling og vores tanker..414-04-2008 12:12
▲ Til toppen
Afstemning
Vil Donald Trump trække USA ud af Paris-aftalen?

Ja

Nej

Ved ikke


Tak for støtten til driften af Klimadebat.dk.
Copyright © 2007-2016 Klimadebat.dk | Kontakt | Privatlivspolitik