På vej mod 6 graders opvarmning

Jørgen E. Olesen, Aarhus Universitet, Institut for Agroøkologi

Af Jørgen E. Olesen

De seneste år har dagsordenen for politikere i både Europa og USA været den truende recession efter finanskrisen i 2008. Der er ganske givet mange dårligdomme, der trænger til stive koste i både banker og regeringer for at få fejet op. Desværre har denne dagsorden skygget for de potentielt langt mere alvorlige effekter, som vil ramme det globale samfund i form af klimaændringer.

Nogle vil måske mene, at den økonomiske krise må have fået de globale udledninger af drivhusgasser til at falde. En lavere økonomisk aktivitet giver jo et mindre energiforbrug og dermed lavere udslip af CO2 og andre drivhusgasser. Den finansielle krise gav ganske vist et lille fald i de globale CO2-udledninger i 2009, men siden da er udledningerne steget i samme takt som før krisen. Det skyldes, at finanskrisen faktisk er gået ganske let hen over økonomien i de store vækstlande i Asien, Sydamerika og Afrika.

Det er også de såkaldte udviklingslande, som for tiden mere må kaldes vækstlande, der driver stigningerne i udslippet af CO2. Allerede i 2005 blev industrilandene overhalet af udviklingslandene med hensyn til det samlede CO2-udslip. En del af udslippet i udviklingslandene var dog knyttet til produktion af varer, der blev forbrugt i industrilandene. Det var således først efter finanskrisen i 2008, at udviklingslandene overhalede industrilandenes CO2-udledninger – også på forbrugssiden.

Den kraftige økonomiske vækst i udviklingslandene er de fleste steder baseret på forholdsvis gammeldags energiteknologi, bl.a. kul. Ifølge det Internationale Energi Agentur (IEA) er omtrent halvdelen af udbygningen af energiinfrastrukturen på verdensplan over de seneste 10 år baseret på kul, og kun omkring 10 % er baseret på vedvarende energikilder. Det har ført til en årlig stigning på ca. 2,5 % i de globale udledninger af CO2, og der ligger vi stadig.

En årlig stigning på 2,5 % i CO2-udledningerne er ekstremt meget. Det indebærer en fordobling i udledningerne på blot 30 år, men det er helt i overensstemmelse med en fortsættelse af den historiske udvikling. Det er nemlig lykkedes udviklingslandene at fordoble deres udledninger på blot 12 år, og samtidig har udledningerne i industrilandene ligget fladt. I virkeligheden ligger disse stigningstakter i toppen af både de tidligere og de nye emissionsscenarier fra FN’s klimapanel. Alt tyder altså på, at selv forskningsverdenen har undervurderet, hvor hurtigt klimaudviklingen kan gå, og hvor meget det haster med handling.

Hvordan har dette kunnet ske, når politikerne selv på G20-møder kunne enes om, at klimaændringerne skal begrænses til 2 grader? Lad mig sige det rent ud: Kyoto-protokollen har spillet fallit. Det skyldes især, at udviklingslandene ikke var en del af Kyoto, og at industrilandene så oven i købet har outsourcet en del af produktionen og dermed også udledningerne til disse udviklingslande. Dette skulle der naturligvis rettes op på ved de nye klimaforhandlinger, men som bekendt fra det pinlige møde i København i december 2009, er der ikke kommet meget suppe ud af den pind endnu. Der er tilsyneladende ikke nogen vilje i det globale samfund til for alvor at tage tyren ved hornene.

Det er ikke meget bedre i Europa isoleret set. Her er ambitionerne for reduktion af udledningerne latterligt lave. Det har betydet, at markedet for CO2-kvoter reelt er brudt sammen, med det resultat at det væsentligste instrument, som skulle få energiforsyningsselskaberne til at fremme energibesparelser og vedvarende energi, er sat ud af funktion.

Danmark er tilsyneladende en klima-duks, og politikernes energiaftale fra foråret er overordnet ganske fornuftig og ligger meget i tråd med anbefalingerne fra Klimakommissionen. Men også her er der torne i Paradis. Udfasningen af kul på kraftværkerne til fordel for biomasse vil nemlig ikke i nævneværdig grad reducere CO2-udledningerne, for denne biomasse er ikke CO2-neutral, selv om det i bureaukraternes papirer ser sådan ud. Desuden vil en udfasning af kul på de danske kraftværker jo blot give andre lande i EU øgede muligheder for at øge deres kulforbrug inden for kvotehandelssystemet. Det havde formentlig været bedre, hvis Danmark i stedet havde opkøbt nogle af EU’s CO2-kvoter og så smidt dem væk. Det minder betænkeligt om en gang grøn-vaskeri.

Hvor meget tid har vi så at gøre godt med? Det kritiske år kan meget vel ligge så tæt på som 2017. IEA har opgjort, hvor store udledninger af CO2, vi har bundet os til i form af investeringer i energisystemer (kraftværker, biler m.v.), som naturligvis skal afskrives inden der investeres i ny teknologi med lavere udledninger. Med den nuværende udvikling vil vi i 2017 have investeret i så meget energiteknologi baseret på fossile brændsler, at en kritisk global temperaturstigning ikke kan undgås. Når politikerne i de globale klimaforhandlinger reelt har udskudt en kommende klimaaftale til 2020, har de dermed også afskrevet at kunne holde temperaturstigningerne under 2 grader.

Med den nuværende udvikling er det svært at se, hvordan globale temperaturstigninger på 3-4 grader skal kunne undgås. Dermed kommer vi så i en situation, hvor nogle af de kritiske grænser i klimasystemet overskrides. Indlandsisen på Grønland risikerer at være tabt, og også Antarktis vil begynde for alvor at miste masse. De medfølgende stigninger i havspejlet vil være kolossale. Det er nok ikke det værste, for med så store temperaturstigninger risikerer der at komme nye tilbagekoblingsmekanismer i klimasystemet, bl.a. fra CO2-udledning fra permafrostområder i Sibirien, Canada og Alaska.

Udviklingen risikerer derfor meget let at komme ud af kontrol. Resultatet kan blive temperaturstigninger på 6 grader eller mere. Jeg ved, det lyder som en skræmmekampagne. Jeg ville ønske, at det var. Selv forskere inden for klimaændringer har svært ved at forestille sig så store ændringer i klimasystemet. Men selv om det er skræmmende udsigter, er disse udsigter mere virkelige, end nogen normalt gør sig klar. Jeg vil selv vurdere, at der er en ganske stor risiko for, at vi ender med temperaturstigninger på 6 grader eller mere.

Det er vigtigt at huske på, at klimaproblemet ikke løses lige så let som andre forureningsproblemer. Drivhusgasserne akkumuleres nemlig i atmosfæren, og det tager årtier til århundreder, før de forsvinder igen ad naturlig vej. Det haster derfor ekstremt meget med handling, og der er faktisk masser, der allerede nu kan gøres for at spare på udledningerne. Vi kan ikke vente på politikerne – borgere og erhvervslivet må gå foran, hvis politikerne ikke formår. Ellers drukner vi i vores eget CO2.

Hu hej, hvor det går.