Husk mig
▼ Indhold

Introduktion

Af Peter Nicolaisen
Artiklen er en del af et universitetsspeciale fra 2017.


IndholdsfortegnelseTeori >


Introduktion
Politik skal ikke videnskabeliggøres. Der findes ikke noget facit i politik - kun følelser og holdninger. Begreber som sandt og falsk eller godt og ondt har ganske enkelt ikke hjemme i det politiske rum. Sandt og falsk hører til i videnskabens verden… (Skaarup, 2017)

Ifølge gruppeformanden for Dansk Folkeparti har følelser forrang for viden i politik. Dette synspunkt er i tråd med nomineringen af faktaresistens som ”Årets ord” i 2016 (Nielsen, 2016). At være faktaresistent er ensbetydende med en manglende vilje til at anerkende kendsgerninger. Blandt andre er den amerikanske præsident, Donald Trump, blevet beskyldt for at udvise faktaresistens i klimaspørgsmålet (Steen Nielsen, 2017). Netop klimaet er interessant at undersøge i lyset af politisk skepsis over for videnskaben. Hele forestillingen om global opvarmning hviler på et abstrakt, videnskabeligt grundlag. Det handler på samme tid om milliontedele CO2-partikler i luften og om udledningen af flere milliarder tons drivhusgasser (Wallace-Wells, 2017).

I 1988 nedsatte FN et panel af forskere til at holde medlemslandene ajour med forandringerne i Jordens klima. For hvert årti, der er gået, har klimaet fyldt mere i samfundsdebatten. Den største anstødssten i diskussionerne har været, i hvilken grad menneskelig aktivitet er ansvarlig for opvarmningen af atmosfæren. Intergovernmental Panel on Climate Change (IPCC) er til dato kommet med fem rapporter, der med stadig større sikkerhed forudsiger dramatiske temperaturstigninger (IPCC, 2014: 20). Samtidig klassificeres det som ekstremt sandsynligt, at mennesket er en dominerende faktor i udviklingen: “Human influence on the climate system is clear …” (IPCC, 2014: 2).

Det er dog langt fra nyt, at IPCC påpeger menneskets rolle i den globale opvarmning. Allerede i den første rapport fra 1990 var forskerne bekymrede for, hvad den menneskelige udledning af drivhusgasser ville medføre. Klimaforandringerne har længe været kædet sammen med højere vandstande og dårligere vækstbetingelser for afgrøder, men i de senere år har økonomer også afdækket en række mulige, afledte effekter. For eksempel at den gennemsnitlige indkomst pr. indbygger på verdensplan kan falde med næsten en fjerdedel i 2100 qua klimaforandringerne (Burke et al., 2015), og at risikoen for væbnede konflikter højnes med 10-20 procent, for hver grad temperaturen stiger (Hsiang et al., 2013).

I en tid, hvor forskerne fremviser stejle temperaturkurver, er det interessant, at gruppeformanden for Folketingets næststørste parti slår til lyd for, at viden ikke er afgørende for at træffe gode politiske beslutninger (Skaarup, 2017). Derfor er det højaktuelt at belyse, hvordan danske politikere har reageret på rapporterne fra IPCC - om klimaforskerne fra start er blevet taget alvorligt af de danske magthavere, når de har råbt vagt i gevær, og hvad der i så fald har betinget, om de har lyttet eller ej. I dette speciale vil jeg undersøge én mulig forklaring på den politiske modtagelse af klimaforskningen: at den afhænger af partiernes ideologi.

I debatten om partiers reaktioner på det forandrende klima er et centralt spørgsmål, hvorvidt klimaet er et valensemne (Farstad, 2017). Altså om alle partier vil det samme i forhold til klimaet, og ideologi derfor er underordnet. I USA er der for eksempel en tendens til øget polarisering på klimaområdet hos både politikere og vælgere, idet forskellen i bekymring og handlelyst mellem demokrater og republikanere er stigende (Dunlap, McCright, & Yarosh, 2016). Dette studie finder også en tilbøjelighed til større skepsis over for den videnskabelige konsensus på klimaområdet blandt republikanere end hos demokrater. Omvendt konkluderer en norsk undersøgelse af tyve års regeringsgrundlag, at højre/venstre-dimensionen kun har en svag forklaringskraft angående klimapolitikken i Norge (Båtstrand, 2013). På baggrund af den verserende videnskabelige debat er det relevant at undersøge forholdene i Danmark.

Jeg vil undersøge, hvordan to ideologisk forskellige partier som Venstre og Socialdemokratiet har opfattet klimasituationen sammenlignet med klimapanelets rapporter. I mit studie kombinerer jeg to konkurrerende forklaringer, som begge tilhører idéfeltet inden for politologien: læringsperspektivet, der vægter politikeres potentiale for at ændre holdninger og dermed nærme sig hinanden i omtvistede spørgsmål, og politics matter-tilgangen, hvor politik ses som en ideologisk kamp mellem partierne, der ikke forventes at rokke ved deres faste overbevisninger. Læring i politisk forstand kan forstås som et bevidst forsøg på at tilpasse politiske mål og instrumenter til tidligere erfaringer og nye informationer (Hall, 1993: 278). Politics matter rummer forestillingen om, at partiernes ideologi har betydning for det politiske udfald i lighed med Douglas Hibbs’ påvisning af sammenhængen mellem regeringens farve og dens makroøkonomiske dispositioner (Hibbs, 1977).

Konkret antager jeg, at den bedste forklaring på politikernes adfærd er at forstå den ud fra det krydspres, de udsættes for, når deres ideologiske overbevisninger ikke stemmer overens med nye evidensbaserede idéer om klimaet – groft sagt et skisma mellem tro og viden. Tanken bag sammenkoblingen af de to teorigrene er, at de sammen har en større forklaringskraft i mit studie, end de ville have hver for sig. Ideologi kan forklare, hvorfor partierne har forskellige udgangspunkter i forhold til klimaspørgsmålet, mens teorier om læring kan pege på, hvorfor de politiske positioner kan ændre sig. Skarpvinklingen på læring fra et vidensorgan som IPCC gør Peter Haas’ teori om epistemic communities til et oplagt redskab i analysen, fordi den netop sigter på videnskabens mulighed for at influere politik. I den henseende kan mit speciale siges at afdække, om idéer fra klimaforskningen påvirker højre- og venstrefløjspartier forskelligt. Modsat andre studier på området (Båtstrand, 2013; Farstad, 2017) vil jeg både inddrage partiernes ord og handlinger i min analyse for at undersøge, om ideologi har samme betydning for det sagte som det gjorte. Jeg har derfor formuleret følgende problemstilling:

Hvordan påvirker ideologi Venstre og Socialdemokratiets opfattelser af klimaforskningens resultater, som de udtrykkes i partiernes problemdefinitioner og policy-løsninger?

Dette spørgsmål vil jeg besvare ved at sammenholde problemdefinitioner fra tre af IPCC’s rapporter med Socialdemokratiet og Venstres italesættelser af klimaet i perioden 1990-2014 og samtidig se på, hvilke klimapolitiske policy-løsninger de vælger. En undersøgelse af de to mest fremtrædende danske partiers respons på klimaforandringerne kan desuden være med til at udfylde en blind vinkel i litteraturen, som generelt mangler et fokus på partier (Farstad, 2017) og især underbelyser dem af regeringsbærende karakter (Carter, 2006).

IndholdsfortegnelseTeori >






 0 kommentar(er) · 164 fremvisninger

Kommentarer
Der er ikke skrevet kommentarer til denne artikel.

Deltag aktivt i debatten om artiklen Introduktion:

Husk mig

Lignende indhold
DebatterSvarSeneste indlæg
God kort introduktion til COP15221-11-2009 16:30
▲ Til toppen
Afstemning
Hvilken af verdens førende økonomier er længst fremme i omstillingen til vedvarende energi?

USA

EU

Kina

Japan

Indien

Brasilien

Ved ikke


Tak for støtten til driften af Klimadebat.dk.
Copyright © 2007-2017 Klimadebat.dk | Kontakt | Privatlivspolitik