Arealanvendelse og kulstof-puljer i u-lande

Artiklen er en del af Klimaproblematikken og kulstofkredsløbet, en onlineudgave af tidsskriftet Geoviden nr. 2, 2006.

< CO2-budget for Øresundsregionen

Indholdsfortegnelse

Arealanvendelse og kulstof-puljer i u-lande


Små-skala trækulsproduktion i Iringa regionen i Tanzania. Foto: Torben Birch-Thomsen, Geografisk Institut.


Set over de sidste par hundrede år er CO2 koncentrationen i atmosfæren steget markant, og omkring 25–30% af denne stigning menes at være forårsaget af ændringer i arealanvendelse. Det hævdes, at effekten af ændringer i arealanvendelse og brug af brande kan spores mange tusinder af år tilbage i tiden. Det er derfor klart, at mulighederne for at vende denne udvikling er kommet i fokus i forbindelse med FNs klimakonvention og Kyoto-protokollen. IPCC har i deres rapport 'Land Use and Land Cover Change' beregnet potentialer for forøgelse af kulstofpuljerne i vegetation og jord, som følge af ændringer i arealanvendelse, landbrugsmetoder og skovforvaltning. Disse beregninger viser et betydeligt potentiale, og at ændringerne i arealanvendelse i troperne og subtroperne gennem 1900-tallet har fået øget betydning. I de seneste årtier har arealanvendelsesændringer, især afskovning i tropiske og subtropiske u-lande domineret de globale arealanvendelses-relaterede netto-udslip. I Kyoto-protokollen, og de aftaler og regelsæt der er fulgt i dens kølvand, er der derfor specificeret en række virkemidler, der sigter på at reducere kulstof-tabet forbundet med disse arealanvendelses-ændringer gennem projekt-aktiviteter inden for rammerne af 'Clean Development Mechanism' (CDM). Dette har ført til stærkt stigende interesse for størrelsen af kulstof-puljerne i vegetation og jord i troperne, og for hvorledes disse puljer kan beskyttes og forøges.
Geografisk Institut har, i samarbejde med lokale institutioner, gennemført undersøgelser af disse forhold i Senegal, Tanzania og Vietnam med henblik på at vurdere (1) størrelsen og tidsforløbet af de typiske ændringer i kulstof-puljerne, (2) potentialerne for at forøge puljerne gennem ændringer i arealanvendelse og (3) mulighederne for at realisere disse potentialer gennem CDMprojekter.
CDM-projekter indebærer, at lande med reduktionsforpligtigelser, fx Danmark, betaler for kulstof-kreditter, baseret på projekter der indebærer opbygning af kulstof-puljer i vegetation og jord i u-lande, der ikke har reduktionsforpligtelser. Sådanne projekter har endnu kun spillet en lille rolle, og det er uvist, hvor stor effekt de vil få i fremtiden. IPCC's beregninger viser, at de teoretisk opnåelige forøgelser af kulstof-puljerne er meget store, men at økonomien i denne type projekter er usikker, og at der er store principielle og praktiske problemer forbundet med dem. Den mest almindelige type af disse såkaldte dræn-projekter er skovplantnings-projekter, der sigter på atopbygge kulstofpuljerne i træer og i jorden under træerne. En række spørgsmål knytter sig til skovplantnings-CDM-projekter:

* Hvor store kulstof-puljer drejer det sig om, og hvor lang tid tager det at bygge puljerne op?
* Til hvilken pris vil forskellige u-lande kunne tilbyde denne slags kulstof-kreditter?
* Hvilke typer af u-lande vil kunne tilbyde kreditter billigst?
* Hvordan kontrolleres puljerne?
* Og hvad hvis skoven siden hen fældes eller brænder ved et uheld?
* Skal det pågældende land så tilbagebetale?
* Kan det undgås at opbygning af puljer inden for rammerne af et projekt modsvares af tab uden for projektområdet, fx fordi bønder der ikke længere kan rydde skov for at dyrke jorden i projektområdet, bare gør det uden for?
* Hvad bliver de mere langsigtede konsekvenser for u-landenes befolkninger?
* Vil de blive berøvet adgang til landbrugsjord, fordi den skal anvendes til skov plantnings-projekter?
* Eller vil de i stedet få en ny indtjenings mulighed ved at sælge kulstof-kreditter?

Svarene på disse spørgsmål er langt fra afklarede, men vores undersøgelser i Afrika og Asien giver nogle indikationer. I Senegal har vi undersøgt et semi-aridt område i det relativt intensivt dyrkede 'jordnødde-bassin'. Her viser analyserne, at der ved rydning og efterfølgende semipermanent opdyrkning af den naturlige savanneskov tabes i størrelsesordenen 20 t kulstof per ha (det meste under jorden) over en periode på mindst 40 år. Dyrkning af jordnødder regnes som en af de værste former for landbrug set i et kulstof-jord-perspektiv, idet hele planten inklusiv rødderne høstes.
I Tanzania har vi ligeledes undersøgt et semi- aridt område, hvor der primært dyrkes majs. Her viser analyserne af jordbunden, at kulstofpuljen i de øverste 50 cm er halveret over 50 år (svarende til 20 t kulstof per ha). Dette kulstoftab er primært sket i de øverste 10 cm.
I Vietnams højland vil rydning af ung skov og permanent opdyrkning medføre tab i størrelsesordenen 7 t kulstof per ha over jorden. Hvis der er tale om rydning af ældre skov er tallet snarere 50 t kulstof per ha, og genopbygningen af puljen tager tilsvarende tid, formodentlig 50–100 år. Vi har endnu ikke tal, der gør det muligt at beregne ændringer i kulstofpuljer i jorden.
For disse lande gælder, at beregninger viser, at tabene der er forbundet med at afsætte landbrugsjord til skovplantning er så store, at prisen for kulstof-kreditter skal være langt højere end den aktuelle verdensmarkedspris, før det kan betale sig at sætte landbrugsland til side til kulstof-lagring. Der er ingen tvivl om, at forholdene for kulstoflagring i Vietnams monsunskove er langt de mest favorable, så Vietnam vil have fordele i forhold til savanneskove i Afrika, hvis CDM-projekter af denne type engang bliver aktuelle. Vores studier viser imidlertid også, at hvis myndighederne udnytter indtægtsmulighederne fra skovplantnings-projekter kombineret med interessen for at øge skovdækket, så kan den lokale befolkning meget let blive taberne. Selvom der på sigt kan tjenes penge på opbygningen af kulstofpuljer, og selvom disse indtægter på kort sigt betyder at de lokale bønder holdes tabsfri, så vil det på lang sigt fratage de lokale bønder mulighederne for at opretholde og udvide deresmarker. Reglerne omkring CDM projekter indeholder et krav om, at CDM-projekter skal være 'bæredygtige'. Man kan stille spørgsmålstegn ved, om det vil være muligt at garantere 'social bæredygtighed' af skovplantningsprojekter, der tilsigter at forøge kulstofpuljerne på bekostning af bøndernes muligheder for at dyrke jorden.


© Stefan Anderberg, Bo Elberling, Lars Krogh, Kjeld Rasmussen, Henrik Søgaard, Torben Birch-Thomsen og GEUS Grafisk, Geocenter København. Tidligere udgaver af Geoviden kan findes på Geocenter Københavns hjemmeside www.geocenter.dk. Her findes også andre informationer om naturen og menneskers udnyttelse af jorden.

< CO2-budget for Øresundsregionen

Indholdsfortegnelse