Hvad stiller vi op med usikkerheden om klimaets udvikling?

Kjeld Rasmussen, lektor, Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning, Københavns Universitet

Af Kjeld Rasmussen

Nogle af de mest omdiskuterede begreber i klimadebatten kaldes på engelsk ’tipping element’ og ’tipping point’. Men hvad menes der mere præcist med disse betegnelser? Den engelske klimaprofessor Timothy Lenton definerer kort fortalt et tipping element som en del af ’the Earth System’, som kan skifte til en markant anderledes tilstand, forårsaget af menneskelige aktiviteter (fx udslip af drivhusgasser) inden for en tidshorisont på 100 år. Skiftet sker, når én eller anden klimavariabel, fx temperaturen, passerer en tærskelværdi, kaldet et tipping point. Et eksempel på et tipping element er sommerisdækket på Polhavet: Når isdækket reduceres, sætter det gang i en selvforstærkende proces: Mindre isdække medfører, at mere solenergi opsuges, fordi havet reflekterer sollys dårligere end is. Dermed opvarmes polområdet stærkere, og havisen smelter hurtigere. I dette tilfælde har vi sandsynligvis allerede passeret det relevante tipping point, så der ikke vil være ret meget is i Polhavet om sommeren om nogle årtier. Det er nok ikke det værste, der kan ske for menneskeheden – nogle vil hævde, at det faktisk vil være positivt pga. kortere skibstransporter mellem Europa og Stillehavsregionen.

Lenton og hans medforfattere har udpeget en række mulige andre tipping elements. Ét af dem er iskappen og isshelfen på Vest-Antarktis. Det har været kendt siden 70’erne, at Vest-Antarktis er potentielt ustabil, og at global opvarmning kan bidrage til destabiliseringen. De værst tænkelige konsekvenser vil være en havspejlsstigning på over 3 meter, oven i den, der i forvejen er forudset, og det vil kunne ske relativt hurtigt. Et andet eksempel er regnskoven i Amazonas, som kan tænkes delvist at dø pga. klimaændringer i kombination med fældning. Dette vil have en række negative konsekvenser, lokalt og globalt, og det vil føre til udledning af store mængder drivhusgasser, som yderligere kan accelerere den globale opvarmning.

Fælles for disse tipping elements er, at det er usikkert, om de vil ’tippe’, hvornår det i givet fald vil ske, og hvad der skal til for at udløse det. Klimamodellerne, som IPCC benytter til at give et bud på fremtidens klima, er ikke særligt gode til at forudsige sådanne hændelser. Det er også vanskeligt at angive en sandsynlighed for hændelsen, bl.a. fordi den ikke er observeret for nylig. Nogle af disse tipping elements er tilnærmelsesvis ’irreversible’: Når de først er tippet, kan de ikke nemt rettes op igen, i hvert fald vil det først kunne ske langt ude i fremtiden og evt. kræve en overvældende stor indsats. I nogle tilfælde vil realiseringen af ét tipping element kunne udløse et andet: Fx vil den hurtige forøgelse af koncentrationen af drivhusgasserne i atmosfæren forbundet med Amazonas-regnskovens (delvise) død kunne resultere i en global opvarmning, der kunne udløse eller fremskynde destabiliseringen af Vest-Antarktis.

Alt dette er nødvendigvis ret spekulativt: Hvordan kan vi med nogen sikkerhed sige noget om sådanne hændelser, som ikke tidligere er observeret? Selvfølgelig kan man studere palæoklimatiske data og forsøge på den måde at afgøre, om det faktisk er sket før. Hvis man ikke kan finde fortilfælde, kan man dog ikke slutte, at det ikke kan ske nu – for den igangværende stigning i drivhusgaskoncentrationen og temperaturen er både større og hurtigere end noget, der er set den sidste million år.

Det svære spørgsmål er nu, hvordan vi skal reagere på, at der eksisterer en risiko for, at klimaet ’tipper’. Her er tre muligheder:

1. Eftersom vi for de fleste tipping elements’ vedkommende er usikre på, om de rent faktisk vil indtræffe, og eftersom vi hele tiden bliver klogere på, hvordan klimasystemet virker, så kan vi vælge at vente på, at vi bliver klogere – og evt. investere lidt ekstra i klimaforskning, så vi kan fremskynde det tidspunkt, hvor vi med større sikkerhed ved, hvad der vil ske.
2. Vi kan hælde os op ad økonomerne og lade det komme an på en cost-benefit-analyse, som har til formål at fortælle os, hvordan vi skal handle for at opnå størst mulig ’nytte’ eller ’behovstilfredsstillelse’. Da der jo er usikkerhed om, hvad der vil ske, introducerer økonomerne begrebet ’forventet nytte’, som er produktet af hændelsens sandsynlighed og dens omkostning/gevinst. Altså vil det være nødvendigt at have et bud på sandsynligheden for at et givent tipping element realiseres. I økonomernes beregninger af, om det vil kunne betale sig at handle (fx gennem en hurtig reduktion i drivhusgasemissionerne), indgår desuden en ’diskontering’, som indebærer, at hændelser langt ud i fremtiden gives mindre vægt end hændelser her og nu.
3. Vi kan benytte os af ’forsigtighedsprincippet’, som indebærer, at hvis der er usikkerhed om, hvorvidt noget ubehageligt/farligt vil ske, så skal vi undgå det, med mindre omkostningerne derved er meget store. Det er indlysende, at der er brede fortolkningsmuligheder her. Hvad vil det sige, at noget er ’farligt’, og hvad menes der med ’store omkostninger’? Forsigtighedsprincippet kan begrundes etisk: Vi er forpligtet over for kommende generationer til ikke at sætte deres velfærd på spil.

Diskussionen om, hvilken af disse tre (og især de sidste to) muligheder, der skal vælges, minder en del om diskussionen om indførelse af atomkraft i Danmark. Mange tilhængere anvendte argumenter af økonomisk karakter, baseret på ’forventet nytte’: Sandsynligheden for at den ’værst tænkelige katastrofe’ (en kernenedsmeltning under uheldige atmosfæriske forhold) ville ske, hævdedes at være så lille, at selvom katastrofens omkostninger ville være voldsomt store, så ville produktet af sandsynligheden og omkostningen blive så lille, at det ikke ville opveje de forventede økonomiske gevinster (som i debatten dengang omfattede ting som billig el, mindre luftforurening og færre dødsulykker i kulminer). Modstanderne henviste i stedet til forsigtighedsprincippet: At vi ikke kan tillade os at overlade store mængder radioaktivt affald til kommende generationer. Som bekendt vandt de sidstnævnte folkeafstemningen i Danmark, mens mange af vores nabolande valgte atomkraft til.

Ligheden med den aktuelle situation omkring tipping elements er åbenbar, men der er også vigtige forskelle: De mulige katastrofale konsekvenser af atomkraft optræder fra dag ét, mens der er en stor tidsforskydning mellem emission af drivhusgasser og deres fulde konsekvenser (fx i form af tipping). Hvis man anskuer dette fra et cost-benefit-perspektiv – og anvender diskontering – så betyder det, at de fremtidige negative konsekvenser tæller mindre i ’nytteregnskabet’. Effekten af dette kan fx ses i de beregninger, som ligger bag Lomborgs ’Copenhagen Consensus’-øvelse, som fører til den konklusion, at indsatsen mod klimaændringer skal prioriteres lavt. En anden forskel er, at hvor konsekvenserne af nedsmeltning i et atomkraftværk primært vil berøre befolkningen inden for en begrænset radius fra katastrofen, så vil effekterne af udledning af drivhusgasser i vores rige del af verden (eller andetsteds, men forårsaget af vores forbrug) primært ramme mennesker i andre og fattigere dele af verden. Der er (mindst) fire problemer her:

• For det første er det tæt på umuligt at give et fornuftigt bud på sandsynligheden af tipping. Nogle klimaforskere vil gå så langt som at rangere forskellige tipping elements relativt til hinanden, men egentlige sandsynligheder er meget vanskelige at beregne.
• For det andet er det også tæt på umuligt at fastsætte en meningsfuld økonomisk værdi af de skader, som kunne være resultatet af en destabilisering af Vest-Antarktis eller et sammenbrud af store dele af Amazonas-regnskoven. En havspejlsstigning på 4 meter ville true hundreder af millioner – hvis ikke milliarder – af menneskers livsgrundlag. Hvem tør give et bud på omkostningerne?
• For det tredje vil skaderne, forårsaget af klimaændringer generelt – og tipping elements specifikt – som nævnt især ramme mennesker i ulande. Anvender man økonomernes metoder til ’værdisætning’ af skaderne, vil resultatet være, at de værdisættes ganske lavt: Værdien af et menneskes liv er bestemt af vedkommendes indtjening. Dette er i strid med de fleste menneskers etiske intuition.
• For det fjerde falder ét af hovedargumenterne for anvendelse af diskontering bort, når vi taler om tipping elements: Argumentet lyder, at det ikke er acceptabelt, at vi bruger store midler på at undgå effekter af klimaændringer langt ude i fremtiden, for kommende generationer vil både være rigere og bedre udrustede teknologisk til at gøre noget ved klimaændringerne, når det bliver påtrængende. Problemet her er, at nogle af disse tipping elements, inklusive Vest-Antarktis og Amazonas, er irreversible på en ’relevant tidsskala’, dvs. inden for nogle få tusinde år. Hvis vi altså passerer det relevante tipping point, er det ligegyldigt, hvor rige og teknologisk avancerede vi er – skaden vil ikke kunne gøres god igen inden for en overskuelig tid. Det nævnte argument for diskontering falder dermed væk. Der gives andre argumenter for anvendelse af diskontering, men de er åbenlyst diskriminerende over for fremtidige generationer.

Svaret på det svære spørgsmål om, hvordan vi skal handle i lyset af vores (usikre) viden om eksistensen af tipping elements, kan således næppe hentes hos økonomerne. I lyset af usikkerheden om, hvor nær vi er på diverse tipping points, er det næppe heller klogt blot at læne sig tilbage og vente på, at vi bliver klogere. Vi står så tilbage med forsigtighedsprincippet, i én eller anden fortolkning. Vi kan forvente, at klimaforskningen gradvist vil gøre os klogere på, hvad vi kan forvente os af klimaændringer – herunder tipping elements – men vi kan næppe forvente, at dette fritager os for en normativ, etisk stillingstagen til, hvilke chancer vi vil tage på fremtidige generationers vegne, og på vegne af mennesker i andre dele af verden, som ikke har de samme muligheder som os for at håndtere konsekvenserne af klimaændringer generelt og tipping elements specifikt. I parentes bemærket har disse mennesker – i modsætning til danskerne – sjældent bidraget væsentligt til problemets opståen. Diskussionen får selvsagt fornyet aktualitet op til COP21 i Paris: Vi vil med stor sikkerhed observere, at summen af alle landes løfter om reduktion i emissionerne langt fra vil sikre, at 2°-målet nås. Vi sigter snarere mod det dobbelte, hvilket meget vel kan bringe os forbi ét eller flere tipping points.