Husk mig
▼ Indhold

Den globale opvarmnings magt og matematik

Af Rasmus Vincentz

I klimaarbejdet er der et spørgsmål, som desværre alt for sjældent bliver stillet direkte: Hvem er det egentlig, vi, i kampen for at forhindre løbske klimaforandringer, kæmper imod?
Jeg vil i denne klumme, med udgangspunkt i en netop offentliggjort artikel af en af klimaarbejdets helt store pionerer og organisatorer, amerikaneren Bill McKibben, åbne op for det spørgsmål i en dansk kontekst.

I august-nummeret af magasinet Rolling Stone, har McKibben skrevet en artikel, der ganske kort og grundigt trækker linjerne op for indsatsen for klimaet, og tager fat på spørgsmålet om, hvem modstanderne er.
Lad os prøve at se på, hvad det er, han siger, som er skræmmende præcist, og som samtidig lægger an til en ny vinkel på klimaarbejdet.
McKibben har kaldt sin artikel for ’Den globale opvarmnings skræmmende nye matematik’, og det er lige, hvad det er. Grundlæggende gør han os opmærksom på tre helt centrale tal i forbindelse med klimaet, og deres indbyrdes sammenhænge.

Det første tal er de 2 graders celsius, som der i en del år har været politisk konsensus om at se som loftet for, hvor meget temperaturen på kloden må stige. Valget af de 2 grader som den øvre grænse for acceptable forandringer af klimaet stammer helt tilbage fra midten af 90’erne, men er senest blevet slået fast i både G8-regi, og pointeret i udkommet fra COP15 i København, den såkaldte Copenhagen Accord. Det skal indskydes, at de 2 grader slet ikke er udtryk for status quo, men er noget nær garanti for mange flere miljøkatastrofer i form af massive oversvømmelser, tørker, orkaner og skovbrande osv.

Det andet tal er de 565 milliarder tons CO2, som det anslås, at vi kan udlede frem til 2050, hvis ikke de 2 graders celsius skal overstiges, altså et såkaldt CO2-budget. Det anslås, at verden i år 2011 udledte omkring 31,6 milliarder tons CO2, og i de følgende år vil udlede et par procent mere år for år. Det betyder, at budgettet for udledninger kan blive brugt op på under tyve år, og altså langt før de 40 år, som er minimum for, hvornår de mængder af CO2 må blive lukket ud i atmosfæren.

Det sidste og tredje tal i McKibbens artikel er det, som gør udfordringen meget mere massiv. Tallet 2795 milliarder tons CO2, som er en beregning af den mængde CO2, der er indeholdt bare i de eksisterende kendte og tilgængelige reserver af kul, olie og gas i verden. Dertil kommer, at der stadig foretages enorme investeringer i at udvinde mere fra eksisterende felter, finde nye og endda udvikle andre former for fossilbrændstoffer som f.eks. hydro-fracking, der er ved at blive afprøvet i Danmark. Altså er potentialet for udledning af CO2 i hvert fald 5 gange højere end det tal, videnskabsfolk anser, at planeten rent fysisk, kemisk og biologisk kan håndtere, uden at der sker en stigning på mere end 2 grader celsius.
Da langt størstedelen af de tilgængelige fossile reserver, som tallet 2795 mia. tons CO2 dækker over, ejes af private selskaber, opstår der en helt grundlæggende modsætning mellem at have en fossil industri, som trives, og på den anden side en tilstrækkelig indsats for klimaet. For vi kan ikke have en fossil industri, der fører ’business as usual’, som i dag, og samtidig holde de globale temperaturstigning under 2 grader, for det ville kræve, at i hvert fald 4/5 af virksomhedernes forretningsgrundlag ikke bliver udvundet. Noget, som det er umuligt at forestille sig, nogen virksomheder frivilligt ville gå med til, endsige passivt se til bliver besluttet politisk. Hermed har vi altså en del af forklaringen på, at det ikke er lykkes at vedtage og gennemføre en ambitiøs klimaaftale, som på rimelig vis forbinder de tre tal ovenfor, fordi, og selvfølgelig fristes man til at sige, at de fossile industrier har enorme interesser i, at dette ikke sker.

Undertitlen på McKibbens artikel er faktisk ’Three simple numbers that add to global catastrophe that make clear who the real enemy is …’.
Ved at pointere det så klart lægger McKibben op til et brud med den tilgang inden for klimaarbejdet, som har været fremherskende i en række år. Det har nemlig været almindeligt, også omkring COP15 i København, at gå konstruktivt til virksomheder, og samarbejde med dem, som er gået med på at gøre en indsats for klimaet. Det er normalt, at progressive virksomheder bliver hyldet, også i NGO-kredse, og for eksempel har Verdensnaturfonden en lang række samarbejder med virksomheder om deres klimaindsats.
Det eneste eksempel på en konfrontatorisk tilgang, jeg kan komme i tanke om herhjemme, er ’Shut it Down’-aktionen i september 2009 for at lukke kraftvarmeværket på Amager. Her rendte et par hundrede aktivister ind på værkets grund med det formål at fremtvinge en midlertidig lukning. Ud over dette mindes jeg ingen direkte konfronterende indsatser, som udstiller de virksomheder, som lever af fortsat udledning af CO2, eller mod de organisationer, som vildleder klimadebatten.

Det skift, som McKibbens artikel markerer, ses også af rapporten A Climate of Corporate Control, som i maj 2012 blev udgivet af den amerikanske organisation ’Union of Concerned Scientists’. Rapporten tager fat på 28 offentligt handlede selskaber, og analyserer den rolle, de hver især har spillet i forbindelse med klimaarbejdet, både offentligt, i forhold til lovgivning og via støtte til lobbyorganisationer. Det er primært olieselskaber, men også General Electric, Nike og Boeing er med i undersøgelsen. Her bliver navngivne virksomheder hængt ud, og deres score inden for anti-klimahandlinger og kommunikation er listet op. Det er skræmmende og virkelig tankevækkende læsning, som man ikke ved, om man skal grine eller græde over.
Det er et markant oplæg til det videre klimaarbejde, og det kan vise sig at blive starten til en proces, hvor der ikke længere bare arbejdes med de positive og konstruktive virksomheder, der igangsætter klimatiltag, men hvor der også bliver gået til dem, der gang på gang obstruerer og modarbejder en seriøs klimadebat og klimapolitik.
Jeg vil stadig meget hellere have samarbejdspartnere og konstruktive medspillere blandt virksomheder, som kan bringe de innovative potentialer og ledelsesmæssige styrker i spil for en klimaindsats, end jeg vil have fjender. Men det er de virksomheder og organisationer, som i dag fastholder en massiv kampagne mod indsatsen for klimaet, der vælger, at det skal være en fjende-relation, en kamp om man vil, ved at bruge deres finansielle styrke til at modarbejde og vildlede. Det er simpelthen ikke acceptabelt, og vi er nødt til at tage fløjlshandskerne af nu, for tiden arbejder bestemt ikke for klimaet.

Herhjemme i Danmark er der desværre ikke noget overblik over, hvilke virksomheder og organisationer, der aktivt modarbejder en klimaindsats.
Jeg vil derfor opfordre til at vi alle, præcist som ’Union of Concerned Scientists’ har gjort det, begynder at samle oplysninger sammen om de virksomheder og organisationer, der modarbejder klimaindsatsen, herhjemme og ude omkring. Det kan fungere som startskuddet til at opfordre disse organisationer til at vælge det konstruktive samarbejde, frem for at obstruere indsatsen og sætte vores alle sammens fremtid på spil. Eller bruges til vedholdende og massivt at udstille og offentligt udspørge dem om, hvad meningen er.

Så spørgsmålet herfra skal lyde: Hvilke virksomheder, organisationer og eventuelt personer er det i Danmark, som lobbyer mod en aktiv klimaindsats, hvordan stiller de danske afdelinger af de internationale olieselskaber sig, og hvilke roller spiller brancheorganisationerne, når mikrofonerne er slukket, og politikken skal udformes?
Sidder du inde med en del af svaret, så tøv ikke med at poste oplysninger, observationer og spørgsmål på denne side, eller send dem til mig, så kan vi sammen begynde at opbygge et pres på dem, der ud fra snævre egeninteresser ikke bare spiller hasard med planetens fremtid, men som direkte arbejder på at holde kursen hen imod løbske klimaforandringer.

Jeg vil godt på forhånd tage afstand fra:
1. Indvendinger om jobskabelse; selvfølgelig skal vi ikke undlade at lave klimaindsatser bare for at holde gang i nogle skadelige og miljøødelæggende job. Vi anerkender da heller ikke andre former for hærværk som iværksætteri og støtter det finansielt!
2. Indvendinger om, at jeg opfordrer til ulovligheder. Jeg er kun tilhænger af ikke-voldelige indsatser, der holder sig inden for demokratiets rammer, og jeg tager afstand fra vold, selvtægt og hærværk.





6. august 2012, 19:43 3 kommentar(er) · 4094 fremvisninger

Kommentarer
Boe Carslund-Sørensen 7. august 2012, 17:16
I klimaarbejdet er der et spørgsmål, som desværre alt for sjældent bliver stillet direkte: Hvem er det egentlig, vi, i kampen for at forhindre løbske klimaforandringer, kæmper imod?
Jeg vil i denne klumme, med udgangspunkt i en netop offentliggjort artikel af en af klimaarbejdets helt store pionerer og organisatorer, amerikaneren Bill McKibben, åbne op for det spørgsmål i en dansk kontekst.

Rasmus – hvorfor har du ikke medtaget følgende: Hvad er det egentlig, vi, i kampen for at forhindre løbske klimaforandringer, kæmper imod?
Det vil nok være noget lettere at besvare.
Ét af svarene er – forældet teknologi som f.eks. al afbrændingsteknologi.
Vi kan ikke reducere CO2-udledningen uden at reducere mængden af afbrændt kulstof, og klimaforandring er ligeglad med om CO2-udledningen kommer fra fossile eller biologiske brændsler.

I august-nummeret af magasinet Rolling Stone, har McKibben skrevet en artikel, der ganske kort og grundigt trækker linjerne op for indsatsen for klimaet, og tager fat på spørgsmålet om, hvem modstanderne er.
Lad os prøve at se på, hvad det er, han siger, som er skræmmende præcist, og som samtidig lægger an til en ny vinkel på klimaarbejdet.
McKibben har kaldt sin artikel for 'Den globale opvarmnings skræmmende nye matematik', og det er lige, hvad det er. Grundlæggende gør han os opmærksom på tre helt centrale tal i forbindelse med klimaet, og deres indbyrdes sammenhænge.

Det første tal er de 2 graders celsius, som der i en del år har været politisk konsensus om at se som loftet for, hvor meget temperaturen på kloden må stige. Valget af de 2 grader som den øvre grænse for acceptable forandringer af klimaet stammer helt tilbage fra midten af 90'erne, men er senest blevet slået fast i både G8-regi, og pointeret i udkommet fra COP15 i København, den såkaldte Copenhagen Accord. Det skal indskydes, at de 2 grader slet ikke er udtryk for status quo, men er noget nær garanti for mange flere miljøkatastrofer i form af massive oversvømmelser, tørker, orkaner og skovbrande osv.

Det andet tal er de 565 milliarder tons CO2, som det anslås, at vi kan udlede frem til 2050, hvis ikke de 2 graders celsius skal overstiges, altså et såkaldt CO2-budget. Det anslås, at verden i år 2011 udledte omkring 31,6 milliarder tons CO2, og i de følgende år vil udlede et par procent mere år for år. Det betyder, at budgettet for udledninger kan blive brugt op på under tyve år, og altså langt før de 40 år, som er minimum for, hvornår de mængder af CO2 må blive lukket ud i atmosfæren.

Det sidste og tredje tal i McKibbens artikel er det, som gør udfordringen meget mere massiv. Tallet 2795 milliarder tons CO2, som er en beregning af den mængde CO2, der er indeholdt bare i de eksisterende kendte og tilgængelige reserver af kul, olie og gas i verden. Dertil kommer, at der stadig foretages enorme investeringer i at udvinde mere fra eksisterende felter, finde nye og endda udvikle andre former for fossilbrændstoffer som f.eks. hydro-fracking, der er ved at blive afprøvet i Danmark. Altså er potentialet for udledning af CO2 i hvert fald 5 gange højere end det tal, videnskabsfolk anser, at planeten rent fysisk, kemisk og biologisk kan håndtere, uden at der sker en stigning på mere end 2 grader celsius.
Da langt størstedelen af de tilgængelige fossile reserver, som tallet 2795 mia. tons CO2 dækker over, ejes af private selskaber, opstår der en helt grundlæggende modsætning mellem at have en fossil industri, som trives, og på den anden side en tilstrækkelig indsats for klimaet. For vi kan ikke have en fossil industri, der fører 'business as usual', som i dag, og samtidig holde de globale temperaturstigning under 2 grader, for det ville kræve, at i hvert fald 4/5 af virksomhedernes forretningsgrundlag ikke bliver udvundet. Noget, som det er umuligt at forestille sig, nogen virksomheder frivilligt ville gå med til, endsige passivt se til bliver besluttet politisk. Hermed har vi altså en del af forklaringen på, at det ikke er lykkes at vedtage og gennemføre en ambitiøs klimaaftale, som på rimelig vis forbinder de tre tal ovenfor, fordi, og selvfølgelig fristes man til at sige, at de fossile industrier har enorme interesser i, at dette ikke sker.

Undertitlen på McKibbens artikel er faktisk 'Three simple numbers that add to global catastrophe that make clear who the real enemy is ...'.

Jeg finder det faktisk bekymrende, at McKibbens og dermed også du, ikke forholder jer til mængden af kulstof, der er bundet i biologisk materiale, og som derfor også frigives ved en forbrænding. Jeres bias mod fossile brændsler bevirker, at resultaterne er fejlbehæftede, og det er medvirkende til, at indsatsen for at reducere CO2-udledningen slår fejl.
De økonomiske konsekvenser af denne bias er også foruroligende, da penge brugt på tiltag, der i bedste fald ingen virkning har, men som i værste fald medfører mere CO2-udledning, er med til ødelægge mulighederne for, at få gjort op med forældet teknologi. Fjernvarme er en sådan forældet teknologi, og der forskes ikke nok i, hvordan kollektive energisystemer vedbliver med at være energieffektive, og/eller i hvordan en teknologi, der er god i dag, kan udfases, når er kommer nye teknologier, der er bedre.
Ved at pointere det så klart lægger McKibben op til et brud med den tilgang inden for klimaarbejdet, som har været fremherskende i en række år. Det har nemlig været almindeligt, også omkring COP15 i København, at gå konstruktivt til virksomheder, og samarbejde med dem, som er gået med på at gøre en indsats for klimaet. Det er normalt, at progressive virksomheder bliver hyldet, også i NGO-kredse, og for eksempel har Verdensnaturfonden en lang række samarbejder med virksomheder om deres klimaindsats.
Det eneste eksempel på en konfrontatorisk tilgang, jeg kan komme i tanke om herhjemme, er 'Shut it Down'-aktionen i september 2009 for at lukke kraftvarmeværket på Amager. Her rendte et par hundrede aktivister ind på værkets grund med det formål at fremtvinge en midlertidig lukning. Ud over dette mindes jeg ingen direkte konfronterende indsatser, som udstiller de virksomheder, som lever af fortsat udledning af CO2, eller mod de organisationer, som vildleder klimadebatten.

Rasmus – hvis har jeg forstået dig rigtig, så er det, du søger, et opgør med nogle meget stærke lobbyer, der kun har én eneste interesse og eksistensberettigelse – nemlig at skaffe de bedst mulig betingelser for lobbyens egen bias. Sådanne lobbyer er ikke og må ikke betragtes som sandhedsvidner for noget som helst.

Det skift, som McKibbens artikel markerer, ses også af rapporten A Climate of Corporate Control, som i maj 2012 blev udgivet af den amerikanske organisation 'Union of Concerned Scientists'. Rapporten tager fat på 28 offentligt handlede selskaber, og analyserer den rolle, de hver især har spillet i forbindelse med klimaarbejdet, både offentligt, i forhold til lovgivning og via støtte til lobbyorganisationer. Det er primært olieselskaber, men også General Electric, Nike og Boeing er med i undersøgelsen. Her bliver navngivne virksomheder hængt ud, og deres score inden for anti-klimahandlinger og kommunikation er listet op. Det er skræmmende og virkelig tankevækkende læsning, som man ikke ved, om man skal grine eller græde over.
Det er et markant oplæg til det videre klimaarbejde, og det kan vise sig at blive starten til en proces, hvor der ikke længere bare arbejdes med de positive og konstruktive virksomheder, der igangsætter klimatiltag, men hvor der også bliver gået til dem, der gang på gang obstruerer og modarbejder en seriøs klimadebat og klimapolitik.

Rasmus – har du overvejet, om ikke også dele af embedsværket modarbejder forskellige klimatiltag. Det er ingen hemmelighed, at den virkelige magt, når det gælder store samfundsmæssige ændringer, er i skatteministeriet. Og det er heller ingen hemmelighed, at skatter og afgifter ofte spænder ben for en effektiv udnyttelse af energiressourcerne.

Jeg vil stadig meget hellere have samarbejdspartnere og konstruktive medspillere blandt virksomheder, som kan bringe de innovative potentialer og ledelsesmæssige styrker i spil for en klimaindsats, end jeg vil have fjender. Men det er de virksomheder og organisationer, som i dag fastholder en massiv kampagne mod indsatsen for klimaet, der vælger, at det skal være en fjende-relation, en kamp om man vil, ved at bruge deres finansielle styrke til at modarbejde og vildlede. Det er simpelthen ikke acceptabelt, og vi er nødt til at tage fløjlshandskerne af nu, for tiden arbejder bestemt ikke for klimaet.

Rasmus – her kommer du nok til at følge de fingrer, der peger ind mod dig selv, når du peger finger af andres gøren og laden. Du kunne måske også tage en snak med klima-, energi- og bygningsministeren, skatteministeren, finansministeren og økonomiministeren – for manglende samspil mellem initiativerne på klima-, energi- og byggeområdet og det økonomiske og skatte politiske område, er nok den største hindring for, at virksomheder og organisationer aktivt går ind i en omstillingsproces.

Herhjemme i Danmark er der desværre ikke noget overblik over, hvilke virksomheder og organisationer, der aktivt modarbejder en klimaindsats.

Hvem skulle i givent fald så være "dommer" over, hvor en given virksomhed, organisation skal paceres?
Fri mig for sådan et register, det høre ikke hjemme i et moderne samfund.

Jeg vil derfor opfordre til at vi alle, præcist som 'Union of Concerned Scientists' har gjort det, begynder at samle oplysninger sammen om de virksomheder og organisationer, der modarbejder klimaindsatsen, herhjemme og ude omkring. Det kan fungere som startskuddet til at opfordre disse organisationer til at vælge det konstruktive samarbejde, frem for at obstruere indsatsen og sætte vores alle sammens fremtid på spil. Eller bruges til vedholdende og massivt at udstille og offentligt udspørge dem om, hvad meningen er.

Jeg har en fornemmelse om, at et sådan register strider imod dataloven.

Så spørgsmålet herfra skal lyde: Hvilke virksomheder, organisationer og eventuelt personer er det i Danmark, som lobbyer mod en aktiv klimaindsats, hvordan stiller de danske afdelinger af de internationale olieselskaber sig, og hvilke roller spiller brancheorganisationerne, når mikrofonerne er slukket, og politikken skal udformes?
Sidder du inde med en del af svaret, så tøv ikke med at poste oplysninger, observationer og spørgsmål på denne side, eller send dem til mig, så kan vi sammen begynde at opbygge et pres på dem, der ud fra snævre egeninteresser ikke bare spiller hasard med planetens fremtid, men som direkte arbejder på at holde kursen hen imod løbske klimaforandringer.

Jeg vil opfordre til, at der første bliver skabt klarhed over, hvad er det egentlig, vi, i kampen for at forhindre løbske klimaforandringer, kæmper imod?
Og jeg er imod, at hænge navngivne virksomheder, danske som multinationale, ud, hvorimod det kunne være godt med et lobbyregister, der også fortalte hvor den enkelte lobbys bias ligger.

Jeg vil godt på forhånd tage afstand fra:
1. Indvendinger om jobskabelse; selvfølgelig skal vi ikke undlade at lave klimaindsatser bare for at holde gang i nogle skadelige og miljøødelæggende job. Vi anerkender da heller ikke andre former for hærværk som iværksætteri og støtter det finansielt!
2. Indvendinger om, at jeg opfordrer til ulovligheder. Jeg er kun tilhænger af ikke-voldelige indsatser, der holder sig inden for demokratiets rammer, og jeg tager afstand fra vold, selvtægt og hærværk.


Det kan jeg tilslutte mig helt og fuldt.
Kosmos 7. august 2012, 23:04
Jeg vil derfor opfordre til at vi alle, præcist som 'Union of Concerned Scientists' har gjort det, begynder at samle oplysninger sammen om de virksomheder og organisationer, der modarbejder klimaindsatsen, herhjemme og ude omkring

- netop UCS er måske et lidt 'spøjst' forbillede, eftersom denne organisation åbenbart modarbejder aktindsigt/åbenhed, såfremt dens proselytters arbejdsmetoder søges blotlagt:

Not long ago, the American Tradition Institute initiated a transparency campaign using federal and state freedom of information laws to learn more about how taxpayer-funded academics use their positions to advance a particular agenda. On its face, this should have been welcomed by the Left, which often lays claim to the "transparency" mantle. It is instead causing great angst.
Our project would compile the context to the "Climategate" scandal, which, as activist academics central to its revelations assured us, was really an out-of-context misrepresentation. Curiously, the same people think this project a very bad idea.
So do the media and environmentalist establishments. Of the latter, the Union of Concerned Scientists became particularly exercised, mobilizing left-wing groups to urge universities not to satisfy our requests for public documents...

Af artiklen fremgår yderligere, at sammenslutningen støtter forsøg på bagvaskelse af forskere (Lindzen & Spencer), der er kritiske over for CAGW-hypotesen.

Som et kuriosum kan nævnes, at Anthony Watts hund også er medlem af UCS! Scientist er den nok næppe - men muligvis concerned!?
Rasmus Vincentz 10. januar 2013, 22:52
Jeg skal starte med at beklage at jeg ikke har fået kommenteret før, men det er sandelig også en mundfuld at tage fat på.

Men her er mine kommentarer:

Til Hr. Carlslund-Sørensen.

Din første kommentar er for mig at se i kategorien, 'hvorfor handler din artikler ikke om alt på en gang, eller om alt muligt andet?' Jeg har i denne klumme valgt spørgsmålet om hvem vi kæmper i mod, fordi det er, som jeg behandler, et lidt usædvanligt spørgsmål.

Dine anden kommentar handler om at fokus ikke kun skal være på fossile brændsler, men også udledninger af drivhusgassser fra andre kilder. Det er jeg meget enig med dig i, og har endda skrevet en klumme om netop det. Se min klumme fra januar 2012 "Hvad vi taler om....."

Din tredje kommentar handler om at jeg ikke må betragte lobbyer som sandhedsvidner. Bare rolig det gør jeg sandelig heller ikke, og det uanset hvilken side af debatten de står på.

Din fjerde kommentar handler om embedsværkets rolle. Det er helt rigtigt at lobby aktiviteter fra virksomheder kun har en betydning, hvis der er et lydhørt embedsværk. Så din pointe her er god, og et skræmmende nyt eksempel på dette er fra Canada, hvor der lige er lavet groteske ændringer i miljølovgivning, påfaldende direkte i overensstemmelse med forsalg fra fossil lobbyen. Se http://www.greenpeace.org/canada/en/Blog/what-the-oil-industry-wants-the-harper-govern/blog/43617/

Den femte kommentar er om regeringens rolle i at sikre samarbejde. Det er jeg meget enig med dig i, og vil gerne høre gode ideer til hvordan det arrangeres?

Din sjette og syvende kommentar er en utilfredshed med at registrere virksomheder. Det kan jeg på ingen måde se noget problem i, og der selvfølgelig ingen problemer i det med dataloven eller noget som helst andet. Så skulle min liste med venner eller tandlæger også være et problem? Arj vel.

Og den der skulle være dommer, er dem der deltager i debatten om hvad der er uacceptabel lobby indsats mod arbejdet med klimaet. Hvor synes du grænsen går?

Til Kosmos.
Din kommentar handler for mig at se om at du skyder mig i skoene at UCS skulle være et forbillede, og derefter finder du mangelfuldheder hos dem, som således skulle stille mine pointer i dårligt lys.
Jeg har imidlertid aldrig betragtet UCS som forbillede, men finder deres omtalte rapport meget inspirerende, og kunne tænke mig at gøre noget tilsvarende her hjemme. For det synes jeg vi trænger til! Når det er sagt er jeg egentlig komplet ligeglad med om de niver gamle damer eller bøvser ved bordet, men synes da ikke der er klædeligt hvis de virkelig gør som du siger mht. bagvaskelse eller hundemedlemmer. Det burde alle organisationer holde sig for gode til.
Men det skal på ingen måde bremse arbejdet herhjemme for at kortlægge hvem der modarbejder indsatsen for klimaet!
Deltag aktivt i debatten om artiklen Den globale opvarmnings magt og matematik:

Husk mig

Lignende indhold
DebatterSvarSeneste indlæg
Global opvarmning + Matematik ?!124-09-2008 01:00
Er viden magt?421-07-2008 22:27
▲ Til toppen
Afstemning
Bør der indføres en klimaafgift på oksekød, som foreslået af Etisk Råd?

Ja

Nej

Ved ikke


Tak for støtten til driften af Klimadebat.dk.
Copyright © 2007-2016 Klimadebat.dk | Kontakt | Privatlivspolitik