Husk mig
▼ Indhold

Analyse

Af Peter Nicolaisen
Artiklen er en del af et universitetsspeciale fra 2017.


< Forskningsdesign og metodeIndholdsfortegnelseDiskussion >


Analyse
Som indledning på dette kapitel vil jeg ved hjælp af Det Danske Valgprojekt fastslå værdien af den ideologiske forskel mellem partierne gennem undersøgelsesperioden. Næste skridt bliver at undersøge udviklingen i klimaforskningens gennemslagskraft fra 1990 til 2014. Derpå vil jeg fastlægge partiernes opfattelse af klimaet inden oprettelsen af klimapanelet. Efter at have etableret et udgangspunkt sammenlignes problemdefinitionen fra udvalgte IPCC-rapporter med Venstre og Socialdemokratiets fremstilling af klimasituationen på de tilsvarende tidspunkter. Afslutningsvis sammenholdes partiernes valg af policy-løsninger i baselinen og de valgte nedslagsår.

Partiernes ideologier
Dataene fra Det Danske Valgprojekt vil blive brugt til at følge udviklingen i den ideologiske forskel mellem Venstre og Socialdemokratiet. Socialdemokratiet bliver i hele perioden scoret til en position lige omkring fire, mens Venstre også ligger ret stabilt omkring 7,51 (Valgundersøgelserne, 1971-2011).

Fordi respondenterne også er blevet spurgt om deres eget udgangspunkt, er det muligt at holde partiernes positioner op imod gennemsnitsvælgerens ståsted. I forhold til den gennemsnitlige vælger ligger Socialdemokratiet til venstre med en fast margin på omtrent halvanden enhed i hele perioden. Venstre ligger til højre for gennemsnitsvælgeren, dog med en større afstand til den mest gængse position end Socialdemokratiet. De danske vælgeres lokalisering af partierne bekræfter, at der er tale om to ideologisk forskellige aktører, som kan siges at høre til på hver sin politiske fløj. Om end Venstre befinder sig længere ude mod den ideologiske pol end Socialdemokratiet, der placerer sig marginalt til venstre for midten (Stubager et al., 2016: 22).

Hullet mellem målingerne i periodens begyndelse lader ikke til at være undergravende for datasættets validitet, hvis man tager udviklingen de resterende år i betragtning. Målingen fra 1987/1988 flugter nemlig for begge partiers vedkommende med den fra 1994 og de resterende år. Det er derfor usandsynligt, at der i de mellemliggende år skulle have været et ekstremt skift i partiernes positioner. Selvom datasættet ville have været styrket, hvis spørgsmålet havde været stillet i 1990, kan det stadig bruges til at konkludere, at partierne har adskilt sig ideologisk igennem hele perioden.

Resultatet fra Det Danske Valgprojekt stemmer godt overens med Huber og Ingleharts ekspertundersøgelse fra 1995, hvor Socialdemokratiet på en lignende skala scorede 4.22, mens Venstre blev vurderet til 8.11 (Huber & Inglehart, 1995: 95).

Konstant ideologisk forskel
Overordnet kan målingen af partiernes ideologier bruges til at bekræfte, at hverken Venstre eller Socialdemokratiet har lavet markante ideologiske bevægelser. Selvom partierne ikke har været helt invariante i deres ideologier, er der stadig grobund for at se udfaldet af den afhængige variabel i lyset af en relativ jævn, ideologisk forskel mellem partierne. Hvis partierne nærmer sig hinanden på problemdefinitionerne og valget af policy-løsninger, kan det altså ikke forklares med, at partierne ideologisk har nærmet sig hinanden.

Klimaforskningens gennemslagskraft
Denne variabel er sammensat af to underliggende parametre, klimaforskningens synlighed i medierne samt graden af konsensus blandt klimaforskere, om den globale opvarmning er menneskeskabt eller ej. Jeg vil først gennemgå udviklingen i synlighed og konsensus hver for sig og siden komme med en overordnet analyse af klimaforskningens gennemslagskraft gennem perioden.

Synlighed
Der er igennem perioden en klar tendens til, at IPCC’s rapporter får mere omtale i landsdækkende danske dagblade lige omkring deres udgivelse. I 1990 er der, som det ses af Tabel 4, en meget beskeden dækning af klimarapporterne, mens der især omkring udgivelsen af den femte rapport sker en markant stigning i mediernes interesse for panelets arbejde. For alle perioderne gælder det, at IPCC’s medieeksponering stiger, når panelet lancerer en ny rapport.

Tabel 4
Tabel 4: Oversigt over mediernes dækning af IPCC to uger før og efter deres udgivelse (udgivelsesmåned) og seks måneder før udgivelsen (tilfældig måned) (se Bilag 1 for datoangivelser)

Opgørelsen viser dermed, at udgivelserne har en klar effekt på mediedækningen af IPCC, og at panelets mulighed for at skabe resonans gennem medierne stiger med tiden. De to artikler fra 1990 fyldte ikke meget i mediebilledet, mens de 103 omtaler, som den sidste rapport genererede, må formodes at kunne henlede politikernes interesse på panelets forståelse af klimasituationen. Særligt hvis man tager i betragtning, at dette kun er udtryk for avisernes behandling af emnet, der i en dansk sammenhæng har vist sig ikke at afvige markant fra tv-nyhedernes dagsorden (J. G. Andersen & Borre, 2003: 127)

Konsensus
I sin opgørelse over den videnskabelige enighed om menneskets rolle i klimaforandringerne finder Cook en tendens til, at der fra udgangspunktet i 1991 til 2001 bliver større opbakning til tesen om menneskeskabt opvarmning af kloden (se Figur 3 nedenfor) baseret på artikelforfatternes vurdering af egne artikler. Der er ikke tale om en lineær progression i konsensus, der kun er konsekvent stigende i de første par år af undersøgelsesperioden. Selvom enigheden derefter fluktuerer, når den aldrig i nærheden af udgangspunktet i 1991. Cooks fund kan derfor i forhold til min problemstilling bidrage med evidens for, at der fra 1990 til 2001 bliver mere konsensus blandt klimaforskere om, at den globale opvarmning er menneskeskabt.

Figur 3
Figur 3: Grafen viser udviklingen i procentdelen af artikler, som støtter menneskeskabt global opvarmning i perioden 1991-2011. Procentdelen af støttende artikler er baseret på artikelforfatternes egen vurdering af deres artikler. Figuren er modificeret fra Cook (Cook, 2013).

Til at fastslå den videnskabelige konsensus om menneskeskabte klimaforandringer for det sidste nedslag i 2014 bruger jeg resultaterne fra en undersøgelse blandt amerikanske, naturvidenskabelige forskere (Carlton et al., 2015). Her tilkendegiver 96,7 % af de adspurgte klimaforskere, at de støtter teorien om, at mennesket spiller en afgørende rolle for ændringerne i den globale middeltemperatur. Dermed viser Carlton en højere grad af konsensus i 2014, end Cook finder i 2001. De to studier bruger som tidligere nævnt to forskellige metoder, men som det ses af Figur 3, stemmer Carltons resultat godt overens med Cooks påvisning af en stigende konsensus i slutningen af undersøgelsesperioden. Ved at holde studierne op imod hinanden fremstår Carltons fund altså som en naturlig forlængelse af tendensen fra Cooks studie.

Som Haas og Albæk fremfører er videnskabelig konsensus lig med bedre muligheder for at påvirke politik. Den stigende konsensus gennem perioden kan derfor ses som en styrkelse af klimaforskningens politiske mandat - i hvert fald hvis man betragter den markante majoritet inden for klimaforskningen, der abonnerer på forestillingen om menneskeskabte klimaforandringer.

Stigende gennemslagskraft i løbet af perioden
Omkring udgivelsen af den første IPCC-rapport i 1990 var mediernes opmærksomhed på panelet minimal og den videnskabelige konsensus om menneskeskabte klimaforandringer relativt lav. Frem mod 2001 rykker begge parametre sig i opadgående retning, så medierne udviser større interesse for rapporten, og klimaforskerne i stigende grad bliver enige om klimasituationens karakter. I 2014 er mediedækningen af rapporten massiv med over hundrede artikler på én måned, mens klimavidenskaben står næsten fuldstændig samlet i tvisten om menneskets rolle i den globale opvarmning. Ifølge Haas’ teori om videnskabelige fællesskaber vil IPCC’s politiske pondus dermed stige for hvert nedslag. Det skyldes til dels, at de med tiden får mere medieeksponering og dermed bedre kan gøre indtryk på politikerne ved at skabe en slags chok eller en focusing event med Kingdons termer. Samtidig betyder den øgede konsensus, at klimaforskernes vurderinger står stærkere over for det politiske system – en pointe hos både Haas og Albæk. Analysen af undersøgelsens uafhængige variabel viser altså, at den med tiden får en højere værdi, og at klimaforskningen derfor får bedre betingelser for at påvirke de politiske problemdefinitioner og policy-løsninger.

Partiernes og klimaforskningens problemdefinitioner
Baseline – 1988/1989
I perioden forud for udgivelsen af den første rapport fra IPCC fylder debatten om klimaet ikke meget i Folketinget og kun beskedent på avisernes debatsider. Ingen socialdemokrater beskæftiger sig med emnet i dagbladene, mens Venstres miljøpolitiske ordfører, Hanne Severinsen, står bag to kronikker, hvor drivhuseffekten berøres. Fra Folketinget er diskussionen af Brundtlandrapporten den bedste indikator på partiernes problemdefinitioner i 1988/1989. Rapporten behandler under titlen ”Vores fælles fremtid” en bred palet af globale problemer af økonomisk, økologisk og miljømæssig karakter - herunder klimaforandringer. Udgivelsen leder til en forespørgsel, hvor regeringen i form af Det Konservative Folkeparti, Venstre og Radikale Venstre bliver bedt om at svare på, hvad den vil gøre for at leve op til henstillingerne i Brundtlandrapporten (Forhandling af forespørgsel nr. F 11, januar 1989).

Bred anerkendelse af problemet
Socialdemokraten Helle Degn er meget imødekommende over for rapportens konklusioner og anfører, at partiet føler et stærkt ansvar for at følge forslagene i Brundtlandkommissionen op (Forhandling af forespørgsel nr. F 11, januar 1989). Venstres Hanne Severinsen udtrykker anerkendelse af kommissionens arbejde, som, hun mener, giver et meget præcist signalement af verdens alvorlige problemer (Forhandling af forespørgsel nr. F 11, januar 1989).

Klimabegrebet har ikke for alvor vundet indpas på dette tidspunkt, hvorfor det i nogle tilfælde er svært at fastslå, om udsagnene i debatten er møntet på det, der senere vil gå under betegnelsen klimaforandringer. Helle Degns første indlæg i debatten lader dog til at sigte på netop dette spørgsmål:

Den første trussel, vi i mange år har måttet leve med, har været truslen om atomkrigen. Den anden trussel, som bliver stadig mere nærværende, er forureningens langsomme kvælertag på livet på vores planet. (…) Vi må forudse, at vi ikke kun skal tale om fiskekvoter i fremtiden, men også om klimakonventioner, aftaler om luftforurening, oprettelse af en atmosfærefond, luftkvalitetsafgifter … (Forhandling af forespørgsel nr. F 11, januar 1989)

Helle Degn taler ikke eksplicit om klimaforandringer, og metaforen om forureningens kvælertag på planeten er isoleret set ret abstrakt. Men i sammenhæng med behovet for klimakonventioner samt tiltag for at sikre atmosfæren og beskytte mod forurening af luften må det ses som en henvisning til klimaproblematikken - altså at klimaet skal opfattes som et problem, man skal forsøge at komme til livs med forskellige politiske initiativer. Heri ligger også en opfattelse af, at menneskets ageren er en utilsigtet årsag til problemet. Hvis problemet har en tilfældig årsag, er det således nytteløst at iværksætte tiltag for at reducere menneskets skadelige påvirkning af atmosfæren.

Uenighed om Danmarks rolle
Ifølge partiets miljøordfører Dorte Bennedsen er vi i ellevte time i forhold til at gøre noget ved luftforureningen, som i Brundtlandrapporten kædes sammen med global opvarmning (World Commission on Environment and Development, 1987: 147). Hun advarer samtidig mod, at Danmark som en del af Vesten frasiger sig sin del af ansvaret for problemet.

Men i Socialdemokratiet føler vi en fare, hvis vi, når vi diskuterer Brundtlandrapporten, udelukkende koncentrerer os om den tredje verden og miljøproblemerne. Så glemmer vi nemlig let, at rapporten i meget høj grad taler om os og om vores adfærd. Det er ikke energiforbruget i ulandene, der er for stort, det er vores. Det er ikke ulandenes bilforurening, der truer luften, det er vores. (…) Tiden er inde, hvor nogen af os må gå i spidsen og sige: Vi ved nok til at begynde at handle. (Forhandling af forespørgsel nr. F 11, januar 1989)

Netop Danmarks mulighed for at påvirke tingenes tilstand sår Venstres miljøpolitiske ordfører, Hanne Severinsen, tvivl om i sine to kronikker om drivhuseffekten:

Hvis vi virkelig vil sikre verden for vore efterkommere og forhindre den frygtede drivhuseffekt, så er det på globalt plan, vi skal sætte ind. (Severinsen, 1988b)

Frygten for drivhuseffekt og klimaforstyrrelser burde måske få os til at påvirke ulandene til et andet energimønster. Især i de lande, der accelererer energiforbruget, men som ikke har råd til miljøinvesteringer. Vi kunne gøre vor ulandsbistand betinget af miljøkrav. (Severinsen, 1988a)

Ifølge Severinsen er særligt fremtidige generationer mulige ofre for klimaforandringerne. Kontrollen over problemet henfører hun til et globalt plan, hvor særligt ulandene efter hendes opfattelse kan gøre en forskel (Severinsen, 1988b). Et lignende mønster ses i Venstres indlæg i debatten om Brundtlandrapporten. Her fremhæver Uffe Ellemann-Jensen af to årsager tværnationalt samarbejde som vejen frem i forhold til de problemer inklusive drivhuseffekten, som rapporten beskæftiger sig med:

For det første kræver internationale problemer internationale løsninger, og det gælder naturligvis også internationale miljøproblemer. For det andet opnår vi en mere rimelig byrdefordeling, når vore nabolande, som vi fører et stadig tættere økonomisk samarbejde med, gennemfører de samme kostbare foranstaltninger, som vi selv gennemfører. (Forhandling af forespørgsel nr. F 11, januar 1989)

Enighed med én undtagelse Partiernes problemdefinitioner demonstrerer, at både Socialdemokratiet og Venstre betragter klimaforandringerne som et problem allerede inden oprettelsen af IPCC.

Socialdemokratiet lægger i deres problemdefinition vægt på, at Danmark er medskyldig i problemet qua sin relativt høje udledning og samtidig har mulighed for at kontrollere situationen i et vist omfang ved at iværksætte modgående initiativer.

Hos Venstre vidner omtalen af politiske manøvrer for at forhindre et forværret klima om, at partiet anerkender menneskets rolle i problemet og dermed abonnerer på den utilsigtede årsagsforklaring. Handlingsforslagene viser samtidig, at Venstre ser problemet som kontrollerbart. Sigende for problemdefinitionen er dog, at kontrollen over problemet udelukkende ligger uden for Danmark. En selvstændig dansk indsats for at skærpe klimaindsatsen vil derfor ikke være rationel med denne forståelse af problemet.

Den væsentligste forskel består altså i opfattelsen af, om Danmark som en lille nation kan gøre en forskel ved at vise sig som et foregangsland. Det er samtidig et spørgsmål om graden af kontrol i forhold til, om den danske håndtering af problemet formodes at kunne inspirere større og mere indflydelsesrige lande.

1990/1991
Klimaforskningens problemdefinition
I den første rapport findes der ikke ét samlet resumé af IPCC’s arbejde. I stedet har hver af de tre arbejdsgrupper lavet sit eget sammendrag. Hos Arbejdsgruppe 1 er opgaven at diagnosticere klimaets tilstand på baggrund af den videnskabelige evidens på området. Arbejdsgruppe 2 står for at vurdere konsekvenserne af klimaforandringerne, mens Arbejdsgruppe 3 ser på, hvordan landene kan imødegå og tilpasse sig den globale opvarmning.

Årsag, skyld og ansvar
Panelet fremhæver flere gange, at der på dette tidspunkt er væsentlige usikkerheder forbundet med forudsigelserne om fremtidens klima. Datidens klimamodeller er eksempelvis så grove, at de ikke kan sige noget om regionale forskelle i klimaets forandring. Trods usikkerheden er forfatterne overbeviste om at have styr på essensen af problematikken:

… basic conclusions concerning the reality of the enhanced greenhouse effect and its potential to alter global climate are unlikely to change significantly. (Houghton et al., 1990: 13)

Under overskriften We are certain of the following fastslås det, at menneskelig aktivitet bidrager til at øge koncentrationen af drivhusgasser i atmosfæren (Houghton et al., 1990: 11). Der er en naturlig drivhuseffekt, men udledninger forårsaget af mennesker medvirker betydeligt til at forøge styrken af denne (Houghton et al., 1990: 11). Fordi den globale opvarmning på dette tidspunkt ikke har manifesteret sig tilstrækkeligt, holder forskerne stadig muligheden for en tilfældig årsagsforklaring på klem (Houghton et al., 1990: 22-23). Skulle den globale opvarmning være udtryk for en naturlig variation, er der tale om en tilfældig årsag. Dermed vil situationen være at sidestille med fænomener som vulkanudbrud og jordskælv. Såfremt klimaforandringerne kan placeres i denne kategori, vil det i en politisk kontekst være en tilstand snarere end et problem, fordi det ligger uden for beslutningstagernes kontrol at intervenere mod uregerlige naturkræfter. Panelet hælder dog til, at problemet har en utilsigtet årsag:

There is concern that human activities may be inadvertently changing the climate of the globe (…) by past and continuing emissions of carbon dioxide and other gases … (Houghton et al., 1990: 8)

Med en utilsigtet årsag følger tildeling af skyld. Her fremhæves det, at de industrialiserede lande har bidraget med den største del af den drivhusgas, der er udledt til atmosfæren (Bernthal, 1990: 16). IPCC påpeger, at verdens lande deler forpligtelsen til at løse problemet, men at de industrialiserede lande må bære den største byrde, fordi de besidder de fleste ressourcer (Bernthal, 1990: 35).

Panelet advarer mod at fortsætte det globale forbrug af drivhusgasser på samme niveau, blandt andet fordi den atmosfæriske koncentration af gasserne kun langsomt tilpasser sig den aktuelle udledning. En videreførelse af den nuværende udledning vil derfor forhøje mængden af drivhusgasser i atmosfæren flere århundreder frem (Houghton et al., 1990: 11). Som følge af de lange perspektiver i problematikken påpeges behovet for at tænke fremtidige generationer ind i beslutningerne på klimaområdet (Bernthal, 1990: 35). Nutidens politikere pålægges således ansvaret for at sikre ufødte generationers chance for at vokse op med et tåleligt klima. Udviklingslandene vil også være blandt klimaforandringernes ofre. Disse lande vil blive hårdere ramt end resten af verden, fordi de i forvejen lider af mangel på ressourcer som vand, mad og energi (Tegart, Sheldon, & Griffiths, 1990: 1). Faktisk åbner panelet op for, at udviklingslandene i en periode skal have lov til at udlede mere for at komme på omgangshøjde med resten af verdens lande:

Emissons from developing countries are growing and may need to grow in order to meet their development requirements and thus, over time, are likely to represent an increasingly significant of global emissions. (Bernthal, 1990: 16)

Kontrol
IPCC’s forståelse af problemet indikerer en mulighed for at påvirke klimaets udvikling. Trods usikkerheden fastholder panelet, at der er tilstrækkeligt belæg for at iværksætte initiativer til at imødegå problemet (Bernthal, 1990: 16). Handlingspotentialet er afspejlet i de fire scenarier for den fremtidige udledning af drivhusgasser, som Arbejdsgruppe 3 står bag. Scenarierne afviger betragteligt i deres indvirkning på klimaet. Det CO2-intense Scenarie A, også kaldet Business as Usual, vil medføre tre graders temperaturstigning i 2100, mens Scenarie D med en global energiforsyning baseret på vedvarende energi og atomkraft vil resultere i én grads opvarmning på samme tidspunkt (Houghton et al., 1990: 11). Forskellen på to grader i den forventede temperaturstigning i Scenarie A og Scenarie D viser, hvor meget kontrol mennesket tilskrives i relation til klimaets fremadrettede forløb.

Panelet anbefaler, at der laves tiltag for at reducere udledningen af drivhusgasser på både globalt, regionalt og nationalt plan (Bernthal, 1990: 57). Det er altså ifølge IPCC muligt for hvert enkelt land at kontrollere problemet. Særligt industrialiserede lande bør sætte ind med hjemlige tiltag, fordi muligheden for forandring er størst her, hvor udledningen er højest (Bernthal, 1990: 16).

Partiernes problemdefinitioner
Forespørgselsdebatten oven på udgivelsen af IPCC’s første rapport giver det bedste indblik i partiernes problemdefinitioner fra Folketinget i denne periode. Her diskuterer miljøordførerne rapportens konklusioner i anledning af, at en række SF-politikere har spurgt den radikale miljøminister Lone Dybkjær, hvilke initiativer regeringen vil søsætte som reaktion på klimapanelets arbejde. Socialdemokratiets stilling kommer desuden til udtryk i fire kronikker med fire forskellige afsendere, mens Venstre tegner sig for ét indlæg om emnet dette år.

Et handlingskrævende problem
Begge partier opfatter ligesom i baselinen stadig den globale opvarmning som et problem. Flere socialdemokrater advarer i kronikker om faren ved drivhuseffekten. Lise Hækkerup, der er medlem af Folketingets Miljøudvalg, betegner den som en af de største globale miljøtrusler (Hækkerup, 1991), og ifølge Mogens Lykketoft truer den vor fælles fremtid her på Jorden (Lykketoft, 1991). Venstre miljøordfører, Hanne Severinsen giver i diskussionen af klimapanelets første rapport udtryk for, at hun også ser klimaets udvikling som problematisk:

… vi er i stigende grad blevet opmærksomme på, at der er en drivhuseffekt, og at den udgør et problem. (…) vi kender ikke omfanget. Men jeg tror, det også er rigtigt at sige, at vi i hvert fald ved nok til, at vi godt kan tage fat på problemet. (Forhandling om forespørgsel nr. F 1, oktober 1990)

Socialdemokratiets Jan Trøjborg kommer i denne sammenhæng med et lignende synspunkt om at handle på et ufuldstændigt vidensgrundlag:

Det er stadig usikkert, hvor store de klimaændringer, der er forårsaget af menneskelige aktiviteter vil blive, men der er ingen tvivl hos mig om, at videnskaben har ret: Der er tale om potentielt alvorlige virkninger, og der er tilstrækkeligt grundlag for at indlede modforholdsregler. (Forhandling om forespørgsel nr. F 1, oktober 1990)

Trøjborg mener, det er på tide at indse nødvendigheden af, at mennesket ændrer adfærd, hvis vi vil være ansvarlige over for kommende generationer (Forhandling af forespørgsel nr. F 1, oktober 1990). Partierne deler altså forestillingen om, at problemet hænger sammen med den menneskelige udledning af drivhusgasser og dermed skyldes en utilsigtet årsag. Trøjborg påpeger, at det primært er international handling, der er behov for, fordi Danmark bidrager med beskedne 0.5 procent af den samlede CO2-emission (Forhandling af forespørgsel nr. F 1, oktober 1990). Derfor vil partiet ifølge ham arbejde for indgåelse af forpligtende, internationale aftaler. Samtidig underkender han dog ikke, at der skal gøres mere i Danmark. Senere i debatten taler han således for, at vi går foran i Danmark (Forhandling af forespørgsel nr. F 1, oktober 1990).

Hækkerup og Lykketoft advokerer i den forbindelse for en dansk CO2-afgift i deres kronikker, hvor førstnævnte bruger Danmarks høje CO2-udslip pr. indbygger som belæg for tiltaget. Hun mener, at Danmark har et ansvar for at gøre noget ved problemet qua den relativt store udledning (Hækkerup, 1991). Ligesom Trøjborg fremhæver de begge kommende generationer som potentielle ofre for klimaforandringerne:

Når vi lovgiver om miljøet, er det ikke kun for vores egen skyld, vi lovgiver. Det er for vore efterkommeres. (Hækkerup, 1991)

Alle ved efterhånden, at udledningen af CO2 skal ned for at sikre fremtidige generationers liv. (Lykketoft, 1991)

Forskellige forestillinger om at gå forrest
Lykketoft ser CO2-afgiften som et eksempel, hvormed Danmark kan vise sig som et foregangsland. Han anfører, at vi kun kan nå målet ved at ændre og mindske energiforbruget dramatisk. Et flertal i Folketinget - Socialdemokratiet, SF og de radikale - ønsker derfor, at Danmark nu går i spidsen med at indføre en afgift på udledning af CO2 (Lykketoft, 1991). Endnu tydeligere end i baselinen lægger Socialdemokratiet nu vægt på, at det er muligt for Danmark at gøre en forskel ved at gå forrest, hvormed der tillægges landet en form for kontrol.

Denne tiltro findes ikke på samme måde hos Venstre. Selvom Hanne Severinsen opfordrer til, at man fejer for egen dør og sætter det danske energiforbrug ned, lufter hun ikke muligheden for, at Danmark kan være et egentlig klimalokomotiv, der kan trække andre lande med. Den tanke gør partiets energipolitiske ordfører, Peter Hansen-Nord, også klart op med i en kronik, hvor han under overskriften Nej til dansk enegang på afgiftsområdet erklærer sig som modstander af indførelsen af en dansk CO2-afgift:

For at få en mærkbar effekt af miljøafgifter er det bydende nødvendigt, at der træffes beslutninger på internationalt plan, det vil for Danmarks vedkommende sige på EF-niveau, men også meget gerne i et endnu større internationalt regi. Det er en smuk tanke, at Danmark skal være foregangsland i EF, men hvorfor ikke bruge EF-samarbejdet til en samlet miljøindsats, der vil give betydelige resultater. (Hansen-Nord, 1991)

Partierne i trit med forskningen
Med Venstres fortsatte skepsis over for Danmarks mulighed for at agere foregangsland ligner problemdefinitionerne fra denne periode i høj grad dem fra baselinen, hvor klimapanelet ikke havde udgivet sin første rapport. Begge partier ser stadig klimaforandringerne som et menneskeskabt problem, mens skillelinjen igen går ved, om Danmark kan have en selvstændig indflydelse på problemet. Begge partier accepterer dermed IPCC’s årsagsforklaring om en utilsigtet årsag. At klimapanelet anbefaler nationale tiltag har ikke fået Venstre til at anerkende, at Danmark skal være et foregangsland. Den manglende forandring i problemdefinitionerne siden baselinen tyder på, at panelets politiske rolle har været at fastholde opmærksomheden på problemet snarere end at skabe den.

Partierne bakker i fællesskab også op om panelets vurdering af, at problemet kan kontrolleres ved at ændre den adfærd, der har skabt det. Socialdemokratiet har yderligere accepteret klimapanelets vurdering af, at der i håndteringen af klimaforandringerne ligger et ansvar for at sikre fremtidige generationers livsvilkår.

Venstres udbredte accept af klimaforskningens problemdefinition på dette tidspunkt betyder, at de observerbare implikationer for partiet på dette område ikke viser sig. Som tidligere vist kan Venstre i denne periode kategoriseres som et højrefløjsparti, mens klimaforskningens gennemslagskraft er forholdsvis lav. Dette skulle have udmøntet sig i en afvisning af klimapanelets problemdefinition, hvis de observerbare implikationer skulle have været fundet. Problemdefinitionen skulle først have været anerkendt, såfremt forskningens resultater fik større slagkraft gennem øget konsensus og mediedækning af rapporterne.

For Socialdemokratiets vedkommende viser den observerbare implikation sig, idet man som venstrefløjsparti accepterer IPCC’s problemdefinition under de førnævnte omstændigheder. Sammenligningen mellem partierne viser, at de er lige hurtige til at acceptere klimaforskningens problemdefinition. Dermed afkræftes forventningen om, at klimaforskningens problemdefinition hurtigere vil blive accepteret af venstrefløjspartier end højrefløjspartier.

2001/2002
Klimaforskningens problemdefinition
I 2001 har IPCC´s tre arbejdsgrupper lavet en fælles synteserapport af deres væsentligste fund. Her står det klart, at klimaforandringerne er ved at markere sig for alvor. Temperaturen er steget med 0,6 grader i løbet af det 20. århundrede, og indholdet af CO2 i atmosfæren er vokset med næsten en tredjedel siden den præindustrielle periode (IPCC, 2001: 5). Samtidig vurderes det som meget sandsynligt (90-99% sikkert), at 1990’erne har været det varmeste årti og 1998 det varmeste år siden midten af 1800-tallet (IPCC, 2001: 4).

Årsag, skyld og ansvar
Det er siden den første rapport blevet mindre sandsynligt, at temperaturstigningen kan skyldes naturlige variationer i klimaet:

There is new and stronger evidence that most of the warming observed over the last fifty years is attributable to human activities. (IPCC, 2001: 5)

Panelet er dermed blevet mere sikre på, at der er en utilsigtet årsag til problemet i forhold til den første rapport, hvor muligheden for en tilfældig årsag fyldte mere. Dog hersker der stadig en vis usikkerhed om, hvor stor den naturlige komponent i klimaforandringerne er. IPCC lister således de naturlige udsving i klimaet som en key uncertainty, der skal granskes nærmere for at styrke fremtidige rapporters konklusioner (IPCC, 2001: 31).

Skylden for problemet lægges ikke over på nogen navngivne aktører, som tilfældet var i 1990, hvor de industrialiserede lande blev udpeget som de største udledere af drivhusgasser. I stedet henfører man skylden til afbrændingen af fossile brændstoffer, landbruget og ændret arealanvendelse generelt (IPCC, 2001: 4). På linje med rapporten fra 1990 fremhæves udviklingslande og kommende generationer som de to mest sårbare grupper, man skal tage ansvar for i håndteringen af den globale opvarmning:

Reducing the projected increase in climate extremes is expected to benefit all countries, particularly developing countries, which are considered to be more vulnerable to climate change than developed countries. Mitigating climate change would also lessen the risks to future generations from the actions of the present generation (IPCC, 2001: 23).

Kontrol
I synet på fremtiden ser forskerne mere sort på tingene end tidligere. Den mest optimistiske prognose for perioden 1990-2100 lyder nu på 1,4 graders opvarmning med 5,8 grader som den pessimistiske yderpol (IPCC, 2001: 8). En effektiv imødegåelse af problemet kan altså betyde en forskel på 4,4 grader i den gennemsnitlige temperatur. I den første rapport opererede man med scenarier for temperaturstigninger på 1 til 3 grader. Den øgede spændvidde mellem det bedste og værste udfald indikerer, at håndteringen af problemet vurderes mere betydningsfuld end tidligere. Hvis kontrollen over problemet skal bevares, kræver det dog hastig og markant handling (IPCC, 2001: 19). Desto før udledningen af drivhusgasser sættes ned på 1990-niveau, desto mindre vil vandstandene og temperaturerne stige.

Selvom der gennemgående lægges vægt på behovet for en global indsats, fremhæver rapporten også enkeltstaters mulighed for at handle på egen hånd:

… there are opportunities for countries acting individually, and in cooperation with others, to reduce costs of mitigation and adaptation and to realize benefits associated with achieving sustainable development. (IPCC, 2001: 4)

Hermed fastslås det, at selvstændige initiativer i enkelte lande stadig er meningsfulde trods problemets verdensomspændende karakter. Ligesom i den første rapport lægger man altså vægt på, at et land kan have en vis kontrol over problemet ved at handle på egen hånd.

Partiernes problemdefinitioner
Klimaspørgsmålet bliver i løbet af dette år behandlet i flere folketingsdebatter. Mens den socialdemokratiske regering er ved magten diskuteres Kyoto-protokollen og fremtidige energipolitiske initiativer i Folketinget. Efter regeringsskiftet er det muligheden for at overholde internationale klimaforpligtelser trods nedskæringer på området, der er oppe at vende. I denne periode er der en markant forskel i partiernes kronikproduktioner. Socialdemokratiet står for otte med miljøminister Svend Auken som afsender på alle undtagen én, som trafikminister Jakob Buksti er ophavsmand til. Omvendt er der ingen bidrag fra Venstre.

Promovering og ordknaphed
Aukens vurdering af problemets tyngde er ikke til at tage fejl af. I en af sine kronikker kalder den daværende miljøminister klimaforandringerne for vor tids alvorligste miljøproblem (Auken, 2001b). Flere af indlæggene (Auken, 2001f, 2001c, 2001d, 2001e, 2002) bruges til at kritisere mediernes dækning af klimaproblematikken og samtidig understrege problemets væsentlighed samt tiltroen til klimaforskningen:

JP tror helt klart ikke på, at klimaforandringer er værd at tage alvorlige. Jeg tager derimod et andet udgangspunkt. Som tusindvis af videnskabsmænd bag FN's klimapanel, der mener, at klimaforandringer kan blive både kostbare og give store miljøeffekter. (Auken, 2001a)

Han støtter også op om IPCC’s opfattelse af skyldsspørgsmålet, og hvem de mulige ofre for den globale opvarmning bliver. Det er de rige lande, der er hovedansvarlige for ændringerne, som kan blive fatale for alle dem, der ikke har råd til at tilpasse sig (Auken, 2001a).

Hos Venstre er der ingen, der betoner klimaproblemets alvor på samme måde. Efter partiet i november 2001 vinder regeringsmagten, lægges der til gengæld op til nedskæringer på miljø- og klimaområdet. Udsigten til Energi- og Miljøministeriets slankekur kaster en forespørgselsdebat af sig. Her bliver der stillet skarpt på, om Venstre overhovedet opfatter klimaforandringerne som et problem. Både klimaminister, Hans Christian Schmidt, og partiets miljøordfører, Eyvind Vesselbo, maner imidlertid tvivlen i jorden. Vesselbo anser partiets handlinger for at tale for sig selv:

Så vil jeg godt svare, at Venstre faktisk opfatter CO2-udslippet som et problem, (…) ellers var vi jo ikke gået med til at reducere det med 21 pct. (Forhandling af forespørgsel nr. F 19, april 2002)

Vedvarende opbakning til dansk førerposition
Partiets velvilje over for at formindske CO2-udslippet vidner om, at Venstre stadig accepterer den utilsigtede årsagsforklaring med menneskets forurening som den globale opvarmnings udløsende faktor. Danmarks ansvar for at løse problemet og muligheden for kontrol adresseres dog ingen steder. Partiet bakker op om at ratificere Kyoto-protokollen, men uddyber ikke sin tilslutning nærmere. Socialdemokratiets klimaordfører, Martin Glerup, er anderledes markant i mælet i debatten forud for ratificeringen af protokollen. Her er han helt på linje med Svend Auken i relation til problemets omfang:

Vi står faktisk over for den største miljøtrussel i dette århundrede, og samtidig står vi over for en opgave, som er svær at løse, og som kræver en engels tålmodighed, en elefants hårdhudethed og et æsels stædighed. (Førstebehandling af beslutningsforslag nr. B 194, maj 2001)

Glerup ser problemet som kontrollerbart, hvis der handles tilstrækkeligt. Omvendt advarer han mod en temperaturstigning på 6 grader, hvis vi ikke tager alvorligt fat (Førstebehandling af beslutningsforslag nr. B 194, maj 2001). Et lignende budskab om kontrol kommer fra Auken i debatten om fremtidens energipolitiske initiativer, hvor han stadfæster, at det ikke er håbløst at gøre noget ved problemet, bare det er en mangesidet indsats, man foretager (Forhandling af forespørgsel nr. F 55, maj 2001).

I forhold til Danmarks rolle er der ifølge Auken noget at hente ved at trække i den rigtige retning. Fra Folketingets talerstol fastslår han, at Danmark vil fastholde sin rolle som foregangsland i forhold til den globale reduktion af drivhusgasudledning (Forhandling af forespørgsel nr. F 55, maj 2001). Danmark kan i hans optik sende et signal til omverdenen ved at indfri udledningsmålsætningen. Blandt socialdemokraterne findes en enighed om, at der bør tages et dansk ansvar for situationen. Auken mener, at det høje danske energiforbrug giver en forpligtelse til at gøre noget effektivt i form af at satse mere på vindenergi (Auken, 2001e). Energiordføreren Erik Mortensen argumenterer i debatten om fremtidens energipolitiske initiativer også for et dansk ansvar på baggrund af landets velstand:

I vores position i Danmark som et af verdens absolut rigeste lande må vi forpligte os til at tage fremtidens problemer inden for både energi- og miljøområdet alvorligt. (Forhandling af forespørgsel nr. F 55, maj 2001)

Et økonomisk rationale
Venstre er langt mindre tydelige om opfattelsen af klimaforandringerne. Man forholder sig slet ikke til ansvarsproblematikken og kun beskedent til spørgsmålet om kontrol ved at tale for en reduktion af CO2-udslippet. I accepten af den danske CO2-reduktion ligger således en forståelse af, at problemet kan kontrolleres ved hjælp af sådanne politiske tiltag.

I stedet er det de økonomiske hensyn i den klimapolitiske strategi, der optager partiet. Det handler ifølge Hans Christian Schmidt om, at vi får mest miljø for pengene, og CO2-reduktionen skal på samme tid være den bedst opnåelige og den billigst opnåelige (Forhandling af forespørgsel nr. F 19, april 2002). Han ser ikke nedskæringerne på miljøområdet som en hindring for en forbedret klimaindsats:

Det er klart, at en omprioritering er en udfordring. Det betyder jo, at vi skal gøre tingene på en anden måde, og på klimaområdet gælder det om at finde nye, bedre og billigere løsninger til gavn for miljøet. (…) Lad mig derfor slå helt fast, at en omprioritering bestemt ikke betyder nedprioritering. (Forhandling af forespørgsel nr. F 19, april 2002)

Stiltiende accept over for højlydt opbakning
Fælles for partierne er, at de fortsat accepterer præmissen i IPCC´s problemdefinition: at klimaforandringerne er menneskeskabte og dermed skyldes en utilsigtet årsag. Partiernes problemdefinitioner adskiller sig dog i forhold til, hvor meget de har til fælles med klimapanelets. Socialdemokratiet anerkender således også IPCC’s vurdering af, at problemet fortrinsvis skyldes de rige landes forurening, og at man i håndteringen af problemet bærer et ansvar for klodens fattigste nationer. Derudover slår Socialdemokratiet stadig på, at Danmark kan og bør opføre sig som et foregangsland, der med baggrund i sine ressourcer og historisk høje udledning danner fortrop i indsatsen mod den globale opvarmning, hvilket også er i tråd med klimapanelets problemdefinition. Ligheden er mindre hos Venstre, hvor man nøjes med at acceptere den utilsigtede årsagsforklaring, men hvor opfattelsen af skyld, ansvar og kontrol ligger i en ”sort boks”. Partiet indtager dermed en noget tilbagetrukket position i klimadebatten på dette tidspunkt, hvilket fraværet af kronikker ligeledes vidner om. Karakteristisk er det, at det for Venstre har stor betydning, at løsningen af problemet bliver så billig som muligt, hvilket ikke er et tema hos Socialdemokratiet.

2014/2015
Klimaforskningens problemdefinition
Den femte rapport fastslår, at det stadig ikke er lykkedes at nedbringe udslippet af drivhusgasser. Tværtimod ledes der flere gasser ud i atmosfæren end nogensinde (IPCC, 2014: 4). Mellem 1970 og 2000 er det steget jævnt, og i de seneste ti år har stigningen været stejlere (IPCC, 2014: 5). Dermed er klimaet et billede på en negativ udvikling, der ikke er blevet vendt næsten 25 år efter klimapanelets første rapport.

Hvis ikke indsatsen mod klimaforandringerne optrappes, står verden more likely than not over for en temperaturstigning på mere end 4 grader med massiv artsudryddelse og global fødevareusikkerhed til følge (IPCC, 2014: 19).

Årsag, skyld og ansvar
På dette tidspunkt er menneskets rolle i klimaforandringerne efterhånden cementeret:

It is extremely likely that more than half of the observed increase in global average surface temperature from 1951-2010 was caused by the anthropogenic increase in GHG concentrations and other anthropogenic forcings together. (IPCC, 2014: 5)

Det er ikke længere et tema, at udviklingen kan skyldes naturlige udsving. Dermed er der ingen tvivl om, at problemet har en utilsigtet og ikke en tilfældig årsag. IPCC lægger igen i 2014 vægt på, at nogle lande har bidraget mere til udviklingen end andre, fordi de historisk har stået for en større udledning af drivhusgasser (IPCC, 2014: 17). Håndteringen af klimaforandringerne rejser derfor ifølge IPCC moralske spørgsmål om equity, justice and fairness (IPCC, 2014: 17). I den forbindelse fremhæves det ligesom i tidligere rapporter, at der er behov for, at man tager ansvar for udviklingslandene og kommende generationers situation:

Many of those most vulnerable to climate change have contributed and contribute little to GHG emissions. Delaying mitigation shifts burdens from the present to the future … (IPCC, 2014: 17)

Kontrol
Den femte rapport opstiller fire mulige retninger for klimaets fremtidige udvikling, som tager højde for blandt andet befolkningsstørrelsen, energiforbruget og klimapolitikken. Det mest stringente scenarie spås at kunne medføre en temperaturstigning på 0,9 grad i 2100 kontra det førindustrielle niveau, mens det mest klimabelastende scenarie vil kunne udløse en opvarmning på 5,4 grader2 (IPCC, 2014: 8-10). Den menneskelige kontrol over problemstillingen kan i yderste konsekvens betyde en forskel på 4,5 grader i den eventuelle opvarmning. Råderummet for handling er altså vurderet gradvist større, når man sammenligner de tre analyserede rapporter.

Panelet ser stadig internationalt samarbejde som afgørende, hvis klimaforandringerne skal imødegås effektivt. Ligesom tidligere tilskrives enkelte lande dog også en rolle i håndteringen af problemet:

Effective adaptation and mitigation responses will depend on policies and measures across multiple scales: international, regional, national and sub-national. (IPCC, 2014: 29)

Partiernes problemdefinitioner Forespørgselsdebatten om IPCC’s femte rapport er den primære kilde til partiernes problemdefinitioner på dette tidspunkt, men også diskussionerne af Energistyrelsens energiscenarier og den energipolitiske redegørelse rummer relevante indlæg. Modsat den foregående periode er partierne lige aktive i kronikhenseende og noterer sig begge for to bidrag.

Fortsat omdiskuteret effekt af enegang I debatten om klimapanelets rapport fra 2014 vurderer Venstres klimaordfører, Thomas Danielsen, at verden står over for massive klima- og energiudfordringer (Forhandling af forespørgsel nr. F 9, januar 2015). Socialdemokratiets klimaordfører, Jens Joel er enig i Danielsens opfattelse af situationen, men udtrykker sig i endnu skarpere vendinger:

… de (IPCC, red.) har jo desværre igen mindet os om, at det er meget, meget alvorligt. Igen er der en rapport, som ikke på nogen måde indikerer, at vi har fået taget hånd om problemet, at vi har løst det, at vi er på rette vej – tværtimod. (Forhandling af forespørgsel nr. F 9, januar 2015)

Joels diagnostik af udviklingen har en iboende appel om at optrappe kampen mod klimaforandringerne. Hvis man lykkes med det, ligger problemet ifølge klimaordføreren stadig inden for kontrolsfæren. Målsætningen om at holde temperaturstigningen under to grader kan nås, hvis vi gør en indsats, hvis vi beslutter os for det. (Forhandling af forespørgsel nr. F 9, januar 2015)

Venstres klimaordfører betoner i debatten, at Danmark ikke har mulighed for eller forpligtelse til at bidrage yderligere til løsningen af problemet:

I forhold til Danmarks forhandlingslinje ved COP 21 i Paris er det Venstres klare holdning, at vi i Danmark hverken kan eller skal gå solo. (…) Set i et globalt lys hjælper det ikke stort med et lavere CO 2 -udslip i Europa og slet ikke i Danmark, hvis vi ikke har verdens to suverænt største udledere, USA og Kina, med på at skærpe ambitionerne. (Forhandling af forespørgsel nr. F 9, januar 2015)

Efter hans opfattelse er Danmark som selvstændig nation ikke kapabel til at påvirke problemet med sin klimaindsats ved at vise vejen for andre. Kontrollen ligger hos de mest forurenende lande.

For lidt eller for meget?
Venstres klimaminister, Lars Christian Lilleholt pointerer i en kronik, at velstående lande som Danmark har et ansvar for at gå forrest i den grønne omstilling, men samtidig at det nuværende energiforlig er rigeligt ambitiøst for regeringen (Lilleholt, 2015). Han opfordrer til grøn realisme:

Den grønne omstilling og arbejdet for at nedbringe verdens drivhusgasudledning er ikke en sprint mellem nationalstater frem mod 2020. Det er et globalt maraton frem mod 2050. (Lilleholt, 2015)

Begrebet grøn realisme går igen hos partifællen Danielsen, der bruger det til at betegne en mere lempelig afgiftspolitik på klimaområdet (Forhandling af forespørgsel nr. F 9, januar 2015). Danielsen er desuden enig med Lilleholt i, at den nuværende klimaindsats er mere end tilstrækkelig:

Vi er altså duksen i dukseklassen, når det kommer til at gøre mest for klimaet. (…) Vi er forrest i feltet i forhold til resten af EU, men vi skal ikke være så langt foran, at de helt mister os af syne. (Forhandling af forespørgsel nr. F 9, januar 2015)

Venstre mener altså ikke, at Danmark skal tage yderligere ansvar for klimasituationen. Her står partierne stejlt over for hinanden. I Joels optik er det grebet ud af luften, at vi i Danmark er særlig klimavenlige (Forhandling af forespørgsel nr. F 9, januar 2015). Joel udtrykker omvendt forhåbninger om, at vi med en ambitiøs dansk indsats kan nå rigtig langt (Forhandling af forespørgsel nr. F 9, januar 2015).

Socialdemokratiet opererer dermed stadig med en problemdefinition, som tilskriver Danmark kontrol over problemet i kraft af rollen som inspirationskilde for andre lande. Det kommer også til udtryk i debatten om den energipolitiske redegørelse. Her fastslår Joels stedfortræder, Anne Sina, at Danmark bør være et forbillede på klimaområdet:

Vi Socialdemokrater mener, at Danmark skal gå forrest som et eksempel på, hvordan man opstiller et højt udviklet samfund til ren og grøn energi og samtidig tjener penge på det. (Forhandling af forespørgsel nr. F 39, maj 2015)

Sina begrunder det med, at vi skal efterlade en klode til vores børn og børnebørn, som vi kan være bekendt (Forhandling af forespørgsel nr. F 39, maj 2015). Det synspunkt bakker Jens Joel op og udbygger ansvarsbyrden yderligere:

Vi har - selvfølgelig - et ansvar for den klode, som vores børn og børnebørn skal vokse op på. Og vi har et ansvar overfor de fattigste lande, der rammes hårdt af klimaforandringerne uden at have fået særligt meget gavn af den produktion, der har skabt dem. (Joel, 2015).

I debatten om klimapanelets femte rapport udtrykker Thomas Danielsen bekymring for, hvad en eventuel intensivering af de grønne bestræbelser vil betyde:

… vi i Venstre råber vagt i gevær, for hvis vi strammer skruen for meget, vil det ramme den danske økonomi som en boomerang. Når regeringen, SF og Enhedslisten fravælger lige konkurrence for danske virksomheder, skader det alt andet lige vores evne til at konkurrere. (Forhandling af forespørgsel nr. F 9, januar 2015)

Historien gentager sig
Overordnet er det altså opfattelsen af den nationale mulighed for at kontrollere situationen, der igen deler partierne. Socialdemokratiet fremhæver Danmarks potentiale som foregangsland, der tager kontrol over problemet. Modsat anerkender Venstre ligesom i de tidligere perioder ikke, at en dansk indsats kan pace andre lande til at tage større klimahensyn. IPCC’s årsagsforklaring om den utilsigtede årsag er på dette tidspunkt veletableret hos begge partier. I ansvarsspørgsmålet er Socialdemokratiet synkroniseret med klimapanelet, idet man betoner pligten til at sørge for fremtidige generationer og verdens fattige lande, der ses som problemets primære ofre. Venstre beskæftiger sig ikke med, hvem man har et ansvar for at beskytte, men anerkender dog, at Danmark har et ansvar i kraft af sin velstående position.

Partiernes accept af klimaforskningens problemdefinition fra baselinen til 2015
I kraft af baselinen bliver det tydeligt, at partiernes problemdefinitioner allerede inden oprettelsen af IPCC havde mange ligheder. Allerede her er begge partier sporet ind på, at klimaforandringerne har en utilsigtet årsag. Samtidig anes det også på dette tidspunkt, at den væsentligste forskel mellem partierne består i, hvorvidt Danmark kan gøre en forskel ved at agere foregangsland.

Udgivelsen af IPCC’s første rapport rykker ikke ved partiernes problemdefinitioner. Både Venstre og Socialdemokratiets problemdefinitioner stemmer som udgangspunkt godt overens med klimapanelets, som de begge i høj grad accepterer. Selvom Venstre ikke adopterer IPCC’s problemdefinition i så stor udstrækning som Socialdemokratiet, anerkender partiet de mest grundlæggende elementer som for eksempel årsagsforklaringen. Dermed finder forventningen, om at højrefløjspartiet senere end venstrefløjspartier vil acceptere klimaforskningens problemdefinition, ikke støtte i min analyse. Hvis den antagne tærskeleffekt for klimaforskningens gennemslagskraft findes, må den være nået allerede omkring min baseline, hvor Brundtlandrapporten satte fokus på drivhuseffekten.

Mønstret for partiernes problemdefinitioner i forbindelse med den første rapport gentager sig i store træk i de efterfølgende perioder. I 2001 skiller Venstre sig dog ud ved at være særligt tilbageholdende med at definere problemet. Der ses dermed ikke en effekt af, at medierne igennem årene interesserer sig mere for rapporterne, og konsensus blandt klimaforskerne stiger. Partiernes problemdefinitioner har ikke ændret sig iøjnefaldende i løbet af det kvarte århundrede, undersøgelsen strækker sig over.

Det adskillende punkt vedbliver at være, om Danmark kan gøre en forskel ved at agere foregangsland. Partierne er overordnet enige om, at problemet kan kontrolleres, men de ser forskelligt på Danmarks rolle i denne sammenhæng. Socialdemokratiet fremhæver konsekvent muligheden for at være frontløber på klimaområdet, mens Venstre holder fast i, at kontrollen over problemet ligger uden for landets grænser. I forhold til Kingdons sondring mellem problemer og tilstande formår Venstre dermed at italesætte den globale opvarmning, så fænomenet lader til at falde i begge kategorier på samme tid. Klimaforandringerne fremstår således som et problem på globalt plan, men nærmere en tilstand i Danmark. Fordi problemet ifølge Venstre ligger uden for den nationale kontrolsfære, afhænger udviklingen nærmest udelukkende af andre landes handlinger. På den baggrund er det lettere at forsvare en forbeholden, dansk klimapolitik. Effekten af ideologi er dog ikke så stor som forventet. En højreorienteret ideologi viser sig ikke som en afvisning af hele klimaforskningens problemdefinition. Derimod peger min analyse på, at den ideologiske forskel viser sig på ét centralt punkt: muligheden for at udøve national kontrol over problemet.

Partiernes policy-løsninger
Baseline - 1988/1989
Bred opbakning til skærpelser
Forureningen fra biler bliver adresseret i to forslag gennem denne periode. Radikale Venstre foreslår at fastlægge normer for nye bilers udledning af skadelige stoffer med opbakning fra både Venstre og Socialdemokratiet (Beslutningsforslag nr. B 28, december 1988). Venstre bruger efterfølgende den nye norm til at foreslå en afgiftslettelse for de biler, der kan leve op til kravene (Lovforslag nr. L 135, december 1988). Dette er et eksempel på en deregulerende løsning, der gavner klimaet, fordi den giver forbrugerne et incitament til at købe nye og mere miljøvenlige biler. Socialdemokratiet stemmer for lovforslaget.

Begge partier vender derimod tommelfingeren nedad til et forslag fra Fremskridtspartiet om at reducere benzinafgiften med 1 krone per liter (Lovforslag nr. L 237, april 1989). Venstre kommer i samme ombæring med et forslag om at sænke afgiften på benzin og lavenergipærer og samtidig hæve den på elektricitet og stenkul, hvilket Socialdemokratiet modsætter sig (Lovforslag nr. L 235, april 1989).

Partierne finder dog fælles fodslag i forhold til Radikale Venstres forslag om at begrænse udledningen af svovldioxid og kvælstofoxider fra kraftværker (Lovforslag nr. L 93, november 1988).

Socialdemokratiet fremsætter ingen klimarelevante lov- og beslutningsforslag i denne periode. Partiets policy-præferencer kommer derfor udelukkende til udtryk gennem dets stillingtagen til andre partiers forslag. Socialdemokratiets linje kan siges at være overvejende regulerende, fordi man stemmer for to regulerende tiltag og imod afgiftsnedsættelsen på benzin. Dog støtter partiet også Venstres forslag om at sænke afgiften på de mindre forurenende biler, hvorfor Socialdemokratiet altså ikke nødvendigvis forsager deregulering.

Venstres policy-profil er tvetydig på dette tidspunkt. Partiets egne forslag peger overvejende i retning af deregulering, men fordi man samtidig støtter Radikale Venstres regulerende forslag, bliver billedet mere broget.

1990/1991
Uenighed om udledningsafgift
Denne periode er fattig på forslag, idet der kun fremsættes ét politisk initiativ med relevans for den globale opvarmning. Det drejer sig om et beslutningsforslag om forskellige tiltag for at nedbringe det danske energiforbrug, som Socialdemokratiet og Radikale Venstre står bag (Beslutningsforslag nr. B 52, februar 1991). Forslaget er af klar regulerende karakter og indebærer blandt andet en CO2-afgift samt forskellige støtteordninger til at stimulere energibesparelser og omstilling til mere bæredygtige energiformer. Ved at lægge afgift på udledningen af drivhusgasser og give statsstøtte til energibesparende og –omlæggende tiltag søger forslagsstillerne at styre adfærden i en bestemt retning (Beslutningsforslag nr. B 52, februar 1991). Venstre er imod forslaget, der udspringer af et beslutningsforslag, SF tidligere har stillet. Det skyldes ifølge partiets energiordfører Peter Hansen-Nord, at reguleringen vil skade en bred gruppe af interessenter:

Sammen med det oprindelige forslag vil ændringsforslagene få en række ulykkelige konsekvenser for dansk erhvervsliv, for danske elforbrugere, for danske lønmodtagere og dermed for samfundet som helhed. For erhvervslivet, der i det oprindelige forslag var fritaget for kuldioxidafgiften, men som er blevet inddraget efter ændringsforslagene, får forslaget, som alle kender, store negative konsekvenser. (Beslutningsforslag nr. B 40, februar 1991).

Socialdemokratiets energiordfører, Poul Nielson, deler ikke bekymringen over at pålægge erhvervslivet en ekstra udgift:

Nu kan man jo altid sige, at enhver form for ændring af de relative forhold på et eller andet punkt er ødelæggende for konkurrenceevnen. Det, jeg beder om, er, at man prøver at bevare proportionssansen og ikke drukner sådan et forslag her i rutinepræget hysteri. (Beslutningsforslag nr. B 52, februar 1991).

Fronterne er dermed klart trukket op. Venstre kerer sig om erhvervslivets vilkår, mens Socialdemokratiet som en af forslagsstillerne fokuserer på afgiftens mulige bidrag til en reduktion af CO2-udledningen. I denne periode er der en tydelig forskel på partiernes policy-præferencer, selvom de på dette tidspunkt grundlæggende er enige om problemdefinitionen.

2001/2002
Kampen om Den Grønne Fond
Socialdemokratiet og Venstre tegner sig for henholdsvis et og to klimarelevante forslag i denne periode. Fælles for dem er, at de alle omhandler uddelingen af projektmidler under Energi- og Miljøministeriet. Som oppositionsparti kommer Venstre med et beslutningsforslag om at reducere mængden af projektpenge, Energi- og Miljøministeriet disponerer over til fonde, puljer og tilskudsordninger (Beslutningsforslag nr. B 147, marts 2001). Penge som blandt andet er gået til at understøtte energibesparende tiltag og derfor er relevante i klimasammenhæng. Forslaget ender med at blive forkastet, fordi et flertal bestående af blandt andre Socialdemokratiet stemmer det ned. En af modtagerne af Energi- og Miljøministeriets projektpenge er Den Grønne Fond, der har til formål at støtte projekter med henblik på at engagere befolkningen i en mere bæredygtig livsførelse. Efter regeringsskiftet i 2001 kommer Venstre som led i en større sanering af råd, nævn og puljer med et forslag, som blandt andet indebærer en nedlæggelse af Den Grønne Fond (Lovforslag nr. L 133, februar 2002). Socialdemokratiet fremsætter efterfølgende et beslutningsforslag om at bevare fonden (Beslutningsforslag nr. B 70, februar 2002).

Venstres dispositioner i forhold til Energi- og Miljøministeriets puljemidler generelt og Den Grønne Fond i særdeleshed kan klart rubriceres som deregulerende policy-løsninger. Sigtet med tiltagene er at sikre mindre statslig subsidiering af diverse initiativer på blandt andet klimaområdet. Modsat viser Socialdemokratiet en tendens til regulerende policy-løsninger ved dels at stemme imod Venstres forslag og ved selv at foreslå, at den statsfinansierede pulje til klimavenlige projekter opretholdes. Også i denne periode viser partierne sig derfor at foretrække forskellige typer af policy-løsninger, selvom de begge anerkender klimaforandringerne som et menneskeskabt problem, der fordrer politisk handling.

2014/2015
Afgiftsstrid i nye klæder
I november 2014 foreslår Venstre sammen med Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti, at man fjerner afgiften på NOx-gasser. NOx hører ikke til blandt drivhusgasserne, men er alligevel relevante i klimasammenhæng, fordi de gennem kemiske reaktioner i atmosfæren kan medvirke til den globale opvarmning (DMI). Forslaget begrundes i den medfølgende bemærkning med, at afgiften hæmmer energitunge virksomheders mulighed for at klare sig på det internationale marked (Beslutningsforslag nr. B 28, november 2014). I den efterfølgende debat i Folketinget er det også erhvervslivets forringede vilkår, der fylder i argumentationen hos Venstres skatteordfører, Torsten Schack Pedersen:

… når vi ønsker at fastholde boligjobordningen, når vi ønsker at gøre noget for turismeerhvervet, og når vi ønsker at afskaffe NOx-afgiften, så er det jo med det samme formål for øje, nemlig at sikre, at der kommer noget vækst og beskæftigelse i Danmark. (Førstebehandling af beslutningsforslag nr. B 28, november 2014)

Socialdemokratiet er modstander af forslaget. Partiets skatteordfører, Benny Engelbrecht, henviser til, at NOx-afgiften spiller en central rolle i Danmarks bestræbelser på at leve op til sine internationale forpligtelser i forhold til luftforurening. I den sammenhæng er afgifter ifølge Engelbrecht et oplagt redskab at tage i brug:

Afgifter er i mange tilfælde gode instrumenter til at opfylde miljømålsætninger og nedbringe forurening, fordi der skabes ensartede og klare økonomiske incitamenter til at mindske skadelig udledning. (Førstebehandling af beslutningsforslag nr. B 28, november 2014)

I forløbet omkring NOx-afgiften tegner der sig altså et tydeligt billede af, at partierne stadig vægter forskellige policy-løsninger. Mens Socialdemokratiet er positivt stemte for at bruge regulering som middel på klimaområdet, afspejler Venstres forslag et ønske om at deregulere i virksomhedernes interesse.

Forskellen i partiernes policy-løsninger fra baselinen til 2015
Min analyse af partiernes valg af policy-løsninger hviler på en begrænset mængde empiri, men der er alligevel nogle gennemgående træk. Socialdemokratiet viser sig i forhold til både NOx- og CO2-afgiften som et reguleringsstemt parti, der bruger afgifter til at adfærdsregulere i en mere klimavenlig retning. Tendensen til at ville regulere afspejles også af partiets ønske om at bibeholde Den Grønne Fond og dermed sikre en kanal til offentlig støtte af klimavenlige projekter. Venstre fremstår i disse spørgsmål som den deregulerende kontrast, der opponerer mod afgifterne, ønsker fonden lukket og miljøprojektmidlerne reduceret generelt.

Oprettelsen af IPCC kan ikke siges at have ført til en større grad af enighed mellem partierne eller at have overbevist Venstre om det rigtige i at regulere. Faktisk er partierne mere på linje i baselinen end i de resterende nedslag. Her står de sammen bag en introduktion af krav til bilers udstødning og kraftværkers udledning af forurenende gasarter. Det er således også før klimapanelets tid, at Venstre viser flest regulerende tilbøjeligheder.

Mit datagrundlag tyder ikke på, at partierne med tiden er blevet mere enige om instrumentvalget på klimaområdet. Eksempelvis ligner forløbet omkring NOx-afgiften i 2014 meget det, der skete næsten 25 år tidligere i forbindelse med diskussionen af CO2-afgiften. Socialdemokratiet foreslår en afgift for at mindske udslippet af skadelige gasser, mens Venstre afviser forslaget, fordi det vil forringe konkurrenceevnen.

Forskellen mellem partierne er konsistent gennem perioden, hvor Socialdemokratiet er positive over for regulering, mens Venstre er afvisende. Dette fund stemmer overens med de to observerbare implikationer, som sigter på ideologis betydning for partiernes valg af policy-løsninger. Selvom Venstres problemdefinition flugter med IPCC’s gennem hele perioden, fører det ikke til, at partiet vælger regulerende policy-løsninger. Omvendt udviser Socialdemokratiet i alle nedslagsårene en tilbøjelighed til at ville regulere.

1 Partiernes positioner er udregnet på baggrund af data fra Valgundersøgelsen fra 1987 til 2011, da rådata fra 2015 endnu ikke er tilgængelige.

2 IPCC opererer i denne rapport med intervaller inden for det enkelte scenarie modsat tidligere, hvor der var en eksakt temperaturstigning knyttet til hvert scenarie. Jeg har her valgt at fremhæve de to yderpoler i det mest optimistiske og det mest pessimistiske scenarie for ligesom i de andre perioder at have ét tal at gå ud fra. Som udgangspunkt refererer scenarierne fra 2014 til temperaturstigningen fra niveauet i perioden 1986-2005 og frem til 2100. For at kunne sammenligne med de tidligere rapporter lægger jeg stigningen fra den førindustrielle periode (0,61 grad) til de angivne temperaturer.

< Forskningsdesign og metodeIndholdsfortegnelseDiskussion >






 0 kommentar(er) · 298 fremvisninger

Kommentarer
Der er ikke skrevet kommentarer til denne artikel.

Deltag aktivt i debatten om artiklen Analyse:

Husk mig

Lignende indhold
Artikler
Analyse
Analyse af klimaformidlingens årsagsforklaring
Analyse af rapporterne
NyhederDato
Analyse: It kan fjerne næsten 6 milliarder ton CO204-12-2009 05:10
DebatterSvarSeneste indlæg
Southern Ocean: Udviklingen i Sea Surface Temperature og Sea Ice Cover. Analyse af data fra NOAA.4016-09-2015 14:50
BEST's temperatur analyse504-08-2014 21:03
Southern Ocean: Udviklingen i Sea Surface Temperature. Analyse af data fra Berkeley702-08-2014 23:10
Southern Ocean: Udviklingen i Sea Surface Temperature. Analyse af data fra GISS102-08-2014 10:10
Analyse af COP15 og et forslag til vejen frem918-01-2010 22:50
▲ Til toppen
Afstemning
Hvilken af verdens førende økonomier er længst fremme i omstillingen til vedvarende energi?

USA

EU

Kina

Japan

Indien

Brasilien

Ved ikke


Tak for støtten til driften af Klimadebat.dk.
Copyright © 2007-2017 Klimadebat.dk | Kontakt | Privatlivspolitik