Næste år vil EU’s CO2-kvoteregler også omfatte
fly, som skal betale for hvert ton CO2, de udleder. Reglerne gælder også for fly fra ikke-EU-lande, som flyver i Europa. Og det har affødt voldsomme protester fra den amerikanske regering.
Uenigheden blev offentlig på en konference i Oslo i denne uge. Amerikanerne mener, at CO2-kvoter er den forkerte løsning på et vigtigt problem. De får støtte fra store dele af den europæiske flyindustri, som frygter, at en i forvejen truet branche vil få endnu dårligere økonomiske vilkår.
Den europæiske delegation refererede EU-præsident Barroso, som har sagt, at EU-kommissionen altid er parat til konsultationer, men at EU hverken vil fjerne eller udsætte direktivet.
Det er endnu uklart, hvordan oversøiske flyselskaber skal behandles efter 1. januar, hvis de ikke betaler for deres CO2-udledning, men EU oplyser, at der vil blive uddelt bøder til selskaber, som ikke overholder de nye regler, skriver Businessgreen.com.