Husk mig
▼ Indhold

Samtale med politikere

Artiklen er en del af bogen I drivhuset - Fortællinger om naturens energi og samfundets energikrise, skrevet af Klaus Illum og udgivet af 3F i 2006.

< El-markedet, forsyningssikkerheden og klimaetIndholdsfortegnelseI virkeligheden >


14. SAMTALE MED POLITIKERE

Scenen er et mødelokale på Christiansborg. Der er indkaldt til en høring om strategier for udviklingen af det danske energisystem i de kommende årtier. Høringen er foranlediget af denne bog. I et spørgepanel sidder seks politikere O, P, Q, R, S og T. O er ordstyrer. Denne bogs forfattere er indkaldt til at besvare spørgsmål. O byder velkommen. Der er tre punkter på dagsordenen:
14.1 Den energipolitiske problemstilling
14.2 De fremlagte scenarieberegninger
14.3 Energipolitiske handlemuligheder


14.1 DEN ENERGIPOLITISKE PROBLEMSTILLING
O: Det er nok ikke alle, der har haft tid til at læse hele bogen. Så jeg vil bede Jer om, at give os en kort opsummering af dens hovedpunkter.

Jo tak. Det er ikke nemt at gøre det helt kort, men lad os prøve.

Bogen er resultatet af et projekt, som 3F's hovedbestyrelse i januar 2005 besluttede at gennemføre. Formålet er i første omgang at inspirere læserne til at tænke nøjere over, hvad energi egentlig er for noget. Det er jo vigtigt at vide, hvad man taler om, hvis man skal føre en seriøs energipolitisk diskussion. Og en seriøs diskussion er påtrængende vigtig, for der er problemer lige forude.

Vi kommer først ind på vækstproblemerne. I løbet af de sidste 30 år er det globale olieforbrug blevet fordoblet. Det er nu så stort, at en vækst i forbruget på 2% om året betyder, at der næste år skal produceres 600 mio. tønder mere end i år. For 30 år siden betød en vækst på 2% kun en halvt så stor stigning. Hvis vi forestiller os, at forbruget voksede med 2% om året i de næste 20 år, så ville den årlige stigning i 2025 komme op på 900 mio. tønder. En sådan vækst kan ikke fortsætte, og den kan slet ikke lade sig gøre, når CO2-udslippet skal nedtrappes.

Vi står i dag helt uforberedt på de problemer, vi løber ind i, når stigningen i olieproduktionen afløses af et fald. Hele vores energisystem - huse, el-apparater, kraftværker osv. - er indrettet på den måde, det var nemmest og billigst at gøre det på i de sidste 50 år, da olie, gas og kul flød i rigelige mængder til små penge, og klimaproblemet ikke havde vægt i den energipolitiske dagsorden. Denne tid, som vi kalder oliealderen, er nu ved at være forbi. Det betyder, at det, der på kort sigt var let og billigt, nu bliver umuligt eller i hvert fald dyrt.

Vi må finde ud af, hvordan det i praksis kan lade sig gøre at ombygge vores energisystem, så det kan fungere med et meget mindre forbrug af fossile brændsler. At det teknisk skulle kunne lade sig gøre, har vi vist ved at gennemregne nogle scenarier for mulige udviklingsforløb i de kommende 25 år.

Den måde, man i de sidste 30 år har ført energiregnskaber på, afspejler den opfattelse af energi som varer, der kendetegner denne periode. Vi gør kraftigt opmærksom på, at denne opfattelse ikke passer med virkeligheden og derfor er en tankemæssig blokade af den samfundsøkonomisk og miljømæssigt nødvendige tekniske udvikling af nye energisystemer. I kapitlerne om el-markedet og CO2-markedet ser vi på de komplikationer, denne blokade medfører.

O: Jamen halvdelen af bogen er nærmest en skolebog eller en populariseret fremstilling af lærebogsstof om energi og energiteknik. Er der grund til at bruge så mange sider på det ? Læseren kan vel godt sætte sig ind de problemstillinger, du lige har nævnt, uden at læse alle de sider om energi og energeia og exergi og dampmaskiner og varmepumper, og hvad ved jeg ?

Grunden til, at vi også beskæftiger os med de fysiske og tekniske forhold, er, at demokratiske beslutningsgange forudsætter, at også de, der ikke er blevet udnævnt til eksperter, kan tale med, når de forskellige muligheder diskuteres. Man kan kun tale med, hvis man i hvert fald i princippet ved, hvad det er for teknikker og tekniske muligheder, der er i spil. Derfor har vi tegnet og forklaret de forskellige maskiner, der for tiden er tale om. Det er ikke utænkeligt, at nogle læsere, der måske ikke før har tænkt så meget over, hvad der foregår bag kraftværkernes mure, gerne vil vide lidt mere om det, når de har læst de foregående kapitler.

P: Synes I ikke, at det meget sådan at gå i rette med alle de energistatistikker og energiforbrugstal, som alle nationale og internationale institutioner hele tiden fremlægger, sådan som i gør i kapitel 2?

Jo, men vi giver en forklaring på, hvordan den tankegang, der ligger bag den måde at stille regnskabet op på, er blevet til. Og problemet er jo netop, at den tankegang dominerer og blokerer overalt.

T: Jeg kan godt se, at I har en pointe i kapitel 2. Men er det ikke et lidt teoretisk problem uden den store praktiske betydning ?

Nej, det er det faktisk ikke. "Energieffektivitet" er blevet et nøgleord også i EU's grøn- og hvidbøger om energi. Hvis det ikke bare skal være en talemåde, må det stå for noget, man i praksis rent teknisk tilstræber i energipolitikken. Og så må man have begreb om en målestok for effektivitet. Det er udledningen af den målestok, kapitel 3 om "Energi på Jorden" lægger op til, og kapitel 4 om "Energi til arbejde" fører frem til. De effektivitetstal for nogle forskellige opvarmnings- og el-produktionsteknikker, der er vist i tabellen i kapitel 4, er det værd at have i tankerne, når man diskuterer de tekniske muligheder for at forøge effektiviteten af det samlede energisystem.
I politisk henseende, er det utvivlsomt, at el-markedet ikke var kommet på tale, hvis en rationel forståelse af energibegrebet havde været fremherskende.

S: Mener I, at vi som politikere skal gå ind i alt det tekniske ? Hvis vi opstiller nogle målsætninger for vedvarende energi og energibesparelser, kan vi vel overlade det tekniske til ingeniørerne og energiselskaberne.

Det er klart at de energipolitiske målsætninger, der er fremlagt i danske regeringers og EU's energipolitiske publikationer, gennemgående er formuleret i generelle vendinger som mere vedvarende energi, energibesparelser og energieffektivitet. Problemet er, at disse ord dækker over mange forskellige ting, og at tingene hænger sammen på en indviklet måde. I kan som politikere opstille en konkret målsætning om, at CO2-udslippet skal formindskes med f.eks. mindst 60% før 2030 og yderligere specificere, hvor hurtigt olie- og naturgasforbruget skal nedtrappes af hensyn til forsyningssikkerheden. Det er håndfaste målsætninger, som ingen kan tage fejl af.

Men de virksomheder, der skal foretage de investeringer, der skal til for at opfylde målsætningerne, er nødt til at have nogle retningslinier for, hvordan det skal gøres. Man kan så at sige ikke bygge et hus uden at have en tegning at gå efter. Store virksomheder efterlyser en tegning eller en sammenhængende strategi som rettesnor for de investeringer, de skal foretage. Kapitel 11 om "Scenarier for den fremtidige udvikling" og scenarie-eksemplerne i kapitel 15 viser, hvad der må indgå i udstikningen af en sådan strategi.

Opgaven kan løses på forskellige måder. Man kan bygge et kæmpestort højhus eller flere mindre huse eller en kombination af stort og småt. Men der kan være stor forskel på de samfundsøkonomiske fordele, de miljømæssige forhold af forskellig art og den forsyningssikkerhed, man opnår.

Det handler energipolitisk om både struktur og teknik. Alle, der bidrager til den politiske diskussion, og befolkningen i det hele taget må vide, hvordan de strukturelle og tekniske muligheder tegner sig. Derfor har vi i bogens tredie del om energiteknik brugt nogle sider og nogle illustrationer på at give et grundlæggende indblik i de strukturelle forhold og de tekniske muligheder, der ligger indenfor vores nuværende synsfelt.

O: Vi bliver vist nødt til at afslutte denne indledende runde. Og med svaret på det sidste spørgsmål er vi allerede godt på vej ind i det næste punkt på dagsordenen. Så lad os gå over til det.

14.2 DE FREMLAGTE SCENARIEBEREGNINGER
O: Bagest i bogen kommer I med en lang række kurver og tabeller, der viser tre forskellige scenarier for udviklingen i de næste 25 år. I kalder dem også for tre forskellige investeringsprogrammer. Kan I i korthed fortælle, hvad I mener, at vi som politikere skal bruge alle de tal og kurver til?

Jo, helt kort: Tallene viser, at det rent teknisk er muligt at opfylde selv ret vidtgående politiske målsætninger om nedbringning af CO2-udslippet. Lad os lige se på de tal og kurver, der viser, hvordan de samfundsøkonomiske omkostninger fordeler sig i de forskellige scenarier [Figur 15.2]. De viser, at det ikke behøver at betyde samfundsøkonomiske meromkostninger at formindske CO2-udslippet. Det vil sige, at vi ikke behøver at få færre goder til fordeling imellem os, hvis vi gennemfører den nødvendige ombygning af energisystemet på en veltilrettelagt måde.

Q: Hvordan kan I sige det ? Der er jo et eller andet sted mellem 60 og 100 milliarder kroner at spare, hvis vi vælger det scenarie, hvor der ikke gøres ret meget, i forhold til de scenarier, hvor der gøres en hel masse. Det er da også en slags penge.

Jo, men læg mærke til, at vi kalder det scenarie, hvor der ikke sker nogen nedtrapning af CO2 -udslippet, for en fiktion.
Vi går ud fra, at de politiske tiltag til nedtrapning af CO2- udslippet - med Kyoto-protokollen og det, der må følge efter - sættes i værk, fordi der er udbredt enighed om, at det er nødvendigt for, så vidt muligt, at forebygge klimaændringer, der kan få uoverskuelige følger for hele verdensøkonomien. Under den forudsætning giver det ikke mening at regne på et scenarie, hvor CO2-udslippet ikke nedtrappes væsentligt. I et sådant scenarie kan der jo blive tale om helt uforudsigelige omkostninger - en helt anden verdenssituation.

I indledningen til scenarie-kapitlet bagest i bogen, har vi gjort opmærksom på, at vi kun har taget det fiktive scenarie med for ikke at stå tomhændede, når det spørgsmål, du stiller, bliver rejst. Omkostningerne ved at prøve at spare 50 eller 100 milliarder kroner over de næste 25 år kan blive meget store.

O: I siger, at de samlede omkostninger til landets energiforsyning i de kommende år ikke bliver større, hvis vi investerer mere i at nedbringe CO2-udslippet, end hvis vi holder os til en mere beskeden målsætning. Men det må jo afhænge temmelig meget af, hvordan brændselspriserne udvikler sig i de kommende år.

Det er klart. Derfor er beregningerne gennemført under tre forskellige forudsætninger om udviklingen i råolieprisen og priserne på naturgas og kul. Lad os se på kurverne i figur 15.3. Omkostningerne er her beregnet i tilfælde 2, hvor der er antaget en moderat olieprisstigning til 90 dollar per tønde i 2030. Der er regnet med samme dollarkurs hele vejen igennem. Men selv hvis vi regner med, at råolieprisen bliver konstant 50 dollar per tønde i de næste 25 år - det er pristilfælde 1 - bliver de samfundsøkonomiske omkostninger ikke større i scenarie B end i scenarie A. Men det er ret usandsynligt, at råolieprisen skulle falde til 50 dollar per tønde og blive der i mange år. Man må i hvert fald ikke håbe, at der sker et kraftigt fald i råolieprisen i de nærmeste år. For det vil være at håbe på en økonomisk nedtur med udbredt arbejdsløshed.

Lad os lige gå tilbage til den første figur [figur 15.2]. Den viser de fremtidige årlige omkostninger i de tre brændselspristilfælde 1, 2 og 3. Det er vigtigt at lægge mærke til, at jo større investeringer, der foretages i brændselsbesparelser, jo mindre bliver de fremtidige omkostninger. Det er almindelig virksomhedsøkonomi anvendt på samfundsøkonomien. Når råvareomkostningerne kommet op på et vist niveau, tjener investeringer, der formindsker råvareforbruget, sig ind igen med overskud. Her er der bare tale om en lidt længere tidshorisont, end de private virksomheder har i deres omkostningskalkuler.

Hvis vi ikke nu går i gang med at investere i de rigtige ting, kan det blive meget dyrt for samfundet.

P: Umiddelbart lyder det meget besnærende. Men I kan da ikke forvente, at vi politikere uden videre tager Jeres tal for pålydende og går i gang med at udstikke en energipolitisk strategi på dét grundlag. Vi kan jo ikke gennemskue alle tallene og beregningerne. Hvordan kan vi vide, om de er rigtige ?

Det, der er rigtigt, er, at hvis de gjorte antagelser om vækst i bygningsmassen, i el-apparatbestande, i transportmængder osv. i de kommende år skulle holde stik, og hvis der gennemføres efterisolering af bygninger i det antagne omfang, og hvis vindkraften udbygges så og så meget, osv. osv. - så kan man opnå den nedtrapning af CO2-udslippet og brændselsforbruget, der er beregnet udfra disse forudsætninger.
Tallene er rigtige i den forstand, at der ikke er regnet forkert. Det vil sige, at det kan dokumenteres, at der år for år, måned for måned og dag for dag er balance mellem det beregnede el-forbrug og den beregnede el-produktion for landet som helhed, plus minus el-eksport og el-import. Der er også balance mellem varmeforbrug og varmeproduktion i hvert enkelt fjernvarmeområde og i områder med individuelle opvarmningsanlæg. Og det kan dokumenteres, at den el- og varmeproduktion, der skal til for at dække forbruget, kan opnås med de kraft- og kraftvarmeværker, varmepumper, vindmøller og så videre, der til enhver tid vil være til rådighed, hvis de forudsatte eller beregnede investeringer gennemføres.

Datagrundlaget kan altid forbedres, og man kan se på mange andre muligheder end de, der er vist i de scenarier, vi her har valgt at vise. Men billedet vil i store træk blive det samme.

R: Hvad med de økonomiske omkostningsberegninger ?

Vi har allerede sagt lidt om brændselsudgifterne. For hver af de tre forskellige antagelser om brændselsprisernes udvikling kan vi beregne brændselsudgifterne, når brændselsforbrugene er beregnet. Som I kan se på figurene vejer brændselsudgifterne tungt i regnskabet.

Investeringsudgifter og udgifterne til drift og vedligeholdelse beregnes for hvert enkelt anlæg eller anlægstype for sig udfra et priskatalog, hvori alle de forskellige anlægstyper er prissat. Prisantagelserne er afstemt med det teknologikatalog, Energistyrelsen, Elkraft og Eltra udgav i marts 2004. Men antagelser om fremtidige priser er selvfølgelig behæftet med stor usikkerhed, især når der er tale om anlæg, der endnu ikke er i masseproduktion. Og som nævnt i afsnittet om samfundsøkonomi i kapitel 11, er det tvivlsomt, hvorvidt priserne afspejler de egentlige samfundsøkonomiske omkostninger.

Men når man opsummerer mange hundreder af tal, der hvert især er behæftet med en usikkerhed til den ene og den anden side, er det sandsynligt, at summen er et nogenlunde retvisende tal, når det drejer sig om at sammenligne forskellige scenarier.

Man skal kun bruge de beregnede samfundsøkonomiske omkostningstal til sammenligninger. Hvis der ikke er stor forskel mellem de tal, man finder for to forskellige scenarier, er der grund til at antage, at der heller ikke i virkeligheden vil blive betydelig forskel på de samlede omkostninger.

T: Jeres ret simple økonomiske beregninger, hvor I bare lægger alle investerings- og driftsomkostningerne for de enkelte anlægs- og bygningsinvesteringer sammen med brændselsudgifterne, viser, at der er samfundsøkonomisk gevinst ved at formindske CO2-udslippet. Økonomerne i Det økonomiske Råd og Finansministeriet bruger meget mere avancerede økonomiske modeller. Og de fortæller os, at det bliver dyrt at formindske CO2-udslippet. Kan I forklare, hvorfor I kommer til et helt andet resultat ?

Én forklaring kan være, at de makroøkonomiske modeller, økonomerne bruger, er teoretiske modeller, der ikke på det konkrete plan kan sige noget om, hvad der kan opnås ved omfattende tekniske og strukturelle ændringer af energisystemet. Disse modeller er baseret på historiske data og komplicerede formler, der er konstrueret sådan, at resultaterne passer med forhistorien.
Men det væsentlige er, at energi i forskellige former indgår som varer i de økonomiske modeller på linie med alle andre varekategorier. For eksempel regnes der med en pris på varen elektricitet. Det viser, at de økonomiske modeller er baseret på det gængse energibegreb, vi har kritiseret i kapitel 2 om Energi i politisk og økonomisk tænkning.

I det nye energisystem, vi skal bygge for at formindske brændselsforbruget og CO2-udslippet, kan det ikke lade sig gøre at beregne en el-pris. I et energisystem, hvor elektriciteten produceres i vindmøller og solceller og i kraftvarmeværker og industrier, og hvor der produceres varme i de samme anlæg, er fastsættelsen af en forbrugerpris på el et rent fordelingspolitisk anliggende - hvis el-prisen ikke bliver bestemt af, hvordan private energiselskaber vælger at fordele deres indtægter på el og varme og måske også på salg af brint.

I vores samfundsøkonomiske omkostningsberegninger indgår de konkret specificerede omkostninger til bygning, drift og vedligeholdelse af det samlede energisystem plus udgifterne til brændselskøb. Hvordan omkostningerne fordeles på el, varme og andet er et fordelingspolitisk eller et selskabsøkonomisk anliggende. Det, der beregnes med en økonomisk model, hvor el- og varmepriser indgår i beregningerne, er noget helt andet.

O: Dén diskussion kan føre vidt. Vi kan ikke afslutte den her. Det bliver spændende at høre, hvad økonomerne har at sige. Vi må skynde os videre til det næste punkt på dagsordenen.

14.3 ENERGIPOLITISKE HANDLEMULIGHEDER
Q: Det er en meget negativ holdning, I indtager til el-markedet og CO2-markedet. Sådan som I beskriver disse markeder, ser det ud som om regering og Folketing har mistet al indflydelse på udviklingen. Tror I slet ikke, at der kan føres energipolitik her i landet ?

Nu skal det understreges, at de holdninger, vi måtte have til de problemstillinger, der tages op i bogen, er helt uinteressante. Bogen er ikke et politisk skrift. Vi nævner nogle kendsgerninger og diskuterer, hvad man kan lære af dem. Som nævnt til sidst i det indledende kapitel, vil vi være meget taknemmelige for kritiske kommentarer og påpegninger af fejl og udeladelser, vi måtte have gjort os skyldige i. Men det er rigtigt, at vi ikke lægger skjul på, at det, vi kan se, gør os meget bekymrede for, hvad kommende år kan bringe.

I kapitlerne om el-markedet tegner vi et billede af den virkelighed, markedet skal styre, og vi fortæller om den måde, man er blevet enige om at styre på i EU. Og vi nævner den lovgivning, Folketinget har gennemført for at opfylde EU-direktivernes krav. At markedsdirektiverne ikke giver EU-staterne effektive redskaber til hver især i det mindste at sikre forsyningssikkerheden for deres borgere, er ikke noget vi har tænkt os til. Det kan man læse i EUkommissionens egne notater. Når staterne ikke engang har herredømme over forsyningssikkerheden, er det svært at se, hvordan der kan føres en målrettet langsigtet energipolitik.

Q: Hør nu her ! Et flertal af Folketingets partier indgik i foråret 2004 en energipolitisk aftale om yderligere udbygning med havvindmøller, energibesparelser og andet. Og ifølge denne aftale har transport- og energiministeren i sommer [juni 2005] fremlagt en langsigtet energistrategi. Der er da ikke tale om energipolitisk handlingslammelse her i landet.

Udbydning af havmølleparker i licitation og energibesparende tiltag ligger indenfor de begrænsninger, EU-direktiverne udstikker for regeringens og Folketingets handlefrihed. El-besparelser øger forsyningssikkerheden, men det gør havmølleparker ikke uden videre. Og som vi har gjort opmærksom på i kapitlet om el-markedet og CO2-markedet, skal regeringen passe på ikke at blive fanget i en fælde, hvor den formindskelse af CO2-udslippet, der opnås med el-besparelser og vindmøller, ikke bliver godskrevet Danmark, når Kyoto-slutregnskabet bliver gjort op i 2012.

Markedets logik er, at priser og omkostninger skal bestemme, hvad der sker i fremtiden. Under markedsvilkårene er omkostningsregulering ved brug af CO2-kvoter derfor det vigtigste energipolitiske redskab. Hvis kvoterne uddeles gratis til el-selskaber og virksomheder efter nogle politisk fastsatte fordelingsregler, er det en rationeringsordning. Hvis kvoterne skal købes af staten, er det en beskatningsform. Men det er næppe et styringsmiddel, der kan bruges til at opbygge et effektivt fungerende energisystem af den art, vi forudsætter i vores scenarie-beregninger.

P: Det I siger er altså, at markedet ikke kan reguleres sådan, at investorerne tilskyndes til at foretage de investeringer, der skal til for at udvikle et energisystem med et meget mindre CO2-udslip end i dag. Men hvis vi med CO2-kvoter styrer, hvor meget CO2 virksomhederne får råd til at slippe ud, så må CO2-udslippet jo komme ned.

Jo, men det går jo ikke an at udstede så få kvoter, at samfundsøkonomien bryder sammen. Økonomien kan ikke holde til en betydelig nedtrapning af CO2-udslippet, hvis det ikke sker på en effektiv måde, sådan som vi forudsætter, at det sker i de scenarier, vi viser. Og her betyder effektivitet en effektiv udnyttelse af de ressourcer, der tilvejebringes ved de investeringer, der foretages. Hvad det i praksis vil sige, har vi brugt nogle sider i bogen til at forklare. Men det er ikke sandsynligt, at man med kvote-regulering kan få investorerne til at bygge et effektivt virkende energisystem. Det svarer til, at man ved at regulere håndværkernes lønninger skulle kunne få dem til at bygge et velfungerende hus uden at have en tegning at gå efter.

Det er uheldsvarslende, at regeringen i sin Langsigtede Energistrategi siger, at den vil indrette afgifts- og/eller kvotesystemet sådan, at det bliver økonomisk fordelagtigt at bruge el til fjernvarme for på den måde at bortøde de kraftressourcer, der er investeret mange penge i at frembringe i vindmøller og kraftvarmeværker. At bygge en vindmølle til at varme vand op med et piskeris er det mest effektive ressourcespild, man kan tænke sig.

O: Så er vi vist tilbage til begyndelsen, hvor I anfægter det gængse energibegreb. Og den tid, vi har, er allerede gået. Men - helt kort - hvis vi nu bad Jer om et godt råd, hvad ville det så være ?

At holde hårdnakket fast i virkeligheden. Det vil sige at få kortlagt de tekniske muligheder for at opfylde de energipolitiske målsætninger, der i praksis tegner sig med de teknologier, der kan komme på banen i de kommende år. Og få tegnet deres samfundsøkonomiske omkostningsprofiler. Kun på den måde kan der udstikkes retningslinier for den nødvendige energipolitiske strategi. Der er for meget på spil til at afvente, hvordan markedet vil reagere på en kvote-politik.

O: Så fik I det sidste ord. Tak til Jer allesammen for denne diskussion.

< El-markedet, forsyningssikkerheden og klimaetIndholdsfortegnelseI virkeligheden >






 0 kommentar(er) · 454 fremvisninger

Kommentarer
Der er ikke skrevet kommentarer til denne artikel.

Deltag aktivt i debatten om artiklen Samtale med politikere:

Husk mig

Lignende indhold
NyhederDato
Amerikanske politikere spiller sikkerhedsargumentet15-09-2009 06:04
Svenske politikere vil stoppe flytrafik med skat25-08-2008 07:05
DebatterSvarSeneste indlæg
Vore Politikere7819-09-2016 00:18
Danske politikere er parat til at aflive sæler005-01-2014 20:09
Forskere som politikere?2002-11-2010 13:13
▲ Til toppen
Afstemning
Bør der indføres en klimaafgift på oksekød, som foreslået af Etisk Råd?

Ja

Nej

Ved ikke


Tak for støtten til driften af Klimadebat.dk.
Copyright © 2007-2016 Klimadebat.dk | Kontakt | Privatlivspolitik