Af Sebastian H. Mernild, klima- og polarforsker (Ph.D. og Post Doc.), University of Alaska Fairbanks, Alaska, USANedtællingen til klimatopmødet – den 15. konference for parterne til FN's rammekonvention om klimaforandringer (COP15: Conference of Parties) – i København år 2009 er begyndt. Om præcis to år, i perioden fra 30. november til 11. december, er København rammen og den danske regering vært for FN's klimatopmøde. Et topmøde, hvor alverdens ministre forhåbentlig kommer forhandlingsslutspillet til bunds vedrørende en global enighed om CO2-reduktion for den kommende generation. Et forhandlingsforløb, der sparkes yderligere på vej af det kommende FN-klimatopmøde på Bali til december i år. På dette Bali-møde kan hjørnestenene til slutspilsforhandlingerne i København 2009 forhåbentlig blive skabt. Det er bestemt ingen nem politisk opgave at komme til enighed vedrørende en ny global CO2-reduktionsaftale efter år 2012, hvor Kyoto-protokollens første forpligtigelsesperiode udløber. Vil en juridisk aftale være mulig, med de mangfoldige nationale interesser der hersker kloden rundt? Bush-administrationen er noget henholdende med tilkendegivelser vedrørende en CO2-reduktion for USA, og som det ser ud pt. ligger kineserne, inderne og udviklingslandene desværre nølende og tøvende i kølvandet på amerikanerne. Med Danmark som værtsnation er der tale om en enestående mulighed for at præge de nationale interesser kloden rundt og den internationale dagsorden på klimaområdet for fremtiden. Beslutningstagerne står over for en politisk udfordring – den største udfordring i vor tid, og her kan vi videnskabsfolk bidrage til bl.a. en bedre og bredere forståelse af den globale opvarmning samt konsekvenserne deraf. Videnskabeligt befinder vi os i en interessant periode, IPY-4 (the fourth International Polar Year), hvor videnskaben (natur-, sundheds- og sprogvidenskaben) i årerne 2007–2009 (marts 2007 til marts 2009) har særlig fokus på polarområderne: Arktis og Antarktis. Forskere verden over, fra mere end 300 universiteter og forskningsinstitutioner, bidrager aktivt til denne fjerde IPY-periode, ved bl.a. at gennemføre et utal af internationale ekspeditioner og konferencer, fremtidige klimatiske og cryosfæriske (is, sne, permafrost og havis) modelberegninger, samt kortlægning af nutidige processer og klimaforandringers effekt i de polare egne. En effekt der i år 2007 synes ekstrem ved bl.a. en ny rekord i afsmeltningen af Indlandsisen. Konsekvenserne af de ændrede klimaforhold synes hastigt fremskreden i det arktiske område.
Det er nu fjerde gang (IPY-4; 2007–2009), at den videnskabelige verden står sammen om en fælles forskningsindsats i polarområderne. Forskere, også på tværs af faggrænser, vil i et vidtforgrenet nationalt og internationalt samarbejde kaste sig over de mange arktiske og antarktiske videnskabelige problemstillinger, som kan give ny værdifuld viden om tilstandene i polarområderne i for-, nu- og fremtiden. IPY-4 kommer belejligt, dels af hensyn til de markante ændringer der observeres i f.eks. det arktiske område som følge af klimaforandringer, og dels fordi denne intensive forskningsindsats vil kunne anvendes som grundlag – som en slags værktøjskasse – for drøftelserne vedrørende den fremtidige CO2-udledningsstrategi, når beslutningstagerne samles til COP15 i København. Denne fjerde IPY-periode er til dato den mest omfattende, såvel økonomisk som projektmæssigt, med sine i alt 208 nationale som internationale forskningsprojekter. De tre tidligere IPY-perioder: 1882–1883 (IPY-1), 1932–1933 (IPY-2), og 1957–1958 (IPY-3, også kendt som International Geophysical Year (IGY)), kan på ingen måde tilsammen hverken i antal af projekter eller forventninger komme på omgangshøjde med den igangværende IPY-periode. Der er store internationale forventninger til IPY-4. På verdensplan er der rejst mere end 2,5 milliarder kroner, hvoraf det danske bidrag udgør godt 3%, hvilket svarer til 76 millioner kroner øremærket til IPY-projekter fra dansk side.
Undertegnede er en af de danske forskere, der har valgt udlandet – USA – som arbejdsplads, af såvel faglige, økonomiske som eventyrlige årsager. I Alaska leves livet efter naturens skema. Med temperaturer ned til minus 54 grader celsius i vinterperioden og op til 37 grader celsius i sommerperioden, og med bjerge, dale, gletschere, søer, floder og fjorde kan man ikke blive andet end fascineret af det barske, vekslende og idylliske miljø. Som polarforsker har arbejdet med ekspeditioner og konferencer bragt undertegnede rundt i det cirkumpolare arktiske område, bl.a. på Svalbard, Canada, Rusland og i Grønland, men intet slår forholdene og vildnisset i Alaska. Fagligt blev Amerikas arktiske universitet, University of Alaska Fairbanks (UAF), valgt, pga. sin stab af globale topforskere og ikke mindst af økonomisk årsager, fordi forskningsmidlerne, også under IPY-4, er betragteligt større end hjemme i Danmark. Økonomiske og faglige forhold som for undertegnede har skabt mangfoldige samarbejds- og forskningsmuligheder med forskningsgrupper rundt om i USA og i Japan. I Alaska satses der hårdt på IPY-4, og godt 30% af samtlige IPY-4 projekter har UAF-forskere involveret.
Man kan passende spørge, om den danske regerings bidrag til IPY-4 med kun 76 millioner kroner er et beløb, vi kan være stolte af, når klimaproblematikken af FN's generalsekretær Ban Ki-moon m.fl. vurderes som "vor tids udfordring". De 76 millioner kroner er en lille andel, men absolut bedre end intet, vil nogen sige. Men er der sammenhæng mellem den danske regerings bevilligede midler og politiske mål? Ikke som det ser ud i relation til IPY-4! Når det er sagt, skal det retfærdighedsmæssigt nævnes, at regeringen inden for klimaområdet får mere og mere syn for sagen, hvilket for fremtiden vil betyde mere fokus på klimaforandringer, også i det arktiske område. Dette bl.a. gennem etableringen af det nyoprettede Klima- og energiministerium med
Connie Hedegaard i spidsen. Det er desuden regeringens politiske prioritering og ambition, at Danmark i år 2009 etablerer et videncenter – et "klimauniversitet" i Grønland, som skal tage sig af bl.a. klimaproblematikken og dennes effekt. Etableringer af et sådant videncenter vil ud over at styrke klimaforskningen i Arktis desuden have høj signalværdi forud for COP15 i København og stille Danmark som en ambitiøs vært. Med den hastighed ændringerne sker i det arktiske naturmiljø som følge af klimaforandringer, er der netop i denne tid også behov for en forstærket politisk og økonomisk dansk indsats.
I år 2007 oplevede Indlandsisen (over 2.000 meters højde) en rekordstor afsmeltning ved en længere tøvejrsperiode på op til 25–30 dage sammenlignet med gennemsnitstal for perioden 1988 til 2006. Dette hovedsageligt i den sydlige del af Indlandsisen. Desuden var smelte-indekset (et mål for afsmeltningen defineret som smeltningsarealet multiplicerede med antallet af smeltedage) i år 2007 for hele Indlandsisen omkring 20% højere end middelværdien for 1988–2006. Siden år 1998 har Indlandsisen været udsat for de fem højeste smelte-indekser: i 1998, 2002, 2004, 2005 og 2007 (2006 rangerer som nummer syv). Klimaforandringerne er ved at gøre sit indhug i det arktiske naturlandskab, og i særdeleshed i Indlandsisen.
Videnskabsfolk har gennem IPY-4 for fjerde gang vist, at de har formået at stå sammen om et fælles globalt projekt. Interessant bliver det, om alverdens toppolitikerne, med deres forskellige nationale interesseområder er i stand til at stå sammen om endnu en global miljøpolitisk bindende handlingsplan: om en reduktion af det menneskeskabte CO2-udslip, eller endnu bedre: en stabilisering af atmosfærens CO2-indhold? Sidst kloden så et succesfuldt miljøpolitisk samarbejde, var i forbindelse med den international aftale, udformet med det formål at beskytte ozonlaget omkring Jorden ved at udfase produktionen af en række freon-gasser (CFC-gasser). Montreal-protokollen (The Montreal Protocol on Substances That Deplete the Ozone Layer) blev underskrevet i 1987 og allerede iværksat i 1989, og den er måske den mest succesrige internationale miljømæssige aftale til dato. En aftale som netop i år kan fejre sit 20-års jubilæum. Ratificeringen af Montreal-protokollen medførte en begrænset udledning af ozon-nedbrydende stoffer og efterfølgende en reduktion af atmosfærens koncentration af CFC-11 allerede efter otte til ni år (i 1995 og 1996), hvorimod CFC-12 først har opnået et stabilt leje her omkring 2006 og 2007. Med denne protokol var vi vidne til det ypperste eksempel på internationalt miljøpolitisk samarbejde til dato. En lignende politisk succes for CO2 ønskes forhandlet på plads senest ved COP15, så effekten af de hastigt fremskredne klimaforandringer på sigt i bl.a. det arktiske område griber mindre forstyrrende ind i det barske og idylliske naturlandskab. Tidshorisonten for en stabilisering af atmosfærens CO2-indhold er ikke om otte til ni år, men vel nærmere om måske 30, 50 eller 100 år, såfremt en effektiv global bindende politisk enighed opnås.
Der er grund til bekymring blandet med optimisme. De omfattende og hastigt fremskredne klimaforandringer og deres konsekvenser, bl.a. synliggjort under IPY-4, er forhåbentlig med til at bane vejen for en optimistisk politisk udvikling. Klimakonferencen i København i år 2009 bliver måske stedet og året, hvor klodens ministre igen samles om en ratificering af en international miljømæssig aftale. Nedtællingen er i gang mod den største politiske udfordring i vor tid.