Nedtælling til COP 16 – starter mandag

På mandag går startskuddet til FN’s klimatopmøde i Cancun i Mexico, COP 16. Det efterfølger COP 15-topmødet i København sidste år. Man skal ikke forvente en ligeså højt profileret begivenhed. Antallet af deltagere og tilrejsende journalister er betydelig lavere end i fjor, men konferencen er alligevel af stor betydning for den kommende, internationale indsats over for klimaforandringerne.

COP 16, som begynder 29. november og slutter 10. december, vil næppe få besøg af betydende statsoverhoveder. De fleste forhandlingsdelegationer ledes af lavere rangerende ministre, typisk miljø- eller klimaministre. Og pressen holder en halvlav profil. I København havde BBC alene udsendt 20 journalister, men tv-stationen forventer blot en enkelt reporter til Cancun.

Man skal ikke forvente en bindende klimaaftale mellem verdens lande. Det mislykkedes i København, og det er reelt ikke på dagsordenen i Cancun. Men de tunge emner vil være de samme i Mexico, som de var året før i Danmark. Det københavnske kompromis, Copenhagen Accord, indebar blandt andet, at den rige del af verden inden 2020 skulle støtte de fattige lande med 100 milliarder dollar, så de kunne omstille deres produktion og tilpasse sig klimaændringerne. Disse penge er ikke faldet i det forventede tempo, hævder mange ulande, så det vil givetvis blive et varmt emne.

I København lovede en række lande, herunder de industrialiserede nationer, at indrapportere, hvad de ville gøre for at reducere deres CO2-udslip, og hvor store reduktioner, de ville byde ind med, så FN-målet om at holde den globale temperaturstigning nede på under 2 grader kan blive overholdt.

Kyoto-protokollen, der regulerer nogle landes CO2-udslip, udløber i 2012, så der er trods mange landes modstand mod en juridisk bindende aftale, behov for en ny protokol eller aftale. Det vil nogle lande arbejde hårdt på at få seriøst på dagsordenen, mens andre lande vil modarbejde.

Et af disse lande kan – Obama eller ej – vise sig at være USA, der vil have store udviklingslande i stærk vækst som Kina og Indien til at tage deres del af ansvaret for klimaet, selv om – som disse lande hævder – de kun har et yderst beskedent medansvar for den udledning af drivhusgasser, som er foregået det sidste århundrede.

Klimadiskussionen handler i bund og grund om økonomi. Og lige nu fokuserer mange lande på, hvem der skal betale den største regning for at stoppe den globale opvarmning. Der er stadigvæk ret beskedent fokus på, hvem der kommer til at betale den endelige regning, når konsekvenserne af den globale opvarmning for alvor bliver mærkbare for klodens beboere i løbet af de næste årtier.