Af Catharina Magdalena Merle Toft
Artiklen er en del af et universitetsspeciale fra 2011.4.14. COP13
Det følgende afsnit vil undersøge den etablerede diskurs og talehandlingerne under COP13
210, inkluderende Bali Action Plan.
I 2007 udkommer IPCCs fjerde rapport, Fourth Assessment Report, der varsler negative fremtidsudsigter. 2007 er også året, hvor IPCC og Al Gore modtager Nobels Fredspris. Som følge heraf bliver COP13 det største forsøg på sikkerhedsliggørelse fra adskillige aktører – især de sårbare og udsatte små østater melder sig på bane. COP13 er også den sidste i rækken af COPs, der boomer af sikkerhedsliggørende talehandlinger, da COP14 hovedsageligt er et teknisk møde, og under COP15 og COP16 er hovedparten af talerne skåret fra i rapporterne, hvorfor det ikke er muligt at vurdere, om der her sker et lige så tydeligt forsøg på sikkerhedsliggørelse.
David Mwiraria, formand for COP12
211, og Rachmat Witoelar, indonesisk miljøminister og formand for COP13
212, påstår, at klimaforandringerne er utvetydige og accelererende og anmoder konferencens deltagere om at erkende udfordringen, og at det er nødvendigt at bruge det eksisterende klimaforandringsregime til at udvikle retfærdige aftaler og fremme en bæredygtig økonomisk udvikling.
Yvo de Boer påstår, at tiden for klimaskeptikere for alvor er overstået i 2007, og at det politiske øjeblik og den globale offentlige opmærksomhed aldrig har været større. Han advarer om, at hvis ikke der bliver taget hånd om problemerne, så kan klimaforandringernes konsekvenser skabe konflikt.
”If no action was taken, the consequences of climate change could plunge the world into conflict. In 2010, there could be as many as 50 million environmentally displaced persons as a result of climate change, desertification and deforestation. Competing for water, energy and food could lead to ethnic rivalry and regional conflicts.”
Denne talehandling er kendetegnende for COP13 og er et tydeligt tegn på, at en række flydende betegnere, såsom CO2-udledning, menneskelig energiforbrug etc. har manifesteret sig som momenter omkring nodalpunktet ”klima”. Diskursen om, at klimaforandringer er ægte og skyldes menneskelig CO2-udledning er for alvor etableret i UNFCCC-regi.
Han anmoder derfor konferencens deltagere om at vende verdens fremtid imod en lavemissionsøkonomi og ilandene om at fortsætte lederskabet i et samarbejde med ulandene. Det er er et typisk eksempel på det
talehandlingsteorien kalder en direktiv advarsel/anmodning, idet hensigten er at få andre til at gøre noget bestemt.
213Susilo Bambang Yudhoyono, indonesisk præsident, påpeger, at det afhænger af, hvad der bliver besluttet på konferencen på Bali, om temperaturen kun stiger med 2°C eller med hele 5°C. Derfor anmoder han ilandene om fortsat at påtage sig lederskabet i kampen mod klimaforandringerne og i første omgang at reducere drivhusgasudledninger. Ulandene bør tilpasse sig en bæredygtig udvikling, og ilandene og ulandene bør samarbejde om at mainstreame mitigation og adaptation.
214Ban Ki-moon, FNs generalsekretær, henviser til, at videnskaben taler et tydeligt sprog. Klimaforandringer sker. Følgevirkningerne er virkelige, og tiden er inde til at handle. Han advarer om, at det ellers vil have fatale konsekvenser, såsom vandstandsstigning i havene, hyppigere og mere uforudsigelige oversvømmelser og hård tørke, hungersnød og ødelæggelse af biodiversiteten. Derfor anmoder Ban Ki-moon konferencens deltagere om, via forhandlingerne, at nå frem til en agenda for en mere sikker fremtid for klimaet og en tidslinje, der producerer en aftale i 2009.
215 Der lægges således op til, at COP14 bliver et mere teknisk møde.
216Rajendra Pachauri, formand for IPCC, påstår, at de signifikante forandringer i klimaet i det 20. århundrede, inkluderende temperaturstigninger, store nedbørsstigninger i nogle dele af verden og vandmangel i andre dele, er en realitet. Han advarer om, at den globale gennemsnitstemperatur vil stige med mindst 2,5°C, hvilket vil have foruroligende konsekvenser for alle verdensdele.
217Lee Hsien Loong, premierminister i Singapore, advarer om, at økosystemer og samfund kan opleve ødelæggelse og anmoder derfor om, at publikum udarbejder en agenda for klimadebatten efter 2012, hvor Kyoto-Protokollen udløber.
218Thomas Remengesau, præsident i Palau, påstår, at alle medlemslande har fejlet i at håndtere problemerne. Af samme årsag fortsætter drivhusgasudledninger med at vokse over hele planeten. Han opfordrer derfor konferencens deltagere til at erkende deres moralske forpligtelser og tage ansvar.
219Maumoon Abdul Gayoom, præsident på Malediverne, påstår, at klimaforandringer er blevet til en daglig realitet på Malediverne. For små østater, med deres trange finansielle ressourcer og en forringet mulighed at afbøde og tilpasse sig forandringerne, er klimaforandringer blevet det definerende problem for det 21. århundrede.
“Mr. Maumoom Abdul Gayoom (...) noted that climate change had become a daily reality in the Maldives and other small island States. For these States, with their meager financial resources and a limited capacity to mitigate and adapt, climate change had become the defining issue of the twenty-first century.”
Han anmoder derfor publikum om at fokusere på den menneskelige dimension af klimaforandringerne – herunder især menneskerettigheder, sikkerhed og trivsel. Maumoom gør således klimaforandringerne til et sikkerhedsemne for de små østater.
220Det viser sig tydeligt under COP13, at AOSIS-landene forsøger at sikkerhedsliggøre klimaforandringerne på et andet niveau end de øvrige ulande. Hvor de øvrige ulandes forsøg på at etablere en diskurs handler om om ulandenes udviklingsmål, så handler klimadebatten for AOSIS-landene om klimaforandringernes indflydelse på deres eksistens.