Husk mig
▼ Indhold

Det sublime begreb

Af Anja Julia Ryhl
Artiklen er en del af et universitetsspeciale fra 2010.


< IndledningIndholdsfortegnelseDen retoriske situation >


Kapitel 2 – Det sublime begreb
I det følgende vil jeg introducere det sublime begreb, og på hvilken vis jeg vil anvende det som optik på specialets analyseobjekt.
For at kortlægge det sublime begreb og hvordan det fremstår i sin retoriske tradition, vil jeg indlede med en beskrivelse af begrebet ud fra en traditionel retorisk tolkning af det. Her vil jeg forklare, hvordan denne tolkning især er defineret af værket ”Peri Hypsous”. Herefter vil jeg redegøre for det sublime begreb ud fra en forståelse af, hvordan det er blevet teoretisk udviklet i nyere tid af Burke og Kant.


2.1 Det sublime begreb i sin retoriske tradition

Det var værket ”Peri Hypsous”, som introducerede det sublime som et særskilt retorisk begreb og fænomen. Værket kom til verden omkring slutningen af det 1. århundrede e.Kr. og er tilskrevet Cassius Longinus af Palmyra5. Den egentlige forfatter er dog ukendt (Fafner, 1995, s. 101; Oravec, 2001, s. 757; Andersen, 2004, s. 7)6. For Longinus er det sublime kort fortalt en retorisk fremstilling af en usædvanlig høj, stilistisk kvalitet, der er medrivende og publikumsforførende i en særlig grad. I ”Peri Hypsous” fremhæver Longinus, hvordan et værk udføres, så det opnår en sådan sublim kvalitet. Desuden lægger han vægt på den psykologiske effekt, som det sublime værk fører til7. ”Peri Hypsous” peger på fem kilder, der er forudsætninger for at skabe det sublime værk. Disse kilder ligger i evner hos eller træk udøvet af retoren8 og bliver beskrevet i rangeret rækkefølge efter vigtighed. Den første er evnen til at skabe store tanker, “(…) the ability to form grand conceptions (…)” (Longinus, 1978, s. 108), dernæst nævnes evnen til at behandle følelserne livagtigt og sjælfuldt, ”(…) stimulus of powerful and inspired emotions.” (1978, s. 108). Disse to kilder, fremhæver Longinus, findes i retorens iboende evner. Herefter nævner Longinus tre kunstneriske kilder til det sublime, som retoren kan trække på: en passende brug af stilistiske figurer, et passende ordvalg samt en ophøjet måde at strukturere stoffet på (1978, s. 108). Longinus bruger en del af sin udredning på at beskrive figurer, troper, ordsammensætninger og rytmer, og hvilken rolle disse sproglige og stilistiske virkemidler spiller for den sublime effekt (se 1978, s. 125-142). Ved at lægge vægt på retorens store tanker og emotionelle modenhed samt på værkets struktur kommer ”Peri Hypsous” desuden ind over inventio og dispositio i sin udredning af, hvordan det sublime udtryk opnås (se Longinus, 1978, fx s. 108-116). Derved er ”Peri Hypsous” et værk, som befinder sig inden for stilistikken, men med en retorikanskuelse hvor form og indhold i høj grad spiller sammen.


2.1.1 ”Peri Hypsous” i sin samtid

Opdelingen af stil i høj og lav går langt tilbage i tid i den græske tænkning og findes således allerede hos Homer (ca. 850 f.Kr.) og Aristophanes (ca. 446-386 f.Kr.)(se bl.a. Murray & Dorsch, 2000, s. viii-xx). Hos Cicero (106-43 f.Kr.), Quintilian (ca. 35-100 e.Kr.) og senere teoretikere er den følgende opfattelse af stil i tre stillejer kanoniseret. Denne kanon indebærer et syn på stil i enten et lavt, mellem eller højt leje (Fyfe & Russel, 1995, s. 152-153; Innes, 1995, s. 324). Stilopfattelsen i denne tradition er fokuseret på sproglige teknikker i form af elocutio frem for indhold og effekt og lægger vægt på, hvilket sprog der passer til hvilke emner (Jørgensen & Kock, 2009, s. 182). ”Peri Hypsous” omhandler stilen med det græske substantiv hypsos, der direkte oversættes til det ophøjede eller højdepunkt (Roberts, 1907, s. 23; Fafner, 1995, s. 101). Herved henviser navnet på stilen tankerne til den høje stil, som er en del af den kanon, der anskuer stil i tre lejer. ”Peri Hypsous” adskiller sig dog fra denne stilforståelse. Longinus fokuserer ikke på stil i forskellige lejer og deres individuelle sproglige træk, men på en fremstilling af en særlig høj kvalitet og påvirkning af publikum. Derved fokuserer han på, med hvilke træk et stykke retorik får en sublim effekt. I dette lægger Longinus sig op ad en stilanskuelse, som Jørgensen & Kock identificerer hos Demetrius (ca. 250 f.Kr.) i hans fire stiltyper (karakterer) og hos Hermogenes (ca. 150 e.Kr.) i hans karakteristik af seks hovedtyper og et større antal undertyper af forskellige fremstillingsformer (idea) (2009, s. 183). Jørgensen & Kock fremhæver, at dette stilsyn er kendetegnet ved at være funktionsbestemt, idet der fokuseres på, hvilke træk der er hensigtsmæssige i forbindelse med en særlig effekt (2009, s. 183). Et fokus der netop kendetegner ”Peri Hypsous”.9 På et konkret plan har den fremstillingsform, som Hermogenes benævner deinotes (Hermogenes, 1987, s. 101) træk til fælles med Longinus’ beskrivelse af det sublime. Denne fremstilling indebærer en passende brug af alle fremstillingsformer og undertyper, som Hermogenes opstiller. En sådan passende brug vil ifølge Hermogenes kendetegnes som magtfuld (1987, s. 101-108). Herved tilskriver Hermogenes perifert stilarten en magtfuld, psykologisk effekt, som har fælles træk med den effekt, som Longinus forbinder med det sublime værk. Som det også er fremhævet af Fyfe & Russel (1995, s. 154), leverer ”Peri Hypsous” dog en beskrivelse af det sublime, der er endnu mere entusiastisk, detaljeret og gennemført end Hermogenes’ gennemgang af stilarterne. Derudover, tilføjer Fyfe & Russel, lægger Longinus, i modsætning til Hermogenes, vægt på retorens emotionelle og intellektuelle kundskaber som en nødvendighed for at skabe det sublime værk (1995, s. 154).

Dermed fremstår beskrivelsen af det sublime i ”Peri Hypsous” som enestående i sin samtid. ”Peri Hypsous” er således i høj grad det værk, der definerer forståelsen af det sublime, som det blev forstået i antikken, og altså den måde hvorpå begrebet fremstår i sit traditionelle, retoriske udgangspunkt.


2.1.2 ”Peri Hypsous” i sin udvikling

Senere tiders teoretikere finder det især interessant at forske i effekten af det sublime udtryk og forlader dermed de stilistiske overvejelser, der ligger i Longinus’ værk. Endvidere forlader disse teoretikere det retoriske felt. Som flere påpeger, fik ”Peri Hypsous” ikke meget opmærksomhed i sin tid (se fx Fafner, 1995, s. 102; Oravec, 2001, s. 758). Det var først med Boileaus oversættelse i 1674, at det sublime begreb for alvor fik interesse, dog inden for andre videnskabelige grene end retorikken10(Oravec, 2001, s. 758). Denne interesse medførte ikke desto mindre overvejelser, som har udviklet det sublime begreb i retninger, som er interessante - også i et retorisk perspektiv. Som gennemgået, er det imidlertid min opfattelse, at denne udvikling har været overset inden for retorisk forskning. Nedenfor er det derfor min hensigt at beskrive det sublime begreb i et større perspektiv, der også tager højde for begrebets udvikling, og hvordan denne gør det sublime begreb anvendeligt i en retorisk kontekst.

2.2 Det sublime begreb i et videre perspektiv

Af de mange teoretikere af både nyere og ældre dato, som har behandlet det sublime begreb efter ”Peri Hypsous”, har især Burke og Kant bidraget til teorien om det sublime begreb på en måde, der har udviklet forståelsen af det sublime, og som desuden har vist det skønne element som en del af det sublime begreb. Sammen med Longinus’ teori om det sublime begreb mener jeg, at Burke og Kants indsigter giver en fyldestgørende forståelse for det sublime og det skønne som elementer af det sublime begreb, der gør disse elementer brugbare i forbindelse med et stykke retorik11. Mens alle tre teoretikere bidrager med definitioner af det sublime, som er relevante, introducerer især Burke, men også Kant, til det skønne som en antitese til det sublime med en nærmere redegørelse for ydre, fysiske såvel som indre, psykologiske karaktertræk af disse elementer. Desuden tilbyder Longinus, Burke og især Kant tanker om den sublime oplevelse, som kan belyse det sublime element. Jeg vil derved gennemgå det sublime begreb med afsæt i disse dimensioner, som Longinus, Burke og Kant har bidraget med til teorien om det sublime begreb. I min gennemgang vil jeg forlade Longinus’ overvejelser om konkrete, sproglige stilistiske virkemidler, som bidrager til at gøre et retorisk værk sublimt. I stedet har jeg anskuet det sublime begreb som bestående af en række fysiske og psykologiske karakteristika, der rummer særlige effekter.
Følgende vil jeg lægge ud med at forklare, hvordan det sublime grundlæggende er blevet defineret. Derefter vil jeg beskrive, hvordan det sublime er fremstillet som en magtfuld størrelse. Den sublime oplevelse, som beskrevet i forskellige temporale stadier, vil jeg forklare efterfølgende. Herefter vil jeg beskrive, hvordan det skønne er karakteriseret som en modsætning til det sublime og dette elements karakteristika for at konkludere det grundlæggende forhold mellem det sublime begreb og natur og miljø. Afslutningsvist vil jeg opsummere, hvordan disse betragtninger er relevante for det sublime begreb som et retorisk redskab.

2.2.1 Definitionen af det sublime

For Longinus består det sublime i en særlig høj kvalitet af sproglig fremstilling, som er mere magtfuld end den ytring, der blot er overbevisende, og som på fortryllende og universel vis vil overvælde enhver tilskuer til alle tider:
For the effect of elevated language is, not to persuade the hearers, but to entrance them; and at all times, and in every way, what transports us with wonder is more telling than what persuades or gratifies us. The extent to which we can be persuaded is usually under our own control, but these sublime passages exert an irresistible force and mastery, and get the upper hand with every hearer. (1978, s. 100)

Det sublime er altså grundlæggende en magtfuld kraft, der, hævet over regler for almindelig overbevisning, virker direkte på menneskets sjæl, og som på overlegen og fortryllende vis ”get the upper hand” (Longinus, 1978, s. 100), fejer benene væk under, enhver tilhører, som var de tilskuere til lynets magi: ”(…) a well-timed stroke of sublimity scatters everything before it like a thunderbolt, and in a flash reveals the full power of the speaker.”(Longinus, 1978, s. 100).

Med udgivelsen af ”A Philosophical Enquiry into the Origin of Our Ideas of the Sublime and Beautiful” i 1756, hvor Burke analyserer det sublime begreb ud fra et filosofisk perspektiv, fastholder Burke grundlæggende denne opfattelse af det sublime som en voldsom kraft, der på magtfuld vis river sin tilskuer med:
The passion caused by the great and sublime in nature, when those causes operate most powerfully, is Astonishment, and astonishment is the state of the soul, in which all of its motions are suspended, with some degree of horror. In this case the mind is so filled with its object, that it cannot entertain any other, nor by consequence reason on that object which employs it. Hence arises the great power of the sublime, that far from being produced by them, it anticipates our reasonings, and hurries us on by an irresistible force. (2004, s. 101) (Burkes kursivering)

Ifølge Øckenholt baserer Burke sin analyse af det sublime på den Locke’ske psykologi, der hævder, at menneskets psyke svarer til summen af alle de erfaringer, som sanserne har forsynet den med (1995, s. 22). Øckenholt (1995, s. 22) forklarer, hvordan det sublime øjeblik for Burke netop opstår, når sanserne kommer til kort og ikke længere kan omsætte det oplevede til erfaring. Her opstår et tomrum, fordi den empiriske struktur, som er forudsætningen for psykens regeneration, kollaberer. Som Longinus anser Burke altså det sublime som en voldsom kraft, der sætter menneskets fornuft og dømmekraft ud af spil og dermed opererer på en magisk måde ved at forbløffe individet i en sådan grad, at alle andre sanseindtryk forsvinder, og individet bliver revet fuldstændigt med af den sublime oplevelse.
Hvor Longinus behandler det sublime ud fra en produktiv og kritisk retorisk vinkel og anser sproget som grundstoffet, der kan fremstille det sublime, er det sublime for Burke en psykologisk proces og dermed ikke kun en effekt, der kan frembringes kunstnerisk (se også Oravec, 2001, s. 758). Selvom Burke anerkender sproget som kilde til den sublime oplevelse, anser han desuden naturoplevelser og psykologiske processer som fænomener, der kan frembringe det sublime. Det resulterer i, at de to teoretikere til trods for samme grundlæggende opfattelse af den sublime oplevelse tolker kilden til denne oplevelse forskelligt på et konkret plan.

I Kants fortolkning af det sublime begreb i ”Kritik der Urteilskraft” fra 1790 lægger han en yderligere afstand fra den produktionsbundne tankegang, der anser objektet som den vigtigste kilde til det sublime. For Kant findes det sublime således ikke i objektet, der sætter gang i den sublime oplevelse, men alene i menneskets fornuft:
(…) das eigentliche Erhabene kann in keiner sinnlichen Form enthalten sein, sondern trifft nur Ideen der Vernuft: welche, obgleich keine ihnen angemessene Darstellung möglich ist, eben durch diese Unangemessenheit, welche sich sinnlich darstellen lässt, rege gemacht und ins Gemüt gerufen werden. (1974, s. 166)

Ligesom Longinus og Burke beskriver Kant det sublime som noget mægtigt: ”Erhaben nennen wir das, was schlechthin groß ist” (1974, s. 169). For Kant lader det sublime objekt endvidere individet stå tilbage med en følelse af magtesløshed, fordi dennes rationelle dømmekraft er blevet sat til side, i og med at bevidstheden ikke er i stand til at kapere den sublime oplevelse: ”Erhaben ist, was auch nur denken zu können ein Vermögen des Gemüts beweiset, das jeden Maßstab der Sinne übertrifft.” (1974, s. 172). Kant deler det sublime i to kategorier: Det matematiske sublime, som beskriver mødet med ekstreme størrelser og mængder såsom utrolige højder, dybder eller et overvældende stort areal med fx skov; og det dynamiske sublime, som indebærer et møde med ekstreme naturscenarier som lyn, torden, orkaner m.m. Begge sublime fænomener får ifølge Kant subjektet til at føle sig underlegen og magtesløs, fordi disse sublime størrelser opfattes som ufatteligt store eller ufatteligt farlige og magtfulde. Derved lægger også Kant i sin definition af det sublime vægt på det sublime som en størrelse, som mennesket, i hvert fald i første omgang, opfatter som noget voldsomt, ophævet og magtfuldt.

Grundlæggende indebærer det sublime således et værk, et objekt eller et fænomen, som i en stor og magtfuld støbning på en overvældende facon rører og ryster subjektets inderste og gør denne forundret, ydmyg og hengiven ved at sætte den rationelle dømmekraft ud af spil.

2.2.2 Det sublimes magt og vælde

Som en kraft, der overgår menneskets forstand og rationelle dømmekraft, bliver det sublime beskrevet som et fænomen af overmenneskelige dimensioner. Longinus hævder, at skaberne af sublime værker er skabninger på linje med guder og krediterer disse mennesker ved at benævne dem ”demigods” og ”god-like authors” (1978, s. 146) samt ved at forklare, at de hæver sig over det menneskelige niveau, ”rise above the human level” (1978, s. 147). På samme måde mener han, at den begejstring, som publikum til de sublime værker oplever, skyldes menneskets beundring af det, der overgår det almindelige, og som er mere guddommeligt end os selv: ”(…) an unconquerable passion for all that is great and for all that is more divine than ourselves.” (1978, s. 146).12 For Longinus har det sublime derved en så universel magt, at enhver tilskuer til enhver tid vil blive overvældet af den sublime effekt: ”As a generalization, you may take it that sublimity in all its truth and beauty exists in such works as please all men at all times.” (1978, s. 107). Det sublime værk er altså endda hævet over retorikkens ellers så nødvendige kairos-begreb, som indebærer, at en ytrings hensigtsmæssighed afhænger af elementerne i den konkrete retoriske situation (se fx Jørgensen & Villadsen, 2009, s. 85 for pointeringen af kairos-begrebets væsentlighed for en ytrings hensigtsmæssighed). Det samme sublime værk vil nemlig ifølge Longinus til alle tider have en overvældende effekt på enhver form for publikum. På den måde tilskriver Longinus det sublime værk en utrolig magt, der kan sammenlignes med de kræfter, som er symbolet for det, der for ham er allerhøjest hævet over mennesket og allermest magtfuldt, nemlig de guddommelige kræfter.

For Burke, der, som nævnt, beskæftiger sig med psykologiske processer, er det sublime en kraft, der er i stand til at skabe de allerstærkeste følelser i mennesket:
Whatever is fitted in any sort to excite the ideas of pain, and danger, that is to say, whatever is in any sort terrible, or is conversant about terrible objects, or operates in a manner analogous to terror, is a source of the sublime; that is, it is productive of the strongest emotion which the mind is capable of feeling. (2004, s. 86) (Burkes kursivering)

De objekter, der kan skabe den sublime effekt, henvender sig ifølge Burke til vores overlevelsesinstinkt, self-preservation, (2004, s. 86) og skaber en sublim følelse ved at minde os om den død og smerte, de vil kunne forårsage. De objekter, der fremkalder det sublime, er altså tilstrækkeligt magtfulde til, at de med ét kan påføre mennesket lidelser imod dets vilje: ”(…) but pain is always inflicted by a power in some way superior, because we never submit to pain willingly.” (Burke, 2004, s. 108). Derfor, hævder Burke, er magt-begrebet i sig selv en sublim størrelse:
In short, wheresoever we find strength, and in what light soever we look upon power, we shall all along observe the sublime the concomitant of terror, and contempt the attendant on a strength that is subservient and innoxious. (2004, s. 109)

Kant ser ligeledes det sublime forbundet med fænomener, der har magt til at tilintetgøre menneskets fysiske form eller mentale forstand. Det være sig enten i form af det matematiske sublime, som sætter menneskets fatteevne ud af kraft, eller det dynamiske sublime som, i form af voldsomme naturfænomener, truer menneskets helbred.

Det vil sige, at det sublime indebærer et objekt, der har en overvældende magt, fordi det er i stand til at trodse menneskets vilje og rationelle fornuft. Et vigtigt element ved disse objekter, der overgår menneskets fornuftige forståelse, er deres uigennemskuelighed, som netop sætter dem ud over menneskets fatteevne. Burke fremhæver, hvordan denne obskure fremtræden er essentiel for det sublime: ”To make any thing very terrible, obscurity seems in general to be necessary. When we know the full extent of any danger, when we can accustom our eyes to it, a great deal of the apprehension vanishes.” (2004, s. 102) og fortsætter ”It is our ignorance of things that causes all our admiration, and chiefly excites our passions. Knowledge and acquaintance make the most striking causes, affect but little.” (s. 105).

2.2.3 Stadierne i den sublime oplevelse

Især Kant lægger vægt på, hvordan den sublime oplevelse kulminerer i en følelse af et løftet indre selvværd hos individet. Efter at være blevet rystet af en sublim oplevelse kommer individet sig over det chok, som det sublime objekt har fremkaldt i ham eller hende, og forstår, at menneskets fornuft vinder over selv de mest voldsomme fænomener i natur og miljø. Det sublime indebærer derved en temporal oplevelse. Oravec beskriver denne oplevelse som værende delt op i tre forskellige stadier: 1) En tilstand hvor subjektet bliver konfronteret med et objekt eller fænomen, der er større og mere magtfuldt end det selv. 2) Denne konfrontation ryster subjektet og får ham eller hende til at føle sig ydmyg over for og hengiven til det sublime objekt. 3) I det sidste stadie føler subjektet en opløftelse, fordi han eller hun indser og forstår størrelsen af objektet og identificerer sig selv med denne størrelse (1981, s. 248). I forbindelse med en sublim oplevelse i naturen fremlægger Kant processen således:
Denn, so wie wir zwar an der Unermesslichkeit der Natur, under der Unzulängichkeit unseres Vermögens, einen der ästetischen Grössenschätzung ihres Gebiets proportionierten Massstab zu nehmen, unsere eigene Einschränkung, gleichwohl aber doch auch an unserem Vernuftsvermögen zugleich einen anden nicht-sinnlichen Massstab, welcher jene Unendlichkeit selbst als Einheit unter sich hat, gegen den alles in der Natur klein ist, mithin in unserm Gemüte eine überlegenheit über die Natur selbst in ihrer Unermesslichkeit fanden. (1974, s. 185)

Den sublime oplevelse kulminerer altså ved, at det objekt eller fænomen, der fremkalder den sublime følelse, mister sin utrolige kraft og magt over subjektet, fordi individet ikke længere føler sig truet af det og nu er i stand til at forholde sig rationelt til det. Oplevelsen giver derved individet en følelse af indre styrke og overlegenhed. Derved er det sublime at finde i betragteren af det sublime fænomen i form af en opløftet følelse og ikke i objektet eller fænomenet, der udløste den sublime oplevelse.

Longinus beskriver den følelse, som tilskueren oplever i mødet med sublime værker, som en opløftet tilstand af fryd: ”For by some innate power the true sublime uplifts our souls; we are filled with a proud exaltation and a sense of vaunting joy, just as though we had ourselves produced what we had heard.” (1978, s. 107). Tilskueren føler altså en opløftelse af sjælen, som får ham eller hende til at føle sig som skaberen af det sublime værk og dermed på niveau med den sublime skabning og dennes skaber: ”(…) sublimity carries one up to where one is close to the majestic mind of God.” (Longinus, 1978, s. 147).

For Burke ligger den opløftede følelse i begrebet delight, som ifølge Burke er den følelse, som individet står tilbage med efter mødet med et sublimt fænomen. For Burke er delight ikke at sammenligne med almindelig nydelse, begrebet beskriver i stedet den tilstand af nydelse, som individet oplever, når han eller hun indser at have undgået en voldsom fare eller smerte. Burke fremhæver derfor, hvordan en følelse af delight kun kan opnås, hvis individet befinder sig i en vis afstand af de sublime fænomener: “When danger or pain press to nearly, they are incapable of giving any delight, and are simply terrible; but at certain distances, and with certain modifications, they may be, and they are delightful, as we every day experience.” (2004, s. 86). Individet bevarer altså sin fysiske tilstand også efter den sublime oplevelse har indtruffet, og det er netop dette, der bringer følelsen delight. Om end den voldsomme oplevelse har rystet individet, genfinder han eller hun sig intakt. Burke beskriver denne oplevelse som en form for katarsis, der giver individet mulighed for at gennemleve sublime oplevelser uden at få mærker på egen krop:
The satisfaction has been commonly attributed, first, to the comfort we conceive in considering that so melancholy a story is no more than a fiction; and next, to the contemplation of our own freedom from the evils which we see represented (…) I am convinced we have a degree of delight, and that no small one, in the real misfortunes and pains of others; for let the affection be what it will in appearance, if it does not make us shun such objects , if on the contrary it induces us to approach them, if it makes us dwell upon them, in this case I conceive we have a delight or pleasure of some species or other in contemplating objects of this kind. (2004, s. 91-92)

Igennem den sublime oplevelse oplever individet livets rædsler uden rigtigt at mærke dem og kommer derved ud af processen med nydelse. I kraft af at individet oplever sin egen frihed fra disse sublime rædsler, får han eller hun endvidere en stolt følelse af indre storhed. Burke forklarer:
Now whatever either on good or upon bad grounds tends to raise a man in his own opinion, produces a sort of swelling and triumph that is extremely grateful to the human mind; and this swelling is never more perceived, nor operates with more force, than when without danger we are conversant with terrible objects, the mind always claiming to itself some part of the dignity and importance of the things which it contemplates. (2004, s. 96)

Longinus, Burke og Kant lokaliserer, som nævnt, kilden til det sublime forskelligt. Hvor Longinus primært lokaliserer det sublime i det retoriske værk, findes det sublime hos Kant i individets psyke og ikke i det objekt eller fænomen, der udløser den sublime oplevelse. Burke er mere uklar med, hvor han lokaliserer den sublime kvalitet. Øckenholt bemærker, hvordan Burke er inkonsekvent med, om han placerer det sublime i det, der fremkalder det sublime eller i den følelse, som det sublime vækker i individet (1995, s. 23). På den måde befinder Burke sig et sted imellem Longinus og Kant, hvor han både lægger vægt på det sublime i selve objektet eller fænomenet og i følelsen det bringer i subjektet. Denne forskellige vægtning af henholdsvis det sublime objekt eller fænomen og den effekt, dette skaber i individet, betyder, at stadierne i den sublime oplevelse ligeledes bliver vægtet forskelligt af de tre teoretikere. Således er stadiet, hvor det sublime objekt eller fænomen står som sublimt for modtageren, væsentligt hos Longinus og Burke, der begge ser dette objekt som centralt for den sublime oplevelse. Derimod vil det for Kant være vigtigere at beskrive de følelser, som individets bevidsthed gennemgår umiddelbart efter mødet med det fænomen eller objekt, som udløste det sublime, fordi menneskets bevidsthed for ham er det primære i den sublime oplevelse. Det betyder, at Kant lægger mere vægt på det tredje stadie, som alene drejer sig om den psykologiske effekt i individet. Ikke desto mindre kan den sublime oplevelse hos alle tre teoretikere forstås som en oplevelse, der kommer fuldt til udtryk henover tid og kan fordeles henover tre stadier: et møde med et fænomen, der er mere mægtigt end individet selv, en tilstand af forbavselse, hengivenhed og underlegenhed i mødet med dette fænomen og til sidst en følelse af genvundet styrke og et styrket indre.


2.2.4 Det sublime og det skønne

Burke introducerer begrebet det skønne (the beautiful) som en antitese til det sublime. For Burke relaterer det skønne sig til de fænomener og objekter, der er svage og underlegne i forhold til det sublime. Hvor det sublime ifølge Burke er fremkaldt af store, magtfulde objekter og fænomener, der er obskure og umulige at forstå, og som truer og taler til overlevelsesinstinktet ved at indgyde frygt og rædsel, er det skønne helt modsat harmløst og fremkaldt af behagelige fænomener eller objekter, som skaber følelser af kærlighed: ”By beauty I mean, that quality or those qualities in bodies by which they cause love, or some passion similar to it.” (2004, s. 128). Ligesom det sublime kan det skønne blive fremkaldt af både menneskelige karaktertræk og relationer samt af objekter, litteratur og fænomener i naturen. De værdier, som relaterer sig til det skønne, er ifølge Burke bløde værdier som venlighed og et roligt temperament: ”Those which engage our hearts, which impress us with a sense of loveliness, are the softer virtues; easiness of temper, compassion, kindness and liberality.” (2004, s. 145). Burke anser disse værdier som mindre værdige og respektfulde, end de værdier der relaterer sig til sublime objekter, som Burke benævner de store værdier, og som han definerer i form af egenskaber som farlighed og uforudsigelighed:
The great virtues turn principally on dangers, punishment, and troubles, and are exercised rather in preventing the worst mischiefs, than in dispensing favours; and are therefore not lovely, though highly venerable. The subordinate turn on reliefs, gratifications, and indulgences; and are therefore more lovely, though inferior in dignity. Those persons who creep into the hearts of most people, who are chosen as the companions of theor softer hours, and their reliefs from care and anxiety, are never persons of shining qualities, nor string virtues. (2004, s. 145)

Burke mener, at de følelser, som individet oplever ved skønhed, relaterer sig til det, han kalder for samfund, society (Burke, 2004, s. 81), hvilket han ser som en modsætning til begrebet self-preservation. Samfund repræsenterer for Burke behagelige relationer og sammenholdskraft. Fænomener som skaber ren nydelse i mennesket, det Burke kalder for postive pleasure (2004, s. 82).
Burke mente, at mennesker generelt set vil sanse og opfatte samme objekter ens (se Burke, 2004, s. 65). Derfor fremsætter han en konkret beskrivelse af ydre, fysiske træk ved objekter, der henholdsvis frembringer det sublime og det skønne. De objekter, som fremkalder det skønne, beskriver Burke som små, bløde og glatte objekter, der er rare at røre ved, har klare, milde farver, og som er skrøbelige og ikke viser tegn på styrke (2004, s. 151). Dette står i diametral modsætning til de objekter, der fremkalder det sublime. Disse er for Burke af en kæmpe størrelse, ru og ubetænksomme, har dystre og uklare farver eller skarpe og lysende farver og er obskure, solide objekter, der udstråler styrke og fare (2004, s. 157). Denne gennemgang af ydre, fysiske træk, der kan forbindes med henholdsvis det sublime og det skønne, har et absolut præg og kan være determineret af forhold som tid, sted og afsender snarere end at præsentere en generel regel. Jeg mener dog, at Burke ved beskrivelsen af disse karakteristika tegner et tydeligt billede af, hvilke størrelser henholdsvis det sublime og det skønne er. Burke mener, at det sublime er magtfuldt og overlegent, mens det skønne er svagt og underlegent. De objekter, som fremkalder det sublime, er, i kraft af at være ru, ikke behagelige at nærme sig med berøring. Deres dystre og uklare eller klare og skarpe farver betyder endvidere, at de er vanskelige at iagttagelse. Dermed fremstår de utilnærmelige og obskure, hvilket gør dem svære at sanse. Desuden udgør de en fysisk trussel for den, der møder dem, fordi de er solide og store i størrelsen, og fordi de udstråler styrke, fare og uforudsigelighed. På den måde har disse objekter magt til at handle imod individets vilje ved fx at påføre smerte og død. Endvidere sætter det sublime den rationelle fatteevne ud af spil, hos den der konfronteres af det, ved at være vanskelig at sanse og opfatte og ved at være uforudsigelig. Derved er det sublime ikke til at kortlægge og kalkulere med. De sublime karakteristika fører altså til en følelse af magtesløshed, hos den, der konfronteres af dem, både på et fysisk og et psykisk plan. De bløde og glatte træk hos de objekter, som fremkalder det skønne, betyder omvendt, at disse er behagelige at tilnærmelse sig med berøring. Desuden får deres klare og milde farver dem til at fremstå tydelige og lige til at iagttage. Derved er de skønne objekter behagelige at sanse. De skønne størrelsers skrøbelighed betyder endvidere, at de ikke viser tegn på at kunne true den fysiske tilstand på individet, der møder dem. Ved at være rare at sanse og ved ikke at true individets fysiske tilstand, vil de skønne objekter vække behagelige følelser i individet, som denne gerne vil føle. Endvidere er de skønne objekter til at regne med, fordi de ikke udgør en fare. Derved er de fuldt forståelige på et rationelt plan. De skønne karakteristika sætter altså ikke individets evner og kræfter ud af spil, og den der møder et objekt med skønne karakteristika forbliver i stand til at bevare magten, både på det fysiske og det psykiske plan.

Kant implementerer det skønne (das Schöne) som begreb i sin teori om det sublime. For Kant er en vigtig forskel på det sublime og det skønne, at det skønne kan findes i en konkret form, mens det sublime er et begreb, der alene er forbundet med fornuftens idéverden. Det skønne findes dermed i et objekt, som kan være genstand for menneskets æstetiske dømmekraft, mens det sublime findes i individets forestilling og altså er formløst og ikke direkte knyttet til et objekt, men snarere til processer i individet:
Zum Schönen der Natur müssen wir einen Grund Ausser uns suchen, zum Erhabenen aber bloss in uns der Denkungsart, die in die Vorstellung der ersteren Erhabenheit hineinbringt; eine sehr nötige vorläufige Bemerkung, welche die Ideen des Erhabenen von der einer Zweckmässigkeit der Natur ganz abtrennt, uns aus er Theorie desselben einen blossen Anhang zue ästhetischen Beurteilung der Zweckmässigkeit der Natur macht, weil dadurch keine besondere Form in dieser vorgestellt, sondern nur ein zweckmässiger Gebrauch, den die Einbildungskraft von ihrer Vorstellung macht, entwickelt wird. (Kant, 1974, s. 167)

På den måde er det skønne for Kant, noget der kan betragtes som et objekt og bedømmes ud fra æstetiske kriterier, mens det sublime er noget, der er hævet over en sådan bedømmelse og således er anæstetisk.

2.2.5 Natur, miljø og det sublime

Det sublime begreb hænger ikke nødvendigvis sammen med fænomener i natur og miljø. I senere tid er både teknologi og arkitektur således blevet forbundet med det sublime. Miller har anvendt det sublime begreb til at beskrive menneskets, eller nærmere bestemt amerikanernes, forhold til teknologien (1965). Et forhold som også er Nyes udgangspunkt i bogen ”American Technological Sublime”, hvor han analyserer teknologiske objekter som udløsere af den sublime oplevelse (1994). Lige fra starten har fænomener i natur og miljø dog været en integreret del af det sublime begreb. På trods af at Longinus fokuserede på sprogets kraft til at frembringe den sublime følelse, er den sublime oplevelse i ”Peri Hypsous” beskrevet ved sammenligninger af fænomener i natur og miljø såsom torden, store have, floder og vulkanudbrud (se 1978, s. 100 og s. 146). Burke overtager denne tankegang og til trods for, at også han tillægger sproget og andre fænomener sublime kræfter, beskriver han ligeledes den sublime oplevelse ved henvisninger til natur og miljø og trækker ofte på dyr og fænomener i natur og miljø som konkrete eksempler på det sublime (se 2004, s. 100-127). Kant henviser ligeledes til natur og miljø, som det der frembringer den sublime oplevelse, både i beskrivelsen af det matematiske såvel som det dynamiske sublime (se 1974, s. 169-189). Måske bl.a. på denne baggrund påpeger Oravec, at natur og miljø har været et gennemgående element i den løbende diskurs omkring det sublime, og at natur og miljø i mange sammenhænge har været fremstillet med karakteristika, der kendetegner sublime fænomener (Oravec, 1996, s. 61). Ovarec hævder derfor, at det sublime er et fænomen, hvorigennem vi anskuer natur og miljø, idet hun argumenterer for, at det sublime er en så integreret del af den måde, vi ser disse størrelser på, at den sublime konvention virker som en projektion af, hvordan mennesket forholder sig til natur og miljø (1996, s. 58-59). Ifølge denne antagelse er anvendelsen af det sublime begreb en afspejling af, hvordan vi opfatter natur og miljø, ligesom denne anvendelse har betydning for vores forhold til disse størrelser, og hvordan vi følgende bliver motiveret til at handle i forhold til dem.


2.2.6 Det sublime begreb som redskab

Denne gennemgang af det sublime begreb viser det som et begreb, der består af både det sublime og det skønne element. Det sublime og det skønne fremstår som antiteser til hinanden og er hver især udgjort af en række karakteristiske træk, både ydre fysiske og indre psykologiske, og deres efterfølgende effekt. En opsamling af dette gør elementerne tilgængelige som individuelle redskaber i forbindelse med specialets analyse:
Det sublime indebærer et objekt eller fænomen, der i overensstemmelse med Burkes karakteristika af de ydre, fysiske karaktertræk, er stort i størrelsen, ru og solid i sin form og har skarpe og lysende eller dystre og uklare farver. Ifølge Kants beskrivelse kan det sublime enten være matematisk sublimt, og dermed være af en ekstrem størrelse eller udgøre en enorm mængde, eller dynamisk sublimt og tage form af truende naturscenarier som orkaner og lyn. Desuden er det sublime ifølge Kant ikke at finde i en konkret form og derfor anæstetisk. Disse ydre karakteristika hænger sammen med det sublimes indre, psykologiske egenskaber, der af Longinus, Burke og Kant er kendetegnet ved mægtige kvaliteter af overmenneskelige dimensioner, uforudsigelighed, farlighed og voldsomhed. Et sublimt objekt eller fænomen vil derfor, i overensstemmelse med første og andet stadie af den sublime oplevelse, have en voldsom effekt på den, som møder det. Burke påpeger, hvordan det sublime vil henvende sig til menneskets overlevelsesinstinkt og fremkalde frygt og rædsel, fordi individet ikke vil have mulighed for at modarbejde det sublime, heller ikke selv om dette truer individets helbred. Derved tager det sublime den fysiske kontrol fra den, der konfronteres af det. Den psykiske kontrol mister individet ifølge både Longinus, Burke og Kant, fordi fornuft og rationel dømmekraft bliver sat til side i mødet med det sublime. Alt dette vil føre til, at individet, der møder det sublime, vil føle sig magtesløs, ydmyg, hengiven og fuld af respekt for det sublime fænomen eller objekt. Hvis individet, som møder det sublime, befinder sig i en behagelig afstand til dette, vil han eller hun desuden nå til det tredje stadie af den sublime oplevelse. Dette stadie indebærer en følelse af opløftelse samt en følelse af sammenlignelighed med det sublime objekt eller fænomen, der for Kant ligefrem bliver til en følelse af ophøjelse over dette.
Det skønne er derimod karakteriseret af Burke i sin ydre, fysiske form som lille i størrelsen, blød eller glat at røre ved, som udgjort af klare, milde farver og som skrøbelig. Kant fremhæver, hvordan det skønne antager en konkret form og derfor er tilgængelig for en æstetisk vurdering. Disse ydre karakteristika hænger sammen med det skønnes indre, psykologiske egenskaber, som Burke beskriver som harmløse i form af svaghed, underlegenhed, venlighed og et roligt temperament. Det skønne, hævder Burke, relaterer sig til begrebet samfund, som har at gøre med behagelige relationer og sammenholdskraft. Dette er fænomener, som skaber ren nydelse i mennesket og derved lader individet opleve følelser, det gerne vil føle. Individet, der møder det skønne objekt eller fænomen, vil derfor ikke føle sig truet, fordi det skønne ikke vil tvinge, den der møder det, til oplevelser der er mod dennes vilje. Individet vil desuden kunne vurdere og forstå det skønne og vil følgende være i stand til at bevare sin rationelle fornuft og kontrol. Individet vil derved beholde sin magt og følgende føle sig overlegen over for den skønne størrelse.

Ved ovenstående redegørelse for hvordan bestemte karakteristika og effekter er at forbinde med henholdsvis det sublime og det skønne, vil man kunne anvende og identificere det sublime og det skønne som effektskabende elementer i et stykke retorik. Dermed anskuer jeg det sublime og det skønne som det, jeg følgende vil benævne retoriske greb for at understrege den anvendelighed, der ligger i de to elementer. Ved min analyse af specialets artefakt vil jeg demonstrere denne anvendelighed ved at vise, hvordan disse greb kan fungere i et stykke retorik. For at kunne betragte artefaktet i sin sammenhæng vil jeg dog først vende blikket mod dets retoriske situation.

< IndledningIndholdsfortegnelseDen retoriske situation >






 0 kommentar(er) · 3227 fremvisninger

Kommentarer
Der er ikke skrevet kommentarer til denne artikel.

Deltag aktivt i debatten om artiklen Det sublime begreb:

Husk mig

Lignende indhold
Artikler
WWF Internationals klimabeskrivelse set med sublime øjne
▲ Til toppen
Afstemning
Vil Donald Trump trække USA ud af Paris-aftalen?

Ja

Nej

Ved ikke


Tak for støtten til driften af Klimadebat.dk.
Copyright © 2007-2016 Klimadebat.dk | Kontakt | Privatlivspolitik