Artiklen er en del af bogen
Vedvarende energi i Danmark - En krønike om 25 opvækstår 1975-2000, udgivet på OVEs Forlag i 2000.
Af Jørgen Boldt
Halm – fra strøelse til kedel
|
I dag bliver al halm til større anlæg transporteret som Hesston-baller. |
Ifølge Energistyrelsens statistik var der allerede i 1972 et beskedent halmforbrug til energiformål (725 TJ), som alt sammen blev anvendt i gårdfyr. Men det var først med forbuddet mod markafbrænding fra 1990, at halm som brændsel fik et betydeligt skub fremad.
De sidste mange år har der været en tydelig tendens til, at halmen er dyrere på Sjælland end i Jylland. Sidst i 1980’erne var det en udbredt opfattelse – især blandt fjernvarmeværker - at elværkernes indtræden på scenen var en del af årsagen. Herunder mente nogle, at halmpriserne blev skruet opad, da
Torben Garth-Grüner sad på begge sider af bordet, når der blev forhandlet halmaftaler (toneangivende halmleverandør, formand for Ringsted Fjernvarme og formand for el-selskabet SEAS). Måske skal forklaringen snarere findes i dygtigere købmandsskab i jyske el-selskaber end i sjællandske.
Sjællandske Kraftværker forsøgte sig på et tidspunkt med at importere halm fra Nordengland, hvor halmen er betydeligt billigere. Imidlertid slugte transportomkostningerne hele fordelen. Om der vil kunne importeres halm fra Sydsverige (som ikke selv udnytter halmen; der er ikke forbud mod markafbrænding) over Øresundsbroen er nok tvivlsomt, grundet brotaksten.
I dag bliver al halm til større anlæg transporteret som Hesston-baller. I begyndelsen af 1990’erne satsede
Niels Peter Astrupgaard fra dk-Teknik en del på at udvikle snitning af halmen til oplagring på marken. Formålet var at spare udgifter til halmpresning. Men selv om det kunne lade sig gøre i udlandet, lykkedes det ikke i Danmark. Til gengæld syntes der ved indgangen til det nye årtusinde at være skabt grundlag for en betydelig reduktion i transportomkostningerne ved at presse halmen sammen til en langt større vægtfylde.
Lige siden markafbrændingsforbuddet i 1990 har der været en heftig – til tider uforsonlig – debat mellem tilhængere og modstandere af at anvende halm til energiformål. Modstanden er primært kommet fra økologiske jordbrugere.
Nedmulding af organisk stof har på flere måder en positiv indflydelse på jordens frugtbarhed. Økologiske staldsystemer har endvidere et forholdsvist stort forbrug af halm. Dette har medført, at økologiske landmænd ikke har kunnet levere halm til energiformål, og det har givet anledning til, at der er sat generelt spørgsmålstegn ved fornuften i at anvende halm til energiformål.
Fra forskellig side har der været taget skridt til at klarlægge dette skisma. Heriblandt arrangerede Dansk Naturfredningsforening i 1993 en skribent-konkurrence, som blev vundet af Center for Alternativ Samfundsanalyse (CASA) med rapporten ‘Biobrændsler af hensyn til natur og miljø’. I 1996 iværksatte Energistyrelsen et udredningsarbejde ’Biomasse til energi og økologisk jordbrug’, med Institut for Bygninger og Energi på DTU som koordinator. Og i december 1997 afholdt Energimiljørådet en konference med titlen ‘Biomasse til energi – kan det forenes med et bæredygtigt land- og skovbrug?’ Konferencen resulterede i, at der blev igangsat et projekt om kulstof-binding i land- og skovbrug. Projektet var ikke afsluttet ved redaktionens slutning.