Af Anja Julia Ryhl
Artiklen er en del af et universitetsspeciale fra 2010.Kapitel 3 – Den retoriske situationI dette kapitel vil jeg fremlægge den retoriske situation, som jeg betragter artefaktet i lyset af. Denne situation er, som fremhævet af Jørgensen & Villadsen, omdrejningspunktet for retorikken og dermed afgørende for hensigtsmæssigheden af et stykke retorik (2009, s. 85). Idet jeg gik til artefaktet ud fra en undren over dets udformning i forhold til, at WWF International er en organisation, der overordnet set arbejder for natur og miljø, vil jeg undersøge artefaktets hensigtsmæssighed i forhold til dette overordnede arbejdsområde. Derved betragter jeg klimaproblematikken som isoleret størrelse og WWF Internationals hensigt i forhold til denne som irrelevant. I dette afsnit vil jeg i stedet tage udgangspunkt i den konkrete sammenhæng for den kommunikationssituation, som WWF International befinder sig i på et mere generelt plan i kraft af organisationens overordnede målsætning.
Jørgensen & Villadsen udpeger bestanddelene i en retorisk situation som bestående af: retor, emne, publikum, omstændigheder og selve ytringen (2009, s. 96). Tilgangen til disse bestanddele, påpeger Jørgensen & Villadsen, afhænger af det teoretiske udgangspunkt (2009, s. 96). I beskrivelsen af artefaktets situation har jeg fundet det hensigtsmæssigt at tage udgangspunkt i Bitzers teori om den retoriske situation og dermed anvende de tre elementer, som Bitzer betragter som konstituerende i enhver retorisk situation: det påtrængende problem
13 (
exigence), publikum (
audience) og de retoriske vilkår
14 (
constraints) (Bitzer, 1992, s. 6-8). Jeg finder det relevant at kortlægge den retoriske situation ud fra disse elementer, fordi WWF International beskriver sit arbejde som svar på netop et påtrængende problem. Som gennemgået af Jørgensen & Villadsen har Bitzers teori mødt kritik, bl.a. af Vatz og Hauser, fordi den ikke tager højde for retors intention og medskabende kraft i forhold til den retoriske situation (2009, s. 92-96). Denne kritik kaster lys over et relevant felt, også for dette speciale. Et felt, der desuden er i overensstemmelse med specialets bærende præmis om sproget som en skabende kraft. Ved sin kommunikation definerer WWF International nemlig selv den retoriske situation og derved også situationens påtrængende problem og løsning. Som skrevet, er eksistensen af fysiske fænomener reel og hævet over opfattelser af verden som menneskeskabt. Som retoriker vil jeg dog afholde mig fra at søge at kortlægge de faktiske, naturvidenskabelige forhold i forbindelse med WWF Internationals påtrængende problem. I stedet vil jeg forholde mig til WWF Internationals udlægning af disse, fordi denne udlægning hænger sammen med det mål, som WWF International arbejder hen imod, og som dermed er afgørende for, hvorvidt artefaktets kommunikation er passende. Dermed vil jeg i forbindelse med en formidling af det påtrængende problem, som WWF International definerer det, desuden gøre rede for WWF Internationals intention, som organisationen udtrykker den i forbindelse med dette problem
15.
Hermed vil jeg beskrive, hvordan WWF International definerer det påtrængende problem og løsningen herpå og altså berøre kommunikationssituationens
emne. For at redegøre for
modtagerne vil jeg følgende beskrive artefaktets publikum. Derefter vil jeg beskrive WWF Internationals
retoriske vilkår; i denne forbindelse vil jeg komme ind på WWF International som
afsender, artefaktets fremtræden og
ytring samt særlige vilkår, som omgiver disse størrelser.
3.1 WWF Internationals påtrængende problem og løsning
“There’s a problem though. People are already using nearly 30 per cent more natural resources than the Earth can replenish and our activities are drastically changing the planet’s climate. As a result, biodiversity is under threat – and the life support system is starting to break down”.
(WWF International, 2008, s. 1)
Dette er problemet, som WWF International definerer det i sit gældende globale hensigtsprogram ”A Roadmap for a Living Planet” (2008). Et overforbrug af jordens naturlige ressourcer og aktiviteter som skader planetens klima og resulterer i det, som WWF International kalder for ”the degradation of the planet’s natural environment” (WWF International, 2008, s. 14), nedbrydningen af planetens naturlige miljø.
Det er et stop for denne nedbrydning, der er WWF Internationals intention. WWF International (2008) beskriver en indsats på tre områder, hvormed dette kan opnås:
1) At redde biodiversiteten ved at beskytte naturområder og at sikre at dyrearter bliver genoprettet (s. 4-7).
2) At reducere menneskets økologiske fodaftryk hvilket betyder, at menneskets forbrug af ressourcer i natur og miljø og påvirkning af økosystemer skal reduceres (s. 8-9).
3) At tackle trusler som går ud på at reducere forureningen af natur og miljø, og det WWF International kalder for et ødselt forbrug (s. 10-11).
Samlet set ønsker WWF International altså, at mennesket skal opføre sig på en måde, så natur og miljø bevares, at en ødsel omgang med disse størrelser stoppes, og at natur og miljø kun forbruges på en måde, så disse ikke nedbrydes. Altså arbejder WWF International for, at der gives plads og tages hensyn til natur og miljø. Dermed mener jeg, at WWF International arbejder for det, jeg vil definere som en respektfuld omgang med natur og miljø. Med dette mener WWF International at nå sit endelige mål, som er at skabe en levende verden, hvor mennesker lever i harmoni med naturen: “building a future where people live in harmony with nature – a Living Planet” (2008, s. 14). WWF International fremhæver, at det ikke er nødvendigt at bremse menneskets udvikling i velstand for at nå organisationens mål: ”It’s not about turning back the clock for how we live or preventing countries or communities from developing” (2008, s. 9).
3.2 WWF Internationals samarbejdspartnere
For at opnå ovenstående henvender WWF International sig til en bred målgruppe bestående af forbrugere, lokale, grundejere, politikere, forretninger, ledere i industrien, NGO-arbejdere, landmænd og fiskere, som WWF International fremhæver, alle er en del af løsningen (2008, s. 3). Som organisation arbejder WWF International sammen med samme bredde gruppe af interessenter. Således er WWF International involveret med regeringer, som organisationen er samarbejdspartner med om konserveringsprojekter, og som organisationen påvirker med lobbyisme (WWF International, 2010). Desuden arbejder WWF International med internationale autoriteter som FN og Verdensbanken, som organisationen bl.a. søger at påvirke i forbindelse med international lovgivning (WWF International, 2010). Privatpersoner, der er medlemmer af organisationen, samt andre ngo’er og lokale folk er herudover WWF Internationals samarbejdspartnere i forskellige konserveringsprojekter (WWF International, 2010). Siden midten af halvfemserne har WWF International arbejdet på at skabe et stærkere forhold mellem organisationen og forretningslivet og har således yderligere etableret et samarbejde med en lang række af store og mindre forretningskæder (Gilbert, 2008; WWF International, 2010). Disse forretningskæder involverer bl.a. store internationale virksomheder som Nestlé, Shell, Ikea og Coca-Cola (WWF International, 2010).
Modtagerne til det konkrete artefakt kan indskrænkes til at bestå af de af overnævnte, som har internetadgang og et ønske om at opsøge artefaktet, som findes på internettet.
3.3 WWF Internationals retoriske vilkår
Følgende vil jeg opridse de vilkår, jeg mener, WWF International bør tage hensyn til i sin kommunikation. Her vil jeg redegøre for WWF Internationals rolle som afsender, ligesom jeg vil forklare forholdene, der præger artefaktet og det medie, det fremstår i. Desuden vil jeg beskrive en strid, der drejer sig om, hvor værdien af natur og miljø lokaliseres.
3.3.1 Grundlæggende om WWF International
WWF International er det oprindelige WWF-kontor forstået på den måde, at WWF stiftede sig som organisation i dette kontor, der har hjemme i Schweiz (WWF International, 2010). De øvrige WWF-kontorer er således stiftet senere og har alle mere eller mindre tilknytning til WWF International, der som hovedkontoret har som rolle at lede og koordinere netværket af WWF-kontorer over hele verden (WWF International, 2010). I øvrigt har WWF International den samme historiske baggrund og de samme organisatoriske præmisser som de øvrige WWF-kontorer. Jeg vil følgende gennemgå disse grundlæggende betingelser for organisationen WWF, som WWF International fremlægger dem (2008 og 2010).
WWF blev stiftet som en uafhængig organisation i 1961 på initiativ af en række prominente videnskabsmænd og forretningsfolk som et resultat af den engelske biolog, Sir Julian Huxley’s, opdagelser af udryddelsestruede arter i Østafrika. Dette udgangspunkt betød, at organisationen i starten udelukkende beskæftigede sig med projekter sigtet på at stoppe udryddelse af enkelte arter. I dag har WWF udviklet sig til at beskæftige sig med bredere emner omkring beskyttelse og bevarelse af naturen. Med sin base i videnskaben var det fra starten en beslutning, at WWF skulle basere sit arbejde på den bedst tilgængelige videnskabelige viden. Dette er den dag i dag stadig et væsentligt princip for WWF. WWF er vidt udbredt i verden, hvor organisationen støttes af næsten fem millioner mennesker fordelt over fem forskellige kontinenter. Derudover har WWF over 90 kontorer i mere end 40 lande. At skabe dialog og være ikke-konfronterende i sit arbejde med en bred gruppe af samarbejdspartnere er et grundlæggende mål for WWF. Et princip der hænger sammen med WWF’s status som en uafhængig, apolitisk, multikulturel organisation.
3.3.2 Artefaktet og dets medie
Selve artefaktet består af WWF Internationals online formidling af klimaproblematikkens årsagssammenhænge under COP15. Dette artefakt var at finde på WWF Internationals website under COP15. Dermed var artefaktet tilgængeligt for de folk, der valgte at besøge hjemmesiden i denne periode, og som havde interesse for at klikke sig frem til de relevante sider. Artefaktets placering på internettet betyder nemlig, at folk udelukkende har været eksponeret for det på baggrund af en aktiv og opsøgende handling (Hoff-Clausen, 2004, s. 13). Internettet har dog en stor rækkevidde, fordi materialet herpå er tilgængeligt for en stor mængde mennesker (Bregendahl, Haase & Madsen, 2006, s. 132). Rækkevidden spænder desuden over et stort geografisk område, idet det blot kræver internetadgang og computer at nå information på internettet
16. Således er det eneste nødvendige for at nå frem til artefaktets kommunikation at have mulighed for internetadgang samt at kunne læse engelsk, som artefaktet er formuleret på. Da WWF Internationals website ifølge Google Analytics hvert år har mere end fem millioner besøgende fra 236 forskellige lande og territorier (WWF International, 2010), og da dets emne var aktuelt i perioden, jeg ser det i lyset af, kan artefaktet have været eksponeret for et stort antal folk fordelt over hele verden.
3.3.3 Værdien af natur og miljø
I sin gennemgang af diskurser om natur og miljø i den moderne tid påpeger Dryzek, hvordan alle diskurser i vores tid befinder sig inden for rammerne af industrialiseringens diskurs (2005, s. 13). Industrialiseringens diskurs har vækst i forbindelse med antallet af de varer og services, som bliver produceret, og vækst i forbindelse med den materielle velfærd, som vilkår (Dryzek, 2005, s. 13). Ifølge Dryzek anser industrialiseringens diskurs primært natur og miljø som ressourcer i forbindelse med industrielle processer (2005, s. 13-14). Derfor, påpeger han, er diskurser, der ønsker at fremme vilkår for natur og miljø, nødsaget til at afvige fra industrialiseringens diskurs (2005, s. 13-14). Dryzek gør samtidigt opmærksom på, at det er nødvendigt for regeringer at acceptere industrialiseringens betingelse om vækst for ikke at miste økonomiske investeringer og derved opleve recession og utilfredse vælgere (2005, s. 9-10). Det vil sige, at der kan opstå et modsætningsforhold mellem organisationer, der arbejder for natur og miljø og vil tage afstand fra industrialiseringens præmis om natur og miljø som ressourcer til materiel vækst, og regeringer der ifølge Dryzek er nødsaget til at acceptere dette grundlæggende princip i industrialiseringens diskurs. Dette modsætningsforhold kendetegner den strid, som også bliver benævnt striden mellem antropocentriske og økocentriske værdier, der af flere påpeges som kerne i debatten om natur og miljø (Gough, Scott & Stables, 2000; Kortencamp & Moore, 2001; Korfiatis, Stamou & Paraskevopoulos, 2004, s. 77). Denne strid drejer sig om, hvorvidt natur og miljø har værdi i form af de ressourcer, disse stiller til rådighed til menneskets forbrug, og dermed bliver anskuet ud fra antropocentriske værdier; eller om værdi af natur og miljø findes i naturen og miljøet selv og disse størrelsers ret til at være og dermed betragtes i forhold til økocentriske værdier (Korfiatis et al., 2004, s. 77). Jeg mener, at denne strid udgør et væsentligt vilkår for WWF International, i forhold til hvordan organisationen skal fremstille menneskets forhold til natur og miljø. Den ene side af denne strid, som anser værdien af natur og miljø for at ligge i de ressourcer, disse stiller til rådighed for mennesket, mener jeg, vil anse fremstillingen af et forhold, hvor mennesket anvender ressourcer i natur og miljø for selvfølgeligt. Den anden side, som lokaliserer værdien af natur og miljø i naturen og miljøet selv, formoder jeg derimod, vil holde på en fremstilling af et forhold, som hævder natur og miljø uafhængigt af menneskets anvendelse. Organisationens brede gruppe af modtagere, der både involverer politiske beslutningstagere og ngo’er, har interessenter, som sandsynligvis befinder sig i hver side af denne strid. I forhold til disse modtagere befinder WWF International sig i midten af striden og bør gribe denne situation smidigt an for ikke at gøre sig uvenner med nogen af sine samarbejdspartnere.